Læsetid: 4 min.

Den store mediekamp

Inden juni 2010 skal mediepolitikerne finde frem til en aftale, der ideelt set skal tilfredsstille en masse mennesker, virksomheder og interesser, og der er lagt op til et ganske spændende efterår
Gud & hvermand står i kø for at få lov at påvirke medie- 
 politikerne. Det er legitim lobbyvirksomhed, og fronterne synes trukket forholdsvis skarpt op: Forrest i skudlinjen står DR, som beskydes fra alle sider.

Gud & hvermand står i kø for at få lov at påvirke medie-
politikerne. Det er legitim lobbyvirksomhed, og fronterne synes trukket forholdsvis skarpt op: Forrest i skudlinjen står DR, som beskydes fra alle sider.

Torben Huss

28. august 2009

Årtiers største kamp om danske medier er i fuld gang. Det kommende medieforlig bliver det mest afgørende for medieudviklingen nogensinde. For i modsætning til f.eks. USA, hvor krisen kradser bastant for alle traditionelle medier, hænger udviklingen herhjemme intimt sammen med de mange milliarder, som skatteydere og licensbetalere hvert år bruger på medierne.

Tallet er - slag på tasken - knapt seks milliarder. Fordelt med broderparten til DR (ca 3,4 mia.), en pæn slat i form af nul-moms til dagbladene (en god milliard), distributions- og udviklingsstøtte til dagblade og gratisaviser (ca 400 mio.), drift af TV 2-regionerne (godt 400 mio.), public service-puljen, som delfinansierer tv-drama og dokumentar til kommercielle tv-stationer (75 mio), millioner til lokalradio og tv, millionstøtte til aviser i grænselandet og så alle småslanterne, som bruges til drift af et omfangsrigt mediesekretariat, forskningsprojekter osv.

Inden den 1. juni 2010 skal mediepolitikerne finde frem til en aftale, som ideelt set skal tilfredsstille en hel masse mennesker, virksomheder, institutioner og mere eller mindre snævre interesser: Hensynet til 'den brede demokratiske debat' (et af holdepunkterne i public service-tankegangen), hensynet til det 'frie marked' (som public service er sat i verden for at gøre mindre frit), hensynet til en hensygnende dagblads-økonomi, omsorgen for de grupper i samfundet, som de rent kommercielle medier ikke ser et marked i: Operaelskerne, de kulturinteresserede, nyheds- seerne (tv-nyheder eksisterer ikke på rent kommercielle, privatejede stationer), de brede folkelige eller mindre sportsgrene (næsten alle, undtagen fodbold og håndbold) -listen kan fortsættes i det uendelige.

Så er der de fremstormende web-medier ('nye medier'), som kun modtager støtte, hvis de er en del af de gamle medier. Ugeblade og magasiner modtager ikke nogen form for støtte, de ønsker det heller ikke - men er stærkt bekymrede over den konkurrenceforvridning, som enhver form for offentlig støtte altid vil være.

Overtegnede balkort

En stor del af det forberedende lobby-arbejde kører for fuld udblæsning. Danske Dagblades Forening har i længere tid kørt en intens kampagne - både i offentligheden og bag lukkede politiske døre - for at reducere DR's tilstedeværelse på nettet. Senest har to indflydelsesrige redaktører meldt ud, at de ønsker, at både DR's og TV 2's regionale nyhedsdækning burde udliciteres til dagbladene. Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, har foreslået, at DRs distrikter og TV 2-regionerne slås sammen i et medieselskab, der skal løsrives fra DR og TV 2. Mediepolitikernes balkort er overtegnet - interesseorganisationer, virksomheder, Gud & hvermand står i kø for at få lov at påvirke dem. Det er legitim lobbyvirksomhed, og fronterne synes trukket forholdsvis skarpt op:

Forrest i skudlinjen står DR, der beskydes fra alle sider. Institutionen er for stor, for aggressiv, for populistisk eller for snæver. Fhv. generaldirektør Christian Nissens vision om DR som det store nationale mediehus, der skal udsende alting gennem 'alle huller og sprækker', er under intenst pres. Nissens efterfølger, Kenneth Plummer har forsøgt at tage luften af noget af presset ved at nedlægge nogle af de websites, som dagbladene er specielt sure på - og signalere et øget samarbejde med dagbladene - i lighed med, men ikke helt så omfattende, som den aftale om indholdsdeling, som store public service-moder, BBC, for nylig indgik for at tage luften ud af en tilsvarende giftig situation i Storbritannien. Uanset hvad, peger alting på, at DR efter det kommende medieforlig ikke bliver større - snarere tværtimod.

Kickstart i oktober

Når man i disse måneder og uger læser eller hører om gode ideer, analyser og initativer, skal de alle sammen ses i en lobby-sammenhæng. Det hele handler om at påvirke mediepolitikerne - som i øvrigt også hver i sær har små og store interesser, der skal plejes og nedfældes i mere og mere detaljerede public service-kontrakter. Reguleringslysten er enorm og konstant. Den fhv. generaldirektør Nissen har i en bog beskrevet den som konstant: De store og afgørende reguleringer foretages nu af EU. Danske politikere bliver derfor voldsomt aktive på detaljerne.

Finanslovsforslaget indeholder ikke nogen ekstrabevillinger til medierne, og den offentlige økonomi indbyder ikke til fest. Mediepolitikerne skal altså fordele eller omfordele en kage, der næppe bliver større.

Dagsordenen for den øvelse sættes ikke af dagspressen, politikerne eller interesseorganisationerne, selv om de prøver ihærdigt. Den sættes - i første omgang - af CBS-professor Anker Brink Lund, der den 2. oktober offentliggør sin rapport om mediestøtten og - ikke mindst - opstiller 'scenarier' for den fremtidige støtte. Man kan ikke forestille sig, at professoren med det kølige overblik vil vælge den klassiske postkort-løsning: »Det går skidt, send flere penge«. Den er nemlig dødfødt. Og professoren er ikke kendt som en mand, der foretager dødfødte armbevægelser.

Det bliver et spændende medie-efterår. Og kender man politikerne og de øvrige aktører ret, kan vi såmænd tage foråret 2010 med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der tales meget om at medierne er den fjerde statsmagt. Så meget desto mere bekymrende, at det stort set kun er medieindustrien selv, men ikke dens brugere - borgerne - som deltager i udformingen af fremtidens mediepolitik.

Medier udgør en stor del af borgernes hverdag - dog interesserer man sig meget lidt for hvad borgerne mener.

Der tales meget om kvindeundertrykkelse i de billeder, medierne formidler. Dog spørges kvinderne ikke om noget, når mediepolitikken fastlægges. Kvinderne er ikke særlig meget med i udformningen af mediernes magtstruktur og kvindeorganisationerne interesserer sig kun meget lidt for emnet.

Først når en reklame er gået langt over stregen kan det ske, at kvindeorganisationerne reagerer. Dette viser, at kvindernes rolle i forhold til medierne er meget defensiv. Man SÆTTER ikke dagsordenen, er ikke med til at sætte den men kommer først med et lille pip, når den fjerde statsmagt har trådt en meget eftertrykkeligt over tæerne.