Læsetid: 4 min.

Vi skal skabe et samfund

Det svenske forlag Tankekraft har fået den strålende ide at præsentere den franske tænker Pierre Rosanvallons originale og tiltalende refleksioner over, hvorfor intet demokrati kan være perfekt demokratisk
Demokratiets problem. Der er en konstant konflikt mellem majoritetens mening og minoriteternes ret til indsigelse: Alle skal høres, men ingen bestemmer over flertallet. Politi og demonstranter på Nørrebro efter politiets rydning af Brorsons Kirke natten til onsdag.

Demokratiets problem. Der er en konstant konflikt mellem majoritetens mening og minoriteternes ret til indsigelse: Alle skal høres, men ingen bestemmer over flertallet. Politi og demonstranter på Nørrebro efter politiets rydning af Brorsons Kirke natten til onsdag.

Andreas Hagemann Bro

15. august 2009

Det er ikke det samme. Der er forskel på det demokrati, vi lever i, og det demokrati, vi taler om. Når vi taler om demokratiet, er det altid svaret og løsningen. Så er demokrati så godt som altid endemål eller moralsk målestok for, hvad man skal acceptere, og hvad man skal slå hårdt ned på. Når vi taler om demokrati, er det et hold, man kan være med på.

Men vi lever og diskuterer i en demokratisk virkelighed, hvor der altid er flere hold og flere måder at se verden på. Vi orienterer os til hverdag i en demokratisk virkelighed, hvor demokrati aldrig er en løsning eller et endemål, men derimod et problem og en udfordring. Vi forventer på den ene side i et demokrati, at ingen ignoreres systematisk eller skubbes ud af den offentlige debat. Men vi erkender på den anden side også, at folket er den eneste retfærdige kilde til magt, og som regel oversættes flertallet til folket.

Der er således konstant konflikt mellem majoritetens mening og minoriteternes ret til indsigelse. Alle skal høres, men ingen bestemmer over flertallet. Vi forventer, at lederne i et demokrati træffer fornuftige beslutninger på vegne af det fælles gode. Det forventes med andre ord, at lederne gør deres bedste for at løse problemerne. Men omvendt accepteres det ikke, at lederne ikke kan begrunde deres beslutninger. De altså ikke alene gør det, der tjener samfundet bedst, de skal også kunne overbevise vælgerne om, at de gør det rigtige. Demokrati opleves således til hverdag i det nære liv og i offentligheden som et problem. Og det er vel at mærke et problem, som ikke kan ophæves med én specifik løsning. Demokratiet er med den franske samfundsforsker Pierre Rosanvallons ord funderet i »et frihedseksperiment, og netop derfor har demokratiet selv aldrig været andet eller mere end en problematisk løsning på et projekt, der handler om etablere et fællesskab af frie borgere.«

Demokratiets historie

Præmissen for Rosanvallons analyser af demokratiet som problem er, at ideen om det gode ikke er givet i demokratiet. Der er eksempelvis fundamentale spændinger mellem rationelle hensyn til almenvellet og repræsentation af interesser, som bestemt ikke altid er rationelle. Rosanvallon har de senere år investeret sine refleksioner i et decideret forskningsprojekt, som indtil videre har resulteret de i de to mesterlige bøger La Contre-Démocratie fra 2006 og La Légitimité Démocratique fra 2008. Men allerede i 2002 præsenterede han projektet i sin indtrædelsestale ved Collège de France, som netop er oversat til svensk og udkommet under titlen Demokratin som problem.

Som udgangspunkt konstaterer han, at den franske revolutions lager af ideer er ved at være udtømte. Den borgerlige revolution fra 1789 er blevet realiseret, og demokratiet kan ikke længere definere sig i forhold til sin modsætning. Den moderne politiske kultur har nu fået sin egen historie med sine egne spændinger og modsætninger, som man overser, hvis man ser verden som en kamp mellem fundamentalisme og demokrati, mellem totalitarisme og det åbne samfund.

Det handler ifølge Rosanvallon om at anskue demokrati historisk som et fortløbende arbejde og en række bestræbelser på at udvikle sig selv. Man kan for eksempel i én generation iværksætte et omfattende socialteknologisk projekt, som skal give borgerne lige muligheder for at realisere sig selv som myndige borgere, men som i næste generation afvises som statsligt formynderi. Det gælder for Rosanvallon om at udlægge disse overgange som læreprocesser, der hænger sammen i en historie.

Folket som problem

Demokratiet er ved sin grundlæggelse præget af uvished. Alle er klar over, at folket regerer i demokratiet, men ingen kan opnå alles tilslutning til en definition af folket:

»Folket er en herre, som er både ubegribelig og umulig at afvise. Folket udgøres af et 'vi' eller et 'man', som altid optræder i figurer, der kan udfordres. Bestemmelsen af folket er lige så meget et problem som en politisk indsats. Tilsvarende er der en spænding mellem antal og fornuft, mellem meninger og ekspertise.«

Nogle vil insistere på, at domstole og internationale autoriteter er kontrolmekanismer, som intet parlamentarisk demokrati kan undvære. Andre vil omvendt fastholde enten, at ingen står over de folkevalgte, eller at også disse kontrolmekanismer bør udsættes for andre kontrolmekanismer. Disse diskussioner er hverken udtryk for populisme eller elitens foragt for folket. De antager ofte former, hvor det bliver gjort til en dyd at udpege de andres holdninger som anti-demokratiske, men derved overser man det afgørende, at disse diskussioner er eminent demokratiske, fordi borgerne, kommentatorerne, eksperterne og politikerne her i fællesskab faktisk udvikler demokratiet. Men den offentlige samtale er ifølge Rosanvallon ikke tilstrækkelig. Hvis et demokrati skal fungere demokratisk, må man kunne anskue det politiske fællesskab som et samfund. De vidt forskellige aktiviteter, institutioner, arbejdspladser, kulturelle fællesskaber og meget mere skal samles på en fællesnævner, som kvalificerer til betegnelsen samfundet. Analyser af demokratiet kræver, at de forskellige felters forskellige forsøg på at leve sammen bringes på en fællesnævner. Det forudsætter en historieskrivning, som fordyber sig i tabeller, skønlitteratur, statistikker, politiske teorier og institutionsanalyser. Beskrivelsen af den syntetiserende historieskrivning udvikles i den anden tekst, som er oversat i Demokratin som problem, der så vidt vides er den første oversættelse og således introduktion til Rosanvallon på et skandinavisk sprog. Og det er en strålende ide, for hans analyser er både præcise, opklarende og mere end bare analyser. Som han selv siger:

»Som ganske ung indså jeg, at et liv fuldstændigt overgivet til stræben efter at forstå verden også bidrager til at skabe forudsætningerne for at forandre den.«

Pierre Rosanvallon: Demokratin som problem. Oversat til svensk af Oskar Söderlind. 198 Svenske kroner. 103 s. Tankekraftförlag ISBN 9789197671880

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Først af alt, skal man komme til forståelse at ordet "sejr" ingen steder hører hjemme i et demokrati.

Idet man ved brugen tilkendegiver foragt for den part der ligger i mindretal, eller ude for ens egen forståelse.

Partiet, eller delen, skal repræsentivt gøre sin eksistens til kende, emn anerkende andre eksistenser.

At alle ikke er repræsenteret, er et faktum, og et problem, idet megen viden tit og ofte ligger hos mindretals grupper.

At politik i opførsel meget ofte nærmest minder om en sportsbegivenhed med en sejrsherre, er skammeligt.