Læsetid: 5 min.

’Amerika er en drøm, en idé’

Med ’The Ice Storm’ lavede Ang Lee et knugende drama om tømmermændene efter Woodstock. Med ’Taking Woodstock’ har han lavet en let komedie om den legendariske musikfestival
Med ’The Ice Storm’ lavede Ang Lee et knugende drama om tømmermændene efter Woodstock. Med ’Taking Woodstock’ har han lavet en let komedie om den legendariske musikfestival
5. september 2009

En komedie om Woodstock. Det er måske ikke lige, hvad man ville forvente, at den kinesisk-fødte filminstruktør Ang Lee kastede sig over efter sine to seneste film, det Oscarvindende bøssedrama Brokeback Mountain (2005) og Lust, Caution (2007), et brutalt erotisk spiondrama, der foregår i det japansk besatte Shanghai under Anden Verdenskrig.

Men nu har 54-årige Lee – der er født og opvokset i Taiwan og i mange år har boet og arbejdet i USA – aldrig været bange for at udfordre sig selv. Han har således filmatiseret Jane Austen (Fornuft og følelse, 1995) og tegneserier (Hulk, 2003) og skildret Den Amerikanske Borgerkrig (Ride with the Devil, 1999) og 1970’ernes kuldslåede, følelsesforvirrede USA (The Ice Storm, 1997). Altid med sædeskildrerens skarpe blik og samme sans for personer og detaljer, som gør hans nye film, Taking Woodstock, til så levende og fornøjelig en oplevelse.

Tømmermænd

Selv om humoren altid har spillet en rolle i Ang Lees film, er Taking Woodstock instruktørens første rendyrkede komedie. Den er baseret på virkelige begivenheder og handler om, hvordan den unge, fallerede indretningsarkitekt Elliot Tiber, hans meget jødiske forældre og familiens nedslidte, konkurstruede motel i The Catskills, New York, i sommeren 1969 kom til at spille en vigtig rolle i det, der siden skulle blive en af århundredets vigtigste kulturelle begivenheder, musikfestivalen Woodstock.

Information mødte Ang Lee under filmfestivalen i Cannes, hvor Taking Woodstock deltog i hovedkonkurrencen.

– Taking Woodstock er baseret på Elliot Tibers erindringsbog, som han selv gav til dig. Hvorfor besluttede du dig for at lave en film ud af den?

»Jeg blev fascineret, da han fortalte mig, at han havde skrevet en bog om Woodstock, og jeg kom i tanke om, at jeg, da jeg lavede The Ice Storm, følte, at jeg beskæftigede mig med tømmermændene efter Woodstock. Jeg længtes også efter at lave en komedie, og det viste sig, at bogen var fuld af rigtig morsomme anekdoter. Den er meget livlig. Og så var der al hans jødiskhed, hans forældre, det var meget farverigt. Det appellerede til mig, selv om bogen ikke har nogen historie. Det er erindringer. Men jeg tænkte, at der måske var en film i den. Jeg gav bogen til James (Schamus, Ang Lees producent og faste manuskriptforfatter, red.), der sagde ja til at skrive manuskriptet, og så lavede vi en historie ud af det.«

Familiedrama

– Hvad var det præcis i bogen, som greb dig – den personlige historie eller selve Woodstock?

»For at være ærlig, handlede det mere om Woodstock end om hans familiedrama. Woodstock er en fantastisk idé, og den kan man ikke fange ... jeg ved godt, at jeg ikke kan genskabe dokumentarfilmen om festivalen, der i sig selv er en klassiker. Det kommer ikke til at ske. Hvis man vil fange slutningen af 1960’erne og Woodstock, er man nødt til at finde en indgangsvinkel, og jeg fandt min vinkel i det lille motel og de personlige forandringer, familien gennemgik ved at tage Woodstock til sig. Det var en måde at nærme sig Woodstock på – at fortælle en lille, personlig historie, som spejlede Woodstock. Det tændte mig. Og så fordybede jeg mig i hans familiedrama, og jeg laver altid familiedramaer. Det er faktisk på en måde mit arbejde.«

- Hvorfor?

»Der er altid en modsætning mellem folk, der søger friheden, og så alligevel er dumme nok til at indgå i et parforhold. Men når man finder friheden, er det lidt trist, fordi man mister sin forankring. Det er den slags stemning, jeg godt kan lide at portrættere igen og igen. Det står i centrum af menneskets hjerte og forhold til hinanden.«

Amerikanskhed

– Hvad var din egen første kontakt med hippiekulturen og Woodstock?

»Det var meget overfladisk. Jeg så nyhederne med nogle store, behårede fyre, som jammede på deres guitarer foran et hav af mennesker. Og meget kort sagde de, ’Woodstock. Det sker i USA, i New York.’ Det er alt, hvad jeg kan huske. Men musikken var i luften dengang, med babyboomerne begyndte verden på et nyt kapitel – alt det kunne jeg ikke flygte fra, og gennem årene blev Woodstock et legendarisk symbol på frihed og den nye generation. Woodstock var kulminationen på uskylden, alt det, der skete. Da den passion blev indhentet af samfundet og virkeligheden kun nogle få måneder senere, efterlod det én med en forfærdeligt dårlig smag i munden.«

– I dine film udforsker du ofte amerikansk kultur. Har du et andet blik på tingene, fordi du kommer fra Taiwan?

»Ikke kun et andet blik. Taiwan var under Amerikas beskyttelse, og Amerika var for os verdens centrum. Jeg voksede op på en af Den Kolde Krigs fronter, og Amerika var ikke kun en storebror og en leder, men noget essentielt for hele verden. Da jeg så flyttede til Amerika, gik det op for mig, at Amerika var et stort, nyt land. Amerika er en drøm, en idé, og den idé dominerer verden og har haft en stor indflydelse på mig, og derfor kan jeg godt lide at udforske amerikanskheden.«

Herre og slave

– Mange af dine film er periodefilm, hvor du genskaber en tid og et sted. Hvad er fascinationen ved det?

»Jeg har to ting, jeg gerne vil sige om det. Det ene er det, man i Amerika kalder en ’mandag morgen-quarterback’. En, der ser alle kampene om søndagen og spiller klog mandag morgen. Det er nemmere at få en historie ud af det, komme med en kommentar, revurdere ens holdning, efter at noget er sket. Jeg er ikke et af den slags mennesker, som ved, hvad der foregår lige nu. Det tager et stykke tid for mig at se, hvad der er foregået, og identificere mig med det. Det andet er, at jeg ved at rekonstruere en tidsperiode, føler, at jeg har opnået noget. Jeg kan godt lide det. Jeg føler mig mere sikker. Det er noget, jeg kan stole på, noget håndgribeligt.«

- Du sagde før, at du længtes efter at lave en komedie. Hvorfor?

»Jeg havde brug for det. Lust, Caution knækkede mig næsten. Det var en barsk film at lave – forræderiet mod en nation, også at bruge en kvindes seksualitet til at beskrive noget, der vokser i den kinesiske historie, krigen mod japanerne. Det er meget skræmmende, 10 gange mere skræmmende end at portrættere amerikanske bøsse-cowboys. Det var hårdt at sende filmen ud i Asien og forestille mig, hvordan mit eget folk, kineserne, ville opfatte filmen.«

»Når jeg er interesseret i noget, bliver jeg dets slave. Jeg er herre og slave på samme tid. Jeg er besat, og det kræver som regel mere af mig, end jeg er klar over – end jeg tror, at det vil. Så jeg havde brug for noget til at grave mig fri, og så kom den her historie. Jeg begyndte med at prøve at være glad, så lod jeg, som om jeg var glad, og så var jeg nogenlunde glad. Jeg grinede meget, mens jeg lavede Taking Woodstock, og det var befriende.«

Taking Woodstock har premiere i morgen og bliver anmeldt her i avisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu