Han overlevede Holocaust, flygtede fra kommunisterne og var bortrejst, da Charles Mansons disciple trængte ind i hans hjem i Hollywood og dræbte hans højgravide kone og nogle af deres fælles venner. Men det schweiziske lufthavnspoliti kunne Roman Polanski ikke undslippe. Den 76-årige, polskfødte filminstruktør sidder nu varetægtsfængslet i Zürich - han skulle have modtaget en ærespris på byens film- festival - og venter på at blive udleveret til USA, hvor man har eftersøgt ham i mere end 30 år.
Det er den foreløbige kulmination på en ulykkelig affære, der begyndte i 1977, hvor Roman Polanski som gæsteredaktør på fransk Vogue skulle fotografere unge, smukke kvinder. Den da 44-årige instruktør henvendte sig til den blot 13-årige Samantha Geimars mor og fik hendes tilladelse til at fotografere datteren.
På flugt
Første fotosession gik nogenlunde - Samantha Geimar har fortalt, at hun ikke brød sig om, at han bad hende om at skifte tøj, mens han så på. Men anden gang, hvor Roman Polanski inviterede pigen med hjem til sin ven Jack Nicholsons hus - Nicholson var ikke hjemme - gik det galt. Polanski fyldte både sprut og piller på Samantha, der sagde nej til at gå i seng med filminstruktøren, men følte sig tvunget til at gøre det alligevel.
Med til historien hører, at Samantha Geimars mor havde filmdrømme på sin datters vegne og pressede hende til at mødes med Polanski.
Polanski blev siden anklaget for blandt andet voldtægt, men indgik en aftale med anklagemyndighed og dommer og erklærede sig skyldig i ulovlig seksuel omgang med en mindreårig. Han blev idømt 90 dages psykiatrisk evaluering i et statsfængsel, men fik først lov til at rejse udenlands for at færdiggøre den film, han var i gang med.
Snart vendte han tilbage til Californien og afsonede 42 af de 90 dage, hvorefter han blev løsladt. Men den 1. februar 1978 flygtede Roman Polanski, der var og er fransk og polsk statsborger, til London og siden Frankrig, der i modsætning til Storbritannien kan nægte at udlevere sine statsborgere til retsforfølgelse i USA. Siden har Polanski kun arbejdet i Europa, og han bor i Paris sammen med sin kone, skuespillerinden Emmanuelle Seigner og deres to børn.
'Han har betalt'
I 2003 udtalte Samantha Geimar, nu en voksen kvinde, at »ærlig talt, så var det, han gjorde ved mig, forkert. Men jeg ville ønske, at han kom tilbage til Amerika, så hele den triste affære kan blive afsluttet for os begge. Jeg er sikker på, at han, hvis han kunne skrue tiden tilbage, ikke ville gøre det igen. Han begik en forfærdelig fejltagelse, men han har betalt for den.«
Og i 2008 var der premiere på dokumentarfilmen Roman Polanski: Wanted and Desired, hvori instruktør Marina Zenovich afslører, at Polanski faktisk ikke fik en fair retssag 30 år tidligere. Zenovich er ikke ude på at frikende instruktøren. Han gjorde noget forkert og skulle have sin straf. Men hun viser, hvorledes sagens dommer, Rittenband, var en medieliderlig vendekåbe, der konfererede med udenforstående anklagere og så sit snit til at profilere sig på Polanski-sagen, som da også påkaldte sig hysterisk opmærksomhed fra alverdens medier, der åndeløst rapporterede stort og småt, sandheder og rygter.
Og Zenovich argumenterer overbevisende for, at Polanski flygtede til Europa i 1978, fordi han var berettiget bange for, at Rittenband ville løbe fra den aftale, parterne havde indgået, og alligevel smide instruktøren i fængsel.
Forfulgt af medierne
Allerede da Roman Polanski i begyndelsen af 1960'erne, efter sin første spillefilm, Kniven i vandet (1962), forlod Polen for at begynde at lave film i Frankrig, Storbritannien og USA, optrådte han ofte i medierne, dog ikke altid frivilligt. Med stærke og usædvanlige film som Chok og Cul-de-Sac blev instruktøren kritikernes darling, og sammen med sin unge kone, den smukke model og skuespillerinde Sharon Tate - som han mødte under optagelserne til The Fearless Vampire Killers - blev han en del af tidens kreative jetset.
I USA fik han i 1968 et gennembrud med gyserfilmen Rosemary's Baby, der også forstærkede skriverierne om Tates og Polanskis påstået mærkelige levevis. Og mediehysteriet intensiveredes kun året efter, da gravide Tate blev myrdet sammen med fire af parrets venner, da medlemmer af Charles Mansons 'familie' trængte ind i parrets hus og brutalt myrdede dem. Tate bad for sit liv, men morderne viste hende ingen nåde.
Medierne ville ikke lade Polanski være i fred, man dæmoniserede ham, og det blev sågar antydet, at han selv havde været skyld i Sharon Tates død, fordi han i Rosemary's Baby beskæftigede sig med satanisme.
Ingen nåde
Charles Manson og hans 'familie' blev arresteret nogle måneder senere, og Roman Polanski flyttede til England, både fordi USA mindede ham om Sharon Tate, og fordi han var jaget vildt i medierne. I England filmatiserede han Shakespeare's Macbeth (1971), før han tog tilbage til USA og lavede et af sine hovedværker, Chinatown (1974). Polanski havde lavet Den nye lejer (1976) i Europa, da han blev anklaget for voldtægt og valgte at flygte til Frankrig.
De film, som Roman Polanski siden har instrueret, og som ikke rigtig kan leve op til hans tidligere og bedste værker - blandt andet Frantic (1988), Bitter måne (1992), The Ninth Gate (1999) og Oscarvinderen Pianisten (2002) - er alle produceret i lande, hvor der ikke var så stor risiko for, at han ville blive udleveret til USA.
Efter premieren på Roman Polanski: Wanted and Desired har Polanski og hans advokater, der aldrig har givet op, igen prøvet at få sagen mod instruktøren afvist, og Samantha Geimar har flere gange plæderet for, at man dropper anklagerne mod ham, ikke mindst fordi både sagen og Polanski er så gamle. Men selv om det californiske retssystem, der skal behandle sagen, erkender, at tingene ikke gik rigtigt for sig i 1978, insisterer man stadig på, at Polanski skal komme til Californien, før de vil genoptage hans sag.
Det store spørgsmål er selvfølgelig, om det kommer til at ske nu. Polanski har tænkt sig at kæmpe mod udlevering, og han får opbakning fra både Polen og Frankrig og store dele af det internationale filmmiljø.
Sådan som jeg har forstået det, skete det som Roman Polanski siden blev anklaget for i 1977; han erklærede sig skyldig og fik en behandlings-dom. Og begyndte på afsoningen af den, flygtede så fra USA til Europa, hvor han i dag bor i Frankrig.
USA har så udstedt en arrest-ordre via Interpol på ham. Undre kan det een, at det sker nu? hvor Frankrig, Schweix, Italien mm. har haft tid til at finde ham og udlevere ham til USA. Betænkeligt er det, at USA bare lige sådan kan bede om at få andre landes statsborgere udleveret - måske vi skulle prøve at gøre det samme ved en af deres stats-borgere. Fransk politi har vel også kendt til arrestordren international på Polanski i alle de her år...(går jeg ud fra...)
Mon ikke det bedste ville være for alle parter, at Polanski tog til USA, tog sin straf som en mand, og afsonede resten af de 90 dage, han blev idømt som straf dengang i 1978m dvs. i alt 48 dage.
Jo, men er det en behandlingsdom han er idømt, så er det ikke en afsoning, der skal genoptages, men behandling, hvis USA ønsker dommen fuldbyrdet.
I praksis tror jeg man måske skal forvente, at USA "rister" Polansky i et schweizisk fængsel i 48 dage, mens man forhandler udlevering, og så på et tidspunkt meddeler, at man anser den oprindelige straf for udstået med Polanskys varetægtsfængsling i Schweiz, og han ikke længere ønskes udleveret.
Danmark bør han også holde sig fra, vi udlevere til alle og enhver, tortur og 100 års fængsel.
Jeg går ud fra, at en retssag og en dom skal finde sted for at yde ofret retfærdighed - men i dette tilfælde har kvinden frabedt sig at man tager denne sag op igen. Hun har forlængst lagt voldtægten bag sig og har tilgivet, har et familieliv med børn - og ville det ikke være psykisk vold mod hende hvis der skal ribbes op i fortiden. Hun har selv bedt om, at man ikke foretager sig yderligere. Og er en retssag og en dom ikke noget, der først og fremmest skal til for ofrets skyld?
@Birte Nyholm
- Det er en grotesk pointe du har fat i der. Neokonservative i USA har de sidste 20 år solgt stramninger og "three strike laws" på netop hensyntagen til den forurettede.
Typisk hører man kun fra de grupper, når det handler om, at forurettede føler gerningsmanden er sluppet for billigt.
---
Det er en europæisk tradition, at vi holder forurettede ude af strafudmålingen. Vedkommende er inhabil, og retten til straf tilhører samfundet, der statuerer, at hvad du gør mod et af dets medlemmer gør du mod hele samfundet, hvorfor samfundet straffer dig med frihedsberøvelse og resocialisering, for at beskytte sig mod gentagelser (dine egne og andres), og sætte dig i stand til at leve et kriminalitetsfrit liv.
De betyder også, at vi - også i USA - er tilbøjelige til at forstå retfærdighed som at ens tilfælde skal behandles ens, men det i praksis fører til at straffe udmåles efter tabeller.
Måske det man bør overveje er en mere individuel bedømmelse af gerningsmændene (i stedet for at inddrage de forurettede) for at udsætte gerningsmændene for samme påvirkning. Som det er i dag er det ikke sikkert, at vi rammer alle ens ved at give dem samme straf for identiske forbrydelser. Tre måneders fængsel påvirker jo mennesker vidt forskelligt, alt efter hvem de er, deres alder, baggrund og sociale situation osv.
At give alle mennerske et par sko i størrelse 40 bare fordi de alle har to fødder virker måske ikke til at være en helt passende måde fra samfundet side at behandle ens tilfælde ens på.
Jeg tænkte mere på at kvinden ikke ønsker sagen genoptaget - strafudmålingen har hun jo ingen indflydelse på. Og så kan jeg forestille mig, at mange sensationslystne journalister vil opsøge hende og stille alle mulige og umulige spørgsmål. Jeg synes at hun har lov til at have sit familieliv i fred og ikke at blive trukket tilbage til fortiden.
Et offer vil i reglen altid kunne presses af forbryderens venner og sympatisører til at "tilgive", så offerets holdning er irrelevant.
I øvrigt så skal det vel heller ikke være sådan, at den forbryder, der har et "tilgivende offer" slipper for straf, meden forbryderen med det "hævngerrige offer" straffes fuldt ud ?
Jeg synes det er helt OK , at en sag om misbrug/voldtægt af en 13 årig fastholdes og køres til ende - også når det er en kulturpersonlighed med magtfulde og indflydelsesrige venner.
Det er perverst, når folk stiller sig op og underspiller en voldtægt af en 13 årig bare fordi voldtægtsmanden er en stor kunstner.
Frankrigs given husly til voldtægtsmanden er ikke til Frankrigs ære - men i Frankrig kan man slippe godt fra meget, hvis man hører til "de rigtige".
@Kroll m. fl.
Dommen er - som jeg forstår det - afsagt for længst og bestod i 90 dages psykiatrisk observation (sikkert med mulighed for behandlingsforlængelse).
I forbindelse med orlov/udgang/strafafbrydelse udeblev Polanski fra videre afsoning. Rent teknisk har amerikanerne efterlyst ham som "undveget".
Det man kan spørge til er med hvilken rimelighed han i dag i en alder af 74 år skal vende tilbage til USA for at lade sig mentalobservere i 48 dage.
Uanset hvad resultatet af observationerne bliver, kan man ikke forlange at han skal behandles for tilstande, der er opstået efter han forlod behandlingen, og spørgsmålet er vel også, hvad han med rimelighed overhovedet skal observeres for i dag.
Er amerikanerne derimod indstillet på, at det bare handler om at få ham buret inde i 48 dag, så kan dette f. s. v. anses for udstået med varetægtsfængslet i Schweiz, hvis den bringes til at forløbe det antal dage.
---
Det problem jeg derimod forsøgt at rejse var mere om ikke vi burde gå linen mere radikalt ud med hensyn til strafudmålingen - forstået på den måde, at vi naturligvis ønsker at holde de forurettede og inhabile ud af vurderingen af skyldsspørgsmålet og strafudmålingen, og vi ønsker at ens tilfælde straffes ens, men at vi åbner os for, at 6 måneders fængsel ikke bare er 6 måneders fængsel, og det ikke er særligt retfærdigt (eller udtryk for at alle behandles ens) at give alle størrelse 40 i sko, bare fordi de alle har to fødder.
Vi lavede en tilsvarende åbning for godt 30 år siden da vi indkomstgraduerede bøderne, fordi 1.000 kr. i bøde for at sove under en bro ikke ramte millionæren og bumsen ens.
Min tanke var blot, at man burde gå ind på noget lignende, når det gælder frihedsstraffene, og tage større hensyn til den enkelte gerningsmands, alder, sociale forhold osv. og skrinlægge al snak om hensynet til den forurettede, og dennes individuelle følelser, og rykke fokus over på gerningsmanden og hans individuelle situation.
Sagen er jo, at to gerningsmænd, der begge begår den samme forbrydelse – og i dag altså begge får 6 mnd. fængsel vil blive påvirket vidt forskelligt.
Er den ene hjemløs og uden uddannelse kan det måske give ham et skub i den rigtige retning, også uddannelses- og arbejdsmæssige, mens det for den anden, hvis han mister familie, hjem, arbejde, formue og indkomst osv. kan virke stik modsat.
---
Det man ligeså vel kan frygte i Polanski-sagen er jo at den bliber kørt langt over stregen, netop fordi han er en kulturpersonlighed.
Men som sagt så sartede min undren med at vi intet har hørt til de neokonservative i denne sag.
De mener jo ellers nok, at man skal lytte til den forurettede - og her har vi altså en kvinde, der ønsker at sagen ike forfølges yderligere.
Forklaringen er vel, at de forurettede kun interesserer de neokonservative, når de ønsker strengere straf, og at al den tale om "fokus på den forurettede" blot er salgsgas fra den gang i 90'erne, hvor de neokonservative lejesvende skulle sælge three strike laws, da sendte så mange som muligt i fængsel så længe som muligt, for det privatejede amerikanske fængselsindustrielle kompleks.
Hvad ved Birte Nyholm om, hvad kvinden vil?
http://www.mirror.co.uk/celebs/news/2005/07/25/exclusive-polanski-raped-...
Sagen handler om, hvorvidt manden har begået noget kriminelt, og det har han – puttet piller og sprut i en pige på 13 år, for derefter at have taget for sig af retterne – samleje oralsex og sodomi (dilleren i det tredje hul, menes der vel.
Han forlod USA for ikke at være til stede, når den endelige dom skulle afsiges,
Skulle han slippe for straf, fordi han er rig og berømt?
Jeg troede egentligt det var Osama bin Laden, Dick Cheeney og Donald Rumsfeldt som var Amerika's most wanted? (läs USA, ikke Kanada eller Meksiko)
OK - jeg har læst artiklen og selvfølgelig skal han ikke løbe fra sin straf bare fordi han er berømt. Men jeg læste også i http://politiken.dk/kultur/article797281.ece :
"Anklager traumatiserer offer
Samme år blev der produceret en dokumentarfilm 'Roman Polanski: Wanted and Desired', som havde premiere på den anerkendte Sundance Film Festival. Filmen beskriver voldtægtssagen og dens efterspil.
I januar i år indgav Polanskis advokat begæring om at få søgsmålet mod Polanski droppet. Men dette blev afvist af en dommer i Los Angeles i maj.
I samme måned anmodede Samantha Geimer om, at anklagerne blev taget af bordet.
Hun begrundede sit ønske med, at anklagerens stærke fokusering på sagens detaljer fortsat traumatiserer hende og hendes familie."
På den anden side kan jeg godt se, at der ikke skal være forældelsesfrist for så slemme forbrydelser.
Håber bare kvinden bliver holdt udenfor anklagerne og får fred for agressive journalister.
Polanski er flygtet fra 48 dages resterende undersøgelse, som det næppe giver mening at færdiggøre, da det menneske Polanski jo ikke er den samme i dag som for 30 år siden.
At han flygter fra en retsag, så han har rimelig grund til ikke at tro vil blive fair kan ikke ophidse mig. Enhver ville formentlig have gjort det samme. Du kan vel kun være moralsk forpligtet til at stille op til en fair retssag.
En dommer, der udtaler sig om hvordan en sag bør ende, før den knap nok er begyndt, bør fyres, tiltales og idømmes ubetinget fængsel.
---
Forældelse er noget andet. Det handler om hvor langt tid der må gå fra gerningstidspunktet og til der rejses tiltale.
I denne sag er der rejst tiltale rettidigt, hvor fofrældelse ikke kommer på tale. Omvendt kan der næppe idømmes ubetinget fængsel, da der er forløbet for lang tid.
Den amerikanske anklagemyndighed voldtager kvinden igen og igen. Anklageren bruger kvnden for sit eget politiske mål, at blive genvalgt.
Hvem er den største skurk i denne historie?