Der var lang vej til dynerne. Foran os havde vi en aften i bil og en nat i tog. En allergisk reaktion på myg havde fået hendes ansigt til at ligne noget, der havde fået tæv med et boldtræ. Hun var knap tre, træt og tæt på at falde i søvn. Så ville hun lige have en sang. Det skulle være Nefer nefer.
Jeg havde selv lært hende stort set alle de sange, hun kendte, og alligevel måtte jeg melde pas. »Nefer nefer ... « insisterede hun og tilføjede så: »som vi plejer.« Det hjalp: »Og neg for neg forsvinder ... « ... nefer nefer, selvfølgelig. Jeppe Aakjærs Naar Rugen skal ind (1906) havde været en central del af godnatprogrammet altid. Melodien (Oluf Ring) er god. Den hveger som tekstens 'milde vinde' blidt med kanter, der ikke er skarpere, end man kan følge dem, til åndedrættet bliver roligt, hånden slap og kroppen tung. Teksten er også god. Der bliver fejet med limens rest, og Altets Skaber får en bøn. Væltningen går på, og Vognens Fjæl mod sandet udløser skarpe knald. Den er fyldt med billeder, man selv må gøre færdige. Det er en god sang. Men hvorfor hun den aften i en bil på en finsk landevej lige havde valgt første linje i ottende vers som titel, ved jeg stadig ikke.
Fra rodebutikken
Først var der tyst, så kom sangen, siden klaveret - og til sidst op-tempoet. Sådan omtrent har min vej ind i musikken været.
Resultatet er noget rod. Udsprunget bl.a. af min bedstemors samling af gamle jazzede lakplader, en tid som sopran i Københavns Drengekor, en barndom med mere arbejdersangbog end salmebog og mere Robeson end rock, en guitar, en stort set udtørret karriere som røvballemusiker, et dovent forhold til tekster på sprog, jeg ikke mestrer, et godt gehør, et arvestykke af et klaver og en - med tiden noget rusten- lyst til at lege.
Noget rod, fordi jeg lytter for spredt og ufokuseret - og selv kan for lidt på for mange felter. Med andre ord: Jeg er specialeløs musikelsker. Kan lappe det hele i mig: Salmer, sonetter, guitarsoloer, viser, klaverstykker, ny pop, gammel pop, garagerock, hip hop. Beethoven, Børge & Arvid Müller, Frans Bak, Kurt Weill, Kai Normann Andersen, Hank Williams, Dean Martin, Dan Andersson, Vreeswijk, Flaco Jiménez, Tom Lehrer, Gnarls Barkley ... hvis vi lige bladrer lidt i, hvad iPod'en rummer af musik, som hverken er Beatles, Cohen, Dylan, Larsen eller U2. Det skal bare være godt, så kan jeg hygge mig med den samme musik i årevis, mens det ene nybrud efter det andet passerer forbi mit indifferente øre.
Én gang har jeg været med på en dille. Det var den første plade, jeg selv købte: Keld & The Donkeys' Ved landbyens gadekær (december 1966). Den havde ligget øverst på hitlisten hele efteråret, mens jeg lå på hospitalet med et par brækkede ben og hørte radio. Jeg sang også med på guitarsoloen, stakkels medpatienter. Alle øvrige diller har jeg som regel haft helt for mig selv.
Det, der ligner leg
Ryster vi rodebutikken, er - udover som nævnt en god sang - legen og klaveret noget af det, jeg nødigst vil undvære. Chico Marx' fingerknips på tangenterne var noget af det første. Et tiår senere gik jeg til retmange Trille-koncerter - ikke så meget for at høre Trille, men for de øjeblikke, hvor Anders Koppel eller Øjvind Ougaard fra flyglet sendte et fyrværkeri af leg ud over kvindekampen anno dazumahls. For tiden er det Ruben Gonzales' gamle, gigtplagede, men spillevende fingre, der har en særlig status.
Misforstå mig ikke: Det er ikke klovneriet, som hos Spike Jones, men letheden, eller den tilsyneladende lethed, der trækker. Tre elegant placerede enkelttoner, hvor forventningen er fuldt kor for ti fingre, kan være nok. Bare det er godt.
Der skal lyttes
Det eneste, jeg for alvor ikke magter, er baggrundsmusik. Jeg kan slå græs, pudse vinduer, køre bil eller slå søm i til musik, hvis det skal være. Men butikker, den går ikke. Det er en af grundene til, at jeg hader at shoppe. Folk, der kan læse en bog og høre musik samtidig, er en stadig kilde til undren. Enten snyder de, eller også kan de noget, jeg ikke kan. Jeg har prøvet, men får hverken lyttet eller læst noget som helst. Måske er jeg døv for et eller andet - eller burde være det.
Og så har jeg det svært med et ord som 'musikforbruger'. Musik er ikke et forbrugsgode. Det er en oplevelse af noget helt særligt, som er skidesvært at skrive om.
Jon Jørgensen er 50 år og journalist på Information
