»Sind Sie Journalist?«
Den midaldrende, let overvægtige mand i den grå uniform bag skranken stiller med alvorlig mine et ubehageligt spørgsmål, som jeg ikke kan besvare uden at lyve.
For, ja, jeg er journalist - udsendt af Dagbladet Information i København for at dække DDR-borgernes fredelige protest mod étpartistaten, undertrykkelsen og manglen på frihed til at sige sin mening og rejse frit.
Det er mandag aften den 16. oktober 1989. Klokken er halv ni om aftenen. Grænsebetjenten og jeg befinder os på grænseovergangen Friedrichstraße/Zimmerstraße, bedre kendt som Checkpoint Charlie, på kanten mellem den sovjetiske og den amerikanske sektor i Berlin.
Det er kun et par dage siden, Informations chefredaktør Peter Wivel bad mig rejse til Berlin. Og det er godt en uge siden, at festlighederne i anledning af 40-års-statsjubilæet i Den Tyske Demokratiske Republik, DDR, den 7. oktober gik op i knippelsuppe og massearrestationer. En frustreret kollega dækkede begivenhederne via en tv-skærm på et vestberlinsk hotelværelse, for grænsen var lukket for vestlige medier i de dage.
Nu har Peter Wivel sendt en ny mand af sted. Jeg er 27 år og fastansat på avisen samme forår. Jeg kender Vesttyskland, hvor jeg har boet i halvandet år, og hvis tre tv-kanaler jeg er vokset op med i Sønderjylland. Men Østtyskland, DDR, kender jeg ikke. Jeg har sjældent hørt sachsisk (en af de grimmeste tyske dialekter overhovedet), og mit flydende tysk omfatter ikke de tusindvis af ord og forkortelser, der har udviklet sig i 40 års DDR. Mit perspektiv på DDR er vesttysk og min viden hentet fra vesttyske medier.
En forsmag på forandringerne i Øst- og Centraleuropa har jeg fået i juli 1989, hvor jeg med titusinder af ungarere deltog i János Kádárs begravelse på Kerepesi-kirkegården i Budapest og oplevede opbrudsstemningen og ungarernes blandede følelser over for partichefen, som hjalp Sovjet med at slå 1956-opstanden ned, men senere banede vejen for en ungarsk særstilling med mere markedsøkonomi og større politisk tolerance end i resten af Østblokken.
Checkpoint Charlie
16. oktober 1989 har jeg valgt grænseovergangen Checkpoint Charlie på grund af de historier, der knytter sig til stedet.
Men det er dumt af mig. Grænseovergangen er ikke åben for tyskere - >kun for tredjelandes statsborgere, hvilket gør strømmen af mennesker sådan en oktobermandag ganske overskuelig. Der er i dette urolige efterår tid og anledning til at tjekke mig med særlig nidkærhed.
Grænsebetjenten beder mig åbne min lille rygsæk, der stort set ikke indeholder andet end min stenogram-spiralblok fra budstuen på Information og et par blå BIC-kuglepenne af samme oprindelse.
Han bladrer blokken igennem. Mine notater fylder 18 ark, der er beskrevet på for- og bagside. Trods min ulæselige håndskrift og den vanskeligt tilgængelige blanding af danske og tyske indforståetheder og forkortelser kan det ikke undgå hans opmærksomhed, at notaterne blandt andet er navne, adresser og telefonnumre på oppositionsgrupper i Østberlin og resten af DDR.
Derfor spørgsmålet:
»Er De journalist?«
Jeg har med vilje ladet mit pressekort blive i Vestberlin. Jeg er ikke rejst ind i Østberlin som journalist. En ansøgning om et journalistvisum til DDR-ambassaden på Svanemøllevej i København ville formentlig blive mødt med et afslag efter nogle måneders sagsbehandlingstid.
Så, nej, jeg er i hvert fald ikke journalist.
»Jeg er student,« siger jeg. Og det er kun sandt i den forstand, at jeg har bestået studentereksamen.
»Jeg har lige været til gudstjeneste i Gethsemanekirche i Prenzlauer Berg. Der sker nogle meget interessante ting i Deres land for tiden,« tilføjer jeg kækt.
Grænsebetjenten kommenterer ikke min observation, men beder mig følge med. Vi kommer ind i et nøgent rum med stole omkring et bord.
»Setzen Sie sich,« siger han.
Jeg adlyder, og han forlader rummet med mit pas og min rygsæk.
Kollegial hjælp fra Taz
Mens jeg sidder der, har jeg rig lejlighed til at gennemtænke dagens begivenheder. Jeg er ankommet til Bahnhof Zoo i Vestberlin samme morgen med nattoget fra København. Efter at have indlogeret mig på en billig pension ved Kurfürstendamm opsøger jeg taz - die tageszeitung, en lille, fræk avis med rødder i 1968-oprøret og 1970’ernes venstrefløjsgrupper, hvor udenrigsredaktøren sender mig videre til en af de travle journalister, der dækkede demokratioprøret i DDR. Det var ikke spor svært at skrive om DDR, forklarede journalisten. Faktisk var det ligesom i Vesten.
Jeg havde forestillet mig, at det hele var lidt mere mystisk: At man aldrig brugte telefonen, men kommunikerede med kodede meddelelser, døde postkasser, mødesteder på øde gadehjørner med dagens eksemplar af Neues Deutschland slået op på side syv og forblæste spadsereture ad parkstier, der ikke lader sig aflytte.
Min kollega fra taz gav mig navne, adresser og telefonnumre på talspersonerne for de vigtigste, nye borgerretsgrupper: Neues Forum, Demokratie Jetzt, Demokratischer Aufbruch og det nye socialdemokratiske parti, SDP.
Og, tilføjede han, det var heldigt, at jeg kom på en mandag, for om mandagen var der informations- og forbønsgudstjeneste i den store Gethsemanekirche i Prenzlauer Berg.
Osen af brunkul og Trabi
Og så rejste jeg ind via Checkpoint Charlie og kørte med østberlinsk U-Bahn til Prenzlauer Berg. Østberlinerne var på vej hjem fra arbejde. Luften var tyk af røg fra brunkulsovne og Trabiernes totaktsmotorer. Ved Schönhauser Allee, hvor slaget mellem politi og demonstranter var kulmineret 7. oktober, lignede det en almindelig mandag eftermiddag, men foran Gethsemanekirche var der mennesker. Mange mennesker. På trappen op til hovedindgangen brændte dryppende stearinlys for dem, der stadig sad fængslet efter begivenhederne den 7. oktober. På fortovet ved det gadekryds, som den store, gotiske rødstenskirkes hovedindgang vender ud mod, stod folk og snakkede åbent. Det var let at gå omkring og høre, at de var optaget af begivenhederne. Og det var nemt at komme i snak med folk, som gerne ville udtale sig med navns nævnelse til en interesseret dansk journalist.
Indenfor i kirken var flere tusinde samlet. Hele vejen rundt på væggene var opklæbet håndskrevne og duplikerede sedler med adresser og opråb, der alle handlede om demokrati, ytringsfrihed, åbning af grænserne og kampen for at få de fængslede løsladt. Inden gudstjenesten maste jeg mig rundt langs væggene og noterede - formentlig i lighed med Stasi - så mange navne, adresser og telefonnumre som muligt.
Sang, bøn og politik
Selve gudstjenesten blev en fascinerende blanding af sang, bøn og politiske taler. Kirken var et frirum for en åben opposition, der nu turde sige tingene direkte. Og myndighederne undlod - >konfronteret med dette massive opbud af civil ulydighed - at rydde kirken.
Da jeg igen nærmede mig Checkpoint Charlie ved halv nitiden den aften i oktobermørket, var jeg fuld af indtryk og lettet over, at alt var gået så nemt. Nu skulle jeg bare hjem på værelset og skrive min reportage.
Og nu sidder jeg så her få meter fra Vestberlins kulørte lysreklamer og de amerikanske G. I. s på den anden side af grænsen. Jeg spekulerer på, hvad straffen er for at tage notater i Gethsemanekirche eller arbejde som journalist uden tilladelse.
Trods rygter om det modsatte var det ikke dokumenteret, at der var omkomne i forbindelse med sammenstødene den 7. oktober. Selv om folk var blevet slået med knipler, var det hele forløbet uden alvorlige kvæstelser både i Østberlin, i Leipzig, hvor der de seneste uger havde været massedemonstrationer for demokrati og rejsefrihed hver mandag, og i resten af DDR, hvor den ene borgerretsgruppe efter den anden skød op.
Men i maj og juni samme år havde det meste af verden håbet på en fredelig udgang på studenterprotesten i Beijing, indtil den var endt med det, der blev kendt som Massakren på Den Himmelske Freds Plads. Dén begivenhed fik samme sommer DDR-ledelsens nummer to, Egon Krenz, til at rejse til Kina og med tilfredshed konstatere, at der var »gjort noget for at genoprette ordenen«.
Få timer før har jeg i Gethsemanekirche hørt bange østberlinere tale om muligheden af en ’kinesisk’ løsning.
Der er meget at tænke over i den time, der går, før den runde grænsebetjent uden antydning af smil på læben kommer tilbage og overrækker mig min rygsæk og en postkortstor kvittering på billigt, groft papir: Einziehungsentscheid A.
Af kvitteringen fremgår, at DDR’s toldforvaltning har beslaglagt:
18 (achtzehn) Druckerzeugnisse i medfør af paragraf 16 i DDR’s toldlov på grund af overtrædelse af samme lovs paragraffer 7 og 9.
18 tryksager. Sådan beskriver bureaukraterne de 18 ark, der er revet ud af min spiralblok.
Jeg får mit mørkegrønne pas igen og besked om, at jeg kan gå.
De følgende dage rejser jeg ind i Østberlin over den mere befærdede Bahnhof Friedrichstraße, og intet tyder på, at jeg er registreret som uønsket efter konfiskationen af de 18 tryksager.
DDR-bevidsthed
Jeg træffer oppositionens ledere hjemme i deres små køkkener og dagligstuer. Og systemkritikerne har alle bevidstheden centreret omkring staten DDR, som på daværende tidspunkt er en altomfattende realitet for dem. De ældre af dem har besøgt Vestberlin og måske Vesttyskland, før Muren blev bygget i 1961, men ellers er deres horisont og bevidsthed præget af et liv i DDR med lejlighedsvise rejser til østbloklande som Tjekkoslovakiet, Ungarn, Polen og måske Sovjetunionen.
Genforening er ikke et tema, som de selv kommer ind på. Og når jeg spørger til den, er det i alle tilfælde noget, der ligger årtier ude i fremtiden. I en anden verden.
Deres fokus er udviklingen i det DDR, de kender. De har ingen planer om at udvandre eller flygte. I stedet vil de reformere DDR, gøre det demokratisk. Socialisme og lighed tager de ikke afstand fra som principper. Men udførelsen i DDR er helt forkert, er de enige om.
Om onsdagen, den 18. oktober, træder den 77-årige partichef Erich Honecker tilbage og erstattes af sin 52-årige kronprins Egon Krenz. Jeg tager straks af sted til Gethsemanekirche, hvor jeg interviewer bekymrede mennesker på trappen foran kirken. Flere frygter det værste, fordi Krenz er kendt som hardliner: »Kold skulder til DDR’s nye leder,« står der næste dag på forsiden af Information,« hvor jeg citerer fem DDR-borgere, der alle insisterer på at få deres navne i avisen.
Leipzig
Den følgende mandag vover jeg det store spring til Leipzig, der har opnået mytisk status i kraft af mandagsdemonstrationerne, men som også er mere utilgængelig end Østberlin, hvor jeg kan rejse ind på endagsvisum.
Det visum, jeg køber ved grænseovergangen på Bahnhof Friedrichstraße, gælder udtrykkeligt ikke ud over Østberlins bygrænse. Ikke alene arbejder jeg nu journalistisk uden tilladelse. Jeg rejser også i områder, jeg overhovedet ikke har ret til at befinde mig i.
Jeg køber en billet til Werdau i Sachsen, idet jeg forestiller mig, at alene navnet Leipzig på min billet sammen med min vestlige påklædning og min spiralblok vil vække mistro.
Toget holder umotiveret mange steder på vejen til Sachsen mandag eftermiddag. Måske er de fleste lokomotivførere stukket af via de vesttyske ambassader i Prag, Budapest og Warszawa samme sommer.
Alt for sent når jeg frem til Leipzig, hvor den mandagsdemonstration, der ifølge historiebøgerne med 320.000 deltagere bliver den største nogensinde, skal finde sted. Gaderne ved den store hovedbanegård virker halvtomme. Til gengæld er området ved Nikolaikirche proppet med mennesker, så jeg opgiver enhver tanke om at nå ind i kirken til den gudstjeneste, der danner optakten til mandagsdemonstrationen, som uge efter uge er vokset siden den første demonstration 4. september.
Efter to timer i og uden for kirken bevæger demonstranterne sig rundt ad byens ringgader, forbi det imposante Stasi-hovedkvarter, hvor de smelter brændende stearinlys fast på skrå og vandrette flader. Demonstrationsdeltagerne virker endnu mere sultne efter at tale med vestlige journalister end østberlinerne. De er glade, ja rørte, over at møde en journalist fra Danmark. Da demonstrationen går i opløsning efter vandringen ad ringgaden, står demonstranterne i større og mindre grupper og snakker politik.
Det fyldte tog tilbage til Berlin er om muligt endnu mere forsinket end eftermiddagstoget mod Leipzig. Mens vi holder stille på strækningen, kigger jeg nervøst på uret og tæller minutterne frem til midnat, hvor jeg skal være på Bahnhof Friedrichstraße, fordi mit visum udløber, og fordi jeg ikke har nogen god forklaring på, at jeg ikke er tilbage til tiden.
Jeg når det ikke. Jeg småløber fra S-togs-perronen ned til Tränenpalast med paskontrollen, hvor jeg ankommer klokken 0.15.
Og hvor betjentene uden at værdige min rygsæk et blik vinker mig igennem.
Kaffe på Svanemøllevej
Hjemme i København igen bliver jeg ringet op af en diplomat fra DDR-ambassaden. Han har læst mine artikler og spørger, om jeg ikke kommer forbi Svanemøllevej 48 til en kop kaffe. Jeg får ikke lov at komme ind bag ambassadens sikkerhedssluse. Diplomaten, som har ringet til mig, kommer i stedet ud og tilbyder mig en kop dårlig kaffe.
Spændt venter jeg på, at han skal spørge, hvordan jeg kan rapportere fra Østberlin og Leipzig, når han ikke har udstedt et journalistvisum til mig.
Det kommer han slet ikke ind på. I stedet har han travlt med at reklamere for partiledelsens reformiver, som ikke mindst vil blive demonstreret under centralkomitémødet i Berlin 8.-10. november, lader han forstå.
Han tilbyder mig et officielt visum til DDR i tidsrummet 7.-11. november og angler desperat efter min anerkendelse af partiledelsens gode vilje.
Næste gang, jeg er i Berlin, bor jeg på valutahotellet Metropol i Østberlin. Jeg møder op til de skemalagte pressekonferencer i forbindelse med centralkomitémødet hver dag klokken 18-19 og bruger dagtimerne på at interviewe oppositionens folk.
På det første pressemøde, onsdag den 8. november 1989, optræder politbureaumedlem Günter Schabowski som vært - flankeret af et par menige medlemmer af den kæmpestore centralkomité, der normalt er stemmekvæg, eftersom alle vigtige beslutninger er truffet på gerontokratisk vis i politbureauets snævre kreds.
9. november 1989
Schabowski og hans venner bedyrer deres reformiver og fortæller beredvilligt om alle de fremskridt og gode diskussioner, der nu foregår overalt i DDR.
Dagen efter, torsdag den 9. november, har jeg interviewet den elskelige, gamle teolog Wolfgang Ullmann fra bevægelsen Demokratie Jetzt, inden jeg skynder mig gennem det mørke Østberlin til pressecentret, hvor Günter Schabowski residerer - denne gang stafferet med andre centralkomitémedlemmer.
Det meste af den afmålte time går på samme måde som dagen før. Fokus er de interne forhold i DDR, og formålet er at forsikre os om partiledelsens reformvilje.
Pressemødet er planlagt til at slutte klokken 19.00, og klokken er bare et par minutter i syv, da Günter Schabowski giver sig til at læse op af et stykke papir, som han - at dømme efter diktionen - ser for første gang.
Alle i lokalet ved, at DDR’s regering er trådt tilbage, og at Schabowski er én blandt en lille håndfuld mænd, der - om nogen - reelt har magten i DDR. Hvor beslutningen er taget, hvis ikke af Günter Schabowski, er gådefuldt. Han siger de berømte ord:
»Og derfor har vi besluttet i dag at indføre en ordning, som gør det muligt for enhver DDR-borger at rejse ud via DDR’s grænseovergange.«
»Hvornår?« råber en journalist.
Schabowski kigger desorienteret i sine papirer:
»Så vidt jeg ved, træder det … er det straks … unverzüglich,« nikker han.
»Was wird aus der Berliner Mauer?« spørger en journalist med tyk, engelsk accent.
»Beslutningen besvarer ikke spørgsmålet om meningen med denne - lad os sige - befæstede statsgrænse,« hævder Günter Schabowski, selv om det naturligvis ikke er rigtigt - uanset om han selv er klar over det eller ej.
Pressemødet slutter planmæssigt klokken 19.00. Journalister og kamerafolk omringer Günter Schabowski, der på tysk og gebrokkent engelsk gentager, hvad han lige har sagt.
Jeg småløber gennem gaderne hjem til valutahotellet og får en linje til København. Jeg skriver til forsiden, hvor overskriften 10. november 1989 ikke er: »Muren er faldet« eller »Jerntæppet er væk«.
Nej. I min (og Informations) optik er nyheden, at »DDR giver fri udrejse gennem muren«.
Og artiklen, der er vinklet på de nye rejsemuligheder, handler også om den forestående partikonference i december og den følgende uges dannelse af en ny DDR-regering. Som om det spillede nogen som helst rolle på en aften, hvor DDR-borgerne kunne rejse frit.
Efter deadline lægger jeg mig udmattet til at sove på mit dyre og Stasi-overvågede hotel, så jeg ser ikke den nat østberlinerne danse på Ku’damm, hører ikke de dyttende Trabier og fotograferer ikke de banangnaskende grænsebetjente.
De følgende dage dækker jeg naturligvis den uhindrede trafik på tværs af Berlinmuren, men jeg interesserer mig - set med vore dages øjne - ubegribeligt meget for den interne politiske dagsorden i det land, som Günter Schabowski med sine ord på pressekonferencen i realiteten har dødsdømt.
Et nyt europakort
Der går flere dage, før det går op for mig, at nyheden ikke er ændrede rejseregler, men derimod et nyt europakort. Min fascination af DDR’s modige, demokratiske græsrødder og deres illusioner om at skabe et DDR, der levede op til sit navn, har skygget for mit udsyn mod verdenshistorien.
Mine helte ville skabe en suveræn tysk, demokratisk republik, som skilte sig ud fra sit vesttyske modbillede med dets forbud mod kommunistpartiet, dets atomkraftværker, dets Berufsverbot og dets store kløfter mellem rige og fattige.
Der går uger, måske måneder, før jeg forstår, at det hele i 1990 vil være Forbundsrepublikken Tyskland med alt, hvad det indebærer.
Begivenhederne er sat i gang af de beslutsomme idealister, jeg har mødt ved Gethsemanekirche, på gaden i Leipzig og rundt omkring i køkkener og dagligstuer i Østberlin. Men uanset hvad de tror og håber, kan de ikke styre begivenhederne, da først Muren er faldet. Kommunisterne i Det Socialistiske Enhedsparti, SED, og græsrødderne i borgerretsbevægelserne har det fælles vilkår, at Berlinmuren er en forudsætning for deres styrkepositioner.
Ved valget den 18. marts 1990 - det første og sidste demokratiske parlamentsvalg i DDR - >må borgerretsbevægelsernes sammenslutning Bündnis 90 nøjes med 2,9 procent af stemmerne, mens kansler Helmut Kohls CDU, der lover østtyskerne »blomstrende landskaber«, får 40,8 procent af stemmerne og posten som DDR’s sidste regeringschef.
Strømmen af begivenheder er sjældent så heftig som i de måneder i 1989-90. Når man befinder sig i en rivende strøm, er det vanskeligt eller umuligt at bedømme både hastighed og retning. Dér, midt i strømmen, står man som journalist. Man har ikke historikerens privilegium at kunne læne sig tilbage og holde kilderne op mod hinanden i ro og mag. Mit perspektiv på begivenhederne i DDR var journalistens, for jeg kan stadig ikke løbe fra, at det eneste sandfærdige svar på den bryske grænsebetjents spørgsmål den oktoberaften ved Checkpoint Charlie er et ja.
Niels Rohleder var journalist på Information 1987-2003. I dag er han lærer i journalistik på Vallekilde Højskole
