Klumme
Læsetid: 2 min.

Guldkorn

Guldhorn bliver fra tid til anden stjålet eller glemt og skal genfindes ved pludselige indfald. F.eks. af en skolelærers enkle ord, der fiser lige ind
Kultur
2. september 2009

Der sker altid noget på Kongens Nytorv foran teatret, når man ser sig om. Turister fotograferer teaterfacaden eller hinanden. Nogle sidder på trappetrinene og gnasker sandwich i sig, andre bøjer sig ned og læser på messingpladen, hvem der sidder statue på soklen til højre eller venstre for indgangen, en har en stige med og monterer en fødselsdagslaurbærkrans om halsen på enten Oehlenschläger eller Holberg, som tilbringer deres efterliv i stolene på hver side uden at se på hinanden. En søndag morgen for nylig havde de to dramatikere fået hver sin hvide plastichat på hovedet efter natlige udskejelser og så helt forsorne ud.

Da jeg forleden eftermiddag passerede Det kongelige Teater, stod der en flok unge skoleelever og lyttede adspredt til deres lærer, der havde besteget soklen til Oehlenschläger og slog ud med armene, mens han med høj røst søgte at overdøve larmen fra trafikken, i gang med en længere udredning. Idet jeg gik forbi, opsnappede jeg dette brudstykke:

»… og så fiser han hjem og skriver Guldhornene …«

Pludselig stod litteraturhistorien lyslevende for mig, den romantiske lyriks stjernestund i Danmark, her dramatisk genoplivet af en entusiastisk skolelærer, der talte sit nutidssprog i sin udendørs dansktime for klassen.

Mødet

Filosoffen, naturforskeren Henrik Steffens kom fra det store udland til København i 1802 og var mødt op i Dreyers Klub, hvor den lille hovedstads kulturelle inderkreds holdt til. Dér traf han den unge digterspire Adam. Og to ildsjæle slog gnister.

»Af dette korte brændende Møde fremgik den danske Litteratur i det nittende Aarhundrede,« skriver litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen.

Kort efter besøgte digteren sin nye ven i en eksotisk bolig på Frederiksberg Runddel, og Steffens førte ham gennem Frederiksberg Have og Søndermarken og gennem den nye tyske romantiks henrykkende idéverden under en 16 timers lang samtale, hvorefter Øhlenslæger, som han endnu da nøjedes med at hedde, gik hjem og i et stræk nedfældede den så berømte romance »Guldhornene«. Nej, sagt i historisk præsens: så fiser han hjem og skriver »Guldhornene«. Sådan var det jo med det tempo efter den lange march.

Vilhelm Andersen brugte en hel doktordisputats på at rekonstruere samtalen om dette digt og dets tankeverden, en bog, vi i min studietid tyrede med andægtigt sind – uden egentlig at opleve samme inspirationens pift som nu på Kongens Nytorv.

I, gamle gamle
hensvundne Dage!
Da det straalte i Norden,
Da Himlen var på Jorden,
Giv et Glimt tilbage!

Sådan beder oldforskerne i dette gennembrudsdigt, mens de higer og søger i gamle bøger og oplukte høje. Men det guddommelige glimt af den svundne storhed fremkaldes først af en let hendansende mø og en enfoldig ungersvend, da de hver for sig snubler over de dyrebare fund i jorden, guldhornene.

Sådanne guldhorn bliver fra tid til anden stjålet eller glemt og skal genfindes ved pludselige indfald. F.eks. af en skolelærers enkle ord, der fiser lige ind. Et guldkorn for en tilfældig tilhører.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her