Læsetid: 6 min.

Moby: 'Cool' bands får folk til at få det dårligt

For første gang har Moby skrottet sit pladeselskab og lavet en plade helt alene. De store pladeselskaber tænker alt for kortsigtet og tvinger musikerne til at gå på kompromis med deres musik. Resultatet er elendige plader, som ingen gider købe, siger den 43-årige newyorker
'I dag har pladeselskaberne mistet deres magtposition, og der er ikke så meget, de kan stille op. Det er en sund udvikling,' siger Moby.

'I dag har pladeselskaberne mistet deres magtposition, og der er ikke så meget, de kan stille op. Det er en sund udvikling,' siger Moby.

4. august 2009

Moby skal overnatte en enkelt nat i København, og han har allerede skiftet hotel fire gange. Værelset på Hotel Skt. Petri stank af tis, på Radisson var der edderkopper, Scandic bestod heller ikke testen, og newyorkeren gider ikke bo på D'Angleterre, for han hader gamle hoteller, der er indrettet som dagligstuen hos en 80-årig.

»Hvis der er noget, København mangler, så er det et godt hotel,« fastslår han.

Den amerikanske musiker er kommet til Danmark i anledning af sit seneste album Wait For Me. Musikken på den nye plade er afdæmpet, melankolsk og langt fra den technolyd, som sikrede ham kæmpe salgstal i 90'erne. I 2009 er de kommercielle beats og tunge diskorytmer blevet skiftet ud med sarte strygere og søvnige melodier. Førstesinglen fra albummet er et instrumentalt nummer, der aldrig vil blive spillet i radioen, siger han selv. Musikvideoen til førstesinglen er instrueret af David Lynch og vil aldrig blive vist på MTV. Hele pladen er produceret i Mobys eget soveværelse i New York.

»Jeg ville lave en plade, som skulle være ydmyg og mere personlig end det, jeg tidligere har lavet. Det kunne bedst lade sig gøre hjemme hos mig selv, hvor der ikke er andre, der har bestemte forventninger til, hvordan pladen skal lyde,« fortæller Moby.

Pladen er et opgør med den selvsikre mentalitet, som han mener, mediebranchen er præget af.

»Der findes så mange plader, film og magasiner, som bare handler om at være 'cool', og det er jeg virkelig træt af. De 'cool' medier er kun opstået, så folk kan få det dårligt med sig selv, fordi de aldrig bliver lige så cool som det band, de lytter til,« siger Moby.

Han er træt af modemagasiner og markedsføring af nye bands, som handler om smukke mennesker, der bor i smukke huse og bliver fremstillet som langt mere interessante end den almindelige lytter og læser. Derfor er hans seneste plade et forsøg på at tale direkte til et publikum uden at virke overlegen eller arrogant.

»Der er forhåbentlig ingen, der vil lytte til den her plade og tænke 'wauw, her er en cool fyr fra New York, der laver musik'. For jeg er jo bare en 43-årig skaldet fyr, der har lavet musik hjemme i mit soveværelse. Længere er den ikke«.

Ingen sælger plader

I modsætning til tidligere er Moby ikke længere bekymret for dårlige salgstal. For i dag er der stort ingen musikere, der sælger mange plader. Måske lige på nær Duffy, som af en eller anden underlig grund har solgt fire-fem millioner plader, tilføjer han.

»Hvis du udsendte en plade i 1998, og den ikke solgte særlig godt, så ville din karriere højst sandsynligt slutte med det samme. Men hvis du udsender en plade i 2009, og den ikke sælger godt, så betyder det bare, at du er en helt almindelig musiker.«

Mobys seneste album har indtil videre solgt omkring 400.000 eksemplarer, og i forhold til 2009-standarder er det ret godt. For 10 år siden havde et salgstal i den størrelse højst sandsynligt betydet, at pladeselskabet havde droppet ham, siger han. For Moby er det en frihed, at han ikke længere behøver gå op i, hvor mange plader han sælger. Han mener, der findes to måder, som musikere kan sælge plader på. Enten kan man komme til at sælge mange plader ved et rent tilfælde, sådan som det skete, da han i 1999 udgav albummet Play, som endte med at blive solgt i 10 millioner eksemplarer. Eller også kan man fra start forsøge at regne ud, hvad der vil blive spillet i radioen, og hvilke producere og sangere, der er de rigtige at arbejde sammen med for at få succes. Den mulighed tager Moby afstand fra. For den model kender han alt for godt.

»Da jeg lavede albummet Hotel, pressede mit pladeselskab mig til at indspille, mixe og promovere pladen på en bestemt måde. Det føltes unaturligt. Så denne plade er et forsøg på at lave noget ærligt og smukt. Hvis den sælger, sælger den. Hvis den ikke gør, så gør den ikke«.

Moby ved godt, det er nemt for ham at sige, at han ikke gider bekymre sig om de kommercielle aspekter af musikken. For han har allerede solgt 20 millioner plader.

»Men det med ikke at gå op i den kommercielle side af musikken stammer helt tilbage fra mine gamle hard- core punkrock-dage. Dengang spillede jeg trommer i et punkband, dj'ede for 40-50 dollar pr. aften og boede i en forladt fabrik. Jeg havde intet vand og ingen varme, men jeg var glad«.

Uden om pladeselskabet

I dag er fabrikken skiftet ud med en stor lejlighed i New York. Hjemmestudiet i lejligheden har gjort det muligt at producere musik uden om et pladeselskab. Moby mener, at pladeselskabernes interesse i musikken meget ofte er en hel anden end musikernes.

»Pladeselskaberne er kun interesserede i at holde gang i ilden de næste tre måneder. De tænker udelukkende kortsigtet, og det får dem til at tage de forkerte beslutninger. De gør alt, hvad de kan for at holde liv i forretningen nu og her, og det betyder, at de udgiver elendige plader og får selv interessante kunstnere til at gå på kompromis med deres musik,« siger Moby og fortsætter.

»Det svarer til, at det er vinter, og du sidder i en hytte og fryser, og derfor vælger du at begynde at brænde dine møbler. Det er en kortsigtet løsning. En langsigtet løsning er at gå ud og kløve noget brænde. Lige nu er pladeselskaberne i gang med at brænde deres egne møbler«.

Moby indskyder, at selv om hans seneste plade er udgivet uden et pladeselskab, har den allerede solgt mere end de plader, som det britiske - og verdens fjerdestørste - pladeselskab EMI stod for at distribuere.

»Da jeg var tilknyttet de store selskaber, var deres eneste mål at tjene så mange penge som muligt. Alt skulle koste noget, og kun de mest kommercielle numre blev udgivet,« siger Moby.

Et af problemerne med de store pladeselskaber er, at de forsøger at snyde folk til det købe de plader, de udgiver, i stedet for at lade musikken tale for sig selv.

»Hvis du henvendte dig til et pladeselskab og sagde, 'okay, hvad siger I til at finde en god musiker, hjælpe vedkommende med at udgive en god plade og fortælle ærligt om pladen til publikum?', så ville du gøre de ansatte helt forvirrede. For de føler, at de som minimum bliver nødt til at hyre en make up-artist og en koreograf, hvis de skal sælge musikken«.

Sund udvikling

Ifølge Moby er pladeselskaberne langsomt ved at indse, at det handler om at få kunstnerne til at lave den bedste musik, i stedet for at pakke musikken ind i salgstricks og massiv markedsføring.

»Tilbage i 1980'erne og 1990'erne blev pladeselskaberne næsten mere magtfulde end de enkelte musikere, men i dag har pladeselskaberne mistet deres magtposition, og der er ikke så meget, de kan stille op. Det er en sund udvikling,« siger Moby og givet et eksempel.

»For 10 år siden kunne et pladeselskab finde på at sige, 'hey, du bliver nødt til at flyve til Tyskland for at medvirke i et radioshow. For hvis du gør det, vil du højst sandsynligt sælge 50.000 ekstra plader'. I dag vil pladeselskabet sige 'du er nødt til at flyve til Tyskland for at medvirke i et radioprogram, men du skal selv betale for hotelophold og fly, og måske vil du sælge 2.000 ekstra plader.«

Pladeselskaberne kan ikke længere få det til at løbe rundt, påpeger Moby. Men det betyder ikke, at musikerne ikke kan leve af deres musik.

»Musikbranchen har bevæget sig fra at være ligesom Uruguay til at blive ligesom Danmark. I Uruguay sidder én procent af landets befolkning på 99 procent af rigdommen, mens det er mere ligeligt fordelt Danmark. For 25 år siden var musikbranchen ligesom Uruguay - der var et par musikere, der solgte 10 millioner plader, mens resten gik fallit. I dag er der mange musikere, der klarer sig fint. De tager på turne, sælger nogle T-shirts, laver musik til film, sælger nogle plader, dj'er på nogle klubber og så videre. Musikere har mange forskellige muligheder for at tjene penge til huslejen og leve et helt almindeligt middelklasseliv«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer