»Nej, I skal ikke græde,« sagde Diego Maradona som et ekko af Tim Rices berømte Evita-lyrik fra 1978 til pressekorpset efter, at det argentinske fodboldlandshold for anden gang i træk havde tabt en vigtig VM-kvalifikationskamp. Først en ydmygende 1-3-match mod arvefjenderne fra Brasilien og nu, natten til torsdag i forrige uge, 0-1 mod Paraguay i Asunción. Forinden havde Bolivia kørt de blå-hvide elleve over med 6-1, og Ecuador havde vundet med 2-0. Diego er en presset mand. Med to kampe tilbage skal Argentina højst sandsynligt spille play-off-kampe mod nr. 4 i Concacaf-puljen, som lige nu er Costa Rica.
»Kritik bekymrer mig ikke,« hissede cheftræneren og legenden, som i denne uge er taget til Italien for at gå i spa og slå stressen ned. »Jeg har kæmpet mod kritik, siden jeg var 15 år gammel. Nu er jeg 48, og jeg vil blive ved med at fighte.« Så mindede Maradona forsamlingen om situationen i 1993: »Dengang skulle vi også kvalificere os via play-off, og vi klarede det. Ingen døde.«
Ramt af krisen
For et par måneder siden var landsholdet i Rusland for at spille testkamp. Der var kaos over hele linjen. Diego meldte afbud til PR-mødet, russerne blev sure, og på det let provokerende spørgsmål om, hvad den argentinske stab fik tiden til at gå med, svarede Maradona: »Vi tisser i bukserne.«
Hjemme i Argentina var fodbolden hårdt præget af finanskrisen. I sommer havde præsidenten for Argentinas fodboldunion, Julio Grondona, kappet linen på den lukrative tv-kontrakt, han havde indgået på vegne af de bedste hjemlige klubber allerede året før. Til gengæld lovede regeringen at fordoble de statslige tilskud og desuden vise endnu mere fodbold på gratiskanalerne. Bag miseren, som holdt Grondona stavnsbundet og efterlod Maradona mere eller mindre alene foran den glubske presse, lå en bitter og langvarig strid om magt mellem Argentinas imposante medieforetagende, Clarín, og landets præsident, Cristina Fernández de Kirchner.
Reng, regn, regn ... og sol
Men en hurtig metafor er Diego altid mand for. Hvordan, ville verden vide, var stemningen før El Clásico mod Brasilien i starten af måneden? »De sidste 30 dage har været lutter regn, men så brød solen frem.« Regnen refererede til den endeløse skadesliste - især forsvareren Martin Demichelis og fløjspilleren Jonás Gutiérrez - og den massive kritik af trænerens besynderlige udvælgelsesprincipper. Manden er jo uhelbredelig romantiker, sagde man, og sigtede til den offensive trio med Carlos Tevez, Sergio Agüero og Leo Messi, som Maradona bare ville have i front. Idéen var at spille angrebsivrig fodbold med fokus på højt pres og pasninger i jordhøjde. Men resultatet var mangel på organisation, ingen kommunikation og - værst nok - minus mål. Selv Messi udtalte offentligt, at han ikke havde lyst til at spille matchen mod Rusland, og Tevez viste i situationens hede imponerende diplomati: »Jeg er sikker på, at vi alle kan spille sammen, men vi har brug for meget mere tid til at tilegne os Diegos stil.«
Sol var der dog også: »Drengene. Den måde, de træner og er opsatte på at kæmpe mod Brasilien, gør mig til en meget lykkelig mand,« forsikrede Maradona.
Oprindeligt skulle River Plates stadion El Monumental de Nunez lægge græs og lægter til arvefjendeopgøret, men Maradona mente ikke, at stedet havde hævet sig ret meget over den Buenos Aires-slum, han voksede op i, og spillerne var stærkt utilfredse med atmosfæren. Ergo flyttede Grondona El Clásico til Gigante de Arroyito i Rosario.
Sydafrikansk ængstelse
Det var 15 år siden, landsholdet havde spillet i Rosario. Men den folkloristiske betydning var ikke til at overse: Det var her, Messi tilbragte de første 13 år, inden han rejste til Barcelona. Messi var frelseren, og nu skulle han lave mirakler i hjembyen. Tevez var ikke overbevist, for som han udtalte op til kampen: »Presset fra vores egne fans kan vende sig imod os, hvis vi ikke har bolden nok, og publikum bliver utålmodige.« Således sagt af en profet, åbenbart, for Messi var usynlig, supporterne buhede, Brasilien cementerede deres status som FIFA's nr. 1, og Grondona tabte mange millioner på flytningen.
De sydafrikanske værter og næste års VM-entreprenører tør slet ikke tænke tanken: Hvad nu, hvis de to højest profilerede fodboldspillere i verden, Cristiano Ronaldo og Leo Messi, ikke kommer med? I skrivende stund er der solgt over 600.000 billetter. Over 200 lande har indgået tv-aftaler. Sydafrikanerne er i fuld krig med at bygge fem nye, topmoderne stadions, alt imens maskotten, den nuttede og eventyrlystne Zakumi, stilles på rad og række i diverse butikker, online og offline. George Best og George Weah nåede aldrig at brillere i en VM-slutrunde, og i 1978 nægtede Johan Cruyff at deltage i finalen af familiære årsager, men vi skal helt tilbage til 1958, hvor tidens hotteste stjerner, Alfredo di Stéfano og Ferenc Puskas, var fraværende, for at finde noget lignende.
Kirken
I VM-finalen mod England i 1986 scorede Maradona med hånden. Fem minutter senere løb han zigzag over en halv banelængde og et britisk forsvar, som ufrivilligt kom til at ligne FC Gullestrup, og nettede endnu engang. Med foden. Diegos stunt blev hurtigt ophøjet til religiøst relikvie. Det var 'Guds hånd', som man sagde og stadig messer i Maradona-kirken, Iglesia Maradoniana, mens de våde øjne søger mod templet med pokal og Boca Juniors-foto. I dag har kirken tæt på 100.000 medlemmer i mere end 60 lande, og stifteren, Alejandro Veron, har sit eget passionerede motto: »Jeg har en rationel religion. Det er den romersk-katolske. Og så har jeg en religion, der taler med hjertet. Det er Diego Maradona.« Fodboldekvilibristen selv, som i årenes løb er omskrevet til »poesi i bevægelse« og »naturlovenes betvinger«, var ærlig på sin egen tvetydige facon efter 1986: »Jeg skylder englænderne tusind undskyldninger - det er sandheden - men jeg ville gøre det tusind gange igen.« I sin selvbiografi skrev han: »Hvilken Guds hånd? Det var Diegos hånd.«
Jeg har ikke noget Maradona-alter derhjemme. Men jeg tilbeder den tanke, at fodbolden har brug for flamboyante typer. Når de engang forsvinder, må man godt græde.
