Det tager kun fem minutter at handle i Fakta, hvis man skal tro firmaets slogan. Men de fleste kunder har formentlig prøvet at opholde sig længere i butikken og er måske endda blevet provokeret af de mange 'Det ta'r kun 5 minutter'-skilte, som hænger over kasserne - og som man akkurat kan skimte nede fra vinafdelingen, hvor køen starter.
Hvad sker der for dit slogan? har Information spurgt den administrerende direktør i Fakta, Michael Christiansen.
»Det er et gammelt slogan, som bygger på, at det tager kortere tid at handle i en discountbutik end i et supermarked.«
- Hvorfor det?
»Alene af den grund, at arealet er mindre.«
- Er det så ikke bare sværere at komme rundt?
»Nej, det er det ikke. I de store supermarkeder skal du simpelthen gå så utroligt mange skridt. I vores butik har vi skåret ind til benet i sortimentet, så du skal ikke forbi så mange reoler med ting, som du måske kun har brug for en sjælden gang imellem.«
- Kender du den Fakta, der ligger på Nørrebrogade i København?
»Ja.«
- Der handler jeg nemlig nogle gange, og det tager ofte et kvarter bare at stå i kø ved kassen?
»Er det ikke kun om søndagen, hvor der er mange mennesker?«
- Nej, det er ret tit?
»Ok. Men vores målsætning er, at der ikke skal være lang kø. Det er en målsætning både internt og eksternt, at det skal være hurtigt og effektivt at handle i Fakta.«
- Når så ikke det tager fem minutter, får man så en gave eller noget?
»Nej, det er ikke sådan, at man så kan komme og sige: 'Det tog otte minutter, så jeg vil have et eller andet'.«
- Har I overvejet at ændre slogan?
»Nej, for vi mener, at det skal være så effektivt at gå i en discountbutik. Men det er klart, at hvis du kun skal have fem ting, så tager det nok kun fem minutter, men hvis du skal have 20 ting, så tager det måske længere tid.«
Målsætning
- Det ta'r kun fem minutter. Det er et meget bombastisk udsagn ... ?
»Ja, det er også et af de mest kendte slogans i Danmark.«
- Burde I ikke bløde det lidt op?
»Nej, for sådan skal et slogan være, hvis det skal virke. Det sender et klart signal til vores medarbejdere og kunder om, hvad vores målsætning er.«
- Men burde jeres slogan så ikke være: 'Vores målsætning er, at det kun tager fem minutter?'
»Synes du, at det lyder godt?«
- Det er jo i hvert fald sandt. Men det er ikke noget, I vil gå videre med, fornemmer jeg.
»Nej, vi synes, det nuværende lyder meget godt. Men vi skriver jo rent faktisk også, at 'vi vil så gerne have, at du bliver lidt længere'.«
- Hvorfor egentlig det?
»Fordi hvis vi får kunderne til at blive lidt længere, så køber de også nogle flere varer. Så sammenhængen i sloganet er, at hvis du har brug for det, så skal det være nemt og hurtigt. Men når vi gerne vil have, at du bliver lidt længere, så er det fordi, vi gerne vil inspirere dig til at se nogle flere ting.«
- Så det er ikke i køen, at I gerne vil have, at man bliver lidt længere?
»Nej, nej. Det er, fordi butikken er spændende.«
Fakta - spændende???!!!
Mon direktøren har været i en Fakta?