Læsetid: 3 min.

I mørket med Jude Law

Jo, manden er lækker. Og hans Hamlet på Kronborg er også yderst interessant. Men det er hans Ofelia ikke
Jo, manden er lækker. Og hans Hamlet på Kronborg er også yderst interessant.  Men det er hans Ofelia ikke
29. august 2009

Ved fremkaldelserne på Hamlet styrtede teenagepigerne og deres mødre ned mod scenekanten for at få deres helt eget billede af Jude Law på mobiltelefonen. Og vi andre havde lyst til at gøre det. For Jude Law var så helstøbt en Hamlet.

Han så fantastisk ud, og han bevægede sig macholækkert rundt - og han talte med en manipulerende og gennemmusikalsk stemme, der har lyttet til Laurence Olivier ...

Den engelske instruktør Michael Grandage fra Donmar Warehouse i England har med andre ord fundet et overbevisende centrum for sin Hamlet-tolkning. Til gengæld er resten af forestillingen langt fra overbevisende i de interessante personkonstruktioner, som Shake-speare så snedigt har vævet sammen omkring Hamlet, hvis far bliver dræbt - af hans onkel, der straks gifter sig med hans mor ...

Stærke mænd

Faktisk var Jude Laws bedste medspiller den garvede skuespiller Peter Eyre, der spillede rollen som Hamlets afdøde fars genfærd. Peter Eyre kunne gestalte genfærdet alene med musikken i sin gravdybe stemme, lige indtil han som skuespillertruppens konge viste samme kropslige behændighed og afmålte hoveddrejninger som Jude Laws Hamlet. Her gav det mening at tale om en far-søn-relation, der stod over alle andre i forestillingen.

Kongeonklen Claudius blev også spillet med stærk autoritet af Kevin R. McNally. Han var brysk med lutter magtoverkrop, indtil altså han knælede ned - uden at kunne få angerfølelsen frem. McNallys kontrollerede stemme og hans desperate hænder viste flot fysisk, hvordan kroneraneren aldrig kan få fred, uanset hvor tilfreds han er med sin egen udåd.

Bag onklen kom så Jude Law ind i en lysstribe. Hans lyst til at hævne sig og myrde onklen bølgede gennem ham, men han blev ikke bare stående på afstand. Nej, han stillede sig helt tæt hen på ham og strøg armene gennem luften omkring ham, så denne overnaturlige stund med en bedende mand og hans hævner vitterlig blev en drømmescene midt i al hardcore-realismen.

Her udnyttede Jude Law sin evne til at tale direkte ind i øjnene på tilskuerne - på mig, på hende ved siden af, på ham bag mig. Væk var de svære, indre Shakespeare-monologer, hvor skuespilleren skal lade som om, at han taler højt med sig selv. Dette var en tale til os, som tilskuere og som vidner. Og den virkede.

Svage kvinder

Desværre var det kun magtfortolkningen af Shakespeare, som lykkedes i denne opsætning. Når det gjaldt lysten og liderligheden, så kom den kontrollerede, engelske overfladefacon til kort. Hamlets mor, Gertrud, optrådte ellers yderst elegant i begyndelsen, men skuespilleren Geraldine James afslørede aldrig sine følelser. Her var hverken skjult eller åbenlys lir.

Og Gugu Mbatha-Raws Ofelia sang smukt, men hun havde hverken kløgt eller lyst i sit blik på Jude Laws Hamlet. Hun lignede bare Gyldenstjernes lillesøster. Så dér opstod heller ikke nogen tragedie. Til gengæld var hendes far Polonius meget stærkt skildret af Ron Cook, som fastholdt sin hofsnogs stivhed ved ikke at rykke sin krop en milimeter, mens han talte. Det, han skulle udtrykke, kunne han snildt klare med stemmen alene ...

Visuelt stod alle disse magtmænd i en palisadeopbygning af sorttjærede brædder med to enorme skydeporte. Alt i alt i en flot scenografi af Christopher Oram fra premieren i England i maj, men samtidig en lidt postuleret skal mellem de rigtige mure på Kronborg. Kostumerne var dog kedelige og også holdt i sort. Men Jude Laws trøje smøg sig om hans smækre overkrop, og det var vel det vigtigste ... Også for tilskuere uden mobiltelefon.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu