Klumme
Læsetid: 3 min.

Min indre Eichmann

Udrensningens mekanismer ligger ikke i den enkelte gerningsmand, men i gruppen hvor mobning bliver norm. Jeg mødte min indre Eichmann i reklamebranchen og er glad for, at jeg ikke er med i Robinson eller har Birthe Rønns job, for måske ville jeg være lidt for god til det
Dumme og kloge. Opdelingen af dumme og kloge er en af innovationerne i den nye s©°son af °ØRobinson Ekspedi°©tionen°Ø. Et billede p? forskellen mellem danskernes og irakernes rolle i den hjemlige leg.

Dumme og kloge. Opdelingen af dumme og kloge er en af innovationerne i den nye s©°son af °ØRobinson Ekspedi°©tionen°Ø. Et billede p? forskellen mellem danskernes og irakernes rolle i den hjemlige leg.

Bo Leihof

Kultur
11. september 2009

I sidste uge skrev jeg om Adolf Eichmann, og jeg har siden overvejet, hvor meget af ham, jeg har i mig. Det uhyggelige ved ham var som bekendt hans normalitet. Han var ikke blodtørstig, sindssyg eller dum. Han gjorde blot, som han fik besked på, fordi han mente, at det var i gruppens interesse, at udrense nogle bestemte individer fra fællesskabet. Det er noget, som de fleste af os har prøvet at være med til.

Selv har jeg for eksempel oplevet både at være offer og gerningsmand. Som offer i en lille folkeskole på Møn, hvor vi var fem drenge i klassen. Jeg var den mindste og sidst ankomne. Så når de fire skulle markere, hvem der havde autoritet, fik jeg et gok i nøden, en tur med råbekoret, eller hvad børn nu ellers gør, når de øver sig i at blive voksne. Min mor afbrød legen og tog mig ud af skolen, og jeg blev senere venner med mopperne. Det var ikke personligt. Det var bare en del af den social orden.

Senere oplevede jeg at være gerningsmand i reklamebranchen. I én situation fremmede jeg min egen position ved at fortælle en leder med personaleansvar, hvad jeg synes om en anden medarbejder, som endte med at blive fyret efter den sædvanlige ekskludering fra fællesskabet: Ingen timer på listen, ingen øjenkontakt på gangen, ingen mails og til sidst: Et nakkeskud bag en lukket kontordør. Det var jo det bedste for bureauet. Både min rolle som offer og som gerningsmand udfyldte jeg så godt, at jeg er glad for, at jeg ikke er med i Robinson Ekspeditionen, der nu kører på 12. sæson.

De dumme og de kloge

Robinson Ekspeditionen er det arketypiske realityshow, hvis dramatiske berettigelse er få det værste ud af helt almindelig mennesker ved at underlægge dem et sindrigt mobberegime, hvor den svageste deltager efter tur bliver stemt hjem.

En af innovationerne i sæsonens Robinson Ekspeditionen er, at dele holdene op i de dumme og de kloge. Ved at sætte en hierarkisk forskel forstærkes udrensningsmekanismen, fordi mobberiet bliver legitimeret: Hvis du er dum, er du jo mindre værd og derfor selv ude om det. I mandagens afsnit blev deltagerne på det kloge hold lænket sammen, så de hele tiden skulle forhandle om alt. Herunder hvem der kunne få lov til at tisse hvornår. En situation, hvor jeg ville have forvandlet mig til den værste lille kommissær, der holdt lange oplæg om, hvorfor det naturligvis var mine behov, der var vigtigst. Det endte med, at det var en af de dumme, der blev stemt hjem - bodybuilderen - fordi han krævede for meget mad. Det dumme hold var nemlig blevet frataget deres føde og derved blev den store stærke mand til dødvægt som gruppen måtte skaffe sig af med.

Et billede på irakerne

Således blev Robinson Ekspeditionen et billede på debatten om irakerne. De kloge danskere er lænket i sammen i deres velfærdsstat. Vi skændes om, hvem skal bagerst og forrest i køen, mens vi prøver at undgå, at dele goderne med flygtningene.

På det andet hold, har vi de sultne irakiske flygtninge der er så dumme at tro, at de kan blive i Danmark, men som bliver stemt hjem efter tur. Hvad virkelighedens ø-råd i form af Birthe Rønn ender med at gøre med de 90 irakere, der ikke vil lege med mere viste ugens tv dog ikke noget om. Men jeg håber, at Birthe Rønns indre Eichmann er mindre end min egen, for hvis jeg havde hendes job, ville jeg jo tydeligvis gøre, hvad som helst, for at tjene gruppens interesser og beholde min position.

En vej ud af legen

Men selv om irakerne er gået under jorden, så har de svært ved at melde sig helt ud af legen. I hvert fald sværere end de to nordmænd der fik en syvdobbelt dødsstraf for mord i Den Demokratiske Republik Congo. De dømte lykkejægere lignede mest nogen der skulle til Bonnie Prince Billie koncert og selve retssagen mindede om et gameshow, hvor Den Demokratiske Republik Congo satsede på at vinde 60 millioner dollar fra Norge. Men hvis du har en stor mor velfærdsstat, der kan bryde ind i mobbelegen og hente dig hjem, hvis det hele bliver lidt for uhyggeligt, så behøver du jo heller ikke, at lege med, som om det var dødelig alvor.

Robinson TV3 mandag 20.00

TV2 News dagligt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her