Læsetid: 5 min.

Damen Med De Blå Tænders fødsel og død

Mette Horn lader i slutningen af sit første soloshow sin kendte figur, Damen Med De Blå Tænder, afgå ved døden. Her fortæller hun og Lotte Svendsen om, hvad der ligger til grund for denne sært elskelige karakter
Damen med de blå tænder blev Mette Horns gennembrud, og en af årsagerne til netop den figurs gennemslagskraft er selvfølgelig, at den er meget genkendelig.

Damen med de blå tænder blev Mette Horns gennembrud, og en af årsagerne til netop den figurs gennemslagskraft er selvfølgelig, at den er meget genkendelig.

Thomas Olsen

14. september 2009

Det begyndte med en lyd. Iing. Eller nærmere: Iing? Det var den lyd Mette Horns faster fra Hørsholm sad og gentog over portvinen. »Vi har det godt, iing?«

For ni år siden sad Mette Horn og Lotte Svendsen sammen med de andre medlemmer af satiregruppen Emmas Dilemma og udviklede figurer og historier til en serie på DR2, og Mette Horn ville gerne have den lyd med.

»Vi havde lige været på turné med Emmas Dilemma, og en aften var en af de andre blevet fuld i rødvin og havde fået blå tænder, og det så urkomisk ud, og så kom vi til at tale om begrebet blå tænder; om hvordan for meget rødvin kan virke som sandhedsserum, om hvor bange man kunne blive for folk, når de blev konsonantsvage og havde lyst til at fortælle sandheden. Først lidt ros: Du er så kær. Jeg kan så godt lide dig. Og så tæppet væk under fødderne på én. Familiemedlemmer, kollegaer med en vis status; folk, man pinedød var nødt til at høre tale færdig, kunne i en brandert komme til at læse og påskrive én sandheder, som det ville tage uger at komme sig over.«

Ansvarsløst afløb

Damen med de blå tænder debuterede i en sketch år 2001. Scenen var en middag med gamle veninder. Hendes åbningsreplik var: »Nå, nu er taxaerne bestilt. Skal vi så ikke skåle for, at vi er kommet igennem endnu en aften, hvor der ikke er blevet snakket om en skid, der betyder noget?«

Og så faldt sandhederne. Om Vivi, der ikke kunne få børn. Om Ruth, der sad og smilede, selv om kollegaerne mobbede hende henne på børnebiblioteket. Efter første optagelse opdagede Mette Horn, at alle de andre havde ligget og hulket af grin rundt i hjørnerne, og da Anders Refn sammen med Lotte Svendsen havde klippet sketchen, sagde han: Det her bliver Mette Horns gennembrud.

»De første gange, vi lavede Damen, var vi meget koncentrerede om at træde på folks ømme punkter,« fortæller Lotte Svendsen, instruktør og hovedforfatter.

»Men siden begyndte jeg ubevidst at bruge hende til selv at få afløb. Jeg kan ikke lide at diskutere selv. Jeg er for urokkelig og kan ikke holde ud at blive sagt imod. Jeg kan bedst lide monologformen. Og for mig lå der en tilfredsstillelse i at kunne aflevere nogle meget firkantede og ikke særligt moderigtige holdninger. Jeg har helt tilbage fra min ungdom haft en række betonkommunistiske venner. Samtidig begyndte jeg i 90erne at hænge ud med moderne kunstnere, som kastede op over mine venners meninger og over politisk kunst i det hele taget. Når jeg samlede de to grupper til middage, gik det galt. Kunstnerne skred. Damen med de blå tænder blev for mig et sted at få afløb for en masse, som jeg havde svært ved at placere i mit moderne liv. Et ansvarsløst afløb, for det var jo ikke mig, der sagde alt det. Det var hende.«

Damen med de blå tænder blev Mette Horns gennembrud, og en af årsagerne til netop den figurs gennemslagskraft er selvfølgelig, at den er meget genkendelig. Det er en autentisk karakter og ikke et fikst påfund, hvilket gennem årene er blevet understreget af de utallige henvendelser, som både Mette Horn og Lotte Svendsen har fået fra medlemmer af rødvinssegmentet. Flere har troet, figuren var bygget over dem, mange har været forvisset om, at det var netop deres søster, tante, svigermor eller mor, som lå til grund. Damen med de blå tænder gør op med tingene. Hun minder de gamle venstrefløjsaktivister om, at de for hver udbygning på deres hus stryger et bidrag til godgørende formål fra deres PBS. Hun angriber kvinden, der har anbragt sig selv i en offerrolle og råder hende til at tage guleroden ud af munden og smutte ned på Bobi Bar og smide svesken på disken. Hun spidder karrierefyren og fortæller ham, at hans børn render rundt nede i ISO og tager tilfældige mennesker i hånden for at få lidt menneskelig kontakt. Hun holder fast i sine idealer. Tør sige: Solidaritet.

Ikke et sexobjekt

»Hun er vel omkring de 50-60 år,« siger Mette Horn.

»Hun er veluddannet, venstreorienteret, har ingen børn. Men for mig er hun en tilstand, og det er også årsagen til, at hun aldrig har fået et navn. Vi har prøvet, men hun dør med det. Jeg elsker hende, fordi hun er befriende. Hvad blev der af den lille sambatrold med bjælder om anklerne? Hvor blev du af, lille skat? Op på bordet og dans! Du må gerne her. Det kan holde. Hun er ikke et sexobjekt, kan man roligt sige. Hun er flot fri af alt det med at være køn og attråværdig. Hun er fuldstændig renset for de traditionelle kvindespil. Det har aldrig været alkoholen, der var det interessante. Det har været hendes evne til at aflæse alle de sociale regler. Det er jo frygtelig pinagtigt, når man begynder at sige dem højt.«

»Hvis man som moderne kvinde vil have kærlighed, er man simpelthen nødt til at lade som om, at der er visse ting, man ikke gennemskuer,« siger Lotte Svendsen.

»Man indgår en masse kompromiser for at få det hele til at hænge sammen, og man er nødt til at holde kæft med sine iagttagelser engang i mellem, for ellers bliver man skældt ud, får ikke noget pik eller bliver skilt. Men Damen kan så fortælle det, man selv undlader.«

Skilsmisse

Da Mette Horn for et år siden besluttede at lave sit eget soloshow, var Damen med de blå tænder selvfølgelig udset til at bære en væsentlig del af det. Gennem otte år havde karakteren vokset sig større; på tv og teater, som indslag til fagfester og demonstrationer. Mette Horn kendte hende så godt, at hun ubesværet kunne tale på hendes vegne. Men både hun og Lotte Svendsen vidste, at noget nyt skulle til, hvis den store finale skulle blive andet end gentagelser. Der var ikke længere energi i at skyde på andre. Hun måtte selv have noget på spil. Derfor udtænkte de, at Mogens, Damens samlever gennem 16 år, var gået fra hende. Han havde endelig fundet mod til det og kastede nu sin kærlighed på en 37-årig kurvefletter fra Christianshavn. Han ville skilles. Det ville Damen ikke, og hendes svanesang er dermed blevet en lille enakter i showet. Over tre omgange forsøger hun med alle tænkelige midler at omstøde hans beslutning. Skyld, rødvinsraseri, Anders Foghs liberale hjernevask, hans mors omklamren, at han ikke fik læst den bog af Braad Thomsen, den kreative klasse. Alle argumenter er i spil, mens hun selv går mere og mere i opløsning.

»Det handler om at tro, at man kan argumentere sig til alt,« siger Lotte Svendsen.

»At tro livet er en lang diskussion, der skal vindes. Det, tror jeg, er en situation, som mange moderne kvinder kender til. Hun ender med at få ret, Damen, og at stå helt alene med sin sandhed. Jeg fik ret. Og hvad så? Jeg er alene og forladt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, tak for hende damen med de blå tænder, det er en absolut værdig afskedsforestilling og hun vil blive savnet og husket.
Dejligt er også det ledsagende (musik)foredrag v. Torben Steno. Han kunne måske godt have skruet lidt mere op for sandhederne, så vi (kærligt) omtalte "grå hjelme" havde fået en rigtig "kick-in-the-ass"-oplevelse med hjem. Men det blev rigeligt opvejet af en superb kropskontrol i dansescenerne.