Læsetid: 9 min.

’Hvornår har man set køer i krig med hinanden?’

Krig er det mest menneskelige, vi har – fordi vi er den eneste art på Jorden, som faktisk fører krig. Det hævdes i et af digtene i Thomas Bobergs nye digtsamling ’Boothill’. Thomas Bobergs far døde umiddelbart før bogen lå færdig, og faderens sygdom har været et vigtigt afsæt for digtsamlingen. Det er døden som vilkår, der danner rammen – om emner som inspiration, engle og kærlighed
Krig er det mest menneskelige, vi har – fordi vi er den eneste art på Jorden, som faktisk fører krig
17. september 2009

Boothill står der med høje, klodsede Lucky Luke-bogstaver på omslaget af Thomas Bobergs nye digtsamling. Og dens motto er et digt om en temmelig berømt shootout:

Boothill ... Boothill ...
So cold ... so still ...
There they lay side by side,
the krillers that died,
in the Gunfight at O.K. Corral.

Men venter man western inde på siderne, er man kommet til det forkerte kontinent. End ikke spaghettiwestern er der tale om, selv om samlingens første del foregår i Italien. Det er det andet aspekt af titeldigtet, man skal lægge mærke til: døden.

Thomas Bobergs far, maleren Jørgen Boberg, døde for ganske nylig, men også andre døde, og deres skæbne mindes og bearbejdes i digtene, kendte, som digteren Klaus Bondebjerg, og for offentligheden ukendte venner, der blot figurerer med navn og et ’til’ under digtene – uden forklaring. Der er dog også et par digte til levende mennesker, blandt andet digterens kone, Patricia.

Der er altså lagt rigtig meget privat stof ind i samlingen, og det har da også givet Thomas Boberg overvejelser og anfægtelser undervejs. Afspejlet for eksempel i et digt, hvor digterjeget overvejer, om han »risikerer at ofre sig selv på privatismens alter/(med mindre jeg kan nøjes med min far)« som det tilføjes med et stænk af galgenhumor.

Men jeget afviser problemstillingen, den er – med en gennemgående metafor i Boothill – et maskespil, som han søger bag om:

»Og den tavshed som vil følge ligner/den tomme teaterscene efter publikum er gået hjem./Og så kan stykket begynde.«

»Jeg afviser forventningen til mig selv,« indledes digtet, og meget af vores samtale går på, hvordan Thomas Boberg har det med indre og ydre krav til sine digte, accentueret af faderens rolle i såvel virkeligheden som i samlingen.

»Min far, der led af kræft både i lungen og i halsen, sagde selv halvt i spøg, at ’det her går jo ikke, det passer ikke til bogen, hvis jeg lever, når den udkommer’,« siger Thomas Boberg og fortæller, at første del, der cirkler omkring faderskikkelsen, er baseret på notater fra en nat sammen med faderen for fem år siden.

»Han døde for blot tre uger siden, så første del handler egentlig ikke om hans død, men mere om døden som destination. Faderen i digtene er jo netop ikke død, men syg, og det er sygdommen, der udløser den indre dialog om døden. På den måde bliver det til nogle tekster om den personlige vej til det, som er fælles for alle, og nogle af de forestillinger, der kan tænkes at dukke op undervejs. Min far døde pludselig og uventet, fordi han i realiteten var kræftfri på det tidspunkt, og det var trods alt en stor streg i regningen. Jeg havde bestemt regnet med at skulle stikke ham et eksemplar af bogen, som han havde læst i manuskriptform og godt kunne lide.«

»Min far døde med støvlerne på, han sad op med åbne øjne – det passede til hans
westernmytologi,« mener sønnen og afslører derved, at westernmetaforikken alligevel befinder sig tæt på bogens hjertekule, gennemtrukket som den er af et – ambivalent – kærlighedstema, der i forhold til faderen indeholder ’en dråbe bitterhed’. »Elsker du mig?/Er kærligheden da også at bekræfte et spørgsmål/hvis svar man måske ikke ønsker at kende?« hedder det et sted – uden at man ved, hvem af de to der stiller spørgsmålet.

Ikke privat

Thomas Boberg afviser blankt, at hans bog skulle være en del af en ny tendens til privathed. »Alt er jo privat nu om dage med realityshows i stimer. Jo mere dilettantisk og selvudkrængende, jo mere berømt.« Det er en tendens, der også er på vej ind i litteraturen, mener han. For ham selv må et digt gerne være personligt, men ikke privat. »For mig er privatheder tegn på, at der er noget, som ikke fungerer.«

Thomas Boberg sammenligner det at digte om en anden person med at male et portræt. »Der er en måde at male portrætter på, hvor man maler sig selv i en andens portræt. Det kan muligvis virke noget selvoptaget usympatisk, men det er vel på den måde, man skaber noget tredje. Det gælder om at skabe et rum, hvor man kan være til stede. Man kan ikke være til stede, hvis man ikke får skabt det rum.«

»Det er kun i det allerførste digt, at far og søn er sammen, resten af første del sidder jeget i en togkupe på vej mod Rom. Alt hvad jeget oplever er en monolog, der udspiller sig som en indre dialog, det er den indre verden, der farer forbi,« siger han, »med enkelte indslag af virkeligheden, som den ses gennem vinduet«. Et sted dukker »forrevne bjerge, saltørkener, lingeri« op, men ydre og indre blandes, (også i den sidste del, Turen går til Boothill) en vis eks-statsminister passerer pludselig parodisk, hvor det hedder: »ikke en stump, ikke en tone, ikke en vandrende pind går forbi uden mit vindue ser det; hvad så?«

Møntens to sider

Alle bogens tre dele er færdigskrevet for trekvart år siden, fortæller Boberg, men altså baseret på gamle notater, som også rummede ’en art sørgeting’ om Klaus Bondebjerg.

»Jeg fandt dem på computeren. I gamle dage havde jeg vel smidt dem ud, men nu kan man jo gemme alting, og da jeg læste dem igen, syntes jeg, at her var alligevel noget. Jeg havde to skitser fra natten med min far, og nu så jeg, at der gemte sig digte i dem. Derfra udviklede det sig.«

»Digtene er tæt på fortælling, men alligevel kunne de ikke være skrevet i prosa. Lyrik og prosa er to sider af den samme mønt, de er af samme materiale, men de møder kun hinanden i kanten. Det er vigtigt for mig og min metode, at man ikke overskrider den side, man befinder sig på.«

»Retningen i digtene er fremad, men de rummer også, ligesom os alle, erindring. Erkendelse kræver, at man ser sig tilbage. Jeg vil ikke standse tiden, men man slæber nødvendigvis fortiden med sig, derfor er der billeder, der er ældre end dig selv og dine forfædre, som stadigvæk optræder i nuet. Måske er det derfor, den privat-personlige ramme fungerer. Digtene forsøger at gøre øjeblikket til en syntese af alle tider i de billeder, der fremkaldes undervejs.«

»Men hvis man ikke stiller noget nyt op med materialet, vil man på den anden side heller ikke komme i tanke om dem. Man genoplever dem og frigør dem ved at bruge dem til noget. Man lever i mange tider, man ville slet ikke have noget sprog, hvis man ikke overtog fortidens billeder og forvandlede dem.«

»I tredje og sidste del er der ingen tid. I første del er der rejsens virkelighed, i anden er det henvendelsen til en død, Klaus Bondebjerg, der er på færde, digtene her er en hyldest til ham – og muligvis et misbrug af ham,« tilføjer Boberg tankefuldt. Flere af hans egne digte er nemlig skrevet oven på eller i forlængelse af et Bondebjerg-digt, »der optræder linjer fra hans digte, der optræder scenarier, og de firelinjede digte, som findes i anden del, er ligeledes affødt af tanken om ham«.

Klaus Bondebjerg var meget optaget af sufierne og de persiske digtere Rumi og Omar Khayyam, sidstnævnte skrev Rubyijat, (’firlinjet strofe’), fortæller Thomas Boberg, og han mimer også denne i sin digtsamling både med navns nævnelse og ved i nogle digte at nærme sig rubyijat-versemål.

I tredje dels titel stikker parodien igen hovedet frem: »Turen går til Boothill« hedder den – ligesom en rejsebog fra Politiken. Men rejsen er en dødsfantasi i en drømmetid, siger Thomas Boberg, der optræder bombninger af Skt. Petersborg, »lige så uhyrligt som at bombe Bagdad eller Kabul!«, der optræder en peptalk til fordel for god gammeldags krig, det »mest menneskelige vi har«, hævder digtet. »Hvornår har vi oplevet køer i krig med hinanden,« spørger digteren.

Inspirationens engel

– Du opererer med en art personager: det romantiske menneske og Dracula, for eksempel?

»De er brikker, jeg kan spille med. Også de er med til at give samlingen en fortløbende sekvens, noget fortællende.«

»Et gennemgående tema er inspirationens engel,« fortsætter Thomas Boberg, og nu dukker faderen atter op. Bagerst i bogen er afbildet Jørgen Bobergs oliemaleri fra 1983, Det store engleeksperiment, hvor en nøgen kvindeskikkelse får stukket fjer efter fjer ind i ryggen. Eksperimentet går således ud på, forstår man, at fjerene til slut skal samle sig til vinger. Nøgternt set er det således dømt til at mislykkes, men i et af bogens digte maler faderen endnu en fjer, eksperimentet er altså uafsluttet.
Samtidig trækker digtets jeg »ud i olivenlunden med min fjer på ...« Her skifter fjeren betydning og står for jeget beruselse. Og i indledningsdigtet står der om faderen: »vinen, han sørgede for sin/syge far, fedtleveren/tålte allerhøjst/en enkel, altså med måde.« Vin og vinens virkninger flyder som en rød flod gennem digtene. Handler bogen også om at slå sig selv ihjel?

»Vinen er en metafor for både erkendelse og bevidstløshed, men den er ikke en hyldest til et vildt bohemeliv. Det hele er meget virkeligt og reelt, det er også en erkendelse, hvor jeg skriver om en flue i flasken, og dér hvor jeget bliver spærret inde i en whiskyflaske. Her bliver flasken en slags minifængsel,« konstaterer Thomas Boberg. Så sammenfatter han problematikken i et citat af Omar Khayyam: »Drik vin, du vil ligge længe nok under jorden/uden ledsager eller ven.«

»Døden og inspirationen er sammenvævet, en engel kan være en dødsengel, personager som Dracula, en vampyr. De er mit forsøg på at give et billede af, at inspiration er noget, man ikke behersker. Det lyder som en romantisk kliché, i dag taler mange forfattere selvretfærdigt om, at skriveriet er et dagligt slid og ren inspiration en romantisk kliché, i dag skal digtning være et arbejde. Uden arbejde kommer inspirationen heller ikke, så sker der ingenting, men alligevel kommer den, når den selv vil, poesi er lidt ligesom kærlighed, den flyver hen til dig, og så flyver den et andet sted hen.«

Jeg spørger Thomas Boberg, om han er et romantisk menneske. »Ikke i den pladderromantiske afdeling,« svarer han, »måske er jeg romantiker i en vis forstand, men der er også meget, der gør, at jeg ikke er romantiker. Jeg dyrker eller sværmer eksempelvis ikke for idéen om geniet. Når jeg skriver om H.C. Andersen, som virkelig var romantiker, er det med et vist ironisk glimt i øjet. Det hele er lidt parodisk, men stadigvæk kan det være meget smukt, billeder kan godt være virkningsfulde, selv om man ikke tror på dem.«

Thomas Boberg er ikke bange for at bruge de til rådighed stående midler, også selv om de er brugt mange gange før.

»Jeg har et digt om en rose, og der kan man vel med rette spørge: ’Hvordan kan man gøre det?’ Jeg tænkte, at det kunne man måske, hvis man skrev om en privat rose, så det har jeg gjort og på den måde forsøgt at vriste den ud af konventionen.«

»Måske ligger der også en personlig frigørelse i at bruge et fortærsket billede til noget nyt,« funderer han, mens han afviser spørgsmålet, om han som digter er moderne eller gammeldags.

»Jeg mener, at jeg er meget følsom over for, om noget er fortærsket. Men samtidig er jeg en fri mand. Jeg kan godt benytte mig af de samme ting, som andre har brugt, og så er de stadigvæk nye, fordi min måde at bruge dem på er (personlig og derfor) ny. Døden er i denne bog en privat ramme, men samtidig er den noget, vi altid må forholde os til, præcis på samme måde som de måtte for 2.000 år siden.«

»Jeg håber dog, at bogen også er lidt morsom. Humoren er vigtig for mig, og mørket har slebet den til, føler jeg. Tidligere har presset været for stort for mig, jeg har ikke haft distancen.

Men i dag kan jeg skrive et digt om en stegt engel, der forholder sig til min fars tro på – han mente selv, der var tale om en viden om – engle, og samtidig få lov til at spise den,« eksemplificerer Boberg til slut.

»... vi satte os ned og spiste et måltid, som vi end ikke havde turdet håbe på, smerterne var vendt hjem, stegt engel; se, her er fjeren.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

-ehm-

Nej, menneske-arten er bestemt ikke den eneste art på jorden, der fører krig. Jane Goodall (hende med chimpanserne fra Gombe) påviste i 1960erne, at chimpanser rent faktisk også fører krig mod andre chimpanse-stammer, især hvis deres terretorier bliver indskrænket som de blev i Gombe i Afrika ved skov-fældning mv. Og chimpanserne slog faktisk også andre chimpanser ihjel...

Per-Olof Johanssson

Jeg synes det er et godt eksempel på jounalistikkens overmod jf. mit indlæg http://www.information.dk/152570 - når Information kan bringe et interview med en digter over to sider med stort opsat billede uden at give plads for et digt af ham.

Tror man virkelig at en helsides annonce for avisen selv på bagsiden af bogtillægget virker bedre end en halvside.
Et par fede digte ville nok have været bedre reklame end en stereotyp reklameopsætning!

Karsten Aaen:

"Nej, menneske-arten er bestemt ikke den eneste art på jorden, der fører krig. Jane Goodall (hende med chimpanserne fra Gombe) påviste i 1960erne, at chimpanser rent faktisk også fører krig mod andre chimpanse-stammer, især hvis deres terretorier bliver indskrænket som de blev i Gombe i Afrika ved skov-fældning mv. Og chimpanserne slog faktisk også andre chimpanser ihjel…"

For ikke at nævne mange myrearter, hvoraf nogle decideret lever af at tage slaver fra andre myresamfund.

En nødvendig forudsætning for at kunne føre krig på den måde som mennesker gør, er at man lever i sociale enheder. Jeg vil tro at de fleste dyrearter der lever i faste sociale grupper kan føre "krig" med konkurrende sociale grupper om ressourcer. Hvis to løvegrupper har brug for det samme stykke savanne, så ender det nok også med at den ene gruppe bliver slået ihjel eller sendt på flugt.

Hans Jørgen Lassen

Uanset, hvem der har konciperet overskriften, så kender vedkommende vist ikke til ret meget andet end livet i byen, og har kun idylliske forestillinger om naturen.

Tyre bekæmper hinanden, og det på liv og død for at få alle hunnerne for sig selv.

PS. At de går så meget op i den slags ligegyldigheder, det fatter man sgu ikke. Som menneske.

Hans Jørgen Lassen

Men, jeg kender andre historier - fra det virkelige liv.

Om folk, der er blevet slået ihjel af tyre, altså i Danmark, ikke tyrefægtere i Spanien.

Og en godsejer, der måtte svømme over fjorden, fordi tyren havde set sig gal på ham.

Joh - tyre og køer er jo ikke helt det samme ;-) men førerkoen må skam gøre sig fortjent til sin status.

Hvorfor tror nogle at tyre altid er gale, og hvorfor tror nogle at køer altid er blide?

Og hvordan kan det være at forfatteren til ferdinan er klogere end mange har opdaget?

Venlig hilsen Donald

Hans jørgen - det gør jeg også:

"Den tyr er overhovedet ikke olm". Det var den sidste sætning vores nabo, en fritidslandmand med rødder på djævleøen og en lang videregående uddannelse bag sig, sagde til mig lille bondedreng. Inden han røg på sygehuset i et halvt års tid.