Læsetid: 7 min.

At tromme folket tættere sammen

Den elektroniske musikfestival Strøm er en socialdemokratisk gemytlig mulighed for at gøre sig elektroniske erfaringer som indbygger i hovedstaden. Nu også af høj international klasse og med modstand fra ligusterhæk-segmentet
Den elektroniske musikfestival Strøm er en socialdemokratisk gemytlig mulighed for at gøre sig elektroniske erfaringer som indbygger i hovedstaden. Nu også af høj international klasse og med modstand fra ligusterhæk-segmentet
17. august 2009

»Mere larm! Mere strøm!« Ruderne dugger, driver snart af fugt. Støvet peberdrysser fra loftet. Øllet sejler under gummiskoene. Togmotorerne summer sindigt. Og vi er alle mere eller mindre afciviliserede et sted mellem Islands Brygge og Christianshavn. Den tredje udgave af Strøm Festivalen er i gang.

Og det sker i forlængelse af den københavnske festivals unge tradition for udforskning af alternative lokaliteter. Dog ikke som i fordums glade rave-dage i aldrende pakhuse eller glemte kældre, men i et styk togvogn stillet til rådighed af Metro-selskabet.

Der er plads til maksimum, og der er minimum 300 mennesker i det førerløse tog, hvor Thomas Knak, Mikkel Metal og Bjørn Svin (der står bag klassikeren »Mer Strøm«) og den ærværdige veteran Fuzzy tager hver deres form for musikalske lederskab. Placeret midt i vognen, opkoblet til strategisk placerede højtalere.

Men desværre ikke højlydt nok, når humøret fra begyndelsen er oppe under taget. Denne anmelder kan ikke høre Knaks udfoldelser og kun fornemme Metals house-beats, og først da jeg får kæmpet mig op til en højtaler, der rammer mig lige i synet, kan jeg høre, hvad Fuzzy og Svin finder på. Og det sker først efter at have været en tur rundt på alle stationer, og efter at de mest lykkeligt højrøstede hedsporer med klirrende poser har forladt toget og vi nu får besøg af lufthavnsgæster med kufferter. Da falder Fuzzys ambient 70'er-klingende lydmalerier sammen med de forbipasserende landskaber, tunnelvægge, stationsarkitekturer og måbende perrongæster.

Og da Bjørn Svin - efter et maskinsammenbrud tidligere på dagen - sætter sit nyligt opfundne sæt i sving og vi mærker den anarkistiske technosmed finte sig uden om kroppens sidste forbehold, ja, så ved vi at vi snart har udstået den næsten to timer lange prøvelse. Og det sidste stykke er det bare at nyde, hvordan han så legende let og opfindsomt mimer lokomotivisk de- og acceleration inden for rammerne af en fræk, fiffig technologi.

Subtilt sublimt

Dagen derpå er der til gengæld decideret lyttesession på de anderledes mondæne stentrapper i Statens Museum For Kunst, hvor jeg når at se den danske duo Badun loade deres programmer og oplade deres lifligt detaljerede electronica et sted mellem Brian Enos ambient og electronica, Miles Davis' Bitches Brew, glitch-musik og diskret electronica a la Thomas Knak m.fl. En slags lydlig action painting Pollock-style. Det er subtilt sublimt, og der sker et interessant perspektivskift, da de sorte, men transparente rullegardiner glider fra det enorm vinduesparti, så haven bag museet presser sig på bag ruderne. Duoen formindskes i dimensioner, indlejres i et større perspektiv og fremstår som formidlere af en kaotisk skønhed med sin egen uigennemskuelige orden. Og her taler jeg altså om deres musik.

Samme aften forlader vi helt det europæiske kontinent i selskab med Priss'k & Nash fra Elfenbenskysten. I endnu et kulturelt kolonialiseret byrum, nemlig de lavloftede betonrum i Kødboderne 18 i Kødbyen. Den kompakte stemning klæder de to feministiske damer, der rapper på fransk, taler på engelsk mellem numrene og endda får en lokal - i Dansk Olie og Naturgas-t-shirt - til at oversætte. Ellers ikke nødvendigt, for de to piger og den mandlige backingsanger og ditto dj's charme og show er alt rigeligt.

Ikke fordi de rapper eller synger forrygende, eller fordi dj'ens scratch og breakbeats og samplede kor og underlægningsmusik er sindsoprivende. Men fordi de sammen transmitterer et krystalklart budskab om kærlighed, selvfølelse og mellemkønslig respekt med en spruttende energi og en inklusiv attitude. De spiller roller i deres dialogiske rap, de danser i kejtet sjove mønstre, de taler let forståeligt uden at blive pædagogiserende.

»Lad os respektere vores kroppe/Lad os blive respekteret/Lad os undgå at mænd skader os«, som det lyder. Eller som optakt til et nummer, hvor der langes ud efter 'bad men' og deres hule løfter:

»I love you, I promise not to beat you up«. Det er uslebent og med en del kiksere, men det er også dybt charmerende, direkte, ærlig, livslystent. Og at det efterfølgende dj-sæt byder på et indisk, brasiliansk, amerikansk, christianitisk mix af festrabalder og modstandslyd er ualmindelig passende.

Pansonic er en anderledes krasbørstig affære torsdag aften. Tæv, kunne man kalde det, de udsætter os for. Men en saliggørende form for tæv. Vi er trådt inden for i Culture Box, der også til daglig huser elektronisk eksercits og datadisciplin, og hvis fremragende lydanlæg yder den finske duo fuld retfærdighed.

Deres støjende og skærende og stift dunkende moderne industrial- og glitch-inferno får lov at udfolde sig i sin al sin gruopvækkende skønhed og liflige fysiske vold mod alt fra hårene i nakken til de indre organer. Det er ikke kun en æstetisk nydelse, men også en kropslig opfordring at overvære deres støj fortætte sig fra forstøvede filer til blokke af granit, morfe op i skrigende diskanttoner eller ned i skurrende bastråde.

Det er en støjende minimalisme, og det er en militant rytmesans, som bringer mindelser om industrial-pionererne Throbbing Gristle, de sugende støjverdener hos My Bloody Valentine, black metals brutale majestæt, ja, sågar Jimi Hendrix' ætsende ekvilibristiske sønderbombning af »Star-Spangled Banne«. Og det er forrygende. Kompromisløst. Uimodsigeligt.

Labert, sikkert show

Der er dansefest i Kødboderne 18 en cykelturs tid væk denne torsdag aften. Og helt klart i en anderledes hedonistisk sags tjeneste, at amerikanske Matthew Dear og Troy Pierce og lejlighedsvis svenske Martinez skiftes om at ælte techno og house-arven og modtagerskaren godt igennem. Tørisen, det lave loft, de svedige, masende kroppe, glassene, der dunkes ned fra bundkasserne, for at ende som knas under dansetrinene.

Det er et labert og jernsikkert show præget af godt prøvede, dygtigt udførte cirkustricks. Og tilsyneladende er det primært Dear, der forstår at hive i traditionen, så strambuksen viser sig at være lavet af elastisk materiale. Så vidt denne dansende anmelder kan ane gennem røg, mellem arme og torsoer er det ham, der får sat gang i de kærkomment fremmede synkoperinger og panorerede spøgelsesklange, som begynder at underminere marchen på stedet. I mellem og uden om de hæderkronede, gennemtæskede techno-beats finder han nye muligheder i kødfælden. Og tak for det.

Det store gratis bal, der starter dagen derpå i Enghave Parken viser sig at være et skridt fremad for festivalen: Det gennemsnitlige, kunstneriske niveau på den store, såkaldte asfalt-scene er i hvert fald hævet fornemt med navne som lørdagens britiske Mary Anne Hobbs og danske Troels Abrahamsen, samt fredag aftens Greie & Gut, The Field og Flying Lotus.

Og som man ligger og siden står dér i Enghave Parken med sine dåsebajere, så føler man sig privilegeret over at være del af udbredelsen af den teknologiske mulighedsmasses budskab.

Især under tyske Antye Greie og Gudrun Guts kølige, sensuelle sæt om eftermiddagen er det tydeligt at det ikke kun foregår i selskab med nysgerrige unge mennesker, men også børn og en bred vifte af aldrende, ofte flaskesamlende, gerne mere eller mindre suttede faste brugere af parken. Heraf en herre med kun sparsomme dele af tandsættet intakt, der, efter Greie & Guts krydsning mellem klangrig techno og intellektuel electropop, erklærer, at de fik ham til at indse, at han har brug for en ny subwoofer.

Senere breder svenske The Field sin trance-forsølvede og luksuriøse ambient techno ud over pladsen i selskab med en trommeslager og en bassist. Ikke lammende innovativt, men med smukke momenter. Og endelig løfter Flying Lotus det kunstneriske niveau for, hvad man kan byde publikum op mod midnat.

Det er en slags selvopfyldende profeti at blive programsat som hovednavn. Selv om kun feinschmäckerne nikker genkendende til navnet, så strømmer folket til i forventningen om at blive godt underholdt. Og den amerikanske herre og hans medkumpan kaster sig frygtløst ud i deres skælvende, sitrende, skurrende electronica-fordrejninger, som af nogen er blevet kaldt for wonky. Sværhedsgraden og uigenkendeligheden er markant i begyndelsen af sættet, inden Flying Lotus vender tilbage til mere rytmisk repeterende og tematisk trygge egne. Og masserne kan slappe af efter at have holdt ved med det yderste af fingerspidserne.

Festivalformat

Årets program for Strøm har markeret et internationalt ryk opad stigen med en internationalt undergrunds-hypet herre som Flying Lotus, med kompromisløse og højt estimerede veteraner som Pansonic og med en toneangivende dj og radiovært som Mary Anne Hobbs.

Jeg kunne godt tænke mig lidt bedre højtalersystemer og gerne flere alternative byrum udforsket. Men væsensforskellige oplevelser er i hvert fald blevet drysset i en gavmild, prisbillig, hvis ikke gratis regn over hovedstaden.

»Hørt i byen: 'strøm? en slags cand.merc. version af distortion' :-)«, skriver den mere hedonistisk anlagte, mindre lytterorienterede festarrangør Thomas Fleurquin i sit nyhedsbrev. En anden sammenligning kunne være, at Strøm er et socialdemokratisk gemytligt svar på Barcelonas elektroniske trademark, Sónar Festival. Endda et mere søgende svar, spredt over byen i en mere bredt tilgængelig, inklusiv form.

Ganske vist foregår meget af Strøm i hævdvundne templer for techno, electronica, house, you name it, men mindre vante, bredt tilgængelige byrum tilbyder også elektroniske erfaringer. Hvilket desværre også er begyndt at rejse spørgsmålet, om Københavns borgere har format til festivalen.

I hvert fald lider Flying Lotus-koncerten fredag aften betragteligt under et for lavt lydniveau. Årsagen? Over 30 beboerklager fra ligusterhæk-segmentet til politiet over larmen, som ellers slutter allerede midnat fredag aften.

Ganske vist er rummelighed ikke et nationalt særkende i disse år. Men skulle det nu være et problem for voksne mennesker, at der breder sig lidt ringe fra den fjerne bas i deres nære kaffekop op til midnatsklokkerne to aftener om året? I bekræftende fald er Strøms gemyt simpelthen for gavmildt til hovedstaden - som værsgo har at tage sig sammen. Det er jo blot den sympatiske lyd af en velfærdsfestival, der forsøger at tromme folk af vid varians tættere sammen. Måske skulle der sættes Strøm til Folketinget næste år?

Strøm Festival 2009 - tirsdag-søndag, Kbh.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fantastisk Strøm program i år. Fedt. Men det hører med til historien at området omkring Enghave Parken / Enghave Plads efterhånden huser en hel del arrangementer med DJs og forskellige live bands. Ikke mere end et par weekender siden der sidst var dunkende techno til kl. 2 om natten.