Klumme
Læsetid: 2 min.

Parklæsning

Kultur
14. juli 2009

Siddende på en bænk i skygge for det blændende solskin trækker jeg en bog op af lommen, slår op et tilfældigt sted og læser:

Som havet i julis solbris
så sval och berusande frisk är din kropp.
Snö och rosor ...

Det er den svenske lyriker Vilhelm Ekelund (1880-1949), der har formuleret denne ”Tillbedjan”, som hans vane tro ikke giver den
for lidt over for ’denne blændende pragt af menneske’. Stammende, slavisk må hun tilbedes af en digter, som altid udtrykte sig i absolutter. Som den første af generationen fra forrige århundredskiftes Sverige løsnede han de stramme strofeformer i friere rytmer, på vej mod prosadigtet, inspireret mere af den græske odedigter Pindar end af modernisterne, lige henrevet af antikkens idealer som af en ekstrem romantisk idealisme. Selv var han mere en digternes digter end en folkets barde, som han havde drømt om. I digtet ”Eros” lyder det:

Den i vars själ du bildat
din eviga gestalt,
o Eros, skall aldrig, aldrig finna
hem och frid.
Hans anlet over dunkel
är sänkt ...

Lyset er ikke bare utænkeligt uden mørket, splittelsen synes ulægelig, mismodet uendeligt, sådan at sortsynet dominerer lysvældet.

Vilhelm Ekelund var skåning med tætte forbindelser til Danmark,
hvor han boede en årrække med sin danske hustru, bl.a. i en lille villa i det nordjyske fiskerleje Hos. Han skærpede tanken ved studier af Kant ved Lunds universitet, men var lige grebet af Swedenborg og kristen mystik. Han virker ved læsning som en stram personlighed uden træk af charme, men fascinerende i sin utilnærmelighed, hvorfor han da også har tiltrukket en omfattende litteraturvidenskabelig forskning.

Her på bænken i parken kan jeg godt lade mig blænde af hans symbolistiske verskunst, selv om jeg måske har mere blik for de soldyrkende, levende skulpturer i det grønne græs end for hans stædige evighedslængsel af sjæletørst. Dithyramber i aftonglans hedder denne digtsamling fra 1908, den sidste af syv med stadig mere besværgende hymner og af tiltagende heroisk karakter. Derefter fulgte udelukkende en lang række samlinger af aforismer og essays. Forskere har med hypotese efter hypotese spekuleret over grunden til dette afgørende udtryksskifte, der opfattes som mere mærkværdigt, end det måske er. Det svarer meget godt til det kategoriske i hans væsen, der i prosaform excellerer i uomstødelige udsagn og isnende foragt. Ikke ualmindelige omkostninger for et splittet sind. Antikt ideal hed den første samling fra 1909. Nærmest et romantisk fantasiprodukt.

At jeg går rundt med Ekelund i lommen, skyldes venskabet med den fremstående kender af forfatterskabet Per Erik Ljung, der har samlet sine studier i Ekelund med Drömmar som förplikta (Ellerströms förlag), en inciterende bog om Vilhelm Ekelund og hans læsere. Et særligt afsnit handler om hans påvirkningskraft på bl.a. danske læsere og forbindelser, helt fra Vilhelm Andersen, i hans Horats-studier, og videre frem. Heretica tog ham f.eks. til sig under Martin A. Hansens ægide, bl.a. foranlediget af hans nylige død. Peter Seeberg talte jævnligt om ham, for de svenske fyrtiotalister var han en lysende skikkelse.

Her i parkens levende lys virker han som en fortid af heroisk åndelighed, men et spændende symbolistisk eksperiment - som jeg stikker i lommen igen, hvor han ligger og ulmer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her