Læsetid: 9 min.

Tarantino om Inglorious Basterds: ’Film kan forandre verden’

Quentin Tarantino tillader sig at omskrive historien i sin nye film, hævnfantasien 'Inglourious Basterds', hvor en flok jøder og selveste filmmediet under Anden Verdenskrig får skovlen under Det Tredje Rige. Information har mødt den amerikanske filmmager
Quentin Tarantino tillader sig at omskrive historien i sin nye film, hævnfantasien 'Inglourious Basterds', hvor en flok jøder og selveste filmmediet under Anden Verdenskrig får skovlen under Det Tredje Rige. Information har mødt den amerikanske filmmager
26. august 2009

Quentin Tarantinos seneste film, Inglourious Basterds, der har dansk premiere på fredag, debatteres flittigt for tiden i alverdens medier, hvor man tilsyneladende enten er for eller imod den amerikanske filminstruktørs alternative udgave af Anden Verdenskrig. Filmen er noget så usædvanligt som en jødisk hævnfantasi inspireret af både klassiske krigsfilm, italiensk spekulation og spaghettiwesterns, og mange kritikeren kan ikke goutere instruktørens historisk set alt andet end ærbødige omgang med Holocaust.

Tarantino var godt selv klar over, at Inglourious Basterds ville vække en vis opsigt, da han i maj måned var i Cannes med filmen, hvor en deling jødiske soldater - titlens 'skiderikker' - sendes til det besatte Europa for at sprede skræk og rædsel blandt nazisterne; hvor en smuk, ung jødisk kvinde, Shosanna (Melanie Laurent), der driver en biograf i Paris, er hjernen bag en sindrig plan, der skal gøre det af med den samlede nazitop, fra Hitler og nedad i hierarkiet; og hvor den østrigske skuespiller Christoph Waltz giver sit livs præstation som den sprogbegavede SS-officer Hans Landa, der kaldes jødejægeren og kan være lige så høflig og tilforladelig, som han i virkeligheden er en brutal og iskold opportunist, der ikke giver slip, når han har bidt sig fast.

Den officielle forklaring

Men er verden nu også er klar til at se en film, hvori jøderne opfører sig lige så brutalt som nazisterne og ender med at få skovlen under Det Tredje Rige?

»En masse af de jødiske mænd, jeg kender i Amerika, er fandeme klar til det,« siger Quentin Tarantino om sin omskrivning af historien, da Information i Cannes får foretræde for den begejstrede og (al)vidende filmnørd, der taler meget og hurtigt, når han ikke sjældent bliver grebet af et spørgsmål.

»De har længe været klar. Da jeg skrev filmen, og jeg fortalte nogle af mine yngre, jødiske, mandlige venner om den, sagde de, 'mand, den film skal jeg bare se.' Selv deres forældre sagde, at 'jeg behøver ikke se den anden historie mere. Den historie har jeg set nok gange. Lad mig se nogle af de andre historier. De historier, som ikke er en del af historien.'«

»De eneste historier, vi kender fra Anden Verdenskrig, er de historier, som historikerne har adgang til. En af de gode ting, filmen viser, er, hvor sårbart den slags er. Her er to eksempler: Da Landa er færdig med at lave aftalen med de allierede (SS-officeren mærker krigslykken vende og laver en aftale med fjenden, red.), er det historie. Det er sådan, at historien bliver til. Og vi ved, at det er en løgn. Men det er det, som de vil vise på History Channel, og som alle Anden Verdenskrigs-eksperterne vil tale om. Hans Landa som helt, fordi det er den officielle, historiske forklaring.«

Følger karaktererne

»En anden ting, og jeg ved ikke, om du har tænkt over det her: Verden vil aldrig få at vide, hvad Shosanna gjorde. Alle, der så hendes film, døde. Verden vil aldrig få at vide, at der fandtes en Shosanna, og verden vil aldrig få at vide, hvad hun gjorde, og hvor stor en betydning det havde for verden. Hun er ikke en del af historien. Men vi ved det. Og det blev meget interessant for mig at gøre en pointe ud af det.«

»En eller anden spurgte Winston Churchill, 'tror De, at historien vil være god mod Dem?' Og han svarede, 'ja, jeg tror, at historien vil være god mod mig ... for jeg har tænkt mig at skrive den'.«

Quentin Tarantino slår en skraldlatter op efter at have lavet en udmærket parodi på den tidligere, britiske premierminister, og det er svært ikke at blive revet med af den 46-årige, begavede filmmagers begejstring over egne påfund. Han forklarer, at han som manuskriptforfatter ikke lader sig bremse af de samme ting, som bremser andre manuskriptforfattere. Fra begyndelsen var det ikke meningen, at han ville omskrive historien i Inglourious Basterds. Det skete bare.

»Jeg kan følge karaktererne, hvor de så end fører mig hen,« siger Quentin Tarantino.

»Jeg fører ikke dem, de fører mig. Mange manuskriptforfattere har det problem, at de placerer deres karakterer på den brolagte vej, hvor de skal foretage deres rejse, og undervejs er der alle disse andre veje, de kan vælge. Der er små stier og grusveje. Men manuskriptforfatterne afspærrer disse veje, fordi de ikke synes, at det vil være rigtigt for filmen, eller det kan man bare ikke gøre.«

»Mens jeg skrev denne film, var der mange veje, og nogle af dem var spærret af på forhånd. En af disse afspærringer var historien. Da jeg begyndte at skrive, var jeg forberedt på at respektere de afspærringer i det meste af manuskriptet. Men pludselig gik det op for mig, at 'vent nu lige lidt. Mine karakterer ved ikke, at de er en del af historien. Og de kender i hvert fald ikke udfaldet af Anden Verdenskrig. Det er helt sikkert. De lever her og nu',« siger Quentin Tarantino.

»Historien gik, som den gik, fordi mine karakterer ikke eksisterede. Men hvis mine karakterer havde eksisteret, kunne de have ændret historien. Og dette er, hvad der kunne være sket. Er det sandsynligt? Det, der ender med at ske, er meget sandsynligt. Vi har alle set tidsrejsefilm, og reglerne er meget klare: Hvis man ændrer én ting, ændrer man alting. Og fordi mine karakterer nu er en del af historien, ændrer de ting.«

Stil- og genrebevidst

Quentin Tarantino lever og ånder for film, og mange er historierne om hans tid som altædende filmnørd, der arbejdede i en videoforretning, mens han forsøgte at få gang i sin filmkarriere. Han skrev manuskripter og havde småroller på tv og film, inden han fik solgt manuskriptet Natural Born Killers (1994) til Oliver Stone - der angiveligt skrev manuskriptet om - og siden fik det store gennembrud med instruktørdebuten Håndlangerne (Reservoir Dogs, 1992).

Siden har Tarantino arbejdet sig gennem filmhistorien i sine egne værker - fra Pulp Fiction (1994) og Jackie Brown (1997) til Kill Bill (2003-04) og Death Proof (2007) - der både hylder og kærligt parodierer alle de især B-film, han er vokset op med og stadig dyrker med en beundringsværdig ihærdighed.

Nogle mener, at han med Pulp Fiction lavede sin bedste film, og at han siden har udvandet sig selv mere og mere. For andre, som f.eks. undertegnede, har Tarantino måske nok svært ved at leve op til sit bedste i film som Death Proof og til dels også Inglourious Basterds, men han er altid en veloplagt fortæller, mens hans film aldrig er mindre end underholdende og indfølte kærlighedserklæringer til filmmediet.

Bowies fedeste sang

Hvad enten udgangspunktet er klassiske gangsterfilm, europæisk trash, asiatisk martial arts eller italienske spaghettiwesterns, er det Tarantinos stil- og genrebevidsthed og postmoderne evne til at vende klicheer og konventioner på hovedet, som vækker opsigt. Han tager velkendte typer og situationer og bruger dem på nye, originale måder, og ofte formår han at give den ildesete og oversete populærkultur en kunstnerisk klangbund.

Hans vittige dialoger, skarptskårne, excentriske karakterer og idiosynkratiske brug af musik er efterhånden legendarisk, og da David Bowies slutsang fra Paul Schraders Cat People (1982), »Putting out Fire«, pludselig dukker op på lydsporet i Inglourious Basterds - 40 år for tidligt - bliver man nok overrasket og så alligevel ikke.

»'Putting out Fire' har altid været en af mine favoritsange, der er skrevet til en film,« siger Tarantino, »og jeg har altid været irriteret over, at Paul Schrader ikke brugte sangen til noget som helst i filmen. Det er en af Bowies fedeste sange, og den spiller bare over rulleteksterne. Jeg har det på samme måde med temasangen til Shaft. Mand, Isaac Hayes skrev den, og jeg ville have brugt den vildt meget bedre. Hvordan kan man have så fantastisk en temasang og så bare klaske den på rulleteksterne? Jeg byggede en hel scene op omkring den.«

»En anden ting ved brugen af Bowies sang, der virker, er, at jeg ville ikke have været interesseret i at hyre en sangskriver og sige, 'kan du skrive en sang, der reflekterer, hvad der foregår inden i Shosannas hoved?' Det ville aldrig kunne lade sig gøre at skrive noget så perfekt og passende. I stedet tager jeg noget, der er skrevet til en anden film, men faktisk afspejler hendes tanker i den situation. En af grundene til, at sangen er så effektiv og cool, er, at man sine steder også oplever den som en indre dialog. På den måde kan man gøre det uden at gøre det, uden at være alt for direkte.«

Da jeg tillader mig at påpege, at »Putting out Fire« er en moderne sang i en historisk film, trækker Tarantino på skuldrene, smiler bredt og signalerer med al mulig tydelighed, at han da er ligeglad.

Filmen redder verden

Quentin Tarantinos kærlighed til filmmediet er tydelig i alle hans film, og aldrig har den kærlighed været mere udtalt end i Inglourious Basterds, hvor det helt fysisk og bogstavelig talt er film, der redder verden.

»Jeg elsker dualismen i det,« siger han.

»De bedste temaer virker på flere planer, og på den ene side er det en saftig metafor, ideen om, at filmen kan forandre verden, på den anden side er det slet ikke en metafor. I min film er det virkelighed. Det er det, der sker. Film forandrer verden. Helt fysisk og bogstaveligt er det film, som overvinder Det Tredje Rige.«

»Og hvis man går endnu dybere: Hvilke film befinder sig i den bunke film, som brænder i biografen til sidst? Er de alle nazipropaganda- film? I så fald er det Goebbels' egne gerninger, som overvinder ham. Men hvis det ikke er nazipropagandafilm, kunne det være alle de franske og tyske film, som er blevet bandlyst af nazisterne, og så tager de selv hævn for at være blevet bandlyst af disse hunner. Der er alle mulige fortolkningsmuligheder, hvis man begynder at spekulere over, hvilke film der er i den bunke.«

Og det har Tarantino naturligvis spekuleret over, siger han og demonstrerer stor viden om Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels', filmiske virke.

Hitlers filmmogul

»Gennem otte år blev alle film, der blev lavet i Tyskland, produceret under hans auspicier,« siger instruktøren.

»Den eneste filmmager, som Goebbels ikke kontrollerede, var Leni Riefenstahl. Han var en meget håndfast producent, meget mere end mange af de amerikanske studiebosser. Han valgte skuespillere, instruktører, manuskripter, godkendte plakater. Han var en helt igennem engageret film- mogul. En ting, jeg godt kan lide ved Inglourious Bas- terds, er, at jeg ikke viser ham som den onde propagandaminister, men i stedet anskuer ham som Det Tredje Riges svar på Harvey Weinstein (amerikansk filmproducent, der har finansieret Tarantinos film, red.).«

»Der er mange misforståelser omkring nazisternes propagandafilm. De film, som de fleste mennesker taler om, er Jøden Süss og Den evige jøde. Disse antisemitiske og pro-krig-film blev produceret meget tidligt, og der var ikke så mange af dem. Der var anti-britiske film, anti-polske film, men det var ikke det vigtigste for nazisternes propagandamaskine. Det, de mere end noget andet gjorde, var ... hvis man vil se støvletrampende nazister, skal man se amerikanske propagandafilm.«

»Goebbels' store plan var, efter krigen brød ud, at, hvis man blot var en tysk borger og kun fik at vide, hvad der skete ude i verden, når man gik i biografen, var man ikke engang klar over, at der var krig. Goebbels producerede musicals, operetter, komedier, romantiske komedier, romancer og historiske bearbejdninger af fortællingerne om store mænd fra Tysklands fortid, der kunne have en betydning i samtiden.«

»Faktum er, at selv om man ikke kan lide Goebbels, så kan man ikke ignorere alle hans film, en hel æra af tysk film, og nogle af dem var ret gode. Han lavede en film, Glückskinder, der var hans forsøg på at lave Frank Capras It Happened One Night. Goebbels' favoritinstruktør i hele verden var Frank Capra. Han mente, at han var et geni, og derfor besluttede han sig for at lave sin egen version af It Happened One Night, og Glückskinder er en rigtig sjov film.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

To ting

1)
Om jeg fatter hvordan nogle film-kritikere kan synes om Quentin Tarantinos film, som jo udelukkende er en gang ævl, kævl, gloser fra rendestenen og vold, - og som handler om igen og igen og igen - mænd og kvinder som hævner.

2)
Tarantinos forsøg på at rehabilitere Goebbels er totalt latterligt og patetisk. Goebbels ville med sine film, alle sine film, også de romantiske, alle musicals, komedierne, og da især hjemstavns-dramaerne indpode den tyske ungdom hjemstavnens (dvs. Tysklands) sande værdier om at kun den som hørte blodet og landet til havde ægte værdier, mens den som f.eks. flyttede til storbyen fik smadret de her værdier. Blut & Boden ideologien blev nazisternes film underlagt; det er det stort alle tyske film fra nazi-tiden viser.

Og en tredje ting 3)

Alle amerikanerne bedes holde op med det samme med deres ubehagelige tendens med at tro, at det kun var dem som vandt 2. verdenskrig. faktisk var det englænderne, der vandt den; USA kom sådan set først ind i kampen/krigen omkring 1942....(midten af 1942 sådan rigtigt). Og alle amerikanerne bedes holde op med at omskrive historien, fiktion eller ej. Der er historiske fakta, som selv en fiktions-instruktør bør rette sig efter.

/Karsten

..."Film kan forandre Verden"

...Og verden ville allerede være forandret til det bedre - hvis samtlige krigs- og voldsfilm aldrig nogensinde havde eksisteret.

Christian Monggaard

Faninterview – det lyder ikke rigtig som en kompliment, men jeg vælger at tage det som en sådan: Tak. Og nej, jeg fik ikke signeret hverken det ene eller det andet. Selv om jeg da gerne ville have haft det.

Robert Rasmussen

1) Genialt interview, Christian! Jeg gad godt selv at have siddet overfor Tarantino. En ægte auteur!

2) Nej, ingen instruktører er bundet af at skulle holde sig til historisk fakta. De kan pille, klippe og klistre, som de har lyst. Hvorfor ikke?

3) Ville verden nu også være forandret til det bedre, hvis alle voldsfilm ikke havde eksisteret? Jeg tvivler!
Det ville da også være en skrækkelig tanke, at skulle være foruden alle de mesterværker, filmhistorien har forstret i de voldelige genrer.

4) Tarantino ER en stor instruktør. En instruktør, der har omformuleret filmsproget på en dybt intelligent måde. At underkende hans betydning så groft, som det er tilfældet i denne tråds første indlæg, vidner mest af alt om uvidenhed.

Spørgsmål fra Robert Johannes Rasmussen:
..."3) Ville verden nu også være forandret til det bedre, hvis alle voldsfilm ikke havde eksisteret? Jeg tvivler!
Det ville da også være en skrækkelig tanke, at skulle være foruden alle de mesterværker, filmhistorien har forstret i de voldelige genrer"...

Mit svar:
- Det spørgsmål kan da debatteres.
Men fakta er at ofte kollektive begivenheder som TV's fredagsfilm og lørdagsfilm o.l. skal holdes op mod en tanke fra Buddhismen som antager at en gruppe på så lidt 7000 mennesker der forener deres tanker i en fælles meditation - nærmest kan skabe mirakler.
500.000 mennesker der i samlet flok sidder en fredag aften og glor på en af Tarantino's psykopatiske voldsfilm er også en slags meditationsgruppe.
Vi ved idag fra Nyhedsstrømmen at de mest letbevægelige "ofre" for Voldsfilm--dyrkelsen selv render ud og bevæbner sig med våben og kamphunde - og ofte forsøger at gentage ude i virkeligheden hvad de har set på TV.
Fascinationen af voldsfilm har givet mange årsager men en af disse væsentlige er forsøget på at finde ud af menneskets spilleregler i en sådan situation. Voldsfilm er altså sammenlignelige med en "kursus- forberedelse" til den volds-situation alle mennesker forsøger at undgå.
Omvendt i den anden side af grøften bragte volds og actionfilm engang for længe siden lettelse for normale menesker - "fordi det jo bare var en film".
Men idag er voldsfilmen sluppet ud i virkeligheden - og voldsfilmen er derfor snarere idag en fremskrevet dokumentarfilm om den vold og kriminalitet der bliver beskrevet som virkelighed i aviserne i morgen.

Heinrich R. Jørgensen

Karsten Aaen:
"Alle amerikanerne bedes holde op med det samme med deres ubehagelige tendens med at tro, at det kun var dem som vandt 2. verdenskrig."

Hvis du kigger nøgternt på det, var det Sovjetunionen der besejrede Nazityskland. Omkostninger for dem, menneskeligt, var dog enorme...

Storbritanniens deltagelse i Anden Verdenskrig, betød at de mistede deres emperie. Det kalder jeg at tabe stort. Men hvis du insisterer på, at det skal kaldes en sejr, kan vi måske enes om at kalde det en Pyrrhus sejr? ;-)

USA's deltog i krigen i Europa, for at stoppe Sovjetunionens forudsigelige erobringskrig, således at USA ville have allierede mellem Sovjetunionen og Atlanterhavet. USA vandt verdensherredømmet, økonomisk og militær, med relativt begrænsede omkostninger. Nøgternt set, sejrede USA større end nogen anden...

Men bortset herfra, har du fuldstændigt ret i, at det er kvalmt at se Hollywwod produktioner om Anden Verdenskrig, hvor heltene altid er amerikanere. Selv de produktioner baseret på virkelige hændelser, som USA ikke var involveret i. Men mon ikke det har noget at gøre med, at USA publikum ikke gider se film, med mindre det handler om amerikanere?

Heinrich R. Jørgensen

Robert Johannes Rasmussen:
"At underkende hans betydning så groft, som det er tilfældet i denne tråds første indlæg, vidner mest af alt om uvidenhed."

Det eneste negative der næsten kan udsættes på Karsten Aaen, er hans totale mangel for forståelse af Quentin Tarantino og hans fremragende film. Men da Karsten er ganske fornuftig på stort set alle andre områder, er man dog nødt til bære over med hans ene, store brist ;-)

Intet nyt under solen.

”Goebbels’ store plan var, efter krigen brød ud, at, hvis man blot var en tysk borger og kun fik at vide, hvad der skete ude i verden, når man gik i biografen, var man ikke engang klar over, at der var krig.”

Mediemogulernes store plan er, at hvis alle blot sidder med hovedet begravet i arbejdscomputeren, computerspillene, tv-mediet, i faktionens verden, eller i et debatstyret nyhedsfokus, så er der ingen der opdager sultens og fattigdommens helvede på bagsmækken af den kapitalistiske samfundsmodel.

Vi skal blot huske at tage D-vitamin, idet solen sjældent når ind bag gardinerne i vores små medieceller.

Søren Kristensen

Siden Pulp Fiction har intet af Tarantino formået at fange min interesse, men ovenstående anmeldelse har fornyet min nysgerrighed. Inglourious Basterds får en chance.

P.S. Film der hævder at repræsentere sandheden skal selvfølgelig forfølge sandheden. Hvilket så ikke gælder for alle andre film.

Jeg mener at det er en almindelig undervurdering af Tarentinos film at kalde dem tomme voldsorgier, han er en effektiv filmkunstner, der faktisk forstår sit medie. Derudover er det min opfattelse at han sjældent forherliger vold, som så mange andre filminstruktører [både amerikanere og dansker], han bruger det blot som et dramatisk virkemiddel til at bringe historien videre. Det er volden, som i Tarentinos film bringer historien videre. Derfor er den nødvendig, men sjældent prist.

Endvidere vil jeg have lov til at hævde at blot fordi en mand arbejder for et gennemført ubehageligt styre [tilfældet Göbbels] behøver det ikke at være ensbetydende med at hans arbejde er dårligt. Det vil svare til at sige at der ikke blev produceret noget som helst ordentligt arbejde under Nazismen i Tyskland, jeg kender ikke Göbbels bagkatalog, og har derudover ikke forstand på den slags, men det virker underligt at anklage manden for at være talentløs, blot fordi han var nazist.

En tredje ting - diskussionen af hvem der vandt anden verdenskrig er meningsløs. Der var tre allierede, USA, Storbritannien og Rusland, og hvis der havde manglet én af dem, havde de to andre været i store vanskeligheder, og ingen af dem kunne have vundet krigen alene.

andreas holst-olesen

Jeg var positivt overrasket over filmen, især efter at have afskrevet Tarantino efter Deathproof, som var decideret søvndyssende. Det var især scenen i biografen, som gjorde indtryk på mig. Ved at vise nazitoppen, der storgrinende ser en tysk mesterskytte udslette et helt kompagni amerikanske soldater, vender Tarantino tilskuernes blik mod dem selv. hvor stor er forskellen på de film nazisterne morer sig over og de film om ensomme hævnere, som amerikanerne i årtier har dyrket?
Hævn, den totale og brutale udslettelse af fjenden og dyrkelsen af den beslutsomme ener, bliver her udstillet så elegant, at man når at grine med nazisterne, før latteren sætter sig fast i halsen, og man bliver klar over, hvem man griner med.
Jeg tror, at "Basterds" med tiden vil blive anerkendt som et lille mesterværk.