Læsetid: 11 min.

Anstændighedens vogter

Der var engang et begreb, der hed borgerlig anstændighed. Et begreb, som stod især de konservative nært, og som for tidligere konservativ finans- og socialminister Palle Simonsen er selve kernen i konservatismen. Han har nu skrevet en bog om dagens velfærdssystem, som han mener mangler netop det, der engang var varemærket for hans parti
Humanisme. Folk viser ikke længere social indignation. De er ligeglade med de svage, med de hjemløse, med de handicappede og er mere interesserede i fladskærme og indtil for kort tid siden ejendomsværdistigninger, siger den tidligere minister Palle Simonsen fra Det Konservative Folkeparti. Han savner anstændigheden i Danmark.

Humanisme. Folk viser ikke længere social indignation. De er ligeglade med de svage, med de hjemløse, med de handicappede og er mere interesserede i fladskærme og indtil for kort tid siden ejendomsværdistigninger, siger den tidligere minister Palle Simonsen fra Det Konservative Folkeparti. Han savner anstændigheden i Danmark.

Kristine Kiilerich

12. september 2009

Gennem 40 år og fire regeringer har Palle Simonsen beskæftiget sig med socialpolitik. Som socialminister, folketingsmedlem, direktør i ATP og som aktiv i en lang række råd og institutioner. Han har aldrig set bedre muligheder for at gøre en indsats for de svage i samfundet end i de sidste otte år. Desværre har han heller aldrig set, at der bliver gjort så forbavsende lidt. Derfor har Palle Simonsen nu skrevet bogen Gemt eller glemt - alle har ret til at være med, for at skabe debat omkring vores holdning til samfundets svageste og igen få rettet politikernes fokus ind fra det abstrakte til det konkrete.

»Når man nu kunne købe hele verden, skulle man måske have klaret nogle af de sociale problemer, som vi slås med i dag,« siger Palle Simonsen.

Man har dog ifølge Simonsen valgt en anden vej. Man har i stedet for at give til dem, der ikke har, givet til dem, der i forvejen har så rigeligt. En prioritering der ifølge Simonsen især er synlig under finanslovforhandlingerne, hvor det hele tiden er børnefamilier og ældre, der bliver talt om. Og som konkret gjorde sig gældende omkring sidste valg, da man gav en milliard til at forhøje børnetilskuddene og reducere taksterne i daginstitutionerne. En milliard, der, ifølge Simonsen, udelukkende gik til middelstanden, som en konsekvens af, at dem med de laveste indkomster får friplads.

»Det er middelklassen, der får alle pengene. Jeg så hellere, at man brugte den milliard til de børn, der har det aller sværest,« siger Palle Simonsen.

Det synspunkt var der, og er der, til gengæld ikke mange der deler, hvis man ser på, hvor politikerne lægger deres tid og energi i dag. Simonsen mener imidlertid, at det netop er i forhold til, hvordan man behandler de udsatte, at man som samfund viser sit sande ansigt. En pointe han synes den amerikanske præsident med stort held gav udtryk for i sin indsættelsestale i starten af året:

»Vores økonomiske succes har aldrig hvilet alene på størrelsen af vores bruttonationalprodukt, men også på udbredelsen af vores velstand, på vores evne til at udbrede mulighederne til hver en villig sjæl - ikke af barmhjertighed, men fordi det er den sikreste vej til at sikre vores fælles bedste,« sagde Barack Obama d. 20 januar i år.

Man skaber ifølge Simonsen ikke sammenhængskraft i samfundet uden at sikre alle borgere. Og selv om man måske kunne hævde, at det da er ligegyldigt, om der er nogle få, der har det skidt, så længe vi andre har det godt, mener Simonsen ikke at det syn er specielt gavnligt for samfundet.

»Jeg mener som undertitlen til min bog siger, at > alle har ret til at være med. Vi er alle sammen borgere i det her land. Alle kan noget, men det kræver, at nogen gider at se efter. Det kræver noget varme og respekt,« siger Palle Simonsen.

Fladskærmssyn

Den varme og respekt forsvinder dog, ifølge Simonsen, hurtigt stillet over for den politiske kendsgerning, at der er flere stemmer i middelklassen end i narkomaner, psykisk syge og udsatte børn. Samtidig mener han at se en stigende egoisme og individualisme i samfundet mere generelt set.

Folk mener, ifølge Simonsen, at fordi vi i mange år har betalt en meget høj skat, så mener mange, at så har man gjort sit - nu må myndighederne gøre resten. Det holder bare ikke, når myndighederne så ikke gør noget ved problemerne.

»Vi har et medansvar og et behov for, at folk viser social indignation. Langt de fleste går jo i dag mere op i fladskærme og - >indtil for nyligt - >ejendomsværdistigninger. Men det er sundt for mennesker at tage et medansvar for, hvilket samfund det er, vi bygger op. Det styrker demokratiet,« siger Palle Simonsen.

Derfor fokuserer han også meget på det frivillige sociale arbejde i sin bog. Bogen er faktisk en lang række af eksempler på succeshistorier med at få folk indlemmet i samfundet. Det kan dreje sig om alt fra narkomaner og alkoholikere til autister og udsatte børn - >mennesker der på den ene eller anden led er kommet i klemme og har det svært. Vel at mærke mennesker, der gennem det at blive mødt med respekt og tro på, at de kan bidrage med noget, har fået skabt en helt ny tilværelse. For eksempel den tidligere narkoman gennem 15 år, Steffen Ipland, der fik hjælp til at komme ud af sit misbrug og nu arbejder med at hjælpe andre stofmisbrugere, eller den autistiske mand, som Palle Simonsen mødte for nyligt. Han havde været på kontanthjælp i 24 år og seks måneder, men havde nu fået chancen hos it-virksomheden Specialisterne. En virksomhed, der ser en særdeles god arbejdskraft i autister, fordi de mange gange besidder nogle ret specielle egenskaber, der er eftertragtede inden for it.

»Jeg synes nu en gang, at det havde været bedre, hvis han havde fået den mulighed for 25 år siden,« siger Palle Simonsen.

Og listen over de succesfulde frivillige tiltag bliver ved, den strækker sig faktisk ud over det meste af bogens 272 sider. Mennesker som de fleste ville opgive på forhånd, viser sig at indeholde masser af kvalitet, når først man ser efter. Derfor er det ifølge Simonsen også synd og skam, at man ikke bruger de erfaringer og løsningsmodeller, man har herfra til at løse samfundets problemer. For der ligger faktisk løsninger i at tage disse mennesker alvorligt f.eks. inden for et område som kriminalitet, som man jo kan forstå ligger regeringen meget på sinde.

»Ser vi på de udsatte børn, så har man i årevis vidst, at der bliver fulgt for lidt op på, hvordan det går dem. Det fører til mangel på uddannelse, hvilket i sidste ende ofte resulterer i kriminalitet. Og når man taler så meget om at forhindre kriminalitet, som man jo gør, så er det jo paradoksalt. For støtten til de her børn, er en af de bedste metoder til at bekæmpe det. Man udnytter det bare ikke, selv om det er forholdsvis nemt at skabe identitet og selvværd hos dem,« siger Palle Simonsen.

Tak for hjælpen

Endnu et eksempel fra Gemt eller glemt på, hvordan det politiske billede ser ud i dag, finder man med hensyn til integration. Her bliver blandt andet nævnt projektet Etniske Ældre i Fokus. Et projekt der fokuserer på de indvandrere, der kom til Danmark for godt 40-50 år siden, og deres ret til en god alderdom. Manden bag det frivillige projekt, Malik Hussain, definerer her integration på en måde, som umiddelbart ligger et stykke fra den betydning, ordet har fået i dag, hvor integration nærmest er blevet synonymt med assimilation.

»Integration er en langvarig proces, som er forskellig fra person til person ... en proces, der kræver noget fra begge sider og som er meget vanskelig at gennemføre uden gensidig respekt og accept,« bliver Hussain citeret for at sige i bogen.

Et citat der ifølge Simonsen peger på hovedproblemet i dagens integrationsdebat.

»Vi lever med opstillingen af 'dem' og 'os'. Det er problemet. Det her er mennesker, der hjalp os, da vi virkelig havde brug for det. Men ingen tænker på at sikre, at de får en god alderdom. Hvilket meget godt afspejler stemningen i samfundet,« siger Palle Simonsen.

Han mener ikke, at man kan forlange af folk på 60-80 år, at de pludselig skal omstille sig, men at man må hjælpe dem med at få nogle samlingssteder, hvor de kan blive gamle med folk, der kommer fra den samme kultur som dem selv. Alle mennesker bærer rundt på den kultur, de er vokset op i som en del af dem selv, derfor er det også vigtigt at kunne mødes omkring den.

Ingen gulerod

»Vi har jo jødiske plejehjem. Det er der jo ikke nogen, der peger fingre af,« siger Palle Simonsen.

Forebyggende arbejde er dog ifølge Simonsen ikke regeringens førstevalg, man vil hellere bruge magt. Som når man f.eks. vil straffe forældre, der ikke magter at tage sig ordentligt af deres børn.

»Det er stok i stedet for gulerod hele vejen rundt om det politiske bord,« siger Palle Simonsen.

Han har dog i modsætning til sine egne gulerods-eksempler svært ved at se, hvor man henter belæg for at tvinge udsatte folk til at få det bedre. Som eksempel nævner han kontanthjælpsloftet, som et mislykket forsøg på at få flere folk i arbejde. Det betyder dog ikke, at Simonsen mener, at man ikke skal stille krav. Det skal man, men det skal man gøre med et menneskeligt ansigt. Han fremhæver den selvejende institution for socialt udsatte, Kofoeds Skole, som et eksempel på, hvor langt man kan nå med kombinationen af krav og respekt.

»Man stiller krav, samtidig med at man accepterer og tror på, at alle mennesker har nogle gode egenskaber. Det handler om at finde den bedste måde at få dem frem. Det handler om humanisme. Noget jeg virkelig savner i Danmark i dag,« siger Palle Simonsen.

En ting, der gør det svært, er ifølge Simonsen al den bureaukrati og kontrol i sagsbehandlingen, der eksisterer i dag. Det er svært at give sagsbehandling et menneskeligt ansigt, når 40-50 procent af sagsbehandlerens tid i dag går med administration. Hvorfor vi har set den udvikling, mener Simonsen, hænger sammen med en voksende ligegyldighed over for det store samfundsmæssige perspektiv.

»Det handler om den holdning, politikerne har til problemerne i første omgang. Og hvis vi ser på den nuværende regering, der i snart otte år har haft magten, så er den ikke optaget af det her,« siger Palle Simonsen.

Og så handler det igen om anstændighed. Om hvad man kan være bekendt, og hvad man ikke kan være bekendt. Et spørgsmål som Simonsen på ingen måde ser som værende ligegyldigt i en politisk kontekst.

»Spørgsmålet er, om det bare er ok at være ligeglad? Spørgsmålet er, om vi kan være det bekendt. Det synes jeg faktisk ikke, vi kan,« >siger Palle Simonsen.

Han er dog enig i, at den anstændighed, han fremhæver som noget særligt konservativt kan være svær at genkende, hvis man ser på de to mest nærliggende sager, hvor de konservative har markeret sig: burkaforbuddet og irakerne i Brorsons Kirke.

»Det er meget trist. Konservatismen står jo netop for borgerlig anstændighed. Det kniber gevaldigt med at få øje på den for tiden,« siger Palle Simonsen.

Hvor den er blevet af, har han svært ved at svare på. Det nærmeste svar bliver 'profileringsiver'.

»Den moderne politiker er optaget af enkeltsager og at komme i pressen. Derfor forsvinder helhedsindtrykket af, hvor samfundet i virkeligheden bevæger sig hen også meget nemt. Det var slemt med Brorsons Kirke ligesom det har været slemt mange andre gange i de senere år. Det er som om, at der er en konkurrence mellem partierne omkring, hvem der kan være mest stram og streng. En konkurrence som ikke kun de borgerlige, men også Socialdemokraterne deltager i,« siger Palle Simonsen.

Tilbage på sporet

For at komme væk fra den uheldige kappestrid mener han, at der må skabes en debat, der går lidt længere end de enkeltsager, der får lov at dominere det politiske billede. En bevidsthed om, at tingene hænger sammen, at man - som Obama også er inde på - hjælper samfundet som helhed, når man tager hånd om de udsatte børn, de handicappede, de psykisk syge og folk på kanten af arbejdsmarkedet.

»Når vi taler om de mange, der går på førtidspension, så er det jo også udtryk for en mangel på hjælp til f.eks. psykisk syge. Næsten halvdelen af de nye førtidspensionister har en fortid som psykisk syge. Hjalp man dem tidligere, kunne man undgå det. Tilbuddene er bare ikke gode nok,« siger Palle Simonsen.

Der er altså også økonomisk logik bag at bruge sin samvittighed i stedet for regler og stokkeslag. Dernæst skal der også, hvis vi skal have vendt udviklingen, ske en tilbageerobring af ansvaret for udviklingen. Det går ikke at tro, at en høj skatteprocent er nok. Vi må ifølge Simonsen alle sammen gøre det bedre.

»Der er en utilstrækkelig medmenneskelighed i det danske samfund. Det skygger totalt for, at der rent faktisk er nogle mennesker, som vi skal hjælpe. Og hvis man spørger sig selv, om vi kan være det bekendt, og svaret er nej - så har vi pligt til at gøre noget. De udsatte er vores allesammens ansvar,« siger Palle Simonsen.

Jeg bliver på dette tidspunkt i interviewet nødt til at komme med to afsløringer over for Palle Simonsen. Den første er, at vi ikke er lige gamle, og den næste er, at jeg måske derfor har en anelse svært ved at genkende de ting, som han giver udtryk for som konservative kerneværdier, hvis vi ser på nyere tids praktiserede konservative politik. For mig virker det, som han giver udtryk for, mere som en slags venstreorienteret 'stemme fra fortiden'.

»Jo ...« Palle Simonsen holder en pause, mens han leder efter et svar.

»Da jeg blev socialminister i 1982, var det et ønske for mig, fordi jeg ville vise, at man som konservativ også godt kunne have en social bevidsthed. Det var min første prioritet.«

- Hvis man skal prøve at finde noget, der ligner dit udgangspunkt, var det så Ny Alliance - > vel at mærke i Gitte Seebergs 'nok er nok'-version?

»Det var det. Og brandærgerligt, at man ikke formår at holde fast i det udgangspunkt, der rent faktisk havde en forholdsvist stor opbakning. Men som det blev styret, kunne det jo ikke gå andet end galt.«

- Der er vel så en vis ironi i, at Naser Khader - nu fra Det Konservative Folkeparti >- igen finder på nye alliancer ...

»Ja, det kan man godt have lidt svært ved at følge ...«

Palle Simonsen virker pludselig en del mere tilbageholdende, end han har været tidligere i interviewet. Og da jeg spørger ham, hvor han vil beskrive det ståsted, som Det Konservative Folkeparti nu har fundet - hvor man har bevæget sig hen - siger han stop. Høfligt, men bestemt. Der er ifølge Simonsen ikke meget respekt for de mere erfarne politikeres holdninger eller deres kendskab til den politiske udvikling, som den politiske virkelighed ser ud i dag. Derfor ønsker han heller ikke at komme med gode råd.

»Jeg har min bog, og den er til inspiration,« siger han og klapper bogen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Der må da snart være konservative nok til at starte et nyt parti, en slags Borgerlig Alliance af anstændige konservative og Venstrefolk, hvor ”nok er nok” viser sig at holde stik.

Det er så længe siden at disse ordentlige mennesker har ytret sig, at det ikke alene er ”Gemt - eller glemt” med disse holdninger, men noget som er fuldstændig dødt og begravet, uden nogen mulighed for genoplivning på jorden fremover.

Simonsen bekræfter endnu en gang - ligesom socialdemokraten Orla Hav - at partitoppene ikke har den mere tænksomme del af baglandet med sig i deres evige kapløb om at lefle for DF.

Tak for det!

Lars Peter Simonsen

Han beskriver på stilfærdig vis hvordan nye, magtbegærlige folk med spidse albuer kan korrumpere et hvilket som helst parti, det kendes også fra andre partier, (V,S,R)hvor anstændighed og empati bliver trængt i baggrunden. Det er dog ikke tilfældet med DF, den ros skal de ha'! De har aldrig ejet disse ting....

Jeg synes at det er meget påfaldende, at kritikken af barbariet og fremmedhadet næsten helt konsekvent bliver fremført af personer som Palle Simonsen, Uffe Ellemann Jensen, Svend Auken og mange af de øvrige tidligere socialdemokratiske ministre. Det er alle personer der har deres karrierer bag sig, og ikke længere behøver at frygte at blive straffet eller degraderede for ytringer, der går imod stemningen på bjerget.

Noget tyder på at det i dagens Danmark kan være yderst farligt og risikabelt for karrieren, hvis man skulle komme til at udtale sig imod den danske udgave af George W. Bushs neokonservative værdikamp, sådan som den udspiller sig i øjeblikket.

Det er i mine øjne også den eneste logiske forklaring på, at så mange personer i SFs ledelse der i andre sammenhænge har vist at de er anstændige mennesker, i øjeblikket er tavse som østers, når det gælder Villy Søvndals historiske knæfald for højrepopulismen.

Danmark er degenereret til at være en nation, hvor det næsten udelukkende er pensionister, der har modet til at påtage sig rollen som anstændighedens vogtere...

Rigtige socialdemokrater har jo efterhånden ikke andet valg end at stemme på Enhedslisten ved næste valg - og rigtige liberale på de radikale.

Gaaab! Endnu en højreorienteret politiker, som prøver at købe sig aflad for sit medansvar for den flok magtforblændede, reaktionære, kulturparanoide højrefløjspampere der sidder på statsmagten idag.

Hans Engell, Uffe Elleman, osv., - de kan sjovt nok alle se det uanstændige i den førte politik, men hvordan skal vi dømme dem? Ud fra den politik de førte, da de var aktive politikere, eller ud fra deres brødebetyngede bekendelser ... er deres kritik af de aktive, andet og mere end bondeanger og misundelse over at de ikke længere selv har politisk magt?

For lidt, for tyndt, for sent!

Come on, Svend Karlsen, den slags fornuftig tale, som Palle Simonsen fører, er med til at aktivere den store flok anstændige mennesker, der i øjeblikket er tavse og passive. Det har vi i høj grad brug for i DK!

Hvor er det dejligt at der eksisterer anstændige tanker, men hvorfor er man så tilbagetrukket.

istedet for at angive tankerne mod de anstændige, ville et direkte angreb på de så frygtensværd ubegavede politikere vi har idag, være at foretrække.

Javist kan alt kritiseres, og det er nemt at kritisere den førte politik fra det yderste venstre, men den kritik er det som regel kun folk fra det yderste venstre der gider høre på.
Derfor synes jeg det se dobbelt væsentligt at Palle Simonsen kommer til orde. Uanset at han ikke gør det, og ikke gør det, så må det virkelig være stof til eftertanke for konservative og liberale, når en af deres egne gamle fra inderkredsen tager bladet fra munden og efterlyser tiltag som ellers kun rundkredspædagoger og kulturverbrechern kunne finde på at fremføre.

Heinrich R. Jørgensen

Per Vadmand:
"Rigtige socialdemokrater har jo efterhånden ikke andet valg end at stemme på Enhedslisten ved næste valg - og rigtige liberale på de radikale."

Ganske enig. Tilslutningen til disse to partier demonstrerer dog, at hverken socialdemokrater eller liberale har erkendt dette endnu. Alternativt, at antallet af "rigtige" er meget beskedent...

Når de gamle ronkedorer stiller op og leger humanister og vifter med deres sociale retfærdighedsfølelse og hvad ved jeg, så imponerer det mig ikke mere, end når de siddende politikere (fra højre til venstre) prøver at forsvare deres burkalov med et skinhensyn til de stakkels undertrykte kvinder.

Så hvorfor i alverden skulle jeg være glad for Palle Simonsens udtalelser? Jeg kan da stadig huske Schlüter og kartoffelkuren, så hul i ham.

Og ligesom Heinrich R. Jørgensen må jeg - med dyb skam i livet - give Per Vadmand ret i, at selvom jeg er socialdemokrat, så kan jeg heller ikke næste gang stemme på dem. Sidst gik stemmen til SF, men de kunne åbenbart ikke forvalte det mandat de fik, så næste gang må jeg vel bide i det sure æble og spilde en stemme på Enhedslisten, blot for at protestere ... trist udvikling, men blank bliver min stemmeseddel dog aldrig.

Heinrich R. Jørgensen

Måske Enhedslisten burde overveje taglinen "Rigtige socialdemokrater stemmer på Enhedslisten" før næste folketingsvalg?

Afhængigt af hvad man mener med "liberal", kan RV og EL slås om de to første placeringer...

Kære Sven Karlsen
Man må sige at du har en mening om hvad som helst og er en yderst aktiv mand der står hvor du står uden at vige en meter.

Må jeg give dig et godt tip når du skal spilde din stemme ? Stem på Naser Kharder

Steffen Ipland

66 ud af 80 misbrugere kom i arbejde eller startede på en uddannelse, men som bekendt varer gode tiltag ikke ved.

Forward gennemførte i årene 2007-2011 et projekt med overskriften ”Forward - en vej frem. Fra misbruger til medarbejder”. Projektet blev gennemført via en bevilling fra Servicestyrelsen på 9.6 mio.

Formålet med projektet var at hjælpe deltagerne tilbage til arbejdsmarkedet, eller i gang med et uddannelsesforløb ved at koordinere og integrere de forskellige aktører i indsatsen omkring den unge misbruger - mange med en dobbeltdiagnose.

I november 2014 eftersøgte vi og tog kontakt til de elever der var indskrevet i den 4'årige periode, vi ønskede at finde ud af hvor de var 2 år efter sidste hold havde gennemført.

Af de 134 der har været indskrevet i projektperioden, fik vi kontakt til 107 tidligere elever. 80 elever talte vi med inden for tidsfristen.
 27 af de 134 valgte at forlade projektet kort efter indskrivning.
 66 ud af 80 er i arbejde eller i gang med en uddannelse
 7 har fået tildelt førtidspension
 7 er stadig ledige i aktivt misbrug
 26 fik ikke sendt tilbagemelding indenfor tidsfristen, og 1 er rejst tilbage til Grønland

Der er i dag et endnu større behov for ambitiøse og helhedsorienterede indsatser for psykisk syge, alkohol/stofmisbrugere og deres pårørende.

Anstændigheden forsvinder