Læsetid: 2 min.

Pia Kjærsgaard søger indflydelse gennem kaffeklub

Pia Kjærsgaard varsler kulturkamp med sin indtræden i repræsentantskabet for Statens Kunstfond og Kunstrådet. Ingen af repræsentantskaberne har dog særlig stor betydning for, hvordan kunststøtten bliver fordelt
6. august 2009

Pia Kjærsgaard vil have kulturkamp på dagsordenen igen. Med store armbevægelser melder hun sin indtræden i repræsentantskabet for Statens Kunstfond og Kunstrådet. Ifølge Dansk Folkepartis partileder skal det være slut med at give støtte til den kulturelite, der sidder på livsvarig støtte fra Statens Kunstfond.

Men de to repræsentantskaber betyder ikke det store for fordelingen af kunststøtten.

Det siger professor i dramaturgi ved Aarhus Universitet Jørn Langsted.

»De har stort set ingen indflydelse. Det er en kaffeklub, der mødes et par gange om året. Det er blødt brød og kaffeslabberas,« siger han.

Samtidig er der ifølge sekretariatschef i Statens Kunstfond Vibeke Jakobsen slet ikke tradition for, at politikerne involverer sig særligt meget i beslutningerne.

»Politikerne har hidtil ikke blandet sig særligt meget, og det er meget sjældent, at en af de politisk udpegede kommer med indstillinger til livsvarig ydelse,« forklarer hun og nævner, at hun selv kun kan huske, at det er sket en enkelt gang.

Formelt kommer Pia Kjærsgaard til at udgøre et ud af 39 medlemmer af repræsentantskabet i Statens Kunstfond. Det er dog ifølge Jørn Langsted heller ikke på grund af den formelle indflydelse, at hun vil sidde der.

»Jeg tror, det bliver begrænset, hvad hun kan udrette. Men hun kan hente ammunition til sin forargelse, over de andre, der sidder og bestemmer,« siger han.

Pia Kjærsgaard harcelerede i tirsdagens Politiken blandt andet over de livsvarige ydelser.

»Jeg er inderligt imod, at velbetalte kunstnere skal leve på Statens Kunstfond. Det er simpelthen under al kritik, at de kan lukrere på, at vi har sådan en opfindelse,« sagde hun.

Det er dog ifølge Jørn Langsted helt ude af proportioner.

»Debatten blusser op, fordi det appellerer til vores misundelse. Det skræmmebillede, der bliver kørt op, er jo, at højtlønnede kunstnere hiver kæmpe summer ud af statskassen i livsvarige hædersgaver, og det er jo en kæmpe løgn,« siger han og henviser til, at de livsvarige ydelser er indtægtsregulerede.

Det betyder, at kunstnere på livsvarig ydelse, som tjener over 369.000 kroner om året, kun modtager lidt over 1.000 kroner om måneden før skat.

Brud på armslængde

Pia Kjærsgaards indtræden i repræsentantskaberne betyder ifølge Jørn Langsted også et brud med det armslængdeprincip, der skal begrænse den politiske indflydelse på kunststøtten.

»Det er aldrig sket før, at en partileder går ind og vil slås og diskutere i Statens Kunstfond og Kunstrådets repræsentantskaber. Aldrig. Og det begynder at røre ved det armslængdeprincip, som vi alle sammen, inklusiv Dansk Folkeparti, priser højt i vores kulturpolitik,« siger han.

Der er dog ifølge Jørn Langsted ikke tale om et formelt brud på reglerne.

»Reelt ligger de vigtige beslutninger andre steder. Men det at en partileder så direkte siger, at man vil bruge det aktivt, at man sidder der. Så begynder man jo selv at politisere kunststøtten,« siger han.

Han bakkes op af professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Jørgen Grønnegaard Christensen.

»Det er i strid med de grundlæggende tanker bag armslængdeprincippet. Men dog ikke et brud på de formelle regler. Det, der sker, er, at når man laver sådan nogle konstruktioner, så vil politikerne altid forsøge at få indflydelse. Det ser man overalt,« siger han og nævner DR's bestyrelse og de største statslige aktieselskaber som andre steder, hvor mere eller mindre officielle politiske repræsentanter forsøger at gøre deres indflydelse gældende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alliancen DF og Ekstra-Bladet får nu nye arbejds-områder, og inden længe vil Pia K flittigt begynde at levere ammunition til skandalesprøjten.
VI vil kunne vente overskrifter som denne her:
"Kommunistisk maler, brugte kunstfondsmidler til at støtte Pol Pot".
"Statens Kunstfond betalte for medlemsskab af Kunstnere for fred"
Jysk autonom kunstner købte hash for kunstfonds-
midler".
"Livsvarige hædersgave til anti-semitisk kunster".
"Muslimsk instruktør på finansloven"

Fortsæt selv listen....

Travis Malmzon

Jeg forstår ikke helt hvorfor det skulle et brud på armslængdeprincippet, ikke at ville støtte kunstnere, som ikke har brug for pengene.

Det er vel en simpel politisk beslutning, på linie med beslutningen om at støtte kunst i det hele taget.

Og nyd denne perle:
»Debatten blusser op, fordi det appellerer til vores misundelse. Det skræmmebillede, der bliver kørt op, er jo, at højtlønnede kunstnere hiver kæmpe summer ud af statskassen i livsvarige hædersgaver, og det er jo en kæmpe løgn,«.

Var det ikke bankdirektørernes first line of defense når nogen anfægtede deres bonusser for køre banker i sænk.