Læsetid: 7 min.

Nødhjælpsindustri og krigsherrer har stor gavn af hinanden

Den hollandske journalist Linda Polman har i sit hjemland vakt furore med sin kritiske bog om nødhjælpsorganisationernes arbejde i verdens brændpunkter. Deres tilstedeværelse holder konflikterne i kog, ja, i visse tilfælde er de endda medvirkende til, at de opstår
Erkend problemet. Man bliver nødt til at tage alvorligt, at man arbejder i en kontekst, siger Linda Polmann: Hvis undersøgelser viser, at hungersnøden er blevet skabt for at tiltrække organisationerne, er der et problem. Og det bør organisationerne i første omgang anerkende, tilføjer hun

Erkend problemet. Man bliver nødt til at tage alvorligt, at man arbejder i en kontekst, siger Linda Polmann: Hvis undersøgelser viser, at hungersnøden er blevet skabt for at tiltrække organisationerne, er der et problem. Og det bør organisationerne i første omgang anerkende, tilføjer hun

Patricia Hofmeester

22. august 2009

I Etiopien er der hungersnød omtrent hvert andet år. Det er ingen tilfældighed, siger den hollandske journalist og forfatter Linda Polman, der snart er aktuel med en engelsk oversættelse af bogen De Crisikaravaan. Gennem rejser, primært i Afrika, har hun dækket kriser og katastrofer, blandt andet i Liberia, Somalia, Congo og Rwanda, og har især haft øje for de mange organisationer, der rykker ind i et katastrofeområde, så snart billeder af ofrene toner frem på tv-skærmene i Vesten:

»Lige siden begyndelsen af 1980'erne har nødhjælpsorganisationerne hjulpet regeringerne i eksempelvis Sudan og Etiopien med deres illegitime planer. Hvert andet år kommer flygtningestrømmene igen, og nødhjælpsorganisationerne kommer for at gøre deres arbejde og hjælpe flygtningene. Hvert andet år er der hungersnød i Etiopien, og den er skabt med vilje. Det er vanvid, og nødhjælpsorganisationerne føler sig ikke ansvarlige for det. De siger, at det er et politisk problem, og at de ikke er politiske organisationer,« siger Linda Polman om nogle af de værste tilfælde.

Ofre som vare

Vi har efterhånden vænnet os til tanken om, at nødhjælp gerne må koste noget. At en del af de penge, vi donerer til de hungersnødsramte børn, der ser fortabt på os fra tv-skærmen, går til administration og løn til kvalificeret personale, der arbejder under vanskelige betingelser. Hvad vi ikke ved, eller ikke vil vide, er ifølge Polman, at nødhjælpsorganisationerne i katastrofeområder er med til at finansiere oprøreres og regimers voldelige aktiviteter. I visse tilfælde bliver katastrofer - krig og hungersnød - ligefrem fremprovokeret for at tiltrække nødhjælpsorganisationernes penge:

»Så snart nødhjælpsorganisationer skal have adgang til det, de selv kalder 'den humanitære zone', det vil sige katastrofeområdet eller der, hvor ofrene er, bliver de altid nødt til at gå igennem de lokale myndigheder. Og i krigszoner kan de lokale myndigheder være meget ubehagelige mennesker. Det kan være et militært regime som i Sudan, det kan være lokale krigsherrer som i Somalia, eller det kan være oprørsenheder som i Sierra Leone. Og det er op til hjælpeorganisationerne selv at forholde sig til de lokale magthavere, for der findes ingen lovbøger, ingen regler, intet adfærdskodeks for den slags organisationer. Hver enkelt organisation er tvunget til at lave sine egne aftaler med de lokale myndigheder. Og det ved de.«

Nødhjælp kræver ofre, og dem er de krigsførende parter mere end villige til at levere. Nødhjælpsorganisationernes neutralitet er med andre ord en illusion, og nødhjælpsarbejdet - uanset selvopfattelse - indebærer altid en politisk stillingtagen til en bestemt konflikt. Derfor må nødhjælpsorganisationerne ifølge Polman tage deres arbejde og ansvar op til grundig revurdering.

Neutralitet er en illusion

Polman anslår, at nødhjælpsindustrien håndterer i omegnen af 100 milliarder dollar om året, hvilket vil sige, at den udgør verdens sjette største industri, og tæller omkring 37.000 organisationer på verdensplan. I sin bog beskriver Polman denne industris indre logik ud fra en række konkrete eksempler

»I Liberia forhandlede Charles Taylor sig f.eks. frem til, at han skulle have 15 procent af nødhjælpsorganisationernes varer og værdier, hvis de ville ind i hans område. På Balkan betalte FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, op til 30 procent af nødhjælpsvarerne til de serbiske soldater. I Somalia, hvor anarkiet var altomfattende - det forhindrede ikke en lang række nødhjælpsorganisationerne i alligevel at arbejde der - var adgangsbilletten op til 80 procent af varerne. Alle krigszoner er forskellige, men man skal altid betale for at komme ind,« siger Polman. Organisationerne er altså tvunget til at samarbejde med de lokale myndigheder - uanset at det i krigshærgede områder ofte er krigsherrer eller oprørsenheder. Og resultatet kan være hårrejsende:

»Den mekanisme, der ligger i det, jeg kalder nødhjælpsindustrien, hvor man skal betale for adgang til ofrene, betyder, at ofrene er en vare. Hvis man som krigsherre vil tiltrække nødhjælp, har man brug for ofre - ellers vil ingen betale for adgang, og nødhjælpsorganisationerne har også brug for ofre. Hvis der ikke er nogen ofre, bliver man nødt til at skabe dem. Det er dette næste skridt, der gør det til en meget alarmerende situation. Mekanismen har eksisteret de sidste 50 år, så de, der modtager vores nødhjælp, krigsherrerne, har lært, hvordan man manipulerer systemet. De ved, hvordan det virker. De ser jo også CNN i flygtningelejrene,« siger Polman.

Gavner nødhjælp?

På den baggrund er det er indlysende, at nødhjælpsorganisationerne ikke umiddelbart har nogen interesse i, at deres arbejdsforhold er kendt af os, der skal donere penge til deres indsatser, forklarer Polman:

»Det er en velbevaret hemmelighed. For det giver dårlig omtale, og det er de ikke interesserede i. De fleste organisationer vil svare, at de ikke betaler særlig meget for at få adgang til de nødlidende - det er de andre, der betaler meget. De forsøger at lægge ansvaret fra sig. De indrømmer, at det finder sted, men de vil ikke indrømme, at det sker for dem. Fordi de ved, at vi ikke vil give penge til nødhjælpsorganisationer, der giver penge til krigsherrer.«

Spørgsmålet, der trænger sig på, er, om nødhjælpsorganisationerne dybest set gør mere skade end gavn. Hvad skal de stille op?

»Man bliver nødt til at tage alvorligt, at man arbejder i en kontekst. Hvis undersøgelser viser, at hungersnøden er blevet skabt for at tiltrække organisationerne, er der et problem. Og det bør organisationerne i første omgang anerkende. Dernæst skal man afveje: Gavner nødhjælpen det størst mulige antal ofre, eller skaber den flest ofre? Og man skal ikke tage fejl: Katastrofer sker sjældent fra den ene dag til den anden. Nødhjælpsorganisationerne kan se det komme længe inden. De ved f.eks., at den etiopiske regering afspærrer store landområder og brænder afgrøder af. De ved, hvad regimet gør, så de har god tid til at undersøge situationen. I mange lande er der nærmest opstået en tradition for den slags humanitære katastrofer.«

Problemet er, at organisationerne ikke vil erkende, at de er aktive medspillere i konflikterne - at de ikke kan have en neutral position. Og i den erkendelse ligger den nødvendige forudsætning for, at situationen kan ændres, mener Polman:

»Organisationerne har et princip om neutralitet. De involverer sig ikke i politik. Det er en dyd, for politik er beskidt, politik kræver, at man tager parti. Humanitarismens grundlæggende princip er neutralitet. Som Henry Dunant, schweizisk forretningsmand og aktivist, medstifter af Røde Kors og modtager af Nobels Fredspris 1901, i 1859 hjalp alle soldater i slaget ved Solferino. Han spurgte ikke til nationalitet, eller om soldaten var en krigsforbryder. Han lagde forbindinger på folk - uanset hvem de var. Og det er de samme principper, der hersker i 2009. Men man kan ikke længere være neutral, fordi ingen andre opfatter en som neutral.«

Et politisk instrument

Langt de fleste penge til nødhjælpsindustrien kommer fra regeringer i den vestlige verden. Det umuliggør i praksis også neutralitetsprincippet:

»Her er 'Krigen mod terror' et glimrende eksempel. Det er en fornyelse af den politiske brug af nødhjælp. Morgenen efter angrebet på World Trade Center holdt Bush sin berømte tale, der blev vist over hele verden, hvor han sagde: Fra nu af vil alle amerikanske aktiver, militære, diplomatiske, finansielle - og de amerikanske ngo'ere - blive brugt til ét formål, nemlig til at bekæmpe terrorismen. Og han sagde, at nødhjælpsorganisationer, som ville have penge fra den amerikanske regering, kun kunne få penge, hvis de underlagde sig den agenda. Så nødhjælpsorganisationerne blev på det tidspunkt officielt gjort til politiske instrumenter. Det samme gør sig gældende for nødhjælpsorganisationer, der vil have penge fra EU. EU siger, at nødhjælpsorganisationer skal arbejde for europæisk sikkerhed. «

I lyset af Polmans analyse kan det undre, at der ikke er mere intern kritik i nødhjælpsindustrien, for organisationerne består jo af individer, der driver og leder dem - mere eller mindre almindelige mennesker - som dig eller mig. De må vel have en idé om, hvad de laver. Oplever de ikke, at der er en interessekonflikt?

»Jeg vil nødigt generalisere, men det er min erfaring, at man kan dele nødhjælpsarbejderne op i to grupper. Dem, der arbejder i branchen i nogle måneder for så at løbe skrigende væk, fordi de bliver frustrerede eller ganske enkelt mister troen på den gode sag. Og så er der de nødhjælpsarbejdere, der, hvis de bliver mere end et år, beslutter sig for at gøre karriere. For man kan tjene gode penge i nødhjælpsindustrien. Det er et relativt spændende liv. Man rejser ind i krigszoner - man kan lege Gud. De står ikke op hver morgen og tænker på moralen i deres job. Det er et job. Der skal laves papirarbejde, bilen skal repareres. Det er ikke en konstant, intellektuel diskussion af rimeligheden i det, man laver. Det er arbejde. Derfor er det svært for nødhjælpsarbejdere at få et overblik og se ud over deres eget arbejde. Det er det, de beskæftiger sig med. Deres viden er meget begrænset.«

Pressens medløbere

En væsentlig faktor i nødhjælpsindustrien er mediernes dækning af katastrofeområderne. Ofte fokuseres der udelukkende på ofrene og den politiske situation, mens nødhjælpen stort set aldrig beskrives indgående som en del af selve konflikten, siger Polman. Men selv om journalisterne også har et stort ansvar, har de vanskelige arbejdsvilkår og er ofte drevet af en idealisme, der kan skygge for virkelighedens forhold:

»Journalister er også kun mennesker, og mange har den holdning, at nødhjælpsorganisationerne i det mindste forsøger at hjælpe, og derfor skal man ikke dømme dem for hårdt. Jeg ved ikke, hvordan det er i Danmark, men i Holland sponsorerer nødhjælpsorganisationer i stigende grad journalister. Journalister bliver inviteret til Afrika for at se en flygtningelejr og skrive en historie om det. I Holland er der en alarmerende nærhed mellem organisationer og journalister. Det ændrer også det journalistiske blik på nødhjælp.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer