Læsetid: 6 min.

Det slutter i Nykøbing Falster

Hele sommeren har Information jagtet den onde provins. Nu er turen kommet til forfatteren Knud Romers barndomsby. Hvis det ikke lykkes at finde det onde her, lykkes det ikke
Hele sommeren har Information jagtet den onde provins. Nu er turen kommet til forfatteren Knud Romers barndomsby. Hvis det ikke lykkes at finde det onde her, lykkes det ikke
17. august 2009

Jeg befinder mig i Nykøbing Falster. Hele sommeren har jeg været på jagt efter den onde provins uden rigtig at finde den. I hvert fald ikke i noget overbevisende omfang. Her til slut er jeg havnet i Knud Romers barndomsby. Hvis det ikke lykkes her, lykkes det ikke.

Foreløbig sker der hverken det ene eller det andet. Der er uddødt på havnen, solen bager ned over den ene parkeringsplads efter den anden, biler blinker dovent i solen og udsender hver især varme som en godt gennemvarm brændeovn. Måske er det derfor, de ikke parkerer lige ved siden af hinanden, der er masser af tomme pladser. Men det skulle faktisk være her, der var festuge.

Jeg finder op på hovedgaden, og den ligner ærlig talt alle andre hovedgader med gågade, tøjstativer og steder der lokker med diverse fødeemner. Noget ensformigt, måske: Pizza, pizza, burgere, pizza. Hele vejen sidder folk på fortovsrestauranterne og spiser pizza. Det er sikkert ikke sundt, men er det ondt?

Hvor er festen?

På turistinformationen får jeg et program for festugen og et kort over Nykøbing. Sikkert nyttigt, ihukommende Knud Romers skildring af, hvordan den tyske besættelsesmagt for vild, da den nåede Nykøbing.

Men hvor er festen? Ganske vist er der sat dannebrogsflag op på langs ad gågaden, men skulle der ikke lidt mere til?

Og ganske vist kommer der nu et lille, gammeldags lokomotiv med vogne fulde af børn og bedsteforældre, Bjørneekspressen hedder det, men det har gummihjul og ingen skinner at køre på. Der kommer heller ingen dampskyer ud af skorstenen, kun på billedet i turistfolderen. Det kan vel ikke være det hele?

Damen i turistinformationen har sat et kryds på kortet: Her ligger Kulturforsyningen, et knudepunkt i festugen, hvor kulturfestivalen Kulturklash opfører labyrintteater, Porten til Norden, og unge fra netværket Drums for Peace har hovedkvarter. Drums for Peace er et internationalt ungdomsnetværk, og klokken 16 trommer de på Lilletorv. De indvier Fantasiens Dør, en gadeudsmykning, som er malet af Aleksej fra Letland. Bagefter danser en gruppe breakdance på efterskoleniveau. Der deltager unge fra blandt andet Bulgarien, Grækenland og Finland, Frankrig, England og Rumænien. Det lyder jo mere godt end ondt – om end ikke særligt provinsielt. Måske bortset fra breakdancen. Og bagtæppet, som udgøres af Lysmesteren, der annoncerer ’Total Ophørsudsalg’, og minder om, at jeg ikke befinder os i den rigere del af dronningeriget. Længere oppe ad gaden sidder en mand i en balsal af en B&O-butik, alene med sine dyre anlæg og fladskærme til 32.000 kroner.

Det mørke nord

Labyrintteateret, der også er internationalt, har 40 skue-spillere, professionelle og amatører, og er ledet af Ewan Brioc, fortæller projektleder Bo Otterstrøm, som styrer festlighederne i Kulturforsyningen. Derefter bliver man hentet ind i en elevator og kørt opad af en meget ungdommelig ’politibetjent’, der beordrer en til at efterlade tasker og sko. Man efterlades i totalt mørke. I kedsommelig lang tid. Over højttalerne høres et hjerte pumpe med den lidt knasende lyd, hjerter rent faktisk har. Nu og da listende fødder. Til sidst kommer der en mand og tager ens hånd, som han fører op til sit nøgne bryst. Derefter anbringer han den på ens eget, man skal lægge mærke til sit hjerteslag. Det er nok noget med at afprøve grænser.

Senere føres man ind til en hvidklædt kvinde, der minder lidt om Andrea Vagn Jensen, og som smilende ser en dybt i øjnene og stænker rosenvand på hænderne.

Næste kvinde er grøn og serverer en ærtebælg på en hvid tallerken. Men min bordskik lader vist noget tilbage at ønske. Hvor jeg straks flækker bælgen og begynder at spise ærterne, snuser kvinden til sin bælg, betragter den undersøgende fra både oven og neden, ryster den foran øret og gentager derefter sine indgående undersøgelser af ærterne én for en.

Siden bliver jeg lagt på en sort briks, får et sort klæde over øjnene og bliver rullet ind i et hvidt rum, fuldt af spindelvævstynde slør.

Her er jeg tilskuer til to hvidklædte kvinder, der opfører en synkrondans, hvor de skiftevis følges, skiftevis udfører de samme bevægelser modsat. Det er ret flot.

Ude igen får jeg udleveret min taske og sandaler, Ipod, et kort over Nykøbing med en rute indtegnet, samt en regnbuefarvet paraply. Da også min ledsager kommer ud, bliver vi sendt ud på en byvandring, der skal afsløre, hvad det er for noget med ’Porten til Norden’.

Ruten går gennem smalle provinsstræder med en- og toetages huse, den slags gader, der charmerer ved ikke nogetsteds at være i vater. Det viser sig, at Nykøbing Falster også er Peter Freuchens barndomshjem. Kortet leder til slut tilbage til Kulturforsyningen, hvor eskimolog Mads Fægteborg fortæller om Peter Freuchen. Deraf titlen, Porten til Norden.

Men det er først senere.

Op i lyset

Inden da ledes man til byens vandtårn, hvor en ung, ustyrligt smuk, kvindelig, cubansk kunstner, Kendra Pineda Mesa, udstiller sort-hvid kunst på etagerne. Virkelig gode billeder, der mediterer over kroppe, lidenskab og forplantning, øverst oppe er billederne af tyndt metal med motiverne stanset i blindskift.

På hver etage sidder en musiker iført en farve og uanset køn et fodlangt tylskørt. Grøn mand spiller keyboard og lægger bunden. Lilla mand med sorte solbriller og hippiehår improviserer på guitar på næste etage. Øverst i rødt sidder en spinkel violinistinde med rank ryg og fletter sine buestrøg ind. Det er Bo Otterstrøms datter erfarer vi senere, Ida Wärme Otterstrøm. Den lilla guitarspiller hedder Kristian Nissen, grøn keyboard Ole Høyer Hansen.

Mens man langsomt stiger opad, omsluttes man af en verden af blødt lys fra vinduerne, billedsyner og lyd. Nedenunder sidder den cubanske kunstnerinde og fordriver tiden ved at komponere sin helt egen musik i et nodehefte.

Åh, ja, der er også allerøverst. Dér står en ung, alvorlig, sort, græsk præst og skriver græsk i en bog. Noget af et omsving oven på sansebombardementet. Peripeti hedder det vist på hans modersmål.

Udsigten fra toppen er betagende hele vejen rundt – og henleder opmærksomheden på, at der er skrevet græske sentenser og ligninger på vinduerne. Her skal man aflevere Ipod og paraply.

Da vi går ned, imponerer ledsageren ved at hilse godaften på græsk. Præsten viser ingen tegn på overraskelse.

Falske indianere

Hvad det hele sådan går ud på, er ikke lige til at sige, men opstigningen i vandtårnet har været opløftende, man bliver helt høj – hvis man vil undskylde udtrykket.

Bagefter er man så mild i sinde, at man bærer over med de falskeste indianere nogen sinde set. De står og spiller på deres peruvianske panfløjter iført overdimensionerede fjerbuske og ærmefrynser, der når torvets belægning. En har fjerbusken på ryggen som en art vinger, en er malet sort og hvid i hovedet som Peter Lundin.

Bagved underholder et teenageband med Bryans Adams’ »Summer of ’69« i Cityforeningens øltelt.

Om aftenen festes der videre på Torvet og på Lilletorv. På Friluftsscenen er der koncert med gospelkoret Breathe, og Dizzy Mizz Lizzy Jam spiller rock på Torvet. Ungdommerne trommer videre, de mødes til fællessang på tværs af nationer og fester dernæst videre på Natcaféen.

Resten af byen er stille. Skulle vi have glemt det, så mindes vi klokken halv seks om, at det er den danske provins, vi befinder os i. På hovedgaden rulles alle tøjstativer indendørs, nøgler drejes om, et øjeblik efter ligger gaden øde hen.

Provins på godt og ondt – om det er det ene eller det andet, afhænger vist af øjnene, der ser.

ksy@information.dk

Serie

Seneste artikler

  • 'Fri os fra det onde'

    31. juli 2009
    I Virksund ved Limfjorden finder man mennesker, der både tror på Den Onde og kender midlerne til at bekæmpe ham. Vi er til bibelcamping med Luthersk Mission
  • Fisk og gamle suppehøns

    28. juli 2009
    Bisserup ligger midtvejs mellem Næstved og Skælskør, en gennemført idyl af en fisker-landsby, lige ud til Smålandsfarvandet. Derude på vandet hentede beboerne førhen deres udkomme. I dag domineres Bisserup af tilflytterne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Viv Haufenreich

"Provins på godt og ondt – om det er det ene eller det andet, afhænger vist af øjnene, der ser."

..og hvad/hvem der behandler synsindtrykne?