Læsetid: 4 min.

’Et sted, hvor man kan gnubbe sig op ad hinanden’

Dansepublikummet stormede Dansehal-lerne med danselystne fødder, da Carlsbergs gamle tappehal mirakuløst blev indviet som Nord-europas største bofælles-skab for moderne dans
19. august 2009

»Det er et mål for mig, at dansens mirakler åbnes for flere.« Sådan lød ordene.

Og de blev ikke sagt af Dansehallernes stolte værter. Nej, de blev udtalt af en smilende kulturminister. For denne gang mødte Carina Christensen op i Dansehallerne og proklamerede sin fulde støtte til Nordeuropas største dansecenter – og bofællesskabet for Dansescenen, Dansens Hus og Dansk Danseteater.

Åbningsdagen blev på alle måder gylden. Solen skinnede over Carlsberg, øllet flød, og strømmen af tilskuere rev benene væk under værterne. De havde måske troet, der ville komme 500 gæster, men der kom altså langt over 5.000 dansenysgerrige gæster. Med eller uden babyer. Og med eller uden stepsko – eller stok.

Dans er antagelig lige dele mirakel og træning, men denne søndag valgte de fleste at kaste sig over træningen.

Piger prøvede kræfter med fodtællingerne i flamenco hos Nana Francisca Schottländer i et studie, mens ældre mænd i et andet studie sad og stirrede beundrende på Caroline Cavallo fra Den Kgl. Ballet, der øvede så heftigt på en yderst feminin Jerome Robbins-koreografi, at skørtet bogstaveligt talt fløj af hende.

Inde på intimscenen Lille Carl fik Kasper Daugaard Poulsen fra Aarhus stuvet en masse voksne sammen med børn og heliumballoner, så alle kunne se udkastet til hans kommende dans-for-mand-i-trusser-premiere ArcheopterYX X, som dog virkede lige så indadvendt som titlen.

Men det spolerede ikke letheden i tilskuerfødderne. Videre, videre, dansede de ned mod baren, hvor Chris Walker spillede underfundige improvisationer med Chopin i håndleddene, mens frivillige barfolk hastede efter flere paller coca-cola’er på licens.

Og på væggen hvirvlede en kvinde rundt i tvivlende sammenbøjninger på Tina Tarpgaards rå videoklip fra Dansehallernes hotte tyvstarterforestilling Timemap #3 i foråret.

Stjerneskud

Ved døren til Store Carl-scenen blev der ved med at være kæmpekøer af freaks, der ville til smugkig på Mute Comp.’s kommende premiere Post Secret. Men de fleste måtte gå glip – her skete ingen mirakler. Til gengæld var der plads i loungen på førstesalen, forbi glimt af Janet Spiegals smukke dansevideo med rapfodede billeder af koreografen selv, hoppende mod sollyset på tre blafrende silkebaner. I et lille hjørne opstod en slags ’Mini Carl’-scene for de mindste børn. Her lod den smilende danser Ingrid Tranum sig løfte højt op mod betonloftet i Stjerneskudsjagten – lige ud for et stjerneskud, der handy nok var malet på et stykke papir og sat på en pind. Hvis man endelig møder mirakler, skal man gribe dem og holde dem fast ...

Inde i et filmaflukke lød solodanser Sorella Englunds sprøde, finske stemme i Maja Friis’ spritnye kortfilm En balletdansers historie.

»Jeg synes, noget af det mest fantastiske er at danse med et andet menneske,« sagde hun, mens billederne sorgfyldt viste en ensom kvinde i et forladt hus. Smukt og uudgrundeligt. Og så skiftede billedet ellers til Stuart Lynchs klovnemalede ansigt i Freddy Tornbergs nyskudte film for Cellular/Celluid. Lynch åbnede munden og vrængesang »I see you in my dream, Irene«, så danseren Holly Spencer holdt op med at gnide sine sexede fingre op ad sine lægge – og i stedet bare hamrede hovedet mod en mur. Dans er mange ting.

Talk-of-the-town

Dans er også at nyde bevægelsen mellem to punkter. Men i Dansehallerne er ingen vej tilsyneladende lige, for Tappehal E er et industrimekka for hjørner og skjulte trapper og overraskende ovenlysvinduer. Oppe på taget improviseres der med tagterrasser, og ved bagdøren er der adgang til Carlsbergs Æresboligs fortryllende have med Rundetårnshøje træer, hjembragt fra eksotiske lande i en svunden tid. Et wellness-studio har allerede fået fine dørskilte, men flere dansekompagnier og kunstnergrupper venter på malerbøtter og varmeapparater.

Forventningen er ikke til at tage fejl af: Her i den rationelle ingeniørbeton skal den kunstneriske kreativitet blomstre eksplosivt. Og helst mere organisk end i Kødbyen, hvor de fleste restauranter og gallerier fortsat ligger som neonhåb i en ufrivillig spøgelseskulisse.

»Dansehallerne skal blive talk-of-the-town,« sagde kulturborgmester Pia Allerslev ved receptionen, da hun snuppede mikrofonen efter Carina Christensen. Hun indrømmede, at hun selv ikke havde set særlig meget dans, før hun blev kulturborgmester. »Men nu er jeg måske en af dansens allerstørste fans,« proklamerede hun kådt.

Mavemuskler

Hendes begejstring blev næppe mindre af åbningsforestillingen. Tim Rushton havde nemlig skabt et intenst, nyt værk til Dansehallerne. To mænd dundrede i slagtøjet til musik af Andy Pape, mens seks mænd bevægede sig frem på scenen, to og to, helt synkrone – med nøgne overkroppe, sådan som Rushton ynder det lige nu. Deres muskler blinkede i vilde sammentrækninger af albuer og maver, mens de hamrede sig selv ned i jorden med vild vægt – og sekundet efter løftede hinanden lodret op i luften med strittende tæer. Flyvelette og glitrende svedige.

Herefter rykkede Mute Comp.’s Kasper Ravnhøj og Tiziana Fracchiolla ind på scenen. De dansede en ny duet fra Post Secret, hvor de holdt hinanden for munden, uanset hvor vildt de bukkede sig selv og hinanden bagover i ryggene – tilsyneladende for at holde på en hemmelighed, de ikke selv kunne holde ud at høre. Og på en stol sad den russiske strubesanger Choduraa Tumat og sang overnaturlige toner, så tappehallerne dirrede.

Til sidst kom Steen Koerners vilde electric boogie boyz og Robotdrengene med en festfortolkning af Ravels Bolero, der skar tiden i Dansehallerne over i små, fastfrosne øjeblikke af standset bevægelse. Hak, hak, hak.
Så tak, tak, tak. Dansehallernes stilistiske spændvidde blev manifesteret, mirakler eller ej. For som Tim Rushton understregede det:

»Da jeg startede som danser på Covent Garden, var det mest spændende sted faktisk kantinen. For det var her, man kunne møde de store dansere. På samme måde håber jeg, at Dansehallerne kan blive et sted, hvor man kan gnubbe sig op ad hinanden – og blive inspireret.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu