Læsetid: 2 min.

Tvestjært

I erindringen har ørentvisten karakter af dødsvarsel, skriver Torben Brostrøm i sit Stikord
17. august 2009

Synet af en ørentvist på pudevåret udløser en række billeder fra glemte dage, dengang den var et mere almindeligt syn i husenes landskaber af mørke, af sprækker, revner i træværk eller under sten i haven for ikke at tale om de sortbrune kroppe, der med bidetang i enden snoede sig på et lagen. Enten er de blevet mindre udbredt, eller sjældenheden skyldes, at jeg lever det meste af mit liv i en civiliseret bylejlighed.

Men her i sommerhusets kammer tilbyder denne forficula auricularia en overvejelse over det ubehag, den straks vækker ved sin grimhed, sit utilslørede angrebsvåben og fornemmelsen af skraben på trommehinden. For navnet har den fået i troen på, at dens særlige lyst er at snige sig ind i øregangen på den sovende.

Ud med den! At træde på den har jeg ingen lyst til ved tanken om den knasende, hornede lyd. Det er dog også mig, der har antastet naturen ved at plante et hus på området.

I erindringen har ørentvisten desuden karakter af dødsvarsel. I et af de stærkest virkende digte i dansk litteratur ligger den magre bonde Jens Højby og dør i sit kammer, mens edderkopperne kravler rejsende op og ned ad væggens hvidtede tavle og en mus bider ved døren.

Fra Revnen, vidt forgrenet, i Væggen, ved Hjørneknækket, falder Klør-Attenbenet ,ned paa Pudebetrækket.

Klørattenben er et næsten endnu værre navn for den truende skabning, som Thøger Larsen her lader hjemsøge den døende, mens en le udenfor stryges med lange, hvæsende stålstrøg og erindringen om, hvordan dyrene løb på hans mor, da hun bad ham se, hvad det var, der pirkede dér på hendes venstre side i sengen. »Det var en Tvestjært-Flok,/som på hans Moder krøb«. Værre er det dog med alskens kravl nede i sengen af muld, hedder det, og vi skal ikke lades i tvivl om den aktivitet:

»Ormene higer med graadig/ Blindhed i begge Ender«. Det langt udstrakte digt kradser i dødens elendighed og livets tyndhed på Jens Højby, der mat søger at mobilisere billeder af mening, men ubønhørligt henvises til sansninger af savn og en gnaven på sjæl og krop.

Rød måne

Jeg hører for det indre øre en tynd, men intens stemme citere en af digtets strofer. Det var under Sydens sorte aftenhimmel for snart et halvt århundrede siden på terrassen ved klosteret San Cataldo, hvor Otto Gelsted i kurvestol og under sin hvide sommerhat for en lille flok medpensionærer udpegede stjernebilleder i universets synlige indretning, hvorved også månen trådte frem.

Den røde Maane saa nabo-nær nu ses for Vinduet stige, den arrede Sten i sit stille Skær, de dødes rejsende Rige.

Det var en nærhedsoplevelse på flere måder. Hans ven Thøger Larsen havde årtier forinden, i 1920’ernes midte, som den første danske digter siddet netop samme sted under stjernehimlen syd for Napoli. Digtet er fra 1905. Men aldrig var erindringens måne så rød som i 1965. Og nu er tvestjærten, som det gamle kloster også husede, føjet til.

kultur@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu