Læsetid: 2 min.

Dansk Folkeparti: 'Forbrydelsen' er en gave

DR er blevet en parodi på sig selv. Kanalens fremstilling af Dansk Folkeparti er nu så langt ude, at serien er en fordel for partiet, siger folketingsmedlem Søren Espersen (DF). Men vent nu lidt, lyder det fra DR. Måske bliver fjender til venner i løbet af serien
Kultur
29. september 2009

Søren Espersen fra Dansk Folkeparti fik sig et godt grin i går, da den længe ventede tv-serie Forbrydelsen II rullede over skærmen.

»I Dansk Folkeparti er vi begyndt at more os over det. DR er blevet en parodi på sig selv. De er kommet så langt ud, at serien er til vores fordel,« siger han.

Søren Espersen henviser til tv-seriens Folkepartiet. I første afsnit forsøger partiet at tvinge en grundlovsstridig terrorpakke igennem med et smalt borgerligt flertal ved at appellere til frygten for islamister. Og Søren Espersen er ikke i tvivl om, at det er hans parti, DR ønsker at portrættere.

»Men det ender altså i et selvmål,« siger han. »DR begår den fejl, at de tror, folk er dumme. Men enhver kan jo se, at skildringen af Dansk Folkeparti er fuldstændig fortegnet. Enten griner folk ad DR, eller også bliver de sure.«

Så i DF har man ikke tænkt sig at brokke sig over Forbrydelsen.

»Nej, nu glæder vi os til DR's politiske serie Borgen, der også er på vej. Den skulle nok kunne indbringe en 10-12 mandater ekstra,« siger Søren Espersen.

En komisk figur

Tidligere i år var Søren Espersen ude med en skarp kritik af DR's »røde lejesvende« anført af »den røde mester«, som han kaldte dramachef Ingolf Gabold i en kronik i Politiken.

Med udgangspunkt i serierne Krøniken og Livvagterne hævdede han, at tv-serierne på DR er udtryk for Gabolds venstreorienterede synspunkter. Dengang var han bekymret for, om serierne kunne manipulere med befolkningen i nutidens Danmark, der er »kendetegnet ved historieløshed«.

Men nu er han altså mere rolig.

»Ingolf Gabold er blevet en så komisk figur, at folk griner ad ham. Men det er selvfølgelig tragisk for ham, og jeg har da også lidt ondt af ham,« siger han.

Selv ønsker Ingolf Gabold ikke at kommentere kritikken fra Søren Espersen, men henviser til Ulla Pors Nielsen, der er chef for DR1.

»Vi er rigtig glade for, at Forbrydelsen vækker debat og skaber diskussion. Det er netop meningen. Men man skal huske på, at serien er fiktion. Den er ikke et portræt af bestemte partier,« siger hun.

Selvom Ulla Pors Nielsen altså ikke mener, Forbrydelsen portrætterer Dansk Folkeparti, åbner hun dog alligevel for, at Søren Espersen kan blive positivt overrasket:

»Ligesom enhver god bog skal læses færdig, før man har fået hele historien med, skal man også se alle 10 afsnit af serien, før man kan dømme den. Det kan jo være, DR overrasker. Måske bliver fjender til venner og venner til fjender.«

Politisk korrekthed

Ligesom Søren Espersen hæfter den borgerlige presse sig ved den negative fremstilling af Dansk Folkeparti i Forbrydelsen II.

Jyllands-Postens Henrik Lyding er imponeret over billedsiden og figurtegningen, men savner »noget mere originalt end endnu en gang højrefløjs-skræmmebilleder og DR-had til Dansk Folkeparti.«

I Berlingske Tidende ærgrer Jakob Steen Olsen sig også over, at serien bevæger sig »kedsommeligt ad den politiske korrektheds forudsigelige vej« med DF som »det onde støtteparti« til de borgerlige magthavere.

Samme holdning har B.T.'s Jacob Wendt Jensen.

»Hurra for det tidspunkt i en dansk film eller tv-serie, hvor vi kommer til at se en skurk fra venstrefløjen! Hvornår mon? Om fem år? Aldrig?« slutter han sin anmeldelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

."Søren Espersen henviser til tv-seriens Folkepartiet. I første afsnit forsøger partiet at tvinge en grundlovsstridig terrorpakke igennem med et smalt borgerligt flertal ved at appellere til frygten for islamister. Og Søren Espersen er ikke i tvivl om, at det er hans parti, DR ønsker at portrættere."

Hvordan har han gættet det?

Jacob Wendt Jensen:

."Hurra for det tidspunkt i en dansk film eller tv-serie, hvor vi kommer til at se en skurk fra venstrefløjen! Hvornår mon? Om fem år? Aldrig?"

Hvornår kommer der mon en enkelt nyhedsudsendelse i DR eller TV2, der ikke er vinklet efter VKOs præferencer?

DR er en Pixie-bog for frelste venstreorienterede. Det er sådan set OK, hvis alle ikke var tvunget til at betale. Lad DR gå over til abonnement og lad de, der ønsker deres programmer, betale. Hvor svært kan det være? Det ville også være mere retfærdigt.

PS. TV 2 burde have været solgt for længst. Hvad venter vi på? Staten bør ikke eje medier overhovedet.

Det er ganske underholdende at man ikke kan forholde sig til det man kreerer politisk når man får det smidt direkte i hovedet.

Man æsner en psykotisk adfærd hos folkevalgte fløje i tinget.

Men det er såvel en del, så sådan er det.

Til Gert Frisch. Vi har ikke bedt om at få smidt lortet i hovedet - vi er tvunget til at betale det!

Bare endnu et eksempel i den lange række af hændelser hvor DF prøver at ensrette kunsten og kulturen så den passer deres politiske synspunkt. At denne serie er nået uden om politisk kommissær Ole Hyltofts næse skyldes nok at den er planlagt før hans forfremmelse.

Sålænge kulturen er på støtten, vil der være ensretning enten den ene eller den anden vej. Kunst og kultur skal liberaliseres fuldstændigt. Kun sådan opnår man kunstnerisk og kulturel frihed.

Torben Petersen

@Ivan Dybdal

TV2 kan jo ikke sælges for en positiv pris. Handelsprisen er negativ. En køber vil skulle have penge med for at overtage den.

---

Det største problem er vist, at DR har været underlagt både selvcensur og markedscensur. Således har man til instruktørens ærgelse klippet scener ud "for ikke at støde visse danske politikere", og har også måtte tage andre hensyn for at overholde et EU-direktiv så filmen må vises i Europæisk TV allerede kl. 20:00.

Noget af DF's grin skyldes måske, at deres lejesvende i bestyrelsen allerede har været der med saksen, mens dele af deres kritik kan skyldes markedshensyn, fordi man i Europa jo ikke er vant til, at 15% af en befolkning er småfascister - eller hvad vi nu ellers skal kalde det - og at regeringspartier ikke tager afstand fra sådanne bevægelser.

Jeg tror at DF således også må se sig som en del af en europæisk virkelighed, hvor de jo f. eks. i EP er henvist de den sorte bænk, og ikke engang de nationalkonservative vil være i stue med dem.

Espersen: ”Hurra for det tidspunkt i en dansk film eller tv-serie, hvor vi kommer til at se en skurk fra venstrefløjen! Hvornår mon? Om fem år? Aldrig?”

Han så nok ikke serien om Blekingegadebaden.
I serien "Livvagtene2 var der også skurke både fra venstrefløjen og muslimske fanatikere.
Men det er selvfølgelig heller ikke det, Espersen mener - han ønsker KUN at se skurke fra venstrefløjen, fordi det er sådan, han ser verden.

Og DF som de borgerlige magthaveres "onde støtteparti"? Tja, er det ikke en ret realistisk beskrivelse?

Jeg kan kun dele Per Thomsen's undren:

Hvis det er så fortegnet og usandt et billede, hvordan kan Søren Espersen dog så nemt gætte at det er DF der sigtes til?

Mest af alt får artiklen ham nu bare til at fremstå som arrogant og sikker på sin egen magt.
Spørgsmålet er så om Søren E. så her en af dagene vil anklage Information for at bringe interviewer med fiktive parodier på ham selv.

I et demokratisk samfund er det staten, der skal garantere friheden. Den liberalistiske angst for staten er malplaceret i et demokrati, hvor staten er garant for det almene interessefællesskab. Kun derigennem kan man f.eks. sikre fri og kritisk nyhedsdækning, uafhængig af kapitalinteresser eller populisme.
Desværre er politik ved at blive et inderliggjort forhold mellem den enkelte vælger og politikerne, hvor det netop i et demokrati skal være de fælles offentlige interesser, der beskæftiger samfundet og private interesser, der friholdes fra befamling.

I det mindste har Espersen opdaget at han efterhånden fremstår som lidt af et tudefjæs med sit evindelige klynkeri omkring hvordan andre opfatter hans partis rolle i Danmark. Så han har været nødt til at vende den til at de "griner" af det og at "enhver" kan se at det er "fuldstændig fortegnet".

Det er til gengæld ret morsomt.

Heinrich R. Jørgensen

Peter Hansen:
"Desværre er politik ved at blive et inderliggjort forhold mellem den enkelte vælger og politikerne, hvor det netop i et demokrati skal være de fælles offentlige interesser"

Enig. De statsejede medier skal ikke være detailstyret af regering eller folketing, og medierne skal ikke agere reklamesøjle for nogen af dem.

Heinrich, vi betaler jo netop licens, for at de offentlige medier kan være uafhængige af politisk påvirkning.

Heinrich R. Jørgensen

Peter Hansen:
"vi betaler jo netop licens, for at de offentlige medier kan være uafhængige af politisk påvirkning."

Jeg ville betale min licens med glæde, hvis de statslige medier var uafhængige, hvilket også betyder, at de ikke skal prostituere sig ved at agere reklamesøjler for de politiske partier og regeringen.

Hvis ministre skal i TV, bør det alene ske, når en kritisk journalist vil stille ministeren til politisk ansvar for sin embedsførelse.

Og hvad rager det os andre, hvad de politiske partier har af holdninger eller kommentarer til nogen som helst? Har de et principprogram, kan de publicere det, og iøvrigt spamme Ritzau o.a. med pressemeddelelser, når de synes de har noget konkret at bidrage med. Men hvorfor i alverden skulle TV nyhedsudsendelser spilde befolkningens tid på at profilere de politiske partier, når der er rigeligt med vægtigt og vigtigt aktualitetsstof, der skriger på at blive kommunikeret ud?

Når politikerne gives taletid, jo flere overfladiske holdninger de kan udtrykke, har det tre konsekvenser:

1) at politikerne indgår et kapløb om at kommentere flest mulige emner og begivenheder, uanset hvor ligegyldige emnerne eller deres kommentarer end måtte være.

2) at medierne undlader at være kritiske, og blot reduceres til mikrofonholdere.

3) at befolkningen bliver massivt fordummet, ved at blive eksponeret til debile ikke-nyheder.

Hvis politikere ønsker taletid i TV, kunne de jo købe reklametid på TV2 eller andre reklamebaserede kanaler.

Yes !

Lars-Bo Abdullah Jensen

Dansk kultur omfatter vel også de danske talemåder. deribland mindes man når man læser artiklen.

Når man slår i en flok, hylder hunden man rammer.