For knap 15 år siden besøgte jeg det bjergrige kongedømme Bhutan i Himalaya. Siden vendte jeg mange gange tilbage til dette land, som sine problemer til trods fremstod som en blanding af en karikatur fra Carl Barks bedste tegneserier om fjerne dale, hvor mennesker lever i pagt med naturen og i indre harmoni bosat i dale, der hedder Tralala, og en drøm om et postindustrielt buddhistisk velfærdssamfund. Landets konge havde allerede da lanceret ideen om et menneskeligt bruttonationallykkeprodukt til erstatning af den vestlige verdens økonomistiske bruttonationalprodukt. Bhutanesernes idé om lykke havde et tydeligt religiøst og kulturelt ophæng og dermed klangbund i nationen.
Siden er ideen ikke alene blevet berømt og fremhævet i tide og utide. Den er også blevet eksporteret. Historien vil vide, at den franske præsident Sarkozy var direkte inspireret, da han bad et hold af verdens førende og kritiske økonomer sammen med en sand stjernebesætning af eksperter i samfundsvidenskab om at forestå en rapport om »økonomisk performance og socialt fremskridt«. Information bragte således i sin reportage om kommissionens arbejde et billede af det naturskønne Bhutan.
Mange modsætninger
Kommissionen, der blev anført af nobelprismodtagerne Joseph Stiglitz og Amartya Sen barslede med sin rapport tidligere på måneden. Om end rapporten på ingen måde nævner Bhutan, rummer den mere eller mindre ufrivilligt den samme dobbelthed, som omkranser myten om Bhutan: Drømmen om en radikal andethed som modbillede til vor egen civilisation, parret med omklamringen af den rationalitet, vi ikke begriber. På den ene side vil rapporten indskrænke økonomien og den økonomiske statistiks domæne. På den anden side lægger den op til en radikal udvidelse. På den ene side vil den udvide politikernes horisont for værdier og fænomener af ikke-økonomisk art, og på den anden vil den asfaltere samme værdier i nye regnskaber.
Det er ikke et nyt dilemma, ikke en ny knivsæg, der her balanceres på, og ikke en ny dobbelthed eller tvetydighed der her gøres gældende. Den er omtrent på alder med det moderne. Perioden fra det 16. århundrede og frem er fulde af ambitioner om at måle, kategorisere, normere og drage omsorg for ikke-økonomiske faktorer.
Kommissionens rapport fokuserer på velvære (well-being), hvortil hører såvel økonomiske, sociale, miljømæssige, psykologiske faktorer og bæredygtighed som et mål for, hvorvidt det første kan opretholdes over tid. Måleapparatet skal styrkes. Ellers styrer vi uden kompas, som det hedder i rapporten. Det betyder dels, at det som udelades, skal inddrages (f.eks. arbejde i hjemmet, frivilligt arbejde, forbrug af offentlige goder), at der skal fokuseres på forbrug og ikke produktion, på fordelinger og ikke alene gennemsnit, og navnlig at subjektive erfaringer skal indekseres; fra registerdata til surveys. Velvære er multidimensionel og ikke som velstand låst i et smalt økonomisk parameter for produktion som i BNP.
Kys på kontrakt
Det vi måler, stræber vi efter, og det vi stræber efter, måler vi, skriver kommissionen. Derfor er øvelsen så vigtig. Det, kommissionen ikke har blik for, er, at den omformer og omskaber det, den måler. Hvad sker der, når kysset kommer på resultatkontrakt, barmhjertighed indekseres, socialitet bliver en ressource? Kommissionen har vanskeligt ved at definere grænsen for en økonomisk logik eller tællelighedens regime, der skal udvides, fordi det står i det godes tjeneste. Hermed er grænsen for den politiske fornuft væk, her er ingen liberale korrektiver. Det ligger snublende nær, at de nye dimensioner af velvære skal antage vareform for at underlægges en udvekslingslogik reguleret af prismekanismer. Det har vi faktisk en slags danske erfaringer med, og de er ikke engang støvede om end lidt illusionsløse. Det Nationale Kompetenceregnskab, som undertegnede bidrog til at bringe til en lidt lavmælt fødsel i 2005 efter en storladen undfangelse i regi af Mandag Morgen og den tidligere SR-regering i 2000/ 2001 og en meget svær barsel med komplikationer af metodisk, teoretisk og analytisk art, gjorde netop mandtal på alle de kompetencer og fænomener, der ikke lod sig indfange i gængs uddannelsesstatistik, men som vi alle erfarer betydningen af. Sundhedskompetence, miljøkompetence, demokratisk kompetence, kreativ- innovativ kompetence etc. Alt det, vi kan lide, sat på formel, målt, indekseret og skaleret med kompetence som efternavn. Alt det, som afgøres i en politisk dialog og beslutningsproces eller formes i samfundsmæssige processer hinsides det politiske gøres principielt til en teknisk diskussion. En besindelse på økonomiens præcision som kompas kan rumme kimen til en totalitær fristelse. Det ægger - hverken i tilfældet med kommissionens rapport eller Det Nationale Kompetenceregnskab - til en sangvinsk afvisning (ekstern kritik) eller simpel tiljubling af endnu en ny type totalopgørelse. Stiglitz, Sen, Arrow, Putnam, Guerisne og de andre stjerner i kommissionen er kloge folk, der adresserer et seriøst problem. Af samme grund fortjener de hverken lobhudling eller nostalgisk dadel, men kritik.
