Dansk kunstkritik er blevet tam og tandløs

»Jeg savner anmeldere, der tager deres ansvar alvorligt som en del af kunstkredsløbet, og som ikke bare står ude på sidelinjen sammen med de andre og siger, om noget er godt eller skidt.«

Sådan lød det for nylig i webmagasinet kunsten.nu, da billedkunstneren Kaspar Bonnén brød en uskreven regel og i kraftige vendinger kritiserede det danske anmelderkorps for ikke at stille samme krav til sig selv, som det stiller til kunsten.

»Det er sikkert et fint job at gå rundt og se på udstillinger, men jeg savner engagement og personlighed i anmeldelserne og mere mod til at udfordre stoffet,« uddyber Kaspar Bonnén over for Information. Han mener, alt for mange kunstanmeldelser minder om den type konsumstof, man finder i avisernes bil- og bådsektioner.

»De beskriver udstillingerne og tildeler fire stjerner, og måske falder der en kommentar om, at der gerne måtte have været lidt mere rødt på et af billederne eller at en detalje kunne have været anderledes - men anmeldelsen går ikke for alvor i clinch med værkerne, og derfor bliver læserne heller ikke særligt meget klogere på dem.«

En ny undersøgelse foretaget af Infopaq for Odense Teater viser, at mediedækningen af årets fire største udstillinger på Louisiana, ARoS, Kunsthallen Brandts og Statens Museum for Kunst blot har kastet ét eneste læserbrev af sig. For Kaspar Bonnén er det et tegn på, at anmelderkorpset har udviklet sig til en konsensusklub.

»Det viser bare, at der ikke er nok anmeldere, der er modige og ambitiøse nok til for alvor at udfordre stoffet. Så længe der ikke er nogen anmeldelser, der stikker ud og stiller spørgsmålstegn, så er der heller ikke nogen læsere, der gider at skrive læserbreve,« siger han.

Henriette Bretton-Meyer, kunstnerisk leder ved Overgaden - institut for samtidskunst i København, er enig i, at det forholdsvist snævre kunstmiljø herhjemme rummer en række indbyggede farer for en konsensussøgende kritik.

»Kunstverdenen er et meget lille økosystem, hvor alle er afhængige af hinanden. Stort set alle har ad hoc indkomster og er freelancelønnet, så man skal ikke gøre folk for sure, for så bliver man ikke inviteret til noget næste gang. På den måde risikerer man mere ved at have skarpe synspunkter, end man gør i større lande med større kunstneriske kredsløb,« siger hun.

Kunstanmelder på Jyllands-Posten Tom Hermansen mener imidlertid ikke, at kunstkritikerne har meldt sig ind i en konsensusklub.

»Det er jo sådan, at hvis man har arbejdet på en udstilling i to år, som det for eksempel var tilfældet med Louisianas Max Ernst-udstilling, jamen så er det givet vis også en rigtig god udstilling, og så er det jo ikke så underligt, at de forskellige anmeldere kaster den til med stjerner,« siger han.

Ifølge Politikens kunstanmelder Torben Sangild rammer kritikken dog delvist plet.

»Der kan være en tendens til, at nogle kritikere ikke siger fra over for noget som helst - at alt ligesom bare er okay,« siger han og uddyber:

»Når størstedelen af det, der bliver skrevet om kunst i medierne, er beskrivende foromtaler og 'det sker'-artikler, er det selvfølgelig så meget desto mere vigtigt, at selve kunstkritikken er dét skarpere - og det kan man nogle gange godt savne,« siger han.

Kaspar Bonnén ønsker ikke at sætte konkret adresse på sin kritik, men efterlyser generelt en mere ambitiøs kunstkritik, som ikke kun begiver sig af med at fælde hurtige værdidomme.

»Hvis man synes, at en udstilling er interessant, så må man også forsøge at drive diskussionen videre og sige noget om, hvad det er for et felt, den peger hen imod. Man må tage det, værkerne siger alvorligt og forsøge at trække nogle perspektiverende tråde,« siger Bonnén, som fredag deltager i en paneldebat om netop kunstkritikkens rolle i forbindelse med festivalen Art Copenhagen.

Lukkede reservater

Og han står ikke alene med sin kritik. Også i museumsverdenen er der utilfredshed med den danske kunstkritiks almene tilstand.

»Jeg oplever, at anmelderne er under et utroligt pres på kulturredaktionerne og ikke har tid til at udfolde en dybdegående kritik i den enkelte anmeldelse,« siger museumsinspektør og kurator på udstillingen Reality Check på Statens Museum for Kunst, Marianne Torp. Og det er et problem, mener hun.

»Kunstkritikken repræsenterer ideelt set en anden stemme, der skal diskutere med os som kunstinstitutioner og kuratorer. Den skal give os et modspil, det er ekstremt vigtigt. Men det sker ikke, hvis anmelderne ikke har plads, rum og viden til at kritisere.«

Også museumsdirektør på Museet for Samtidskunst i Roskilde, Sanne Kofod Olsen er enig i, at den grundige og saglige kunstkritik i stigende grad er forsvundet fra medierne og over i lukkede reservater i kunstmiljøet.

»Der bliver diskuteret kunst til forelæsninger ude på universitetet og hjemme hos mig over en flaske rødvin. Men det kniber med at diskutere kunst i det offentlige rum, og det er et voldsomt problem, for kunsten har brug for den selvransagelse, der følger med kritik,« siger Sanne Kofod Olsen, der godt kan frygte konsekvenserne af en fortsat nedprioritering af kunstkritikken i danske aviser.

»I værste fald ender det i rindalisme og mistænksomhed overfor samtidskunsten i den samfundsmæssige og politiske virkelighed. Det er enormt farligt, fordi formidlingen af kunst også er en formidling af, hvad kunst er. Og hvis den diskussion udebliver, kan kunsten ende med at blive noget fremmed, mystisk og svært.«

Tung og uforståelig

Ifølge Tom Jørgensen, redaktør på Kunstavisen.dk, er den store fare for kunstkritikken imidlertid ikke, at den bliver for overfladisk, men at den bliver for tung og uforståelig. Han ser derfor hellere, at kunstanmeldelser balancerer på kanten af populisme end på kanten af uforståelighed.

»Kunstparnasset brokker sig ofte over, at kunstformidlingen herhjemme er populistisk og overfladisk, og kun er interesserede i, at ville dele stjerner ud og sådan noget. Men det er utopisk at tro, man kan lave om på, hvordan aviserne fungerer,« siger han og uddyber:

»Kunstkritikken har brug for folk, der kan udtrykke sig kortfattet, men præcist og med engagement og gerne kritisk. De lange uddybende artikler om, hvad kunst er og skal være for noget, har ingen gang i medierne i dag. De hører hjemme i specialtidsskrifter og på universitetet. Så kan man godt falde tilbage i sit martyrium og mene, at det er helt forfærdeligt. Men man bliver nødt til at forholde sig til realiteterne.«

Forudsætningsløse

Den udlægning er galleristen Nicolai Wallner mildest talt ikke enig i. Han ærgrer sig tværtimod gul og blå over, at det i stigende grad er folk, som ikke har forstand på kunst, der sættes til at anmelde kunst.

»Der har været en tendens til, at man har haft de rene afskrivninger af pressemeddelelser, som er uinteressante for alle - selv for os der skriver dem. Men smagsdomme er også uinteressante, når de kommer fra forudsætningsløse mennesker, der ikke ved hvad de taler om - som for eksempel Smagsdommerne på DR2. Og problemet er, at vi har de to yderpunkter nu,« siger Nicolai Wallner, der ikke kan forstå, hvorfor lige netop kunsten skal behandles på den måde.

»Det er jo ikke kulturen bredt, der får den slags behandling, for filmanmelderne ved jo godt, hvad de skriver om. Og selvfølgelig bør man vælge folk af samme kaliber, når der skal laves kunstanmeldelser. Det andet svarer jo til at sætte landmænd i Jylland til at forholde sig til, hvad Christian Lemmerz laver. Jeg har heller ikke en holdning til, hvordan landbruget prioriterer.«

De gode gamle dage

Ifølge Wallner er der god grund til nostalgi, når man tænker tilbage kunstkritikkens vilkår og status for blot 20 år siden.

»Det var meget bedre i gamle dage, hvor dem der kunne lide litteratur så Bazaar i tv, hvor der sad en mand med skæg i studiet og røg cigaretter og talte med forfattere. Jeg tændte for nylig for DK4, hvor Ole Lindboe sad og talte med en billedkunstner som ved gud ikke interesserede mig, men jeg sugede det til mig, som var det den pureste nektar, fordi man er så understimuleret,« siger han.

Spørger man Jyllands-Postens anmelder Tom Hermansen, er der dog ingen grund til at romantisere fortidens kunstkritik alt for meget.

»Jeg synes, man bevidst eller ubevidst kommer til at tegne et billede af, at kunstkritikken i dag er ussel, og at den for 20 år siden var fantastisk. Og det er en påstand, jeg ikke har set dokumenteret nogen steder,« siger han og uddyber:

»Nogle af de kritikere, man så tidligere, havde travlt med at promovere en bestemt gruppe kunstnere, og ofte var der sammenfald mellem deres nære venner og de kunstnere, de promoverede. I dag er man mere påpasselig med harske programerklæringer. Man dømmer ikke blå kunst ude til fordel for rød kunst, fordi blå kunst er forfærdelig og rød kunst er fantastisk. Og for mig at se er en lødig kritik, der giver alle en chance, også en bedre kritik.«