Egentlig burde denne artikel om Tekstallianse 2009 som begivenhed og tekstalliance som kunstnerisk strategi eller idé blot være signeret Mig!, for at den ikke skal blive kvalt i et paradoks, men det kan læseren jo selv ændre med retteblæk og kuglepen.
Hen ad vejen vil det fremgå hvorfor, og i hvert fald i dette øjeblik er jeg overbevist om, at kulturjournalistik og kritik som sådan ville kunne læses med fornyet interesse, hvis alle formidlere tog burka på. Ingen navne, ingen portrætfotos - kun ren og skær optagethed af de værker, de retninger og det kunstmiljø, man nu har valgt at dække.
For ligesom at forfængelighed og selvpromovering ikke gør noget godt for kunsten, gør den det heller ikke for kulturjournalistikken, og når jeg netop nu er så optaget af dette, er det, fordi jeg har brugt weekenden i Oslos Litteraturhuset, hvor Tekstallianse fandt sted for andet år i træk.
Det er norske Audiatur, DSSP, Feil Forlag, Forlaget Attåt, Gasspedal, Nypoesi, Substrat og Vagant, der står bag, og initiativtagerne beskriver selv arrangementet som »en messe og en festival, som viser frem bredden og mangfoldet blant små, mellomstore og mer eller mindre uavhengige og idealistiske aktører innen litteratur, musikk, billedkunst og teater. Felles for alle utstillerne er en vilje til å etablere et alternativ til den kulturelle offentligheten de store forlagene og de største avisredaksjonene representerer«.
Alliansen samler over 130 nordiske og internationale mikroforlag, tidsskrifter og netværk - herunder de danske forlag 28/6, Arena, Basilisk, (Fingerprint) og Space Poetry samt Forfatterskolen i København. Arrangementet har søskende i Århus, Stockholm og Malmø med navnene Verbale Pupiller, Textmässan og Smått Förlagt.
Tekstallianse 2009 begyndte meget stilfærdigt fredag aften med et internt seminar, hvor deltagerne bekræftede hinanden i, at mangfoldighed og uafhængighed af markedets interesser er godt.
Seminaret blev afholdt i Hausmania, der kunne ligne et norsk ungdomshus, og inde ved siden af var der queerfestival, jo fandeme om vi ikke havde gang i noget vigtigt. Den norske avis Klassekampen havde samme dag bakket pænt op om initiativet i en godt nok kort, men meget positiv omtale af messen.
Her fik arrangørerne bl.a. mulighed for at beskrive udviklingen inden for den litterære institution: det, man tidligere kaldte højkultur og dannelse, bliver nu varetaget af undergrunden.
Både og
Men da arrangementet så åbnede for publikum lørdag formiddag i Litteraturhuset kom der gang i sagerne. Nu var man færdige med at bekræfte hinanden i, at hensynet til salgbarhed dræber al kunstnerisk fornyelse og gentage frasen om, at de store forlag ikke udgiver debutanter.
I stedet begyndte man at diskutere undergrundens og det kommercielle markeds indbyrdes afhængighed. For det er ikke til at komme uden om, at de uafhængige aktører kan bruge den litterære aktivisme som et springbræt til de etablerede kunst- og kulturinstitutioner. I en panelsamtale valgte Bendik Wold fra det forholdsvist nyetablerede Flamme Forlag at tale om én litterær institution i stedet for at bibeholde modsætningen kommercielle forlag versus mikroforlag.
Da jeg senere på dagen bad ham om at uddybe synspunktet forklarede han, at han mener, at man ved at indtage outsiderpositionen blot giver sig selv mundkurv på. Vi talte videre om, at der både i Norge og i Danmark er en tendens til et både og. At forfatterne både agerer i undergrunden og udgiver på Cappelen og Gyldendal. Forlaget Flamme er selv et både og, der ligner det danske forlag Anblik ved at være et såkaldt uafhængigt forlag, der modtager støtte fra et stort foretagende.
Den særlige konstruktion har gjort, at Flamme er blevet mødt med en del skepsis både fra store forlag og den såkaldte undergrund, fortæller Bendik Wold.
»Jeg tror, det skyldes, at vi ikke helt passer ind i aktørernes mentale skemaer. Vi befinder os i et endnu ikke kortlagt ingenmandsland mellem det etablerede og det uetablerede. På den ene side har vi tilgang til nogle af mediekoncernens stordriftsfordele - god distribution, gode trykkeriaftaler. På den anden arbejder vi og tænker som et miniforlag, med lidt af indiekulturens holdning og metode, uden at vi af den grund gør krav på såkaldt autenticitet.« >
Flamme Forlag var ikke den eneste grund til, at jeg gerne ville tale med Bendik Wold. En anden var en tekst, jeg havde fundet blandt de udstillede publikationer i en lille grim serie af fotokopierede hæfter kaldet Jeg! Det er også den signatur, de enkelte bidrag er forsynet med. Af indholdsfortegnelsen fremgår det dog, hvem bidragyderne er, hvilket er praktisk nok, når man ønsker at indgå i en samtale om kunsten og litteraturen.
Bendik Wold havde under overskriften »DET ER NOE MED NAVNET 'MARIUS LIEN'« samlet en række sætninger fra to artikler fra den norske avis Morgenbladet om to fremtrædende kulturpersonligheder, nemlig kunstkritikeren Ina Blom og litteraten Ole Robert Sunde. Det er selvfølgelig et internt anliggende i Norge, men hvis man får at vide, at Marius Lien er navnet på den journalist, der skrev de oprindelige artikler, kan man begynde at nærme sig pointen. Nemlig at ikke bare de kommercielle forlag er afhængige af den vækst og fornyelse, der sker i undergrunden, det er kulturformidlerne også. For ved at dukke op til de rigtige arrangementer får formidleren også noget af de alternatives cool aura.
Afhængighedsforholdet mellem de kommercielle og mere idealistiske aktører er problematisk. De veletablerede institutioner kan hente kunstnerisk kapital i undergrunden, og ildsjælene kan bruge undergrunden som springbræt til en dag at få et rigtigt lønnet job. For som det også blev sagt på Tekstalliansen: Der er ikke noget heroisk i at arbejde gratis.
