Den ubærlige indfølingsevne

Da den norske journalist Åsne Seierstad som en af de første rykkede ind i Afghanistans hovedstad Kabul efter Talibans fald, traf hun et afgørende valg. I månedsvis havde hun levet sammen med Nordalliancens hærdede mujahedin-krigere under deres langsomme fremrykning mod hovedstaden, og hun havde en historie at fortælle, som passede perfekt til medierne: en ung blond kvinde alene på slagmarken i en krig mod fanatiske fundamentalister. Men Åsne Seierstad drømte ikke om Hollywood. I stedet for at skrive bogen om sin fantastiske rejse gennem krigens landskab dækkede hun sit blonde hår til med burkhaen og flyttede ind hos en afghansk familie for på nærmeste hold at beskrive et kvindeliv, der stod i skærende kontrast til de mange proklamationer, der i den første frihedsrus blev afgivet på Afghanistans vegne.

Det revolutionære ved Åsne Seierstads beretning om afghanske kvinders umyndiggjorte og uværdige liv i Boghandleren i Kabul er ikke den litterære fremstillingsform, hun har valgt. Det har andre gjort før hende, og i bogens forord gør hun omhyggeligt rede for sin metode. Alle de tanker og følelser, der i romanagtig form optræder i bogen, har hun fået kendskab til gennem de samtaler, hun har ført med personerne. Det revolutionære er snarere, at hun i sin skildring af livet i et land i Den Tredje Verden giver afkald på krigens og slagmarkens dramaturgi for i stedet at begive sig på en rejse ind i familie- og følelseslivet.

Bogen kom på det rigtige tidspunkt og blev ikke bare en verdensomspændende succes. Den syntes også med sin skildring af en sindsoprivende kvindeundertrykkelse at give Vesten et alibi for invasionen af Afghanistan, og hvis NATO's generalstab havde haft lige så meget omtanke, som de havde ammunition, havde de proppet den ned i rygsækken på hver eneste soldat som en art åndelig feltration, der kunne findes frem, hvis de udsendte skulle blive i tvivl om krigens formål og mening.

Englen i Grozny, hvis norske titel var De Krænkede, signalerede allerede med sin titel en kontinuitet tilbage til Boghandleren i Kabul. Og skønt Åsne Seierstad selv optræder i bogen for at interviewe politiske nøglefigurer, er formen for det meste den samme litterære som i bogen om Afghanistans kvinder. Også dramaturgien ligger fjernt fra slagmarkens, skønt Tjetjenien om muligt er endnu mere ødelagt af krig end Afghanistan. Endnu en gang tager Åsne Seierstad udgangspunkt i det intime i sit portræt af et helt land.

Denne bog krævede mod, ikke blot det fysiske mod, der skal til for at rejse ind i et lovløst, terroriseret land som Tjetjenien, men frem for alt et åndeligt mod.

Lige så bekvem bogen om Afghanistan var, lige så ubekvem var beretningen fra Tjetjenien. Ubekvem for Rusland, der havde terroriseret og ødelagt landet for til sidst at indsætte en psykopatisk bandit som dets leder, ubekvem for Vesten, der havde stemplet de tjetjenske oprørere som terrorister.

De eneste, der havde øjnene rettet mod Tjetjenien, var de soldater, der havde dets indbyggere på sigtekornet. Resten af os havde i en lige så militant gestus vendt det mishandlede land ryggen. Tjetjenien indtog kort sagt en helt enestående position i verdensoffentligheden. Landet eksisterede nemlig slet ikke, skønt der stadig levede mennesker, om end i stærkt decimeret antal, og det var disse mennesker, Åsne Seierstad nu gav en stemme.

Hvis man ikke brød sig om Åsne Seierstads budskab, var der to muligheder. Man kunne give sig til at forsvare den barbariske russiske invasion, hvilket var svært for ikke at sige umuligt.

Eller man kunne vælge at slå budbringeren ihjel.

Flemming Roses enmandskorstog

I Danmark valgte vi mulighed nummer to. Den fra andre sammenhænge så verdenskendte Flemming Rose satte med en baggrund som Ruslands-ekspert spørgsmålstegn ved den norske journalists research og metode. De spørgsmålstegn, han satte, var ganske vist så små, at selv en nærsynet flue næppe kunne have fået øje på dem.

Seierstads norske transkribering af russiske navne var ikke i overensstemmelse med danske regler. Hun havde placeret en tjetjensk by i sydvest, når den i virkeligheden lå i syd, og lå den nu i bjergene eller ved foden af bjergene? Det væsentlige, de omfattende overgreb på den tjetjenske befolkning, som Åsne Seierstad dokumenterede helt ned i rystende børneskæbner, berørte Flemming Rose ikke, før han efter en dyb indånding frakendte bogen enhver troværdighed. Så tilføjede han nedladende, at Seierstads prosa havde store litterære kvaliteter. Han fratog hende med andre ord enhver kvalitet som sandhedsvidne, samtidig med at han roste hendes evner som løgner.

Med bekymret mine indledte Rose derpå en opstyltet pseudo-diskussion om en påstået ny journalistisk genre, der benyttede sig af litterære virkemidler og derfor svigtede sandheden, skønt hver anden journalistiske bog i Danmark er fyldt med vendinger som »han tænkte« og »hun følte«, og ingen af den grund beskylder danske journalister for at være blevet tankelæsere. Alle går uden videre ud fra, at når en journalist benytter sig af den slags udtryk, er det ikke, fordi han eller hun har bevæget sig ind i fiktionen, men fordi interviewofrene er blevet grundigt udspurgt om deres tanker og følelser i en given situation.

Denne regel gælder dog ikke for Åsne Seierstad, hvor ethvert tilløb til litterært flow må fordømmes som alvorlig forvildelse.

Det begyndte som et enmandskorstog, men Flemming Rose lykkedes med sit forehavende. I diskussionen, der fulgte efter udgivelsen af Englen i Grozny, blev Tjetjenien ikke berørt med et ord. I stedet måtte Åsne Seierstad med en vrede, hun tydeligvis havde stadigt vanskeligere ved at tilbageholde, igen og igen forsvare sig over for den samlede danske presse mod anklagerne om at ignorere kendsgerningerne, som om Groznys ruiner og de titusinder, måske hundredtusinder af døde blot var en løgn, hun havde fundet på i sin egen personlige promoverings tjeneste.

Flemming Roses succes kan forekomme svær at forstå. Måske havde hans nyvundne verdensberømmelse som korsfarer for ytringsfriheden givet ham en status som urørlig. Den danske presses kritikløse følgagtighed spillede i hvert fald en vigtig rolle, og det samme gjorde dens dovenskab. Der var ikke én, der spurgte efter Flemming Roses motiver til det skævvredne angreb på Åsne Seierstad, skønt det kun ville have taget et par sekunder på internettet at opdage et mønster.

Rose skød på flere budbringere

Støvet havde næppe lagt sig over New Yorks tvillingetårne, før Flemming Rose med den russiske efterretningstjeneste som kilde kunne afsløre, at også i Tjetjenien var terrorister i færd med at tage en pilotuddannelse, så de kunne gentage al-Qaedas store stunt.

Hver gang nogen løftede røsten for at påpege de uhyrlige overgreb mod befolkningen, løftede han geværet og skød på budbringeren. Da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen i august 2000 betegnede massakrerne som folkemord, interviewede Rose en række af eksperter, der mente, at decimeringen af den tjetjenske befolkning endnu ikke var stor nok til at fortjene betegnelsen.

Når medlemmer af Støttekomiteen for Tjetjenien udtalte sig i Danmarks Radio, betegnede han disse pæne, borgerlige akademikere, der med baggrund i deres ekspertise på kaukasiske forhold mente, at Tjetjenien havde krav på uafhængighed for at drive »propaganda« og være »part i den væbnede konflikt«, en absurd anklage, der i realiteten reducerede dem til terrorismens nyttige idioter.

Da den afhoppede russiske efterretningsofficer Aleksandr Litvinenko, der blev myrdet i London med radioaktivt plutonium i en kop te, posthumt stod som medforfatter til bogen De Sprænger Rusland i Luften med dens sviende anklage mod den russiske efterretningstjeneste FSB for med dødbringende attentater i Moskvas forstæder at have givet den russiske hær et påskud for at indlede den anden tjetjenske krig, skød Flemming Rose igen på budbringeren. Litvinenko var i virkeligheden i den russiske eksil-oligark Boris Berezovskijs sold og dermed i samme bås som Åsne Seierstad: et vidne uden troværdighed.

Insinuationen som fej metode

Flemming Roses metode er hver gang den samme: Han tager aldrig nogen direkte konfrontation med modstanderne af den russiske krig i Tjetjenien eller med det centrale i deres påstande. Han hengiver sig i stedet til en kritik af perifere detaljer eller antyder, at kritikerne i en eller anden vag forstand, som han ikke sætter sig for at bevise nærmere, er part i sagen, forudindtagne, i almindelighed uden nogen troværdighed.

Hans metode er insinuationen. Hvis den russiske efterretningstjeneste havde haft kontakt til Flemming Rose, havde den ikke behøvet at benytte sig af plutonium for at tage livet af sine kritikere. Den kunne i stedet have benyttet sig af den danske Mr. Plutonium.

Der kan være mange farer, der lurer på den journalistik, der benytter sig af litterære metoder, men det er ikke den fortællende stil, der i sig selv udgør en risiko.

En fortælling kan være mange ting. Der er dramaturgier, som reducerer mennesker til bødler og ofre, helte og skurke, som om verden var en action-film. Der er andre dramaturgier, som sigter mod at vise mennesker i fuld størrelse. Deres scene er hverdagen, deres metode indfølingens.

Det gælder Åsne Seierstads bøger fra Afghanistan og Tjetjenien. Hvor i statistikken finder man en krænket barndom?, spørger hun efter at have sat tal på Tjetjeniens 100.000 døde.

Hendes udgangspunkt er den antagelse, at de mennesker, hun møder, til trods for alle kulturelle barrierer, er ligesom hende selv, og at de i hvert fald i udgangspunktet er mennesker med genkendelige drømme og forhåbninger.

De er sårede, læderede på sjælen, nogle gang knuste af de krænkelser, de har været udsat for. De er oftest desillusionerede, men hendes vej ind i dem former sig som en art følelsernes arkæologi, hvor hun midt i et ruinlandskab leder efter resterne af det intakte selv, der fandtes engang. Kun sådan kan man forklare, hvordan hun i Boghandleren i Kabul med fem års forspring så præcist kan forudgribe stemningen i Khaled Hosseinis knugende roman om kvindeliv i Afghanistan, Tusind Strålende Sole.

De er IKKE vant til død og ødelæggelse

Når man som journalist bliver konfronteret med menneskelige tragedier og et overmål af lidelse, er der en forståelig reaktion, man alt for griber til: Man lukker af for sin indfølingsevne, og man opfinder tusind gode grunde til at gøre det. De er ikke som mig, tænker man, de er fatalister, de accepterer deres skæbne, som den nu engang er, de har en anden smertetærskel, de er vant til tab, de er ikke så knyttede til deres børn som os. De tilhører kort sagt en anden kultur og er i en eller anden forstand vant til død og ødelæggelse.

Men den, der ser ind i ofrenes øjne, vil gøre en skrækkelig opdagelse: Der findes et spejl derinde. De er ligesom os. At miste sit hjem eller et barn er lige så hårdt for dem, som det ville være for enhver af os. Og lige så lidt som vi har de nogen sinde forestillet sig, at katastrofen skulle ramme dem. Også de havde planer og forventninger til livet, som de nu ser sønderslået for altid.

Den hjemløse kvinde, der midt i flygtningestrømmen råber på sine forsvundne børn, det kunne være dig. Den far, der dukker frem af ruinerne med sin søns blodige lig i armene, det kunne være dig. Det er det, Åsne Seierstad gør: sætter vores indlevelsesevne på en ubærlig prøve. Der er Timur og Liana i bogens begyndelse, to vilde børn, der lever et halvdyrisk liv i Groznys ruiner. Vi lærer deres følelser og tanker at kende. Vi møder dem igen i bogens slutning, hvor de går ind og ud af et børnehjem, og hvor Åsne Seierstad fører timelange samtaler med dem. Nu er de blevet mennesker for os, børn uden barndom, alt for færdige og dog stadig med ufærdigheden, håbet, gemt et eller andet sted i sig. Og det er det sted, Åsne Seierstad leder efter. Det er hendes journalistiske rejse.

Journalistik er ikke kunst, og det siger jeg ikke for at gøre journalistik til noget ringere eller andenklasses, men for at præcisere en forskel. Det var den tyske digter Rainer Maria Rilke, som engang opsummerede det indtryk, et kunstværk kan gøre med ordene: Du må ændre dit liv. Journalistik som Åsne Seierstads gør et andet indtryk.

Hvis journalistik var en litterær genre, ville den formodentlig blive rubriceret som temmelig gammeldags. Den forudsætter, at visse standarder for menneskelig anstændigheder endnu gælder. Den tror på eksistensen af retfærdighed. Den er i opposition til alt, hvad der skjuler sit ansigt. Hvis journalistikken minder om noget litterært forbillede, er det formodentlig klassiske komedieforfattere som Moliere eller Holberg, ikke, fordi den inviterer til latter, for det gør den sjældent, men fordi den med dem deler en belærende hensigt, et ønske om at konfrontere sig med alt hykleri og alle pompøse løgne.

Og ligesom der i komedien kan være noget nådesløst over latteren, så er der også noget nådesløst i den journalistiske genres søgen efter sandheden. Det er ikke journalistikkens opgave at tilgive de skyldige. Den udstiller og fordømmer dem.

Hvor kunstværket har en eksistentiel dimension i sin bud om forandring, har journalstikken en offentlig. Den siger ikke: du må forandre dit liv. Den siger i stedet: Vi må forandre verden i håb om, at den kan blive et bedre sted.

Dette er det fjerde af Carsten Jensens seks essays om journalistikkens og litteraturens vilkår. De foregående blev bragt 24., 29. og 31.juli.