Læsetid: 11 min.

Den femte Beatle gør rent bord og siger det, som det er

Den femte Beatle er den hengivne fan, som returnerede gruppens musikalske fortræffelighed og dens kollektive, nærmest fysisk mærkbare udstråling med kærlighed, opofrelse og en til-døden-os-skiller-agtig hengivenhed. Her kan de læse en ucensureret frontrapport fra én af slagsen
Den femte Beatle er den hengivne fan,  som returnerede gruppens musikalske fortræffelighed og dens kollektive, nærmest fysisk mærkbare udstråling med kærlighed, opofrelse og en til-døden-os-skiller-agtig hengivenhed. Her kan de læse en ucensureret frontrapport fra én af slagsen
9. september 2009

Dette er lidt af en kærlighedshistorie. Om først en dreng og fire unge mænd, derefter om en ung mand og fire voksne mænd og til sidst om en voksen mand og fire midaldrende mænd; ja, dvs. to af dem gik hen og døde i en alt for ung alder. Ikke at I får hele historien, men det er værd at få med, at kærligheden ikke døde.

Modsat den traditionelle kærlighedshistorie mødtes parterne aldrig, og det ville være synd at sige, at de Fantastiske Fire overhovedet kendte til den unge mands eksistens, omend de kendte alt til hans type. Han var nemlig en brik i det verdensomspændende spil, der opførtes omkring Liverpool-gruppen The Beatles fra 1963, hvor den bragede igennem, og til 1970, hvor den med et noget barskt udtryk simpelthen opløstes. Hvilket blot betyder, at gruppens fire medlemmer - kendt som John, Paul, George & Ringo - opgav alt yderligere samarbejde og gik hver til sit, for fra det udgangspunkt løbende at lave en 60-70 soloplader, ulige fordelt mellem sig - uden dog nogensinde at nå samme kunstneriske eller kommercielle højder, som i de år, hvor de sammen optrådte og udsendte plader som ... The Beatles.

Vores unge dreng tilhørte den særlige menneskelige underart, der i daglig tale kaldes Beatles-fan, et udtryk, der dog slet ikke formår at indeholde enormiteten af projektet. Var man i det lune, kunne man i den forbindelse tale om en udpræget envejskærlighed - nemlig fra drengen til de fire gentlemen fra den nordengelske havneby Liverpool (i en dansk kontekst svarer det til, at Gasolin' i stedet for Christianshavn stammede fra Esbjerg), men det modbeviser kvaliteten af det, drengen fik til gengæld. Nemlig det uhørt bedste rockmusik - tilsat en god og sund dosis pop - der nogensinde er blevet præsteret på den vestlige halvkugle.

Det sker, at man møder nogen, der siger, de ikke kan lide The Beatles. Det er da meget sjovt sagt. Personligt har jeg det som den kristne, der bliver spurgt om, hvorvidt Biblen egentlig er en god bog? Det ligger jo i troen, at den må være den bedste af sin slags. Det er i hvert fald sjældent, at svaret lyder: 'Nej, stilistisk set foretrækker jeg Koranen, men nu er man jo kristen, ikke?'

For mig er The Beatles den bedste gruppe i hele verden. Nogensinde. Deres musik er en del af mit dna. Jeg kender ALLE deres sange forfra og bagfra (også de dårlige!). Jeg kan kronologien på deres pladeudgivelser - lp'er, ep'er og singler - som de udsendtes i 1960'erne, på samme måde mine forældre kunne deres kongerækker. Hvert og et af omslagene kan jeg fremmane for mit indre øje, for- og bagside, på et splitsekund. Jeg ved de mest absurd ligegyldige ting fra såvel privatsfæren som deres professionelle virke, som kun andre Beatles-nødder kan have glæde af. Og vi er vel kun en 50-60 millioner af slagsen.

Det er min påstand, at stort set alle, der fødtes mellem årene 1930 til 1960, uundgåeligt påvirkedes af Beatles-æraen, selv om vi skam også var nogen, der ligefrem tog skade.

Og det er også tilladt ikke at kunne lide dem. Især hvis det i samme åndedrag kan påpeges, hvem det lige er, der overgår dem? I tæft, i håndværk, i sangskrivning, i udstråling, i variation, i udvikling, i vores fucking hjerter; kun lige David Bowie i de koksede 1970'ere har nogen sinde matchet dem i en musikalsk overraskelseskurs af de dimensioner. Og 'os', ja det er alle os heldige kartofler, som fik lov til at vokse og udvikle os til lyden af denne kvartet, mens den udfoldede sin populærmusikalsk uforlignelige (og usammenlignelige) udvikling fra iørefaldende, smittende og overmåde livsbekræftende rock'n'roll til det rene slaraffenland med plads til alt fra britisk music hall til klassisk indisk musik. På syv år, mand! Ja, de nåede oven i købet at brænde ud for åben skærm, hvad enhver der har set dokumentarfilmen Let It Be vil vide.

***

Min søster og jeg undte stort set ikke hinanden noget. Af nogen art. Nogen sinde. Den hårdeste, ondeste og mest kulsorte dag på året var den, hvor modparten havde fødselsdag og derfor - ifølge naturlove udstukket nogenlunde på det tidspunkt, hvor vi kom ned fra træerne - krav på at være universets absolutte midtpunkt, fra familien stod op, til den udmattet tumlede om ved aftenstide.

Vi vidste alt om, hvad den anden ejede - heldigvis gjorde kønsforskellen, at en del af det ikke var attråværdigt, men alligevel; hva' sku' hun med de ting? Why, why, why? - samt ikke mindst: kunne lide. Kampen for at få lørdagsslikket til at strække sig længere end den andens var benhård, møgbeskidt og ikke - jeg gentager: ikke - for folk med svage nerver. Til gengæld var triumfen ved en mulig sejr så stor, at den undertrykte ens impuls til at æde det hele på fem minutter og dermed opnå den lyksaligste fred i sjælen, når sukkeret hamrede gennem kroppen og løftede én op mod lyset. Det var krig, var det - og som sådan var alt tilladt.

Dette krævede af vor snusfornuftige forældre - fra hhv. Nord- og Vestjylland - et benhårdt millimeterdemokratisk system, hvor ingen på noget tidspunkt hverken følte eller følte grund til at føle sig forfordelt. Og meget ofte var løsningen, at »I må altså dele«. Røvtur på første klasse.

Fra den vinkel stod det helt klart, at kommunismen var noget lort og den überprivate ejendomsret det eneste saliggørende.

Så da en Beatles-single engang i 1963 eller måske '64 - Bente var da fem og jeg syv - forvildede sig ind i vores hjem, uden nogen af os helt kunne påberåbe os det absolutte suveræne ejerskab over samme, endte denne artefakt fra den forjættede teenageverden som fælleseje. Også selv om jeg, der dog var begyndt i skolen, skyndte mig at skrive mit navn på begge sider af omslaget! Men altså - »Please Please Me« og »Ask Me Why«. Vi spillede den så mange gange på husets eneste grammofon, der stod i stuen, at vores tapre forældre til sidst på deres grædende knæ tiggede os om at gå ud at lege. Gerne ude på motorvejen og helt sikkert uden refleksbrikker.

Min mistanke om, hvem der bragte dette stykke vidundermusik ind i vor verden, samler sig om Eva. Hun var 16 år gammel og datter af nogle af mine forældres venner. Hun var blevet, hvad man kalder 'skoletræt', og derfor havde mine forældre indvilget i at tage hende under deres vinger i funktionen barnepige. Alle syvårige drenge, der lige er begyndt i første klasse, burde den ondelyneme ha' sig sådan én. Det er for fedt. Jeg kan kun anbefale det.

Havde jeg ikke elsket før, gjorde jeg det nu. Hun var ubetinget mit livs første store kærlighed, og Eva elskede The Beatles. Med sin korte, rappe drengefrisure og uendeligt søde, gode og milde væsen stod hun for mig som indbegrebet af al kvindelighed, og jeg græd, si'r jeg Dem, græd, når de store drenge (af misundelse, jeg ved det godt) på vejen påstod, at jeg gav hende 'fingerfisse' i både tide og utide. Vel gjorde jeg ej - og det var der heller ingen andre, der gjorde eller nogensinde ville komme til at gøre, hvis det stod til mig. Hvad det end var - og klangen var så grim, at jeg instinktivt måtte tage afstand derfra - var den slags bestemt ikke noget for hverken Eva eller mig.

Hun havde godt nok en bejler, der hed Uffe. Han havde beatnikskæg, bar hornbriller og kørte scooter; men Uffe havde altid slik med til Bente og mig og kunne ikke drømme om at gøre noget så ondt ved Eva som at give hende 'fingerfisse'. Det vidste jeg bare. Til gengæld tog han hende med til én af de to Beatles-koncerter, the Fab Four gav i KB-hallen den 4. juni 1964. Og hun var så vidt jeg ved den eneste med den mindste smule forbindelse til Kokkedal, som var derude den famøse dag.

***

De sagnomspundne 1960'ere nåede ikke rigtig Kokkedal til tiden. Tværtimod holdt vi så meget af det foregående årti - de noget mere statiske, men også på sådan en mågestel- og brølende-kronhjort-ved-skovsøen-agtig facon meget mere nuttede 1950'ere; jeg mener, Gustav Winckler var ok, ikke? - at vi holdt fast i dem til omkring 1968 og betragtede afvigelser fra de normer, der knæsattes dengang, som det rene kætteri. De voksne gjorde i hvert fald.

Som nu det der med langt hår på drenge - hva' fanden var det for en dårlig, helt sikkert kommunistisk inspireret lorteidé? Hvilket igen betød, at drenge, der var så dumme at overskride den tilladte tremillimetergrænse, var jaget vildt året rundt. Vi måtte finde os i at blive kaldt 'bøsser' og det, der var værre, vi måtte igen og igen tage turen op i vandposten i det store spisefrikvarter med et smil, vi måtte tage med, at gymnastiklæreren fandt, at sådan en frisure og fri fysisk dressur udelukkede hinanden.

Og vi måtte desværre også tage med, at de cool piger smilede til os - og blinkede. Faktisk kan jeg huske engang i sjette klasse, at en pige, der hed Ulla - hun gik i ottende, mand! - sagde til mig, at mit hår lignede Brian Jones' - ham fra Rolling Stones. Jeg var lige ved at besvime af lykke og blev kun holdt oppe af driften mod hurtigst muligt at finde et spejl for at konstatere, at jeg så måske alligevel ikke var helt så grim, som jeg følte mig. Men der var spejlet ubarmhjertig - jeg lignede stadig en sæk lort, så vidt jeg kunne se.

Det var på mange måder en gammeldags drengebogsverden, vi bevægede os rundt i, og selv om man i aviserne kunne læse - og i TV-Avisen se - hvordan det rumlede og bragede og knagede derude, hvordan Vietnam-krigen eskalerede, hvordan de nakkede Martin Luther King og Bobby Kennedy, hvordan pigernes kjoler blev kortere, og den seksuelle revolution frejdigt blæstes i gang ud fra en eller anden devise om sex som noget særligt saliggørende, en slags mentalhygiejnisk foranstaltning, der erstattede Kaptajn Jespersens slogan om den sunde sjæl i det sunde legeme, eller hvad det nu var. Tankegangene var i hvert fald forbløffende ens, men i Kokkedal var dét med udenomsægteskabelig sex vist pågået i årtier, og alle vidste, at det kun medførte en ting: uønsket graviditet. Og der var kun et middel derimod - noget, der med betimelig drabelighed kaldtes 'fosterfordrivelse', hvad min mor, den snusfornuftige sygeplejerske, forsøgte at reducere til det farveløse 'abort'.

Den var god med hende - vi vidste nok, hvad det handlede om, det snavs der. Det var piger ('kællinger', kaldte vi dem), der var løse på tråden og som sådan selv ude om det - selv om vi selvfølgelig ville have givet en fod for at komme i lag med én af den type. Vi nøjedes med at onanere, prale, lyve og så onanere noget mere. Det var nu også meget fedt.

Jeg var 12 år gammel og havde så småt 'fået hår på makrellen', som man sagde, hvilket fascinerede mig uhørt. Holdt så meget af den, sov med den om natten, som den gamle børnesang går. Og med maj '68 blæstes Ungdomsoprøret i gang, og da naboens store dreng året efter bortvistes fra Statsskolen for både at ryge og sælge hash, kunne vi med en vis tilfredshed konstatere, at nu var 1960'erne endelig også nået ud til os i sovebyen. Nu skulle de forpulede autoriteter blæses omkuld, sku' de. Lige så snart vi havde røget den her chillum færdig, altså.

***

Hele min barndom og ungdom prægedes af op- og nybrud, der lå helt uden for min såvel rækkevidde som fatteevne.

I sådan en brydningstid er det rart at kunne klamre sig til noget sikkert, til noget trygt. Og der var da en ting, der var stensikker - sådan cirka hver tredje måned kom der en ny Beatles-single. Og den var lige så sikkert 'bedre' end forgængeren - i forstanden anderledes. Dette orkester var så guddommeligt begavet, at det aldrig behøvede gentage sig selv. Hvad har de nu fundet på, tænkte vi og vidste, at hele popverdenen et kort øjeblik holdt inde med, hvad den nu havde gang i og stillede sig selv det samme spørgsmål. Hvad har de nu fundet på?

Det kunne være så meget forskelligt, hvad enten det var den harskt drævende »Ticket to Ride« eller den indtagende romanticisme på »Michelle« eller den sært desperate »Help!« eller den skrapt modernistiske (og tekstligt for os fuldstændigt uforståelige) »Paperback Writer«. For ikke at tale om den dobbeltsidede »Penny Lane« og »Strawberry Fields Forever«!

Jo, vi havde hørte Revolver-lp'en (en milliard gange, faktisk) og mærket det sorte dragende gys på »Tomorrow Never Knows«, det nok mærkeligste og mest uigennemtrængelige stykke popmusik, mine drengeører til da havde været udsat for. Hvor også sange som »She Said, She Said«, »Eleanor Rigby« og »Love You To« flyttede så mange grænser, at ens hoved på det nærmeste snurrede derved.

Men altså, »Strawberry Fields Forever«? Var det drøm eller virkelighed? Og hvis det var en drøm, var den så godsindet eller det rene mareridt? Var de på stoffer (selvfølgelig var de det! Det var alle ordentlige mennesker da)? Hvad foregik der egentlig i den sang? Hvad handlede den overhovedet om? Om noget, overhovedet? Spillede det nogen rolle? Og hvordan var det fire mennesker - som godt nok var mistænkeligt tæt på at være guder - muligt at frembringe sådanne lyde, som der lå og rumlede i det miks der? Det var godt nok mærkeligt og skræmmende og voksent og fuldstændig guddommeligt godt. Det var selve meningen med livet - og Beatles sad inde med løsningen.

De havde nøglen, de kendte koden, og lyttede man intenst nok og længe nok og grundigt nok, kunne man også blive én af de oplyste. Så kunne man også træde ind af Perleporten til den Ny Tid, hvor vi alle skulle være høje hele tiden, men også oplyste og gode, og alle ville få al den fjams/stang, de nu måtte have behov for - og verdensfred en selvfølge! Hvis vi blot optog lyden på pladerne i vort dna, lyttede intenst nok til teksterne og forstod dem, tolkede dem til bunds, simpelthen, hvis blot vi læste alt, hvad vi kunne finde om dem på skrift, hvis vi pyntede vores værelser med billeder af og plakater med dem, ville tiøren på et tidspunkt helt sikkert falde, og vi ville også blive Nye Mennesker. Meget, meget bedre end nogen, der tidligere havde haft deres gang på Jorden. Og dobbelt så fede som vores ophav, der jo i den grad havde forpasset deres chance.

Og som alle ved, så gik det også sådan. Og det kan vi takke The Beatles for. Så tror pokker, vi er glade over, at deres bagkatalog endelig er blevet remasteret, ikke sandt?

The Beatles Remastered anmeldes her

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Vi var The Beatles
Jeg var ti år gammel og boede i Thailand, sammen med resten af min familie, dvs. far, mor, storesøster og en babybror, da jeg første gang hørte The Beatles på plade. Selvom ”Twist and shout” ikke er skrevet af hverken Lennon eller McCartney var den i min bevidsthed helt igennem den ægte vare. Det der med at granske coveret kom først senere. Det var musikken det drejede sig om, for den var i sandhed noget nyt. Pladen tilhørte min amerikanske legekammerat Jeff, der sammen med resten af familien, var vores naboer. Min far var udstationeret som steward i SAS og Jeffs far var udstationeret af den amerikanske hær, som på det tidspunkt (1967) var sikker på at den nok skulle vinde Vietnamkrigen. Bangkok var ren luksus for os børn (og sikkert også for de voksne), som havde fantastiske legemuligheder i en lille have omkring en bananformet svømmepøl. Efterhånden som Jeff og mig lærte numrene på Please Please Me (Beatles første LP) voksede ambitionerne og vi fabrikerede selv elguitar- og trommeattrapper ud af kasserede fodpaneler, papkasser, tøjsnor og farvekridt. ”Anlægget” blev ”sluttet til” (dvs. en tøjsnor blev bundet omkring) lampestanderne i haven, som havde små drejeknapper der lignede dem man finder på en Marshall-forstærker. På den måde fik vi bygget en illusion op omkring mig som Paul McCartney og Ringo Starr og Jeff som John Lennon og George Harrison. Følgelig ikke på samme tid, men når man er ti år det ingen sag at finde på en forklaring på hvorfor de to andre ikke lige har tid til at øve og i øvrigt passede forklaringen fint med at bandet lød som det gjorde. Ufærdigt. Jo, Beatles var ikke kun noget vi lyttede til, sang med på og dansede til, det var noget vi var. Og vi var altså kun os fire.

Jamen tak Klaus Lynggaard, må jeg sige til denne velsignelse af en aftenlæsning.

Om musikalsk overraskelseskurs, så synes jeg også, et (nu opløst?) band som XTC kan spise kirsebær med Beatles og Bowie med deres fantastiske bagkatalog fra en karriere på næsten 25 år.

"... til gengæld tog han hende med til én af de to Beatles-koncerter, the Fab Four gav i KB-hallen den 4. juni 1964. Og hun var så vidt jeg ved den eneste med den mindste smule forbindelse til Kokkedal, som var derude den famøse dag"

Jeg var der altså også, og det samme var, vil jeg gætte på, en snes personer fra det mere mondæne Hørsholm ("mondænt" var der dog ikke noget, der var i 1964). I øvrigt var koncerterne en rigtig Ekstrablads-begivenhed med flere tusind nysgerrige udenfor, politi og "sjov i gaden".