Interview
Læsetid: 7 min.

Interview med Martin P. Zandvliet: Hvem er jeg egentlig?

'Applaus', der har Paprika Steen i hovedrollen, handler om indre dæmoner og grandiose mennesker, som gør alle de forkerte ting, siger filmens instruktør, spillefilmdebutanten Martin P. Zandvliet
Rampelys. Det er i første omgang hovedrolleindehaveren Paprika Steen, der er løbet med opmærksomheden for 'Applaus'. Men det bekymrer ikke den debuterende instruktør Martin Zandvliet: Jeg er jo bare Mr. Nobody, siger han.

Rampelys. Det er i første omgang hovedrolleindehaveren Paprika Steen, der er løbet med opmærksomheden for 'Applaus'. Men det bekymrer ikke den debuterende instruktør Martin Zandvliet: Jeg er jo bare Mr. Nobody, siger han.

Kristine Kiilerich

Kultur
25. september 2009

»Vi vidste godt, at Paprika ville løbe med al opmærksomheden bagefter. Men det har vi det også godt med. Hun kan gøre meget mere for filmen, end jeg kan. Hvem er jeg? Jeg er Mr. Nobody.«

Det er ikke falsk beskedenhed, der får Martin P. Zandvliet til kraftigt at nedtone sin egen betydning i forhold til Applaus, den danske instruktørs spillefilmdebut. Snarere er det en nøgtern konstatering af, at filmen i høj grad tilhører Paprika Steen, der spiller den altdominerende hovedrolle, og som allerede inden filmens danske premiere har taget den internationale filmfestivalverden med storm.

Bag enhver stærk skuespilpræstation står dog også en dygtig instruktør, hvilket filmverdenen nok skal lægge mærke til, og mon ikke Martin Zandvliet også får sin del af opmærksomheden, når han laver sin næste film.

Der er kun et par dage til Danmarkspremieren på Applaus, da jeg møder instruktøren hos Koncern, det produktionsselskab, den klipper-uddannede Zandvliet er tilknyttet.

Vores egne dæmoner

I Applaus spiller Paprika Steen den berømte og alkoholiserede skuespiller Thea, der efter at have været i behandling for sin afhængighed forsøger at genskabe forholdet til de to små sønner, som hun har svigtet så groft, og som nu bor sammen med Theas eksmand, Christian (Michael Falch), og dennes nye kone, psykologen Maiken (Sara-Marie Maltha). Men dæmonerne truer med at tage magten fra Thea, der trods et stort behov for at være sammen med børnene har svært ved at håndtere morrollen.

»Filmen handler jo om alle vores egne dæmoner, menneskehedens dæmoner, det med ikke at kunne finde sig tilrette i det liv, man er plantet i,« siger Martin Zandvliet, der har skrevet manuskriptet til Applaus sammen med Anders. F. August.

»Den handler om de ting, man selv går og pusler med. Jeg er selv blevet forladt som treårig af en far, der ville noget andet. En alkoholiseret far, som var i oliebranchen og rejste rundt til alle olieraffinaderier i hele verden. På en eller anden måde for mig spiller Paprika min far, og så er jeg børnene. Samtidig ser jeg ekstremt meget op til de mennesker, som tør tage de her skridt i livet. Som tør tage springet ud i det bedre eller større - men det har jo altid sin pris, og det er som regel børnene, der betaler den. Applaus handler bare ikke om børnene, men om den kvinde, der er fanget i det her limboland og ikke kan finde sig til rette i rollen som mor.«

Det grandiose menneske

Martin Zandvliet mener, at kvinder betaler en højere pris for at forlade deres børn, end mænd gør.

»Mænd har jo ret let ved bare at forlade familien,« siger han.

»Kvinder har moderinstinktet, og man skal være en god mor. Der er ingen, der siger, at man skal være en god far. Fædre får bare lov til at ... Fædre er blevet meget, meget bedre, og jeg kæmper også en kamp for at blive en bedre far og være til stede i øjeblikket. Men jeg kan godt se, at jeg har de samme ting som min egen far. Jeg kunne også bare rejse mig op og gå. Der er ikke lige så meget på spil, og det er helt klart derfra, at historien kommer: Ønsket om at lade være med at drikke så meget i weekenden, ønsket om at blive et bedre menneske. Men hvad er et bedre menneske?«

»Applaus er også en film om det grandiose menneske, som ikke kan finde sit eget selv. 'Hvem er jeg egentlig? Er jeg den rolle, jeg spiller, eller er jeg mor?' Og så burde man lande et sted i midten, men er måske blevet den her karakter, og hver gang man falder ned og bliver mor, er man så bange for, at man ikke bliver set rigtigt, eller folk ikke kan lide én, at man afbryder sig selv. Og det er jo også psykoanalysen af det grandiose menneske: at man ikke kan finde sig til rette i selvet og gør alle de forkerte ting i forhold til, hvad man burde gøre.«

På en rejse sammen

Applaus, der begyndte som en novellefilm på 40 minutter og siden voksede til en spillefilm, er blevet til i et tæt samarbejde mellem instruktør, producer, manuskriptforfatter og skuespiller. Det understreges kun af, at Paprika Steen og filmens producer, Mikael Chr. Rieks, er gift med hinanden, og at et af deres egne børn spiller Theas barn i filmen.

»Mikael Rieks og jeg havde begge ledt efter et producer-instruktør-forhold, hvor man også er venner,« siger Martin Zandvliet.

»Det er ikke bare en forretning eller noget, der skal overstås. Jeg kan mærke, at han investerer lige så meget i det, som jeg gør. Vi er på en rejse sammen. Jeg har fået meget længere snor, end andre ville få, f.eks. havde vi jo ikke penge til at lave en spillefilm. Men jeg lytter også meget til andre mennesker, når de f.eks. foreslår skuespillere til en bestemt rolle. Det er meget et åbent forum, hvor folk kan sige, hvad de vil. Nogle gange bliver det for meget, f.eks. i klipperummet, og så må man lukke døren.«

Tillid mellem instruktør og skuespiller er altid afgørende på en film, ikke mindst i en film, hvor Paprika Steen optræder så ærligt og upoleret, som hun gør i Applaus.

»I begyndelsen, da hun så, hvordan jeg ville optage filmen, var hun lidt betænkelig,« siger Martin Zandvliet.

At fange følelsen

»Jeg ville ikke bruge al min tid på at lave skudplaner og storyboard. Jeg ville bruge tiden på at fange følelsen og få skuespillet frem og få scenen til at virke. Vi havde ikke særlig meget lys, og jeg brugte meget tid på at få fotografen og lysmesteren til at elske Paprika lige så meget, som jeg gjorde, således at billederne nærmest sugede til sig af hende i stedet for bare at registrere. Da hun så begyndte at se noget af materialet, tror jeg, at hun blev meget tillidsfuld.«

»Jeg tror også, at jeg er en helt anden slags instruktør, end hun selv er. Hun er meget omfavnende og styrer alt. Jeg siger sjældent så meget, hvilket mystificerer skuespillerne. Jeg roser ikke så meget, og jeg tror, at der går mange tanker igennem måske også Paprikas hoved. 'Kan han lide det, eller kan han ikke lide det?' De yder mere på den måde, hvorimod usikkerhed kommer af, at man presser folk, eller siger, at de ikke kan, eller at det ikke er godt nok. Det er vigtigt, at skuespillerne lærer at forstå de karakterer, de spiller. Det er ikke så vigtigt, at jeg ved, hvor de kommer fra. Det er vigtigt, at Paprika ved, hvor Thea kommer fra. Hun behøver ikke fortælle mig det.«

Åh nej, ikke Paprika

Men selvfølgelig talte Martin Zandvliet og Paprika Steen meget om Thea under arbejdet med manuskriptet, som Paprika Steen læste og kommenterede forskellige versioner af.

»Hvor skal vi hen? Hvad er Thea for et menneske? Hvad undgår vi, at filmen bliver for patetisk? Hvordan sørger vi for, at Thea ikke bliver for sarkastisk, så vi ikke kan lide hende? Vi skal hele tiden holde en balance,« siger instruktøren.

»Paprika er også supergenerøs og givende. Hun er et tænkende menneske, hun er dygtig, og det er ikke, fordi man behøver at sige særlig meget.«

Alle replikkerne er skrevet til Paprika Steen, forklarer Martin Zandvliet, og han og Anders August brugte fordommene omkring det at være skuespiller og de fordomme, nogle mennesker har om Paprika Steen, der er kendt for at være en selvbevidst og bestemt kvinde.

»Der var en masse, der havde advaret mig imod hende, 'åh nej, ikke Paprika, pas nu på.' Men sådan synes jeg slet ikke, at det var,« siger Martin Zandvliet.

»Jeg blev på ingen måde intimideret af hende. Jeg tror, at det handler om, at der mange instruktører, som selv spiller en rolle og har lige så stort et bekræftelsesvanvid i sig, som skuespillere har. Vi er selvfølgelig også blevet venner og ser på Thea på samme måde. Og når man er sammen med et menneske, lærer man selvfølgelig det menneskes måde at formulere sig på og agere på at kende, og derfor tror jeg også, at figuren lægger sig så tæt op ad Paprika, som den gør.«

Det indre og det ydre

44-årige Paprika Steen og 38-årige Martin Zandvliet er også fascineret af de samme film fra 1960'erne og 70'erne.

»Film, der handler om den indre konflikt i stedet for den ydre,« siger instruktøren.

»Vi elsker de samme kvinder. Gena Rowlands er Paprikas store forbillede, og hun er også mit. Jeg er en sucker for kvinder, der er 10 år ældre end mig selv. De indeholder en livskvalitet, en dybde, en erfaring. Jeg har aldrig forstået, hvorfor de fleste instruktører bare hyrer smukke, yngre kvinder. Det må have noget med deres egen seksualitet at gøre. Det har i hvert fald ikke noget med rollen at gøre.«

»De kvinder, John Cassavetes eller Bob Fosse eller Martin Scorsese brugte i deres film dengang, havde en dybde og gemte på nogle dæmoner. Og samtidig var de smukke, ligesom Paprika. Det var ikke kun det ydre, men det indre, som kom frem. Det er også meget det, jeg har villet prøve og på en eller anden måde bevise, at jeg kunne få et eller andet indre frem. Bruge kræfterne på karaktererne i stedet for plottet.«

 

Applaus havde dansk premiere i går. Læs Informations anmeldelse her

Information Talks med Paprika Steen

På torsdag den 1. oktober kl. 17-19 vil man kunne opleve Paprika Steen og Martin P. Zandvliet i samtale med Christian Monggaard. Det foregår i Informations kantine, St. Kongensgade 40 C. Tilmelding er nødvendig på tlf. 33 69 60 00

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her