Læsetid: 7 min.

'Murens fald er en forspildt chance'

En accelererende privatiserings- og vækstideologi har skabt stadig større ulighed i Tyskland siden 1989, hvor sejrherrerne i Vest blev overbevist om deres egen samfundsmodels ufejlbarlighed. Det mener forfatteren Ingo Schulze, hvis utopi, naivt eller ej, havde været et samfund med fundament i frihedsidealerne fra Vest og lighedsidealerne fra Øst
Efter murens fald forsømte man muligheden for at forene det bedste fra to verdener, mener Ingo Schulze: 
 'En vestlig privatiserings- og vækstideologi fik lov til at dominere. Alt skulle kastes ud på markedet, og alt skulle tænkes i vækstkategorier,' siger han.

Efter murens fald forsømte man muligheden for at forene det bedste fra to verdener, mener Ingo Schulze:
'En vestlig privatiserings- og vækstideologi fik lov til at dominere. Alt skulle kastes ud på markedet, og alt skulle tænkes i vækstkategorier,' siger han.

13. august 2009

Klokken 23.32 den 9. november 1989 åbnede vagterne grænseovergangen ved Bornholmer Straße, og østtyskere strømmede ind i Vesttyskland.

Om få måneder er der gået 20 år siden den verdenshistoriske begivenhed, der blev begyndelsen på det splittede lands genforening og østblokkens fald. Og Tyskland er for længst begyndt at forberede sig på festdagen.

Men spørger man den tyske forfatter Ingo Schulze, markerer jubilæet en misbrugt mulighed. En helt unik chance gik tabt i 1989, mener han. Tyskland kunne være blevet et bedre sted. I stedet tog udviklingen fart i den forkerte retning.

»Der opstod en sejrsmentalitet i Vest, hvor de kunne se, at Øst og dermed den virkeliggjorte socialisme var brudt sammen. Sejrherrerne konkluderede, at de havde haft ret, og derfor kom politik i endnu højere grad til at handle om at understøtte markedskræfterne og den private ejendomsret, og ikke om demokrati og social lighed,« siger Ingo Schulze.

Han var 26 år gammel, da DDR brød sammen, og selvfølgelig var han glad for, at muren faldt, understreger han. Og det er han stadig:

»DDR-regimet undertrykte systematisk befolkningen. Alle led under frihedsbegrænsningerne. Det siger sig selv, at det var uudholdeligt.«

Men det betyder ikke, at Vesttyskland var noget idealsamfund:

»Man overså, at der var mange gode argumenter for at reformere kapitalismen. Og derfor mener jeg, murens fald er en forspildt chance.«

Skandaløse tilstande

»Wir sind das Volk,« råbte masserne ved de berømte mandagsdemonstrationer, der begyndte i Leipzig i sensommeren 1989 og i løbet af efteråret spredte sig ud over hele DDR.

Ifølge Ingo Schulze var det disse mennesker og de mange dissidenter, der løb enorme risici, som stod bag murens fald. Det var ikke de politikere, der siden hen er blevet tilskrevet æren.

»I historiebøgerne kan man læse om Ronald Reagan, der i sin tale ved Brandenburger Tor sagde 'Mr. Gorbatjov, tear down this wall!', og om Helmuth Kohl, der lagde pres på myndighederne i DDR. Man glemmer, at det i virkeligheden var helt almindelige, modige borgere fra alle lag, der kritiserede muren ned,« siger forfatteren.

Så snart hullet var blevet slået i det kommunistiske regimes tynde skal, var det da også magthaverne med Helmuth Kohl i spidsen, der overtog styringen, mener Ingo Schulze. Og de gennemførte en sammenlægning af de to tysklande, som i realiteten ikke var nogen sammenlægning, men snarere svarede til at lægge Østtyskland ind under Vesttyskland, selv om der var flere elementer af det østtyske samfund, som borgerne i DDR havde god grund til at være tilfredse med, omend de gjorde oprør imod styrets antidemokratiske magtmonopol.

»Også Vesten kunne have ændret sig. For eksempel mener jeg, det er en skandale, at en læge også er forretningsmand. Og at der ikke er børnehavepladser til alle. Sådan var det ikke i DDR, og det kunne Vesttyskland godt have lært noget af.«

Et andet eksempel, der falder Ingo Schulze ind, er det tyske skolesystem, hvor folkeskolen kun varer indtil 4. klasse, hvorefter eleverne kommer i enten Hauptschule, Realschule eller Gymnasium alt efter deres boglige begavelse.

»I DDR gik alle i skole sammen, og hvis man ser bort fra alt det propaganda, vi fik hældt i hovedet, mener jeg, det er godt for børn at lære andre børn at kende, der er anderledes end dem selv. Men sådan kunne det ikke få lov at fortsætte.«

Tabene socialiseres

Information møder Ingo Schulze på hans forlag i det østtyske kvarter Prenzlauer Berg, der tidligere var centrum for oppositionen imod DDR-styret, og som nu er blevet overtaget af velbeslåede medlemmer af den kreative klasse.

»Prøv at kigge ud på gaden. Det er et pænt kvarter. Facaderne er sanerede. Cafeerne er smarte,« siger han og tilføjer:

»Men skolerne er nedslidte, og plejehjemmene er forsømte.«

For ligesom borgerne i Østtyskland måtte vinke farvel til både børnehaver, offentligt sygehusvæsen og enhedsskoler, måtte de hilse et liberalistisk værdisæt velkommen, og det er ifølge Ingo Schulze gået ud over de fælles goder.

»En vestlig privatiserings- og vækstideologi fik lov til at dominere. Alt skulle kastes ud på markedet, og alt skulle tænkes i vækstkategorier,« siger han.

Med østblokkens sammenbrud blev tyskerne nemlig overbevist om, at den renest mulige kapitalisme er den eneste farbare vej, og den måde at opfatte samfundet på er kun blevet mere dominerende siden 1989, mener Ingo Schulze:

»I Tyskland kan reform efterhånden kun betyde privatisering: Du skal selv betale for det hele, og du skal klare dig selv. Det er budskabet.«

Men konsekvenserne er katastrofale, understreger forfatteren:

»Gevinsterne bliver privatiseret, og tabene bliver socialiseret. Og der foregår en polarisering. Spændet mellem rig og fattig bliver stadig større. Det fremgår af enhver statistik.«

Desillusionerende

Med sine runde brilleglas og det lange hår ligner Ingo Schulze en god gammeldags socialist. Det er han også. Og det er han ikke bange for at sige højt.

For ham ville utopien have været, at man efter murens fald havde opbygget et nyt samfund med fundament i de bedste elementer fra de to dele af Tyskland. For han mener ikke, at frihedsidealerne fra Vest og lighedsidealerne fra Øst nødvendigvis er hinandens modsætninger.

»Der findes ingen færdige løsninger på, hvad man skulle have gjort, men i hvert fald synes jeg, man meget mere grundlæggende skulle have gentænkt samfundet,« siger forfatteren, der blandt andet gerne havde set forsøg med at lade staten helt eller delvist eje nogle af landets store virksomheder, og at man forbød kapitalfonde, der tømmer virksomheder for værdier og videresælger dem i gældsramt tilstand.

»Sådan nogle ideer virker måske nok naive og håbløst gammeldags. For det er så langt fra, hvordan vi tænker samfundet i dag. Men jeg mener virkelig, der er behov for at forsøge sig med alternative løsninger og ikke tro, at den rendyrkede kapitalisme er naturgiven.«

Ingo Schulze må dog erkende, at mange tyskere synes noget andet. For ham at se er det helt åbenlyst, at det netop er den privatiserings- og vækstideologi, der har accelereret siden 1989, der er skyld i finanskrisen. Og alligevel stemmer stadig flere vælgere på det liberale parti FDP:

»De har i årevis prædiket deregulering. Nu kan vi se, hvad det fører til, men alligevel har de fremgang. Det er meget desillusionerende.«

De Grønnes krig

Ikke overraskende stemmer Ingo Schulze selv på det socialistiske parti Die Linke, der opstod i 2007, da PDS, den reformerede efterfølger til det tidligere østtyske kommunistpart SED, fusionerede med WASG, som hovedsageligt bestod af tidligere venstreorienterede socialdemokrater og fagforeningsfolk.

»Man kan kritisere meget ved Die Linke. Men jeg stemmer på dem, fordi de hører til dem, der tænker mest socialt. Jeg må dog erkende, at de også er sprunget med på vækstideologien. Alt handler om, hvordan vi sikrer fremgang i stedet for at forsøge at opnå et stabilt niveau og sørge for, at alle får en del af kagen og måske arbejder lidt mindre. Jeg savner et mere visionært perspektiv. Et ideal om virkelig at forandre landet,« siger forfatteren.

Egentlig er han måske også mere enig i De Grønnes partiprogram, erkender han. Men for det første er partiet efterhånden befolket af unge, velhavende yuppier, der i realiteten er ligeglade med social retfærdighed. Og for det andet var det koalitionsregeringen bestående af De Grønne og Socialdemokratiet, der i 1999 kastede Tyskland ud i landets første væbnede konflikt siden Anden Verdenskrig, nemlig NATO's bombardement af Jugoslavien - som ikke var godkendt af FN.

»Det har jeg aldrig tilgivet dem. Folk som Milosevic skal bekæmpes, men ikke med bomber. Jeg tænkte, jeg var medansvarlig. Det var min regering, der begik de forbrydelser,« siger Ingo Schulze med henvisning til de mange civile ofre for bombardementerne.

Ved den lejlighed fik han stor respekt for den daværende PDS-formand Gregor Gysi og socialdemokraten Oskar Lafontaine, der begge var imod krigen, forklarer han. Det var nemlig ikke omkostningsfrit for de to politikere, der senere blev frontfigurer i Die Linke, at sige fra over for magtfulde folk som De Grønnes elskede udenrigsminister Joschka Fischer.

Sig selv nok

Måske er det også et udslag af vækstideologien, at Tyskland og hele den vestlige verden efterhånden synes at have lukket sig om sig selv, mener Ingo Schulze.

»Vesten rev en mur ned og tog imod nogle mennesker i 1989. Nu bygger man andre mure op for at spærre andre mennesker ude. Om det så er mellem USA og Mexico eller ved Middelhavet. Dengang tog tyskere imod tyskere. Men hvis man ser helt nøgternt på sagen, er det vel tydeligt nok, at vi nu spærrer nogle mennesker ude, som har langt mere brug for hjælp, end folk fra DDR havde dengang. Jeg siger ikke, at Vest ikke skulle have hjulpet Øst, men jeg siger, at vi også burde hjælpe nu,« siger > forfatteren og tilføjer:

»Men det er som om, det er blevet et imperativ for os, at vi hele tiden skal sikre fremgang. Og så kan vi ikke bremse væksten for at hjælpe andre.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mirjam Gebauer

Artiklen (passende bragt den 13. august, den dato muren blev rejst i 1961) fremstiller forfatterens synspunkter på en glædeligt nuanceret måde. Formuleringen om Schulze som en ”god gammeldags socialist” virker derimod uheldig i denne sammenhæng. Hvis forfatteren, som journalisten hævder, bruger den om sig selv, så kan den dog ikke stå uden nærmere forklaring. Ellers kunne der nemt opstå det indtryk at Schulze tænker i det gamle styres ånd. I diskussionen om DDR, forandringsprocessen som er kendt under betegnelsen ’Wende’ og den tyske ’genforening’ har der været en kedelig ideologisk og klichéfyldt facon, hvor østtyskere der har tilladt sig at kommentere udviklingerne efter 1989 kritisk er blevet beskyldt for at sidde fast i den DDR-socialistiske fortid. Intet kunne være mere forkert om Ingo Schulze der på kompromisløs vis har gjort op med DDR-fortiden og fx også med DDR-forfatternes egen problematiske rolle – ikke mindst i sin store roman Neue Leben (2005). Når han kritiserer privatiserings- og vækstideologien i Tyskland, så er det fordi han bekymrer sig om nutidige og globale problemstillinger og ikke fordi han er en overvintret socialist.