Læsetid: 7 min.

Farvel mono, goddag niche

Informations musikankermand forsøger med hjertet i halsen, balkaniseret åndedræt og globaliseringsfeber i fingerspidserne at tegne et snit ned gennem årtiet, der sukker på sidste vers
Den sidste stjerne. Mulighederne for at opbygge stjerner som i gamle dag er væk. Det virker kun passende, omend sørgeligt, at Michael Jackson skulle dø ved udgangen af årtiet.

Den sidste stjerne. Mulighederne for at opbygge stjerner som i gamle dag er væk. Det virker kun passende, omend sørgeligt, at Michael Jackson skulle dø ved udgangen af årtiet.

Marc Ralston

26. september 2009

For længe længe siden var der en musikkultur, som vi var fælles om. Det var dengang, MTV og P3 bestemte, hvad der foregik. Det var store tv-stationer og radiokanaler, musikmagasiner og dagblades musikkritikere, der fortalte os, hvad vi skulle kunne lide. Og det var i vid udstrækning multinationale giganter som Universal, Sony, Warner og EMI, der fortalte disse, hvad de skulle fortælle os. Og således var hittet en stramt kontrolleret størrelse.

I dag er det svært at forestille sig, at så sent som i begyndelsen af dette herrens årti forholdt det sig stadig sådan. I dag er det bloggere som Perez Hilton og Fluxblog og musikwebsites som Pitchfork, der fortæller os, hvad vi skal kunne lide, men det er også helt almindelige mennesker med en abnorm interesse for musik, der på tværs af kloden fortæller hinanden om nye opdagelser i musikkens verden. Som for længst er emigreret til nettet.

I årtiet, der snart er slut, har vi kunnet høre en traditionel musikbranches svanesang gjalde over nettet. Og i stedet lyder nu et kor af nye stemmer fra en mere flad struktur, hvor det ikke kun er uafhængige selskaber, men sågar enkeltpersoner, der kan nå ud til verdens øjne og ører. Farvel til monokulturen og goddag kulturel surroundsound, til en balkanisering af musikscenen. Nicherne er blevet de nye jagtmarker, og mulighederne for at opbygge stjerner som i gamle dag er væk. Det virker kun passende, omend sørgeligt, at Michael Jackson skulle dø ved udgangen af årtiet.

En uendelighed af musik ligger for vores fingerspidser, og der er opstået forstærkede muligheder for at opbygge sin identitet gennem sine musikalske valg. Og måske netop derfor har 00'erne i endnu højere grad end 90'erne stået i diversitetens tegn. Og måske netop derfor har indie vokset sig stor og vokset sig til en sært uformelig størrelse. Indie blev nemlig muligheden for at identificere og præsentere sig selv som et tænkende menneske med en inderlig smag, uden samtidig at blive en freak.

Uafhængigheden

Oprindelig refererede indie til musik udgivet på independent-selskaber, altså uafhængige af de multinationale ditto. Men siden blev det til en genrebetegnelse omfattende en sofistikeret, men stadig tilgængelig guitarrock. Men i dag agerer den som et stærkt spraglet alternativ til den rene mainstream. Og den inkorporerer i dag hvad som helst, så længe det har en særegen karakter, en fornemmelse af alternativ.

Op gennem 00'erne flyttede eller udvidede indie sig hele tiden og blev usandsynlig rummelig uden at miste sin kant. Ja, den - eller - det blev faktisk en parallel strømning til mainstream, med masser af muligheder for at hitte. Så over årtiet har navne som Antony & The Johnsons, Grizzly Bear og den nye psykedeliske tids budbringere, Animal Collective, vist sig at kunne nå masserne, ja, endda komme på David Letterman Show. Indie blev en slags mainstream, som ikke vil være ved, at den er mainstream. En kreativt frugtbar identitetskrise i konstant forandring. Hvem skulle have troet det, da årtiet åbnede med klynkerock fra Coldplay og Saybia?

Indies territoriale udvidelser har også betydet, at man pludselig kan feste - sammen - til noget, man aldrig troede ville fænge: Om det så var Arcade Fire, LCD Soundsystem, White Stripes eller Franz Ferdinand. Og at man pludselig som indie-fan kunne omfavne elektronisk dansemusik såsom fransk filter-house som Daft Punk og Stardust og senere blog-house fra Justice og Simian Mobile Disco.

Verden kom ind i poppen

Elektronisk teknologi er også blevet allestedsnærværende. I begyndelsen af årtiet var det stadig værd at bemærke, når en laptop var medpassager hos et rockband. I dag er den gerne fjerde instrument sprængende den ellers så hellige guitar-bas-tromme-treenighed itu. Men samtidig har andre musikere reageret og stilet mod tidligere tiders enkelhed eller patina eller inderlighed med garagerock-revival fra White Stripes, The Hives etc. og soul-genopstandelse fra Amy Winehouse, Duffy og Mark Ronson.

00'erne blev heldigvis også årtiet, hvor Den Tredje Verden ankom i vores populærkultur. Producere som Timbaland og Diplo importerede og kolonialiserede på hver deres måde og medvirkede kraftigt til at det blev lifligt, letforståeligt, legitimt at danse til rytmer og melodier fra Indien, Pakistan, Brasilien, Angola og ikke mindst Balkan-landene, hvis central- og østeuropæiske vanvid og vemod var det nærmeste en europæisk autenticitet, vi følte os i stand til at komme. Og srilankansk-engelske M.I.A. og amerikanske Santogold blev begavede gallionsfigurer som globalistas med en selvsikker selvdefineret sensualitet som bonus.

Men hvis man virkelig skulle sælge plader, hjalp det nu mere at være et amerikansk hyperego som Jay-Z og Kanye West eller have medvirket i X Factor eller American Idol. Bare spørg Kelly Clarkson eller Martin. Og så skadede det selvfølgelig heller ikke at spille højpotent, hysterisk følsom EMO-rock som My Chemical Romance og Fall Out Boy. Eller at alliere sig med amerikanske r&b- og hiphop-producere som Nata Danja Hills, Kanye West, Swizz Beats, Dr. Dre og Timbaland. De to sidstnævnte dannede endda partnerskab med to af årtiets største stjerner - endda af høj kvalitet - henholdsvis Eminem og Justin Timberlake.

Jamaica kom ind i Danmark

I Danmark rykkede verden, især Jamaica, heldigvis også ind, og vi fik dansksproget dancehall fra Natasja og Bikstok Røgsystem, der begge smukt formåede at tilegne sig jamaicansk kultur uden at miste lokal forankring. Vi fik indie-salmer fra Choir of Young Believers og Efterklang, der netop var anderledes uden at være galninge - og i øvrigt i deres udtryk syntes at efterlyse en større åndelighed og højere til loftet i den danske andedam.

Vi fik også ny 80'er-farvet synthrock fra Spleen United og Nephew. Vi fik mænd med akustiske guitarer og ubehjælpelige sange, der genintroducerede den bløde mand i populærkulturen: Rasmus Nøhr, Thomas Buttenschøn, Tue West. Det gjorde Mikael Simpson også, men det var med både guitar og laptop og på højt niveau. Og samtidig fik en gejl glittet narcissistisk dance-pop fra Nik & Jay og senere Medina, som satte bling bling i stedet for Jante. Og så blev hiphop profitabel, pletvis dansabel, skal jeg lige love for: Niarn, Jokeren, L.O.C. havde alle hits, der vakte mere eller mindre glæde og skandale. Der blev både rappet bitch, so og ho, og Hanne-Vibeke Holst gik i brechen for at bombe Danmark tilbage til USA's bornerte forældre-forskrækkede niveau med sit angreb på Niarn.

Årtusindets første årti handlede selvfølgelig også om ejerskab og copyright - eller på dansk ophavsret. Napster, Pirate Bay, MySpace, Spotify lyder nogle af kodeordene. Hvordan skulle man nyde musik i 00'erne? Ulovligt downloadet som i to førstnævnte tilfælde eller lovligt streamet som i to sidstnævnte? Spørgsmålet er uafklaret, og der oprustes fortsat for at kunne straffe illegale fildelere, om det så er med astronomiske bøder eller med afbrydelse af deres netforbindelser.

Ejerskabet over sampling-bidder er fortsat en varm kartoffel her i det 21. århundrede, og det sprit-ulovlige The Grey Album - der mashuppede Beatles og Jay-Z - gjorde Danger Mouse til en free culture-helt, siden popstjerne. For ingen vinder tilsyneladende fans ved at være strammer, mens man vinder masser ved at omfavne de nye muligheder. Det beviste Nine Inch Nails og Radiohead ved at tilbyde deres nye materiale henholdvis gratis eller til individuel lavpris. Og social networking viste sig at være helt afgørende for at beholde sine kernefans (og det er dem, der tæller). Det viste Arctic Monkeys og Clap Your Hands Say Yeah via MySpace og amerikanske Amanda Palmers via Twitter.

Uregerligheden sejrer

Musikken er mere uregerlig end nogensinde. Hverken pladeselskaber eller økonomi bestemmer længere, om man skal indspille og offentliggøre musik, for det gør man da bare. Og dermed er antallet af amatørmusikere og mængden af musik eksploderet. Og i det virvar er remixet, mashuppet og coverversionen blevet helt naturlige udtryksformer for en ny generation, der finder det helt naturligt at cut-and-paste og referere og i øvrigt ikke spørge om lov. I det kommende årti vil en sang sikkert blive et endnu mere flydende begreb - genstand for konstant fortolkning - og skellet mellem afsender og modtager vil flyde endnu mere ud.

Så her står vi. Midt i en eksplosion, hvor hit-begrebet er blevet mere uklart. Der er niche-hits, og der er stjerner, som generelt er mindre end tidligere. Men der er også et formentlig evigt behov for at føle, at man hører til, og at vi er fælles om noget. Og derfor vil hittet, som alle har på hjernen, formentlig leve videre. For vi vil gerne deles - også om musik. Og i 00'erne nåede vi vanen tro at deles om en del musik. Her finder du et skønsomt - og stærk begrænset - udvalg af hits. Beklager udeladelserne. Og undskyld rodet. Det er altså årtiets skyld.

Serie

Seneste artikler

  • For den enkelte familie er én dræbt altid én for meget

    27. juli 2010
    Hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater er Danmark parat til at gøre en forskel i verden, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun mener, danskerne er klar til at gå i krig igen uden FN-mandat, hvis det er det, det kræver
  • 'Vi skal ikke lade os skræmme, og vi skal kæmpe for vores værdier'

    24. juli 2010
    Danske politikere skal have kniven for struben og et anslået antal dræbte soldater på bordet, når de sender Danmark i krig, mener Søren Espersen (DF). Men det tør vi jo ikke, siger han. Folket derimod er parat til at kæmpe for Danmarks nye internationale rolle
  • 'Jeg har gjort op med mig selv, hvad det indebærer at beordre andre i kamp'

    23. juli 2010
    Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

'Indie' er efter min mening en af de dummeste genrebetegnelser i dag. Det betyder i realiteten ikke noget som helst i en tid, hvor skællet mellem musik fra hhv. store og små selskaber er nærmest ikke eksisterende.

Så har ordet ganske vist fået nogle konnotationer i retningen af ikke-mainstream, men mange af de kunstnere, der kalder sig Indie, spiller jo i realiteten bare popmusik, som er lige ud af landevejen - ikke at det i øvrigt gør musikken dårligere.

Et er begrebet "indie", der vel er opfundet af en smart forretningsmand i 70'erne/80'erne (Factory's ejer måske...?).

Men hvad med en liste over "alternative/visionære hits"....? Hvad er de alternativer til? Og i hvilken forstand er eksempelvis de nævnte hits fra LCD Soundsystem eller The Knife mere visionære eller anderledes end lad os bare sige Missy Elliotts? Hvis man ser bort fra indpakningen og lanceringen af dem og bare lukker øjnene og lytter, ja, så kan jeg faktisk ikke høre det...

Det, der er så græsserende ved ovennævnte lister er, at alt andet end hits, mangler. I artiklen roser han alle dem, der producerer uafhængigt af kommercielle interesser og påstår at de har bedre vilkår end nogensinde, men der er ikke et eneste navn, der ikke har haft storsællerter på programmet og været vist på statsligt TV og spillet på den statslige radio, med på listerne. Selvmodsigende...

Spøjs vinkel i den artikel, men også lidt med en horisont af 'midtjyllandsmesterskaberne i beatmusik'. Det' selvfølgelig meget 'indie'.. og ganske kommercielt.
Jeg kender ikke nogen af det der generationelle talsmandsmateriale eller eventuelle nationale fællesgods der opremses fra pop og dansktop.

Er det det samme årti vi tænker på ? Nullerne, hvor der gik stonerdrone i det hele, hvis ikke breakcorevirvar - og hvor neo-prog var langt den væsentligste revival-ting ? Altså i musikken mere end medierne ok ... Ikke en lyd :-D

Lad os sige kulturforbruget er blevet mere generelt fragmenteret måske ?