Læsetid: 4 min.

Supernovadiva slog ned i Tivolis Koncertsal

Divaen Danielle de Niese skulle have en på kassen og dirigenten til gengæld et klap på den svedige skulder efter tirsdagens koncert i Tivolis Koncertsal
13. august 2009

På min sommerferie oplevede jeg en cocktail, der hedder Mai Tai, i en særlig kunstnerisk udformning: en udhulet ananas, som sprutten var hældt ind i, med to store særligt fint udskårne appelsinskiveøjne, en sirligt håndsnittet vandmelonskive som mund, og cocktailbær og orkidéer stukket ind forskellige steder til at fuldende værket. Jeg kan ikke lide cocktails, men jeg var imponeret af den.

For mig var tirsdagens oplevelse af sopranen Danielle de Niese i stil med mit møde med den overvældende cocktail. Hvis det er et godt glas nedkølet hvidvin, man sidder og drømmer om, er det en lettere chokerende erstatning, men man kan afklimatisere sig og gå ind på præmisserne og lade sig imponere alligevel.

Mere end godt

Danielle de Niese har i en alder af 30 år hidtil mest sunget sig ind på Händel-repertoiret med stor succes på alverdens operahuse og med en soloudgivelse af Händel-arier for pladeselskabet Decca. Denne barokstil er stadig tydelig at høre i hendes stemme, selv om repertoiret nu som en naturlig fortsættelse er Mozart, som hun ligeledes netop har lavet et soloalbum med.

Selvfølgelig skal hun synge noget større en gang, og man kan næsten ikke vente, for hele hendes temperament er gang på gang ved at sprænge rammerne for kunstnerisk god smag og måske det senere, italienske, veristiske repertoire i højere grad kan tåle og indoptage det.

På den anden side: holder det overskud, der er så påtaget, at man er nødt til at gøre sin entré på scenen småkonverserende med dirigenten i bedste tv-værtstil, og som alligevel bomber divaen, så energien godt nok, men ikke stemmen holder til en hel aften? De Niese har så meget sølvklang i sin stemme, at hun godt kan undvære halvdelen, men det var alligevel påfaldende at høre over- tonevældet klinge af mod slutningen af aftenen.

Tivoli er et fantastisk sted at høre Mozart, og i tirsdags var Tivolis Symfoniorkester et fantastisk Mozartorkester. I både ouverturer og symfoni og orkesterstykke, som var orkesterets indslag mellem diva-arierne, fik dirigenten David Stern trukket i et væld af usynlige tråde, så ouverturer, symfoni og orkesterværk oplevedes mangedimiensionelt med flere lag æltende mellem hinanden. Til tider let og elefant fra orkesterets side, men hele tiden kommunikerende og med overordentlig god mening.

Det er ikke helt til at se, hvordan David Stern gør det, for han ligner ikke noget særligt i sin beskedne skikkelse på dirigentpodiet, men der må være noget ved de dér svedige skuldre.

Slet minespil

Men tilbage til divaen: min kæreste bruger sådan et udtryk, at folk, der sover i en slags åndelig forstand eller bare har glemt at reboote sig selv, skal have én på kassen.

Jeg kunne godt tænke mig at give Danielle de Niese én på kassen for at hæve øjenbrynene, hver gang hun vil se glad ud og rynke brynene ved den første molakkord, måske endda tilsat lidt trutmund og for at dyrke så meget minespil, at det går forud for en god forberedelse af enhver indsats, og for at simulere sine følelser så meget, at hun reelt ikke ved, hvad hun synger om.

For stemmen er smuk, og især koloraturerne får hende på banen, så noget, der er større end de Niese selv, åbenbarer sig. Da man hørte 'Exultate Jubilate' som indledning til koncerten sunget, som om det var Susannas parti i Figaros Bryllup, var det kæbetabende og paralyserende frygteligt, men da hun sang Alleluja-satsen igen som ekstranummer, havde man vænnet sig til stilen og afklimatiseret sig til det amerikanske showbizz, der jo også kan have sin oprigtighed.

Postuleret vrede fungerer af en eller anden grund bedre end så mange andre postulerede følelser, måske alene på grund af energiudladningen, men det er alligevel synd i Ilias arie at synge koloraturerne på odiare med intenst had knaldet ud mellem fortænderne, når teksten lyder: Ma quel sembiante, o Dei! Odiare ancor non so! Og hele dramaet handler om, at hun ikke kan hade sin elskede, selv om hun burde.

Altså man fik pynt i form af et godt udseende, flotte kjoler, en sød scenepræsens, helt fantastiske koloraturer, både indstuderede og ikke-indstuderede gestus og en vilje til at være på scenen ikke bare 100 procent, men mindst 150 og en affekterethed til hvis forsvar man kunne sige, at den i det mindste forekom naturlig fra divaens egen natur.

Men alting kunne være mere velplaceret og mindre ydre. Måske kan den barske showbizzverden alene stå for én på kassen i de kommende år af de Nieses karriere, så vi en dag får en årgangsvin i stedet for Mai Tai. Lad os håbe det.

Tivolis Koncertsal, tirsdag den 11. august 2009 kl. 19.30. Solist: Danielle de Niese. Dirigent: David Stern, Tivolis Symfoniorkester

W. A. Mozart: Ouverture til 'Der Schauspieldirektor', 'Exultate Jubilate', 'Maurerische Trauermusik', 'l desio di chi t'adore', 'Ouverture til Titus', 'Padre Germani fra Idomeneo', 'Symfoni nr. 31', 'Una donna quindici anni fra Cosi fan tutte', 'Resta, oh cara'

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu