Læsetid: 2 min.

De snød hele Sverige

Bestsellerkrimien 'Hypnotisøren' har hypnotiseret hele Sverige med gættelegen om, hvem der gemmer sig bag pseudonymet Lars Kepler. Nu viser det sig overraskende at være forfatterparret Ahndoril
12. august 2009

Det hemmelighedsfulde pseudonym Lars Kepler har med krimien Hypnotisøren indtaget førstepladsen på de svenske bestsellerlister. Og i månedsvis har landets aviser kastet om sig med bud på, hvem der står bag. Men nu er gætterierne slut.

Ingen har hidtil nævnt forfatterparret Alexander og Alexandra Ahndoril, men til stor overraskelse i Sverige viser det sig nu, at de har skrevet Hypnotisøren .

»Udgangspunktet for Hypnotisøren var, at vi både elsker spændingslitteratur og -film. Pseudonymet Lars Kepler opstod i det øjeblik, vi forsøgte at skrive sammen. Vi ville adskille dette nye forfatterskab fra vores egne,« udtaler parret i en pressemeddelelse fra forlaget Bonnier, hvor Hypnotisøren er udkommet.

Mandag fik de to forfattere besøg i deres sommerhus af et par journalister fra avisen Aftonbladet, der var kommet på sporet af dem efter grundigt detektivarbejde. I første omgang ville ikke svare på, om de er Lars Kepler. Men tirsdag stod de frem.

42-årige Alexander Ahndoril har skrevet romaner og teaterstykker. I 2006 blev han pludselig verdenskendt for romanen Instruktøren, hvor han med fiktive virkemidler beskriver Ingmar Bergmans privatliv overordentlig indgående. Instruktørikonet kaldte bogen »en forulempelse og en ydmygelse,« og det satte gang i en heftig debat om, hvor tæt man kan tillade sig at gå på virkelige personer i fiktive værker.

Det hemmelige sælger

Hans et år ældre kone, Alexandra Ahndoril, debuterede i 2003 med en roman om den danske astronom Tycho Brahe og har siden skrevet endnu en roman. Hun er litteraturkritiker ved Dagens Nyheter og arbejder på en doktorafhandling ved Lunds Universitet om den portugisiske digter Fernando Pessoa - der også selv skrev flere af sine værker under pseudonym.

Parret bor i Stockholm sammen med deres tre døtre, og det er en af grundene til, at Aftonbladet kom på sporet af dem. I email-interview med svenske aviser havde de nemlig røbet, at Lars Kepler har børn og holder til i landets hovedstad. Blandt de andre indicier, som Aftonbladet baserede deres mistanke på, var, at Alexander Ahndorils bror er hypnotisør ligesom hovedpersonen i romanen, og at Tycho Brahe, som Alexandra Ahndoril har skrevet om, havde en medhjælper, der hed Johannes Kepler.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra hovedpersonerne selv. Men deres forlægger på Bonnier, Jonas Axelsson, som under hele sommerens gætteleg har kendt til sandheden bag pseudonymet, siger til Information, at de ustandselige spekulationer har givet god omtale.

»Men vi har ikke forsøgt at skabe hype omkring pseudonymet. Det har medierne helt selv stået for,« understreger han.

På Gyldendal, der har købt rettighederne til bogen i Danmark, mener litterær direktør Johannes Riis imidlertid ikke, den meget omtale kommer til at spille væsentligt ind på de hjemlige salgstal.

»Jeg tror, gættelegen har arbejdet begge veje. Nogen er blevet fascinerede over den og andre er blevet irriterede på den. Men ingen af delene har gjort bogen hverken ringere eller bedre, og det er jo trods alt det afgørende,« siger han.

Hvordan afsløringen vil komme til at spille ind på Gyldendals markedsføring af bogen, når den udkommer i Danmark til næste år, har forlaget ifølge Johannes Riis endnu ikke besluttet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu