Læsetid: 2 min.

Hvad sker der for dit slogan?

'Groft sagt, så ejer vi jo Fyn,' forklarer Albani Bryggerierne, der har forstået, hvordan man sælger øl til de loyale, finurlige og muntre øldrikkende fynboer
8. august 2009

'Man bliver helt fynsk indeni' - sådan lyder sloganet for Albani Bryggeriernes øl.

Men hvad er det, de forsøger at slå på? Freddy Larsen, der er Albanis marketingschef, forklarer:

»Dels er det jo den fynske tradition, det er det gode humør, det er loyalitet og hygge.«

- Men er det noget særligt fynsk?

»Det tror jeg da. Vi er måske lidt lige som jyderne. Vi tænker lige en ekstra gang, før vi taler.«

- Har du været med til at finde på sloganet?

»Nej, det var lige inden jeg startede. Før det, sagde vi 'Fyldt med Fyn'«.

- Hvornår fandt I på 'Man bliver helt fynsk indeni'?

»Det gjorde vi sidste sommer. Men om det holder på sigt, vil jeg ikke love.«

- Er det ellers ikke meget godt?

»Jo, men på en eller anden måde synes jeg jo ikke, det er nødvendigt at fortælle os fynboer, at vi bliver fynske indeni. Det er vi jo bare.«

- Hvad er det for en fornemmelse - altså at være helt 'fynsk indeni'?

»Jeg ved ikke, om man kan sige, at det er det lidt finurlige måske. Men altså det gode humør og det traditionsbundne. Det er ikke sådan, så fordi, man drikker en masse øl, så bliver man fynsk indeni.«

- Og går det så godt med markedsføringen?

»Vi er jo et fynsk bryggeri, og groft sagt så ejer vi jo Fyn. Vi har en markedsandel, som er helt unik og over 50. Når man siger Odense, så siger man også næsten Albani. Ligesom når man siger giraf, så tænker man også på Albani.«

- Og hvad med de unge?

»Vi har faktisk godt fat i de helt unge. De er nok påvirket hjemmefra, og de er vant til at drikke Albani. Men der jo kommet mange flere valgmuligheder for de unge mennesker. Det er breezers, og det er cider. Hvorimod de ældre - det er bare øl og vin.«

- Så det handler om give øllen et ungt udtryk?

»Ja, det er noget med at gøre den her Odense-pilsner mere ungdommelig. Vi vælger også noget mere ungt musik til den. Hvis du ser på vores hjemmeside, er der jo ikke meget Kim Larsen over den. Vi går ligesom fra P4 til P3. Så fra at være Lars Lilholt og Kim Larsen, går vi til Veto og Spleen United.«

- Nu kan jeg høre, du selv taler fynsk. Går I meget op i at ansætte fynboer?

»Nej, det tror jeg ikke. Jeg er en af de få, vil jeg sige.«

- Men tror du ikke, det er en fordel at være fynsk?

»Jo, og jeg tror da nok, at jeg fik jobbet, fordi jeg var fynbo. For jeg er lidt atypisk af uddannelse til det her job.«

- Får I meget foræret ved bare at være fra Fyn?

»Ja, vi er jo på et afgrænset område. Jeg har også ansvaret for Ceres og Thor, og det er slet ikke det samme. Århusianerne er ikke lige så loyale over for Ceres.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu