Læsetid: 15 min.

Nielsen, formoder jeg?

Han vil ikke stå i vejen for den virkelighed, han skildrer, og alligevel gør han det hele tiden. Det er på denne splittelse, at han skaber sin kunst. Men hvem er han?
Han vil ikke stå i vejen for den virkelighed, han skildrer, og alligevel gør han det hele tiden. Det er på denne splittelse, at han skaber sin kunst. Men hvem er han?
14. august 2009

Den danske forfatter Claus Beck-Nielsen døde ifølge ham selv i 2001, men har dog efterladt sig en endnu levende krop, der under betegnelser såsom værkfører, virksomhedsleder eller slet og ret Nielsen, dukker op så forskellige steder på kloden som Irak, Iran, USA og Afghanistan for at skrive genrebrydende bøger og reportager, der vender op og ned på alle tilvante forestillinger om litteratur, politik og virkelighed.

Hvem er denne tilsyneladende afdøde, men dog højst produktive person? En gennemsigtig gummimand, et mentalt slangemenneske, en litterær Houdini? Et overraskende nybrud i en stivnet avantgardelitteratur, hvis optagelseskrav for længst er blevet endnu en eksamen i fantasiløshed? Eller et laboratorieeksperiment i en virkelig, kun alt for livsfarlig verden, hvor forfatteren hensynsløst bruger sig selv som forsøgsdyr?

Jeg ved, hvem Nielsen er. Jeg har selv set ham i Monty Python-filmen Life of Brian. Nielsen er ikke hovedpersonen, Brian. Han er en af hans mange anonyme disciple, der dog alligevel på en overraskende måde forstår at skille sig ud. Brian bliver til sin egen stigende irritation fulgt overalt af et entusiastisk følge, som forveksler ham med en ny Messias. I et forsøg på at slippe af med sine forfølgere, beder han dem om at holde op med at opføre sig som en flok får.

»I er alle individer,« råber han. »Vi er alle individer,« bræger de tilbage, nøjagtig som den flok får, han hævder, de ikke er.

Kun en enkelt lille, stemme hæver sig i protest. »Ikke mig...« Brian forsøger sig igen: »I er alle sammen forskellige!« »Vi er alle sammen forskellige!,« bræger de tilbage.

Og igen er der denne lille, afvigende stemme: »Ikke mig...« Den ophidsede menneskemængde begynder at se sig om efter dissidenten, der skal lynches for sin frækhed. Men de finder ham ikke. De er jo alle sammen ens. Det er selvfølgelig en vidunderlig scene. Ikke blot, fordi den viser, hvordan individualisme med overraskende lethed bliver den nye konformisme. Men også, fordi den indfører det uforudsete element, manden, der hævder, han ikke selv har en personlighed og dermed bliver den eneste individuelle stemme i de anonymes kor.

Nielsen er denne mand. Sociologen Zygmunt Baumann har beskæftiget sig med scenen fra Life of Brian i sin bog Liquid Life. Her gør han sig tanker over, hvad der ville ske, hvis nogen midt i individualismens æra fralagde sig alle individets sædvanlige attributter. »Hvis det da overhovedet kunne lade sig gøre, og hvis nogen overhovedet ville være villig til at påtage sig de (yderst ubehagelige) konsekvenser.«

Zygmunt Baumann behøver ikke længere spekulere over, om det overhovedet kan lade sig gøre. Nielsen har gjort det.

Biografi af og om en død

I 2003 udkom der en biografi med en titel, der mere mindede om inskriptionen på en gravsten: Claus Beck-Nielsen (1963-2001). Der var ikke angivet nogen forfatter til bogen på omslaget. Kun den, der læste bogen fra ende til anden, ville opdage, at den samme forfatter, hvis død blev proklameret i bogens titel, også var dens forfatter og stadigvæk i live to år senere.

Så hvorfor blev bogen ikke så betegnet som en selvbiografi? Fordi det drejede sig om et stykke fiktion? Men hvorfor stod forfatterens navn så ikke på bogens forside? Som ophavsmand til flere tidligere offentliggjorte værker havde Claus Beck-Nielsen jo allerede vundet sig et navn i dansk litteratur. Og hvorfor optrådte Claus Beck-Nielsen aldrig igen som forfatter til en bog, når den person, som er identisk med ham, faktisk siden har offentliggjort flere bøger?

Biografien beskæftiger sig ikke med Claus Beck-Nielsens fysiske død, men med noget langt mere krævende: Hans forsvinden som et væsen med en social identitet og en individuel personlighed. Det er en selvbiografi skrevet af den anonyme mand i Life of Brian, som med sin lille stemme hævder, at han slet ikke har nogen personlighed.

Det svært definerbare væsen, der tidligere kaldte sig Claus Beck-Nielsen, er blot en overlevende efter sit eget navns død. Det er navnets død, biografien dokumenterer. Bogen starter, da Claus Beck-Nielsen påtager sig en opgave for Dagbladet Information.

Han foregiver at være en hjemløs person, der lider af hukommelsestab og værst af alt: er ude af stand til at huske sit personnummer. Det er januar og desperat koldt, Nielsen er dårligt påklædt, ekstrem tynd, med fremtrædende kindben og et fortabt, forvildet udtryk i ansigtet. Alle døre er lukkede for ham. Ikke blot de ministerier, hvor han begiver sig hen i jagten på sin tabte identitet, men også de private velgørenhedsorganisationer og herberg for hjemløse.

I et samfund så gennemorganiseret som det danske kommer en mand uden personnummer fra en planet, som end ikke astronomerne har hørt om. Der er ingen plads til ham, hverken i paragrafferne eller i hovedet på dem, hvis arbejde det er at hjælpe ham.

I pauserne lever Claus Beck-Nielsen et normalt liv. Han har en lejlighed, som han deler med sine kone og et barn og dertil en ægteskabelig krise, som konstant forværres, også da han for længst har ladt opgaven bag sig. Det skulle have været et tidsbegrænset eksperiment. Nu tiltrækker livet som hjemløs ham mere og mere: de endeløse gåture på udkik efter mad og husly, hvor han lader alle sociale roller og forpligtelser bag sig.

Hans kone beder ham forlade lejligheden, og hvad der engang var en leg, bliver virkelighed. Han går igen på gaderne, nu udstyret med et personummer, men berøvet alt andet. Også sin personlighed har han ladt bag sig.

Fralægger sig alle roller

Det er umuligt at læse historien som en frigørelsesberetning om et menneske, der sætter sig for at finde sit sande selv, som før var defineret af alt for snævre sociale roller.

Hvad er der tilbage, hvis vi aflægger alle roller? Et sandere, mere autentisk selv? Snarere ingenting. Den nye navnløse version af manden, der engang hed Claus, har ingen behov, han ønsker at opfylde i sit nye liv. Han opsøger aktivt intetheden. Nogen nederlagshistorie er bogen altså heller ikke. På visse måder kan bogen ligne en variation over dobbeltgænger-motivet, en Dr. Jekyll og Mr. Hyde historie. Igen er det Mr. Hyde, der vinder, men i dette tilfælde repræsenterer han ikke mørke, dæmoniske kræfter. Hvor Mr. Hyde skulle have vist sit behårede, grinende fjæs, er der i stedet et tomrum, og det er tomrummet, der uimodståeligt trækker Dr. Jekyll til sig. Der er en stemning i bogen af en dyb tristesse og en ensomhed, der vækker mindelser om Franz Kafka. Hvis Kafka var endt som hjemløs vagabond, ville han på fotografier have lignet Claus Beck-Nielsen.

Ifølge Elias Cannettis Kafka-portræt i essayet Den Anden Process forsvarede Kafka sig aldrig mod nogen anklage. Hans svar var i stedet at forsvinde, gøre sig usynlig eller på en eller anden måde gøre sig selv mindre, som det skete i hans fiktion, hvor han havde en forkærlighed for små, ufarlige dyr. Også sit navn yndede han at forkorte, mest radikalt i Processen, hvor der kun er et enkelt bogstav tilbage, idet hovedpersonens navn er reduceret til K.

Claus Beck-Nielsen tager denne navneleg et skridt videre og ender med helt at slette sit eget navn. Ligesom Kafka kender han til ydmygelsen. På en mærkelig måde synes han selv at opsøge den, som om han gennem den optræner sin egen følsomhed. Hvis man kunne forestille sig, at der var en Kafka-skole, hvor man lærte at efterligne den sky forfatters personlighed i stedet for hans litterære stil, så er det den, Nielsen har gået i.

Claus Beck-Nielsen (1964 - 2001) var ikke den første af Nielsens bøger, som jeg læste. Det var Selvmordsaktionen, som først blev udgivet i 2005, denne mærkelige genrebrydende bog om en rejse ind i Irak, som på en gang er litterær happening, reportage og en fortsættelse af biografien om Nielsen, endnu en gang med forsvindingen som centralt motiv.

Bogen forvirrede mig temmelig meget, fordi den brød med en grundregel, jeg altid selv havde fulgt, når jeg begav mig ud på rejser. Den blandede litterære påfund med begivenheder, der med deres påtrængende intensitet ikke lod nogen tvivl om, at de måtte være selvoplevede. Selv har jeg altid ment, at forfatterens troværdighed må være afgørende, når han inviterer læseren med på en rejse. Her er det journalistikkens etik om sandhed, der gælder.

Alt blander han sammen

Det går ikke, at man digter om på detaljer i folkemordet i Cambodia eller beretter om møder, der aldrig har fundet sted blot for at forhøje dramatikken eller stille sig selv sig selv i interessant positur. Nielsen blandede derimod alting sammen. I sig selv var hele hans rejse et iscenesat teaterstykke. Sammen med den på en gang bralrende og mærkeligt anonyme Rasmussen spadserer han ind i Irak med en tung kuffert, hvorpå ordet 'demokrati' står skrevet. Det lyder som en parodi på den amerikanske invasion, men det er også et livsfarligt eksperiment.

Disse to herrer, med deres ulastelige jakkesæt og stivnede ansigtsudtryk, befinder sig faktisk inde i Irak fem minutter før, landet imploderer i et voldsorgie uden historisk sidestykke. Deres kuffert indeholder et telt, det såkaldte nomadiske parlament, som de slår op i forskellige byer, hvis indbyggere de inviterer indenfor til det, der er det gryende demokratis kerne: en samtale. Det er de sidste måneder, hvor en udlænding kan gøre den slags ting, eller for den sags skyld nogen ting overhovedet, uden at sætte livet på spil. Det ved Rasmussen og Nielsen ikke endnu.

Genial skildring af Irak

Men efter hjemkomsten har de nok fundet ud af det. I hvert fald er bogen forsynet med en ramme, der foregiver at være skrevet et sted ude i fremtiden, hvor historikere betragter Irak som en slags avantgardeland, det første sted i verden, hvor en permanent undtagelsestilstand kommer til at herske. Nielsens skæbne indhenter ham endnu en gang, idet han blander den sammen med den arabiske legende om manden, der flygter til byen Samara for at undslippe døden, som han har mødt på et marked i Bagdad, kun for at opdage, at det netop var i Samarra, at døden havde sat ham stævne.

Nielsen forsvinder også, og hans forsvinden bliver et sindbillede på en hel nations undergang, da apokalypsens fire ryttere stormer ind over Irak, og millioner flygter, myrdes og kidnappes i et imploderende voldeligt anarki. Undervejs får vi et enestående portræt af et land på vej mod den fysiske opløsning. Nielsen benytter sig konsekvent af gadevandrerens

synsvinkel: Han ser ned på sine fødder og registrerer, hvordan alt rundt om hans skosnuder revner og smuldrer, fortove, gader, bygningers fundamenter.

Han ser affaldet, der breder sig overalt, ukrudtet, der bryder igennem den mugnende cement, en verden, der bogstaveligt falder fra hinanden og overgiver sig til forfaldets kræfter. Enhver, der har rejst i Den Tredje Verdens udkanter eller i en krigszone vil genkende det, men sjældent er det blevet skildret med en sådan intensitet. Midt i læsningen forstummede mine protester, og jeg overgav mig.

Til trods for sine utallige genrebrud, jeg vil næsten kalde det litterære lovbrud, eller måske netop i kraft af dem, er Selvmordsaktionen på sin egen skæve måde slet og ret den mest indsigtsfulde bog, der er skrevet om tilstanden i Irak - og der er skrevet mange både afslørende og dybdeborende. Selvmordsaktionen kastede for mig også et helt nyt lys ind over biografien, som jeg i bagklogskabens lys læste som en ouverture til de rejser, der skulle komme, en form for åndelig forberedelse, omtrent som sletningen af en harddisk, hvor forfatteren skaffer sig af med sin personlighed for at blive ren, uforstyrret modtagelighed, dette uopfyldelige, journalistiske ideal: den inkarnerede objektivitet.

Og selvfølgelig overgår der ham det, der altid overgår den, der dyrker fortrængningens alt for lette kunst. For hver ond ånd, der bliver uddrevet, kommer der syv tilbage, og han ender med tvangsmæssigt at måtte gentage forsvindingsmotivet.

Fortsættes næste side

Det er denne blanding af en knivskarp iagttagelsesevne med et usædvanligt fokus og noget dybt personligt, næsten tvangsmæssigt intimt, der gør Selvmordsaktionen til et så udfordrende, lykkeligt uhåndterligt rodsammen af reportage og litteratur.

Nogen avantgardelitteratur er det ikke, for det ligger i det moderne avantgardebegreb, at det altid appellerer til flokmentaliteten hos kunstnere. Avantgarden ser sig selv som bevægelse. Dens værker må altså være imiterbare. Man køber et medlemskab ved at abonnere på de andres ideer, men Nielsen gør det modsatte: Han er så eftertrykkeligt uefterlignelig, så helt og aldeles idiosynkratisk original, at han er dømt til at forblive en enmandshær.

Demokratiets Quixote

I den næste bog, Suverænen, bliver demokratiet, eller rettere kufferten med ordet malet udenpå bragt til USA. Hensigten er tydeligt ironisk: Begivenhederne i Irak har afsløret visse mangler i det amerikanske demokrati. Nu skal demokratiet genindføres. Rollefordelingen mellem Rasmussen og Nielsen er blevet skarpere. Rasmussen er en Don Quixote besat af højtflyvende ideer, som han har hentet i franskmanden Alexis de Toquevilles bog om Demokratiet i Amerika.

Nielsen ligner en Sancho Pancha, lutter jordbunden snusfornuft, det nøgne menneske i sine elementære behovs vold. Men der er en forskel. Nielsen forsvandt jo i Irak og dukkede aldrig siden op. Den Nielsen, der optræder i Suverænen, er hans efterfølger, en vikar, der blot er ansat til at opføre sig ligesom forgængeren og efterligne hans skepsis, hans ængstelige, åndelige nærsynethed, hans besynderlige spisevaner.

»En eller anden skulle det jo være. Og så blev det mig,« forklarer han med tør humor: »Endnu en i rækken af Nielsener«.

Nielsen er oven i købet så gennemført anonym, at det i paskontrollen afsløres, at han ikke engang har et fingeraftryk. Hvor Rasmussen altid har blikket rettet mod skyerne, mod tankens og historiens tinder, går Nielsen som sædvanligt og glor ned i fortovet.

Og det er bogens ironiske pointe: Det virkelige Amerika er joggingskoenes, sennepsklatternes, de udtrådte bananers og fladkørte cola-dåsers banale verden. Nielsen er de ligegyldige mellemrums menneske, indbygger i et universelt ingenmandsland, der udgøres af shopping malls, Seven Eleven-butikker, lufthavne og coffee shops.

Denne gang ender historien ikke tragisk for Nielsen. Han behøver ikke at forsvinde: Han er jo i forvejen en ikke-person, vikar for en, der allerede er forsvundet. Det er den idealistiske Rasmussen, det går galt for, da han i apoplektisk vrede over menneskets uudryddelige provinsialisme, stivner som en statue og usentimentalt bliver kørt bort af det lokale renovationsvæsen. Det er nederlaget for den suveræn, der i titlen hentydes til, den suveræne, politisk tænkende borger, der burde være demokratiets forudsætning.

Ligner Nielsens Amerika-portræt en forudseelig kritik af det historieløse forbrugersamfund? Både ja og nej. Det ligner nemlig også en omfavnelse af det. I portrættet af Rasmussens højspændte idealisme på den perfekte demokrats vegne er der en ironisk distance. I en senere rejse til Iran, der ligesom de tidligere udspiller sig i en blanding af happening og reportage, synes Nielsen at have bestemt sig: I Iran udebliver revolutionen, fordi befolkningen er optaget af jagten på forbrugsgoder.

Selvmroderisk i Kabul

Nielsens sidste rejse bringer ham i vinteren 2008 til Afghanistan. Han får et teaterstykke opført på Kabuls Nationalteater og planlægger at komme spadserende ned fra bjergene bærende på et hvidt flag med et hul i midten og ende med at stå midt på scenen.

»Efter fem års lange vandringer på virkelighedens veje er jeg omsider tilbage i den gode, gamle og trygge fiktion,« skriver han på sin engelsksprogede blog på Das Bechwerks hjemmeside.

Men fiktionen vil ikke have ham. Skuespillerne nægter ham adgang til scenen, skønt han er stykkets forfatter. Gennemføre marchen vil Nielsen alligevel. Fra alle sider bliver han advaret. Der er i forvejen demonstrationer i Kabul på grund af de danske Muhammed-karikaturer. Hans hvide flag med hullet i midten vil kun gøre ondt værre. Det hvide flag er Talebans flag og vil derfor være hadet af de fleste af Kabuls indbyggere. Hullet i flaget vil til gengæld opfattes som en hån af de Taliban-tilhængere, der måtte findes i byen.

Begge sider vil afsky denne udlænding, der på sin helt egen mission spadserer midt ind i et krigshærget lands farligste minefelt. Nielsen er alene. Der er ingen Rasmussen denne gang, ingen spændinger mellem Don Quixote og Sancho Panza, og for første gang træder Nielsen frem og taler med en stemme, hvor ikke blot al ironi synes borte, men hvor alle figurerne i hans på en gang fiktive og virkelige verden, selv den i biografien gravlagte Claus Beck-Nielsen, synes at smelte sammen til en.

»Jeg har en lille datter, sagde jeg. Jeg ønsker, at min datter skal vokse op i en verden, hvor hun kan rejse over hele planeten og gå hen ad gaden og møde folk og hilse på dem uden, at hun skal blive dræbt for noget, hun åbenlyst ikke har gjort...«

Og så går han, dette dødsforagtende menneske, for sin datters skyld, for vores alle sammens skyld, med sit hvide flag med det symbolske hul igennem Kabuls gader, omgivet af råbende, skubbende mennesker, som ifølge enhver Afghanistan-kender om et sekund vil file løs på hans halspulsåre.

Har man selv rejst i Afghanistan som udlænding i disse år, ved man, at diskretion er godt, usynlighed bedst. Hjertet i halsen - det er en mild metafor, for de følelser, der greb mig under læsningen. Nielsen går turen to gange. Den skal jo også filmes og dokumenteres. Det er virkelighed dette her. Han er endnu ikke nået frem til den gode gamle fiktions trygge verden.

Alt iscensættes, alt

Bortset fra en ting: I fiktionen har han været hele tiden. Han iscenesætter jo hele tiden sin virkelighed. Men han bestemmer ikke over den. Han opsøger selv bagholdet, og så må vi se, hvad der sker. Selvmorderisk kan man kalde godt hans aktion. Eller tonedøv, når det kommer til livsfare. Det hedder måske også mod. Eller bare engagement.

Det er jo på en måde kernen i Nielsens aktioner. De stiller hver gang det samme fundamentale spørgsmål til demokratiets forudsætnnger: Hvordan engagerer vi os i noget, der er større end os selv, eller bare ligger hinsides vores egne naturnødvendigt snævre horisont?

Men er der ikke også noget egocentrisk selvoptaget, en fatal mangel på situationsfornemmelse, en nærmest monumental kulturel ufølsomhed i Nielsens vandreture gennem Kabul? Jo, det er der sikkert også, og det er i spændingen mellem idealismen og en næsten neurotisk besat indadvendthed, at hans unikke kunst opstår. Der er ingen harmoni, ingen syntese. Der er en indre uforsonlighed, som også bliver til en ydre i form af ekstreme satsninger.

Sandheden om Nielsen

Måske har jeg ikke helt ret, når jeg tror, jeg har fundet sandheden om Nielsen i den anonyme stemme, der i Life of Brian frakender sig selv enhver individualisme. Det modsatte af individualisme er ikke nødvendigvis fravær af identitet, en ikke-personlighed, i hvert fald ikke, hvis man går til ordets rod. 'Individ' kommer fra latin og betyder oprindeligt det, der er udeleligt, et ord, der i en tidsalder, hvor vi alle hos psykologen lærer hjemmevant at omgås vore egne indre splittelser kun giver mening, hvis man betænker, at i et præ-narcissistisk samfund betød fællesskabet alt, og individets beskedne rolle var derfor blot den at udgøre samfundets mindste enhed, det atom, der ikke kunne spaltes.

Nu er individet samfundets hovedperson, enetaleren på dets scene, som alle politikere hylder, og i hvis navn de taler, når de taler om vores ret til ubegrænset frihed.

Når individet vises frem i overstørrelse, bliver dets sprækker også synlige, og det bliver klart, at vi slet ikke, modsat hvad vi selv tror, er individualister, dem, der ikke kan deles, men dividualister, dem, der allerede er delt i mange personligheder, som borgere, fædre og mødre, elskere, karrieremennesker, livsnydere, medlemmer af sociale klasser og nationale enheder. Demagoger vil hele vores indre splittelser ved at genne os tilbage i en alt dikterende identitet, etnisk eller religiøs.

Nielsen gør det modsatte. Han vedstår sig dividiualismen og bruger den. Han har skabt et tomrum i sig selv, hvor virkeligheden kan komme ind og fylde ham, og han hensynsløst kan udleve sin drøm om det politiske menneskes genkomst. Samtidig er han i sine besættelsers vold. Han vil ikke stå i vejen for den virkelighed, han skildrer, og alligevel gør han det hele tiden. Det er på denne splittelse, at han skaber sin kunst.

For nylig har hans modspiller på de mange rejser, den virkelige verdens Rasmussen, i en komisk epilog til deres fælles rejser anlagt sag med Nielsen, fordi han føler sig negativt fremstillet i Suverænen. Men Rasmussen har misforstået det hele. Han har aldrig haft nogen selvstændig eksistens, skønt hans virkelighed kan dokumenteres på fotografier. Rasmussen er Nielsens handskedukke, ikke misbrugt af en hensynsløs individualist eller kunstnerisk egoist, men iscenesat af en mand, der er sig bevidst om den opdelte personlighed som et moderne grundvilkår.

Nielsen er dansk litteratur s store dividualist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu