Læsetid: 3 min.

Radiatorløn til håndboldspillerne

Undervejs i sommerens hede stillingskrig truede både Kasper Hvidt og Ulrik Wilbek med at forlade landsholdet. Nu handler det nok om, hvem der nævner det første tal
5. august 2009

I grunden er det sælsomt at se ellers civiliserede mennesker te sig så uciviliseret, at det minder om en skolegård. Dog at foretrække frem for håndgemæng. Mens mange andre har holdt sommerferie, har håndboldsportens arbejdere og arbejsgivere været i arbejdstøjet for ikke at sige kampuniformen. Dansk Håndboldforbund og Håndbold Spiller Foreningen er stødt sammen i en verbal oprustning, som har budt på både intimiderende trusler, grove påstande og voldsomme mistænkeliggørelser. Kampen har handlet om, hvor meget de mandlige elitespillere skal have i aflønning for at kaste med den lille runde.

I år skulle der nemlig forhandles overenskomst. Den giftige stemning opstod allerede i januar, da landsholdet ikke havde en hovedsponsor forud for VM i Kroatien, og spillerne velvilligt gik med til at spille uden bonus, men blev forbandede på forbundet, som de mente havde lovet dem en ny lønaftale allerhurtigst efter. Først i maj blev de imidlertid indkaldt til møde, hvor et nyt blev berammet i juni.

Da havde spillerne mistet tålmodigheden, hvorfor de obstruerede en træningslejr i Billund ved på stedet at meddele, at de ikke ville spille i sponsortrøjer, men i eget kluns. Træner Ulrik Wilbek blev perpleks. Det kan man godt se for sig, ikke? Det hele kørte op i en spids, og træningslejren blev aflyst.

Så fulgte en stillingskrig. Målmanden Kasper Hvidt truede med, at han ville stoppe på landsholdet, hvis de ikke snart fik en fornuftig aftale, og Ulrik Wilbek truede med, at hvis ikke snart spillerne kom til fornuft, kunne det da godt være, at han ikke gad være træner for landsholdet mere. Æv og bæv.

Kniven på struben

Ligesom fodboldspillerne før i tiden organiserede sig, har også håndboldkollegerne kæmpet en kamp for at få indflydelse på egne arbejdsvilkår og er nu i det mindste blevet anerkendt som forhandlingspartnere. De hentede i øvrigt fodboldspillernes direktør, Mads Øland, ind som konsulent i konflikten. Han havde jo erfaringerne.

Deres vigtigste argumenter er, at deres aktive karriere er kort, risikoen for skader stor, og at det bør dryppe på degnene, når det regner på præsten, eller med andre ord: Når deres succes skaffer gode kontrakter hjem til dansk håndbold, skal det kunne ses tydeligt på bonussen. Lige nu er landsholdsspillerne regerende Europamestre. Divisionsklubberne vil for resten også have del i kagen, når de afgiver spillere til landsholdet.

Der har ikke været offentliggjort mange tal under forløbet - kortene holdes tæt ind til kroppen - men fra starten forlød det, at håndboldforbundet ønskede en lønnedgang på 40 procent under henvisning til blandt andet finanskrisen. Spillerne talte om 20. Tallet er ikke bekræftet. I begyndelsen af juli meddelte spillerne, at hvis der ikke senest den 29. juli var en ny lønaftale, nægtede de at medvirke i reklamer, osv. Så trådte den nuværende hovedsponsor, Cimber Sterling, ind på scenen og påpegede, at der så kunne være tale om kontraktbrud. De vidste ikke, om de ønskede at fortsætte som sponsor. Det var kniven på struben fra begge sider.

Løftebrud

Spillerne krævede at få tilsendt håndboldforbundets regnskaber. Det ville forbundet ikke, men de kunne kom ind og bladre i dem på kontoret i Brøndby. Der kom yderligere beskyldninger om løftebrud, og håndboldforbundets generalsekretær, Morten Stig Christensen, måtte også stå for skud. Spillernes repræsentanter fik nemlig ikke lov at se alle sponsorkonktrakterne. Det var et løftebrud, men Morten Stig forklarede, at en af hovedsponsorerne, Puma, ikke vil have det.

Men så - pludselig i mandags - meddelte Morten Stig Christensen, at de nu var nået til enighed. En af spillernes chefforhandlere, Bo Spellerberg, slog dog straks koldt vand i blodet. Man var blevet enige om, at man kunne skrue op og ned for lønnen som for en radiator. Herfra handler det formodentlig om, at, som det hedder med et gammelt ord: Den, der nævner det første tal, har tabt. Det vil dog undre meget, hvis ikke både Hvidt og Wilbek er på plads, når der midt i september igen skal spilles landskampe. Wilbek har allerede sagt, at han er.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu