Læsetid 9 min.

En professionel idealist

I snart en menneskealder har forlæggeren Per Kofod præget den danske bogbranche. Hans ukuelige forsvar for smal litteratur af høj kvalitet har over årene ført til både kassesucceser og konkurser. Men blandt kollegerne står der ubetinget respekt om den kompromisløse forlægger, der i denne måned kan fejre 50-års-jubilæum som en af branchens professionelle idealister
Per Kofod. Forlæggeren Per Kofod beskrives som en 'enestående forsvarer for kvalitet og mangfoldighed'. Information har mødt den kompromisløse forlægger til en snak om venskabet med digteren Frank Jæger, ungdommen i Paris, hvor han startede Frankrigs første bogcafé, og hans mange år som forlægger for skiftende arbejdsgivere, inden han omsider oprettede sit eget forlag og opfandt guldægget Paul Auster.

Per Kofod. Forlæggeren Per Kofod beskrives som en 'enestående forsvarer for kvalitet og mangfoldighed'. Information har mødt den kompromisløse forlægger til en snak om venskabet med digteren Frank Jæger, ungdommen i Paris, hvor han startede Frankrigs første bogcafé, og hans mange år som forlægger for skiftende arbejdsgivere, inden han omsider oprettede sit eget forlag og opfandt guldægget Paul Auster.

Sigrid Nygaard
20. august 2009

Lørdag eftermiddag står jeg i foyeren på et hotel i Århus, da telefonen pludselig ringer. Jeg har dagen i forvejen været i Helsingør for at interviewe forlæggeren Per Kofod om hans første 50 år i bogbranchen. Vi har talt i timevis. Om hans opvækst i Vanløse, det tidlige venskab med digteren Frank Jæger, ungdommen i Paris, hvor han startede Frankrigs første bogcafé, og hans mange år som forlægger for skiftende arbejdsgivere, inden han omsider oprettede sit eget forlag og opfandt guldægget Paul Auster. Vi har været hele vejen rundt. Stort set. For der er stadig et spørgsmål, der ikke er blevet besvaret. Der er stadig en historie, der ikke er blevet fortalt. Det er derfor, han nu ringer tilbage.

»Det er Per.«

»Hej.«

»Kan du huske, at du i går spurgte til mine største fiaskoer?«

»Ja.«

»Og jeg sagde, at jeg ikke rigtig kunne komme i tanke om nogen?«

»Ja, det kom du lidt let uden om.«

»Nu har jeg spekuleret over det, og jeg er kommet i tanke om to begivenheder, som skiller sig ud.«

Han rømmer sig.

Har du tid til at høre dem nu?«

Enmandshær

24 timer tidligere er scenen en anden. Det er fredag eftermiddag, og vi er på vej op af trapperne i et lille byhus på Strandgade i Helsingør. Det er her oppe under tagspærene - med udsigt til Kronborgs kobberspir i vest og Øresundsbroen i øst - at Forlaget Per Kofod holder til. Kontoret er indrettet spartansk. Ud over et par reoler med bøger og ringbind optages pladsen af to små skriveborde - det ene tilhører Per Kofod, det andet hans kvindelige medhjælper Anne Hitz, som assisterer ham 50 timer hver måned. Navnlig med den elektroniske kommunikation. For computere er ikke Per Kofods stærke side.

»Jeg foretrækker at bruge sådan en som den her,« siger han og vifter med en rød Bantex Office-blyant.

I privaten på etagen nedenunder er væggene tapetseret med bogreoler fra gulv til loft. En ikke ubetydelig del af de mange bøger har den 69-årige forlægger selv været med til at udgive. 50 års tjeneste i den danske bogbranche har medført et imponerende bagkatalog af dansk og oversat skønlitteratur, debatbøger samt foto- og lydbøger. Blandt de mest prominente forfatternavne, der har været i stald hos Per Kofod, finder man Martha Christensen, Régine Deforges, Jacob Holdt, Günther Wallraff, Daniel Kehlmann og ikke mindst stjerneparret Siri Hustvedt og Paul Auster.

»Der udkommer mindre oversat litteratur end nogensinde før, fordi forlagene har svært ved at sælge tilstrækkeligt mange eksemplarer. Men jeg synes, det er så vigtigt, at vi får nogle gode bøger, så vi kan skabe nogle nye billeder inde i os selv,« siger han.

Sansen for at finde nye bøger og talenter har Per Kofod optrænet siden barndommen. Hjemme hos sin mor i Vanløse brugte han alle ledige øjeblikke på at læse, og han købte så mange bøger, at han fik rabat i den lokale boghandel på Jernbane Allé. Også når han var på besøg hos sin far i Tranekær på Langeland blev de litterære impulser stimuleret. Det skete ved at stikke hovedet ind til naboen, forfatteren Frank Jæger, som op igennem teenageårene blev en stadig mere fortrolig og inspirerende samtalepartner for ham.

I kælderen og på gulvet

Allerede som 19-årig kom Per Kofod i lære som boghandler i Nordisk Boghandel. Selv om en del tid gik med at pakke bøger ind i kælderen og støvsuge hylderne i butikken, lærte han også meget om litteratur.

»Først og fremmest fik jeg læst en masse bøger, for det skulle man som boghandler dengang - og det blev ligesom starten på det hele,« siger Per Kofod.

Han sidder ved sit køkkenbord og fortæller livligt iført cowboyjakke, cowboybukser og gummisko - og med en hvid King's hjemmevant hvilende mellem fingrene. Han tager et hvæs og fortsætter.

Læretiden i Nordisk Boghandel blev fulgt op af et kort ophold på Krogerup Højskole under daværende forstander Ole Wivel, der ansporede den unge forlæggeraspirant til at forfølge til drømme. Han flyttede til Paris og meldte sig som volontør på Frankrigs dengang næststørste forlag Les Presses de la Cité, der var stiftet og ejet af den danske forlægger og boghandlersøn fra Ølgod Sven Nielsen. Blandt forlagets mange ejendomme var en tom og faldefærdig bygning, der lå ned til Seinen, og her oprettede Per Kofod i midten af 60'erne Frankrigs første bogcafé. Nyheden om det litterære samlingssted spredte sig hurtigt til datidens eksperimenterende generation af unge franske forfattere: »Vi arrangerede debataftner om den nye franske roman, som blandt andre Nathalie Saurraute og Claude Simon deltog i. Og cafeen blev hurtigt et centrum for det litterære liv i Paris.«

Havde det ikke været for en ung kvinde, filminstruktøren Anne Wivel, som Per Kofod mødte til et af de litterære arrangementer i cafeen og senere blev gift med, ville han efter eget udsagn være blevet i Paris. I stedet tog han nu med Anne Wivel til København, da hun begyndte sine studier på Det Danske Kunstakademi.

Huset i Magstræde

Tilbage i København fandt Per Kofod arbejde på Gyldendal, hvor han de næste tre år efter eget ønske skiftede mellem forskellige afdelinger på forlaget - lige fra reklame til produktion. Han ville helt ned i detaljen i alle faser af forlæggeriet.

Men da nuværende professor og kultursociolog Peter Duelund fra Det Ny Samfund (der senere oprettede Thy-lejren) ringede for at hyre ham til en særlig opgave, kunne han ikke sige nej. Opgaven lød på at skabe en boghandel i det besatte hus i Magstræde, og Per Kofod så straks en mulighed for at gentage sin succes fra Paris ved at skabe Danmarks første bogcafé. Det viste sig dog at være ikke helt problemfrit. For blandt 70'ernes venstreintellektuelle i København var skønlitteratur ikke i synderlig høj kurs.

»Huset ville helst have, at der kun blev solgt politisk litteratur. Det syntes jeg var helt ude i hampen, så jeg fik i stedet Klaus Rifbjerg og andre af tidens forfattere til at komme med frieksemplarer af deres bøger, som jeg så kunne sælge i cafeen.«

I Per Kofods øjne var det fiktionen og den gode skønlitterære fortælling, der skulle plejes, mens den politiske litteratur måtte komme i anden række. Og sådan har han det stadig.

»Selvfølgelig skal der også være plads til politisk litteratur, men jeg tror først og fremmest, at mennesker har brug for fiktioner. Det er ikke kun børn, der bliver inspirerede af historier. Det gør voksne også.«

Amerikanske Billeder

Efter Husets Bogcafé stiftede Per Kofod Informations Forlag, hvor han blandt andet stod for udgivelsen af Jacob Holdts succesbog Amerikanske Billeder. Allerede fire år senere i 1979 gik turen dog videre til forlaget Albatros, derpå Fremads Forlag og endelig Danmarks Radio, hvor han prøvede kræfter med rollen som litteraturjournalist, inden han endelig i 1986 startede sit eget, Per Kofods Forlag. Pengene til forlaget blev rejst ved at bede venner og familie kautionere for hver 3.000 kroner, som de risikerede at miste, hvis forlaget gik neden om og hjem.

»Men det betød, at jeg fik min kassekredit,« konstaterer Per Kofod.

- Men det var lidt af et sats, var det ikke?

Han finder lighteren frem og får ild på endnu en cigaret.

»Jo, det var det nok,« siger han.

- Har du aldrig været bange for at tage chancer?

»Nej, det tror jeg ikke. Hvis man brænder for noget, så skal man også prøve at gennemføre det,« siger han og kigger op: »Det ved du godt, ik?«

Guldægget

Et møde på bogmessen i Frankfurt i 1987 ændrede det nystartede forlags fremtid.

Per Kofod havde fået et kvarters samtale med en forfatter ved navn Paul Auster, som han havde fået anbefalet af en litterær agent. Men et kvarter blev til to og tre, og inden de havde fået set sig om, var der gået halvanden time.

»Men det var underligt, for vi snakkede egentlig ikke om litteratur. Vi snakkede om vores koner og børn, han snakkede om baseball og jeg snakkede om fodbold.«

Mødet blev begyndelsen til et nært venskab og samarbejde mellem den amerikanske forfatter og den danske forlægger. De to besøger stadig hinanden jævnligt i henholdsvis Brooklyn og Helsingør, og det er blevet kutyme, at den amerikanske stjerneforfatters bøger udkommer på Per Kofods Forlag, før de udkommer i resten af verden.

Paul Austers betydning for forlagets økonomi og brand er svær at overvurdere. Men i mange år var Paul Auster faktisk et ubeskrevet blad i Danmark og ikke nogen rentabel forretning. I begyndelsen blev de tre bøger i New York-trilogien kun optrykt i små oplag, der alle gav underskud. Men Per Kofod valgte at tro på sin forfatter. Og det blev han belønnet for. Senere.

Netop denne evne til at insistere på det litterære fundament er beundringsværdig, mener adm. direktør for Gyldendal Stig Andersen. Navnlig i en branche, som bliver stadig mere fokuseret på at tjene penge.

»Billedet er desværre, at det især er de små forlag, der forsøger at løfte opgaven med at udgive titler, som de større forlag ikke synes, de har råd til. De små forlag har ganske vist heller ikke råd til det, men de gør det bare alligevel, fordi de ikke sidder der med deres lommeregnere,« siger Stig Andersen, der mener, at der i forlagsbranchen er brug for typer som Per Kofod - også selv om de indimellem kan være irriterende.

»For der skal være nogen, der konstant sparker til de etablerede forlag og kerer sig om, at der er noget, der hedder kvalitet,« siger Stig Andersen.

Han mener, Per Kofod igennem tiden har været en »enestående forsvarer for kvalitet og mangfoldighed«.

»Men han har samtidig været det på en måde, som man kun kan tillade sig, hvis det er ens egne penge, man forvalter. Han tager chancer og har ikke skullet tage det hensyn, at han samtidig at skulle skaffe husleje til 300 mennesker, som et stort forlag jo skal.«

Ekskonen Anne Wivel beskriver Per Kofod som en professionel idealist.

»På den ene side er han kommet hjem med det ene pletskud efter det andet på bogmessen i Frankfurt, og han har introduceret store forfatterskaber, som ingen andre har kunnet se værdien i. Så han er dybt professionel, men samtidig er han også pissehamrende idealistisk. Og det sidste har indimellem kostet dyrt,« siger Anne Wivel og forklarer: »Der er masser af kompromiser, han ikke har indgået, og det har gjort det svært for ham selv. Derfor har han også haft nedture og konkurser og alt, hvad dertil hører. Men han er altid kommet op igen med et nyt forlag og en ny omgang vitaminer.«

Opkaldet

Og så er vi tilbage ved hotelfoyeren i Århus, hvor Per Kofod hænger i røret.

»Har du tid til at høre om dem nu,« spørger han.

Fiaskoerne. Der er navnlig to episoder, der står lysende klart i hans erindring. Men kun den ene handler om forlæggeri.

En særlig nedtur var det således, da Per Kofod i 1996 blev nødt til at skære voldsomt ned på sit forlags aktiviteter på grund af dårlige regnskaber. Ikke alene måtte Per Kofod flytte forlaget hjem i sin daværende lejlighed på Østerbro, han måtte også afskedige sin daværende medarbejder Karsten Nielsen (der siden har stiftet C&K Forlag) og sige farvel til forfattere som Jens Christian Grøndahl, Jens Martin Eriksen, Benn Q. Holm og Hanne Richardt Beck, som dengang var lovende talenter, men endnu ikke rentable forretninger.

Forfatteren Jens Martin Eriksen husker ærgrelsen fra dengang over at måtte forlade forlaget. For det besad en unik blanding af uformalitet og seriøsitet: »Forlaget fungerede som en mellemting mellem en studiegruppe og en bogcafé. Der var et åbent diskussionsforum, hvor man kunne komme med sine manuskripter og få dem diskuteret igennem med andre. Per tog ikke selv nogen ledende rolle i diskussionerne, men han lagde rammerne for, at de kunne finde sted. Det var ikke formaliseret som på en forfatterskole, men hans evne til at lægge nogle litterære og sociale rammer for unge forfattere var unik,« siger Jens Martin Eriksen.

Og den anden store fiasko i Per Kofods liv? Et selvmål:

»Det var i 1956, da jeg som 16-årig stod på mål i semifinalen for drenge mod B1903 på KB's anlæg. Det stod 1-1 indtil kort før tid, da jeg ville følge en bold ud, som jeg troede ville gå uden om den ene målstolpe. Det gjorde den også, men desværre var det på den forkerte side af stolpen. Kampen endte 1-2,« siger Per Kofod og fortsætter helt uden ironi:

»Den slags sætter sig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer