Læsetid: 2 min.

Danmark kører til VM i en Mercedes Bendtner

1-1 mod Portugal. Danmark bragte sig lørdag helt tæt på VM i Sydafrika på et mål sat ind af 'mig-først-generationens' nye angrebskomet
6. september 2009

Lørdag aften i Parken, kort inde i første halvleg, virkede det som om fodboldkampen mellem Danmark og Portugal trodsigt satte sig ud over et af budene i det Gamle Testamente. Det bud, der kaldes forbudet mod sammenblanding af det ulige, og som kan læses i Femte Mosebog: 'Du må ikke så to slags sæd i din vingård, ikke pløje med en okse og et æsel sammen, ikke bære tøj, som er vævet af både uld og hør'.

For Portugal splittede simpelthen Danmark ad i det ene gennemspillede angreb efter det andet, og især i venstresiden så højrefodede Michael Silberbauer helt akavet ud i hans forsøg på at finde det rette ben at stå på, altimens portugisiske Simão og Bosingwa igen og igen oksede forbi hamtil chanceskabende indlæg.

På landsholdsplan har Portugal heldigvis ikke rigtig haft en succesfuld angriber, siden Eusébio blev topscorer ved VM i 1966. Og i denne fase af kampen var det kun det iberiske lands nu mere end 40 år lange uforløste søgen efter en afløser for den sorte panter, der holdte Danmark inde i kampen. Anført af superstjernen, Ronaldo, og dirigent Deco har Portugal ellers om noget hold mange strenge at spille på. Men, viste det sig, selv den mest blærede Fender Stratocaster er ingen ting værd uden en A-streng, og Portugal manglede hele tiden lige det sidste, nemlig målene.

Geniale Olsen

Savnet af boldsikre typer som Daniel Agger, Thomas Kahlenberg og ikke mindst Daniel Jensen - der har en unik evne til at holde fast i bolden og vende med den - gjorde ondt på Danmark som en pegefinger i et kødsår.

Også selv om Landstræner Morten Olsen havde gjort to ting for at kompenserefor de skadede spillere. Olsen brugte Jacob Poulsen i venstreside af angrebet, hvilket gav plads til Martin Jørgensen centralt på den forreste midtbane. Meningen var uden tvivl, at Jørgensen skulle holde på bolden og give Danmark nogle nødvendige pusterum. Det lykkedes bare ikke videre godt. Poulsen virkede utilpasset på sin position, og Jørgensen blev aldrig den forventede spilfordelende buffer.

Genialt var det derimod, at landstræneren i forbindelse med det danske opspil trak Christian Poulsen tilbage til forsvaret i en sweeper-lignende rolle, for det gav især forsvarsreserve Anders Møller Christensen ro til at koncentrere sig om sin fine defensive indsats. Fra denne forsvarskonstellation kom også den bold, som Nicklas Bendtner sidst i første halvleg fornemt scorede på. Indrømmet, det var Ekstra Bladet, der en gang fandt på 'Mercedes Bendtner', men det er altså den klasse, Danmarks nye angrebskomet befinder sig i. Nogen altopofrende og genpressende angriber er Bendtner ikke ligefrem. Nærmere lemmedaskende doven, som har han aldrig rigtig lagt ipod'en, selv når han har lagt den, og på en gang optaget og afhængig af sin egen attitude. Helt frisk fra 'mig-først-generationen', er han, men heldigvis samtidig knivskarp og dybt afhængig af sine mål.

DR sender lige nu et program, der handler om at finde Danmarks største talent. Den konkurrence har 21-årige Bendter allerede vundet, og vinder Danmark onsdag over Albanien, er holdet kun et græsstrå fra at kvalificere sig til VM i Sydafrika.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu