Kommentar
Læsetid: 4 min.

Hvordan kan man huske en scene, der ikke mere er?

Jeg er ikke pirat, men længslen efter pirateriet har både jeg og min mobiltelefon, for både Det Kgl. Teater og DR svigter forpligtelsen til at udgive øjebliksværker på dvd. Så hvordan skal jeg f.eks. igen komme tæt på Sounds Like You?
Kultur
23. september 2009
Jeg er ikke pirat, men længslen efter pirateriet har både jeg og min mobiltelefon, for både Det Kgl. Teater og DR svigter forpligtelsen til at udgive øjebliksværker på dvd. Så hvordan skal jeg f.eks. igen komme tæt på Sounds Like You?

Scenekunsten er øjeblikkets kunstart. Når en forestilling er spillet sidste gang, findes den ikke mere. Eller gør den?

Et skuespil lever videre gennem sit manuskript, og en opera har sit partitur. Men dansen og performancekunsten efterlader sig ikke synlige spor, der kan samles - ikke medmindre nogen gør noget aktivt for at bevare oplevelsen på en dvd. For selv om dvd'en aldrig kan erstatte liveoplevelsen, så er den dog det hidtil bedste alternativ.

Men dvd-produktion af scenekunst er fortsat ret usynlig hos de store, statslige kulturinstitutioner som Det Kgl. Teater og Danmarks Radio - for slet ikke at tale om dvd-salg. De mindste teatre lægger rask væk trailere og forestillinger ud på YouTube og deres egne hjemmesider.

Danmarks Radios oplagte interesse i transmissioner og dvd-produktion fra Det Kgl. Teaters forestillinger er derimod usynlig. Og Det Kgl. Teater selv gør så godt som ingenting - og selv om man skulle tro, at dvd-optagelse i dag var en indbygget del af en teaterproduktions logistik og budget - og at fagforeningsdisputten forlængst var ophørt. En dvd er en del af et performanceværk i 2009. Punktum. Fordi det handler om værkernes liv i fremtiden. Digitalisering, som kulturarvsfanatikerne vil kalde det.

Glemt Silja

Hvorfor ved vi, at Erik Bruhn var en stor danser? Fordi hans noble dans i Giselle og Etudes er foreviget på film, der i dag kan købes i enhver dvd-butik på nettet. Og hvorfor vil vi om nogle få år ikke kunne forklare præcist, hvorfor Silja Schandorff var så fantastisk en ballerina? Fordi der IKKE findes offentligt tilgængelige dvd'er med hendes Sylfiden eller Yesterday eller The Wanderers ...

Hvorfor vil verden snart have glemt, at der i 2005 var en 200 årsfejring af Bournonville ved en festival med alle hans balletter på Det Kgl. Teater? Fordi balletterne godt nok blev filmet efter alle kunstens regler under festivalen, men derefter blev skrinlagt. Om få år er balletdanserne fra festivalen gået på pension, men så kan dvd'erne selvfølgelig udsendes som en historisk serie. Sammen med dvd'en med The Bournonville Schools, der blev produceret af en Bournonville-gruppe ved Det Kgl. Teater i 2005, men som uforklarligt nok aldrig er kommet i handlen.

Brugt gavepapir

Forleden afsløredes endnu et fatalt dvd-svigt. Denne gang var skurken Danmarks Radio. Værket var Gesammt-kunstværket Sounds Like You med musik af Bent Sørensen, tekst af Peter Asmussen og skuespilinstruktion af Katrine Wiedemann - med musik spillet af DR Radiosymfoniorkestret, sang sunget af DR Vokalensemblet og skuespil udført af Marie-Louise Wille og Mads Wille. Alt sammen dirigeret af Thomas Dausgaard ude i Koncerthuset.

Værket var oprindeligt et bestillingsværk fra DR til det nye koncerthus og siden etableret som en co-produktion med Bergen Festspillene. Det fik premiere i Grieghallen i Bergen i maj måned, hvor jeg var en af de heldige tilskuere - og hvor jeg skrev henført i disse spalter om værkets sublime form og uforglemmelige længselsstilhed. Værket udspiller sig i toner og ord om, hvad der kan ske, mens man sidder til en koncert og glemmer at høre efter, fordi man i stedet får øje på en tiltrækkende person et par rækker længere væk ...

Forstyrrende sex

Også flere udenlandske kritikere skamroste værket, og man skulle derfor tro, at DR stolt ville gøre alt for at præsentere Sounds Like You som sæsonstartens trækplaster.

Men nej. Værket blev diskret pakket ind i det brugte gavepapir fra en torsdagskoncert. Det blev endda spillet som førstenummer, selv om det programmæssigt klart er et slutværk, da hele dette 'skuespil for orkester, kor, skuespiller og publikum' handler om en koncert, der hører op; endda så slutningen er indskrevet fra første tone og første ord. Værket blev sågar påduttet en Beethowen-symfoni efter pausen.

Koncerten blev godt nok transmitteret og senere genudsendt på DR Klassisk og P2, men jo altså som lyd uden billeder! Det var omtrent lige så kløgtigt, som det ville være at sende Svanesøen på tv som stumfilm med balletdansere uden Tjajkovskijs musik!

Måske er det kun nogle få af os, der har set lyset i Sounds Like You. Visse musikfolk har fundet de talte replikker og det fysiske skuespil ind over musikken ret provokerende - og lovligt erotiske, sågar. Jeg har derimod endnu ikke har hørt teaterfolk udtale sig om, at musikken forstyrrede over skuespillet ... Men sådan vil performancekunstværker nok altid forvirre sanserne.

Dårlige anmeldelser

Aviskritikken var blandet. Jyllands-Postens anmelder var vild med værket, mens hverken Politiken eller Berlingeren fandt vej ind til værkets fysiske fusion af kunstarterne. Sådan er det.

Men det værste er, at DR som vært og initiativtager ikke selv har troet så meget på værket, at mediehuset har gidet hive kameraerne frem af skabene til denne enestående og bekostelige begivenhed med over 100 optrædende kunstnere og over 1.000 tilskuere.

Jeg er ikke pirat, så jeg har ikke smugfilmet Sounds Like You med min telefon og lagt det ud på You Tube. Men jeg ville næsten ønske, at nogen havde gjort det. For hvordan får jeg og andre ellers et glimt af et kunstværk, som kan vise sig at være et af de allerstørste danske, musikdramatiske værker i nyere tid?

Men måske holder DR bare produktionen hemmelig, sådan som et subtilt kunstnerisk svar på slutspørgsmålet i Sounds Like You. Replikken lyder nemlig sådan her, sagt med skuespillerindens stille stemme hen over symfoniorkestrets musik og korets hviskesang:

'Hvordan kan man huske en lyd, der ikke mere er?'

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her