I den variant af grundtvigianismen, som jeg er vokset op i, går historien, danskheden og kulturen altid forud for kristendommen.
Inden man som barn eller ung stiftede bekendtskab med det nye testamente, skulle man således være fortrolig med historien, myterne og menneskelivet med alle dets mærkværdige modsætninger. Ellers blev man, som min far sagde: fanatiker og inkvisitorisk i sin kristendom.
Kristendommen kan i dette tankeregi således ikke stå alene, men må have sit afsæt i det levede liv og i fællesskaberne.
Historien og myterne
Da jeg kom i skole i 1961 i Sommersted nær Haderslev, var min lærer Marie Fink (f. 1903) præget af en grundtvigsk tilgang til livet. Vi blev derfor ikke introduceret til kristendommen. Nej, vi hørte i stedet om de nordiske guder, patriark-historierne og dansk historie. Udflugterne gik til Skamlings Banken, hvor vi allerede i første klasse hørte om Skau, Hiort Lorensen og folkemøderne i 1840'erne. Sådan har det givet vis forholdt sig i mange grundtvigsk prægede folkeskoler.
Det var således først, da familien flyttede til Nordals, og da jeg skulle i 3. klasse, at jeg mødte evangelierne i skolen. Skolens pædagogik på Als var moderne, dvs. man undgik alt det grundtvigske, som jeg var vokset op med i hjemmet og i skolen.
Skolen var en byskole. Den var kulturradikal i sit sigte og derfor også formet af moderne undervisningsformer. Her drejede det sig primært om færdigheder. Vi skulle ikke spilde tiden med historie og patriarkfortællinger, hvilket jeg var frygtelig ked af, fordi jeg var vildt optaget af Valdemar'erne og de jødiske fortællinger i det gamle testamente.
Men lidt kristendom skulle vi have. Det stod jo i bekendtgørelserne. Ja, vi skulle oven i købet lære salmerne udenad, hvilket min far var indædt modstander af.
Synges - ikke terpes
Salmerne skulle ifølge min fars mening synges og ikke terpes. Hos Grundtvig hedder det som bekendt: »Menneske først - kristen så.« Dette blev, hos min far og det grundtvigske miljø, som han var rundet af i Rødding, tolket ret bogstaveligt. Kristendommen var konkret dvs. bestemt af det liv, vi levede som danskere.
Grundtvigianismen er således, som katolicismen, ikke en abstrakt enkeltmandskristendom. Nej, kristendommen er i en grundtvigsk sammenhæng forankret i menigheden og fællesskaberne.
Det er først i dette fællesskab, at vi kan tale om kristendommen som en relation mellem den enkelte og Gud.
Lektor Søren Jensen har forleden i Information spurgt om, hvad jeg forstår ved en kristen danskhed. Og hertil er det blot at svare, at kristendommen i Danmark udfolder sig i en konkret kontekst, som er dansk.
Som russiske nihilister
Det samme gør sig gældende for jødedommen i Danmark. Når jeg er sammen med Arne Melchior, så har vi samme reference til danskheden, dvs. vi er fortrolige med dansk kultur og levevis. Og sådan skal det også være for muslimerne. De skal blive danske muslimer. De skal, som jeg ser det, møde islam med den kulturelle kapital og de traditioner, vi har i Danmark. Sådan som jøderne har gjort det i århundreder.
Islamismen i Europa, som har utrolig mange fællestræk med den russiske nihilisme i det 19. århundrede, er en islam, som er uden forankring. Den er abstrakt og uafhængig af de kulturer, hvori den praktiseres. Den er et resultat af rodløshed og fragmenterede kulturer og har derfor gode vækstbetingelser i det moderne Europa.
Hvis vi skal inddæmme islamismen, så må vi derfor skabe en islam, der relaterer sig til de forskellige nationers traditioner. Integrationen handler således ikke blot om at få indvandrerne i arbejde. Nej, det handler om at skabe en dansk bevidsthed - et dansk Nomos, så muslimer, jøder og kristne får fælles reference til dansk historie og kultur.
Derfor ser jeg gerne, at vi uddanner de danske imamer på de danske universiteter. Ja, lad os forære muslimerne en flot moske i København, samtidig med at vi kræver, at imamerne skal være uddannet på et dansk, teologisk fakultet.
