Baggrund
Læsetid: 6 min.

State of the Tenor

Jazzens kongerække af store tenorsaxofonister er i demokratiets navn pulveriseret. Her er nogle aktuelle cd-bud på, hvem der dominerer tenorsaxscenen i dag
Kultur
24. august 2009
Dagens store jazztenorer er måske knap så store og mytiske som forgangne tiders var, men der er flere af dem - blandt andre manden her, Joe Lovano, og et par af dem bliver nu nok også myter en dag, mener Peter H. Larsen.

Dagens store jazztenorer er måske knap så store og mytiske som forgangne tiders var, men der er flere af dem - blandt andre manden her, Joe Lovano, og et par af dem bliver nu nok også myter en dag, mener Peter H. Larsen.

Martin Rosenauer

I gamle dage var det så enkelt. Tenorsaxofonen var jazzens 'kongeinstrument', og de til enhver tid mest feterede og/eller bedst sælgende tenorsaxofonister udgjorde en slags jazzens kongerække: Coleman Hawkins, Lester Young, Ben Webster, Don Byas, Dexter Gordon, Sonny Rollins, John Coltrane, Stan Getz, Michael Brecker.

I dag er dette billede næsten pulveriseret. Tenorsaxofonen er ikke et instrument, det store publikum fremfor andre tillægger nogen særlig mytisk betydning, og ikke bare bevidste demokratiseringsbestræbelser men også 'udviklingen' har gjort jazzkongerækken lige så fjern, omend knap så hadet, som den, nogle af os terpede i de lave mellemskoleklassers >historietimer, og som jo ikke havde så meget med jazz at gøre.

Vi har stadig i dagens jazz nogle tenorsaxofonister, som har kontrakt med såkaldt 'store selskaber', eller som der bliver skrevet mere om end andre. I USA hører man meget om emeritussen over alle tenor-emeritusser, Sonny Rollins, netop fordi han er emeritus og derfor ikke rigtigt 'tæller' mere. Og der skrives også meget om Joshua Redman, Branford Marsalis og Joe Lovano - så meget, at en del amerikanere stadig vil sige, at de udgør en aktuel kongerække. Men på denne side af Atlanten udgør de ingen sådan. Her har vi vore egne helte, og de er mange - og mangesidede. I Europa findes der stadig et publikum for den gren af tenorfamilien, der er efterkommere af 60'ernes sorte avantgarde - Archie Shepp, Pharoah Sanders eller David Murray - og til ham, der næsten alene (men dog ikke uden støtte fra vor egen Jesper Thilo) viderefører arven fra de store swingtenorer, Scott Hamilton - men derudover findes nu en lille klan af tenorer, som ikke rigtigt lader sig rubricere, og som interesserer os, ikke på grund af deres instrument, men fordi de er bragende gode - og uophørligt søgende - musikere.

Ekspressivt spil

Vi hører dem jævnligt på de små scener i denne del af verden, og heldigvis kommer der også en del cd'er med dem. På dagens jazz-cd-marked er dette at indspille for små selskaber eller selv at producere sine udspil ikke ensbetydende med, at man ikke kan blive hørt, for mens cd-butikkerne lukker, blomstrer både amazon.com og nethandelen direkte mellem udgiver og køber.

Chris Potter (f. 1971) står - nej, ikke som en konge, men som en markant musiker i denne klan. Bl.a. har han modtaget den store danske Jazzparpris. Hans seneste udspil med sin Underground-gruppe for det musikerstyrede ArtistShare, Ultrahang, udgør ikke noget brud med dét, vi kender ham for gennem de seneste år: en delvist rockbaseret rytmik, temaer, der på én gang har melodisk substans og kan forekomme let rebusagtige, og et ekspressivt spil, er udnytter alle instrumentets registre, og som kan forekomme næsten gammeldags motivisk i sin fraseopbygning. På denne nye indspilning lader han Craig Taborn med sit Fender Rhodes tage en større del af slæbet i temaerne end før, men mest modspil på den solistiske front får han fra den eftertænksomme guitarist, Adam Rogers.

Også Donny McCaslin (f. 1966) bruger oftest en guitarist, Ben Monder, som harmonibærende i sine grupper, også på den nyudgivne Declaration - hans 10. i eget navn på lige så mange år, foruden McCaslin er hovedsolist i Maria Schneders store orkster og lader sig høre som sideman i talrige andre sammenhænge, bl.a. hos den danske guitarist Torben Waldorff. Der er altså fart på for McCaslin, der trods sin store appetit på at spille fortsat er en meget søgende musiker, der også giver sig tid til studier af instrumentets 'gamle mestre', ikke mindst Dexter Gordon.

McCaslin er en renlivet ekspressionist. Han udtrykker sig fuldtonet i alle registre og fokuserer - som Potter og trods sin ubændige energi - hele tiden på det melodiske. Pausen er ikke just et udtryksmæssigt hjælpemiddel hos McCaslin, men alligevel forekommer han som en musiker, som ikke spiller én overflødig tone. På Declaration har han udover sin rytmegruppe også fem blæsere med, som assisterer med farvelægning af temaerne og skiftevis støttende og udfordrende riffs i udvalgte passager. McCaslin har selv skrevet for blæserne, og hvis han ikke havde taget den paternitet på sig, villle de fleste sige, at det var Maria Schneider, der stod bag.

En mere porøs tone

Canadiske Seamus Blake (f. 1970) har ikke behov for støttende blæsere, for han har, fristes man til at sige, i pianisten Dave Kikoski et helt orkester. På denne dobbelt-cd, Live in Italy, spiller Kikoski nemlig også synthesizer, men det havde han slet ikke behøvet for at fremelske noget orkestralt. Hans eget vidunderligt rige og perkussive klaverspil rækker, i hvert fald for denne anmelder. Blake selv er sammenlignet med Potter og McCaslin en anelse mere konservativ, både i sin rytmiske opfattelse og i sine forlæg, og desuden spiller han med en meget mere porøs tone end de to. Er man som yngre tenorsaxofonist i jazzen lidt konservativ, har man også muligheden for at udtrykke sig med en anden og mere direkte appellerende episk kraft, og den udnytter Blake til fulde på disse godt to år gamle live-optagelser fra Syditalien.

En anden canadier, Ralph Bowen (f. 1961), besidder som Blake denne porøse tone, der gør det overflødigt for ham at bevæge sig så langt ud i registrene som Potter og McCaslin gør det. En porøs tone kan, så at sige, rumme flere registre i sig, og ved at variere blæsekraften og blive i det samme register kan Bowen - og Blake - få os til at tro, at vi har været lige så langt 'ude', som når ekspressionisterne giver los i yderregistrene. På Dedicated hylder Bowen, der har en fortid i hardbopkollektivet Out Of the Blue, en række afdøde musikerkolleger i seks egne temaer og i selskab med bl.a. >allestedsnærværende Adam Rogers på guitar og Antonio Sanchez på trommer. Det er fornemt, Coltrane-påvirket tenorspil af den fingernemme slags, og man kunne ønske, at Bowen kunne løsrive sig fra sin forskerstilling på Rutgers-universitetet i New Jersey og komme ud og spille mere.

Musikalsk intelligens

Det samme har man i årtier sagt om 'de to fra Boston', Jerry Bergonzi (f. 1947) og George Garzone (f. 1950). De underviser nemlig fortsat lige så flittigt som de spiller og må hver for sig, trods deres enorme kunstneriske potentiale, tage til takke med positionen som en 'musikernes musiker'. Tankevækkende er det imidlertid, at mens man ingen steder i Danmark kan købe det amerikanske publikums tenorsaxfavoritter, Joshua Redman og Branford Marsalis' seneste cd'er, så kan man lettere få fat i Bergonzis og Garzones. Bergonzis selskab, Savant, importeres til Danmark, og anskaffer man den seneste udgivelse, Simply Put, får man en overbevisende demonstration af denne blændende musikers høje niveau. Bergonzi kan forme melodiske figurer med en lynraphed som ingen andre og er en fabel alene på grund af sin instrumentale teknik og sin musikalske intelligens.

George Garzone, der synes at spille lige meget med sit hjerte og sin intelligens, har de to sidste gange indspillet for det danske selskab Stunt, og hans seneste, Among Friends, er et fornemt eksempel på, hvor langt hans egne intense kromatiske studier kan tage ham i tolkningen af standardrepertoiret. Deuden har han pianisten Steve Kuhn med sig på denne udforskning af de tempi, der ligger lige under medium, og det føjer en særlig orkestral facet til indspilningen.

Kuhn er også ankermand på Joe Lovanos (f. 1957) hyldest til John Coltrane, Mostly Coltrane, som også fås i almindelig dansk handel og vandel. Coltranes status både som kunstner og som kultfigur gør det på det nærmeste blasfemisk at nærme sig ham med sine egne tolkninger, men Lovano lykkes med forehavendet ved at bevare sin egen, 'væltende' rytmiske opfattelse og spille det meget spirituelt ladede repertoire med en vis distance. Ikke destomindre er det Kuhn, der tager prisen hjem for at sætte sin egen nøgterne spiritualitet i stedet for Coltranes og hans pianist McCoy Tyners mere frenetiske. Nogle vil mene, at det som hyldest til Coltrane er alt for artigt. Jeg synes, det er begavet og berigende.

Dagens store jazztenorer er måske knap så store og mytiske som forgangne tiders var, men der er flere af dem, og et par af dem, der er blevet nævnt her, bliver nu nok også myter en dag.

Chris Potter: 'Ultrahang' (ArtistShare)
Donny McCaslin: 'Declaration' (Sunnyside)
Seamus Blake: 'Live in Italy' (Jazz Eyes)
Ralph Bowen: 'Dedicated' (Posi-Tone)
Jerry Bergonzi: 'Simply Put' (Savant)
George Garzone/Steve Kuhn: 'Among Friends' (Stunt)
Steve Kuhn/Joe Lovano: 'Mostly Coltrane' (ECM)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tænk at skrive en hel artikel om tenorsaxofonister uden at nævne Fredrik Lundin!

Mystikken ligger eller lå. mest af alt i afstanden i de tider.

Ordet har det med at flyve i retninger udover det egentlige.

Eksempelvis skete der jo også det med de amerikanere der valgte at bosætte sig her, at de blev "glemt."

Den korte afstand af information, og hastigheden, gyldner jo heller ikke ligefrem fordybelsen, og forventningens glæde.