Læsetid: 4 min.

En jæger gik at jage ...

Når medierne vælger den ene parts præmis i behandlingen af en ømfindtlig sag, koges den som så mange andre vigtige historier ned til følelser og mavefornemmelser. Men Seidenfaden kom på tv...
I modsætning til Politikens Tøger Seidenfaden, der ikke svarede, gik forlagsdirektør Jakob Kvist (herover) fra People's Press i fælden, da TV 2 News stillede ham spørgsmålet om, hvordan han havde det, hvis en dansk soldat blev dræbt på grund af bogens oplysninger. Han så helt trist ud og sagde, han havde  mest lyst til at tilbringe weekenden med sin familie.

I modsætning til Politikens Tøger Seidenfaden, der ikke svarede, gik forlagsdirektør Jakob Kvist (herover) fra People's Press i fælden, da TV 2 News stillede ham spørgsmålet om, hvordan han havde det, hvis en dansk soldat blev dræbt på grund af bogens oplysninger. Han så helt trist ud og sagde, han havde mest lyst til at tilbringe weekenden med sin familie.

Jens Nørgaard Larsen

25. september 2009

Allerede i sidste uge lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville beskæftige mig med sagen om den næsten-forbudte jægerbog. At jeg ikke ville hoppe med på den medievogn, som en forsvarschef gerne ville standse. Det medie-ridt, der som så mange andre af slagsen blandede æbler og pærer, og hvor et tordenskrald bevisligt er højere en Rundetårn.

Allerede nu har jeg brudt mit eget løfte flere gange. I modsætning til stort set alle andre har jeg dog ikke interviewet Tøger Seidenfaden fra Politiken. Det er der til gengæld en hel masse andre, der har. Rigtigt mange endda.

Mit yndlingsinterview var, da TV 2 havde redaktør af Politikens bagsidespalte 'At Tænke Sig', Ole Rasmussen, i studiet. Rasmussen fremhævede Tøger Seidenfadens uforbeholdne undskyldning til Forsvarschef Tim Sloth Jørgensen som den tredje skelsættende verdenshistoriske begivenhed i efterkrigstiden. De to andre var Månelandingen i 1969 og Murens fald i 1989.

Seidenfaden kom i debattens hede til beskylde admiralen for at lyve om indholdet i det brev, han havde skrevet til bl.a. Seidenfaden.

Onsdag afslørede forsvarsminister Søren Gade, hvorfor Forsvaret havde krævet et forbud mod jæger-bogen: Den skader vores forhold til fremmede magter. Med andre ord, hvis de fremmede magter kan få deres specialstyrker til at holde helt kæft om klassificerede operationer, hvorfor kan vi så ikke det samme i Danmark?

Når vi nu tilsyneladende ikke kan det, så er vi ikke længere en ligeværdig allieret, som man vil dele hemmeligheder med. Men det har været en mindre del af mediernes behandling af denne sag.

Medierne har næsten ukritisk købt Forsvarskommandoens mest hårdtslående præmis, nemlig danske soldaters sikkerhed - og stort set ignoreret den anden, nemlig »hensynet til fremmede magter«.

Og på god og moderne journalistisk facon koges problematikken derfor helt forståeligt ned til spørgsmålet om den enkelte danske soldats liv.

Så kan vi både identificere os og blive fascinerede. Det er så nemt: Vi fastslår, at det er blevet farligere for danske soldater i Afghanistan efter offentliggørelsen af bogen, end før den røg på nettet og blev tyvstjålet af Politiken. Næste gang en dansk soldat falder, er det Tøger Seidenfadens skyld!

Politikens skyld i død

Studievært Jesper Steinmetz på TV 2/Nyhederne og flere andre skamred den vinkel. Steinmetz stillede f.eks. Seidenfaden det kritiske og hypotetiske spørgsmål om, hvordan han ville have det, hvis en dansk soldat mistede livet på grund af Politikens handling? (Et dansk journalistisk standardspørgsmål: »Hvad føler du?«)

Selv den ellers rutinerede debattør Seidenfaden var her ved at miste mælet, men han fik da stillet et modspørgsmål, som bragte den meget selvsikre Steinmetz lidt i uføre: »Ja, og hvad hvis Månen var lavet af grøn ost?«

I modsætning til Seidenfaden gik forlagsdirektør Jakob Kvist fra People's Press på TV2 News i fælden, da Divya Das stillede ham stort set det samme spørgsmål. Han så helt trist ud ved tanken og syntes, at nu havde han mest lyst til at tænke sig om og tilbringe weekenden med sin familie.

Det forstår man jo godt, når man har læst bogen illegalt på nettet. Den er, som flere anmeldere har noteret sig, en begejstret beretning om Jægerkorpsets fortræffeligheder og en fortælling om en mand, der har realiseret sig selv gennem sit tilhørsforhold til korpset, specielt da han endelig kom i rigtig krig. Fint nok.

Man havde måske bedre kunnet forstå Politikens handlinger, hvis bogen havde indeholdt saftige og farlige ting, der åbenbart kunne underminere grundlaget for krigsførelsen eller oplysninger, der kunne svække vores vilje til fortsat at føre krig. havde det handlet om ytringsfrihed.

Medierne lugtede blod, men fik det ikke. Forsvarschefen opdagede, at chefredaktører ikke parerer ordrer og slutteligt erkendte byretsdommeren salomonisk, at et fogedforbud ville være totalt illusorisk i en verden, hvor hverken internettet eller Politiken kan kontrolleres.

Men også at noget af bogens indhold kunne skade nationens sikkerhed og forholdet til fremmede magter.

Slag i luften og comeback

Tilbage står det centrale spørgsmål, som kun enkelte medier spagfærdigt har beskæftiget sig med: Jægersoldaters tavshedsløfte.

Det eksisterende er så spagfærdigt og fleksibelt, at det åbner en ladeport af muligheder for at ytre sig. Det burde det ikke. Men det skal ikke ændres, siger Forsvaret. Af hensyn til soldaters ytringsfrihed? Pladder. Ingen har ubegrænset ytringsfrihed. Og slet ikke soldater, der deltager i hemmelige operationer.

Det har man for længst indset i de fremmede magter, som vi nu (måske) har et lidt spændt forhold til. Og hvis mennesker overtræder deres tavshedspligt eller overtræder loven (f.eks. racismeparagraffen), er det op til domstolene at afgøre, om hensynet til offentligheden skal veje tungere end tavshedsløfter eller anden lovgivning.

Set på denne baggrund synes den voldsomme jæger-sag at være et stort slag i denne tomme luft.

Men det har været både foruroligende og underholdende. Og ifølge Mediawatch fik Tøger Seidenfaden et bastant comeback som mediestjerne efter flere års mangel på omtale.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Chris Peedersen

En anden vinkel er den manglende fokus på Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). I min optik er denne her sag deres ansvar (det fremgår også af deres hjemmeside)

Hvorfor løser FE ikke deres opgave rettidigt og i mindelighed "Hej Thomas, Suuuperfed bog du har skrevet, men der er nogle ting du ikke kan afsløre, nu skal jeg forklare dig hvorfor osv."

Og hvorfor forsøger de ikke, at forklare befolkningen hvad der er godt og hvad der er not for dk, landet er trods alt i det, der før i tiden blev kaldt krig.

Hvorfor kan Forsvarets Efterretningstjeneste leve videre som under den kolde krig, dvs. skjult = godt uden at der er EN ENESTE journalist der stiller spørgsmål ved det ????

Hvorfor er Jesper Britze ikke blevet arresteret for at have oversat "Jæger" til arabisk og derefter at have lagt den på nettet? Er forsvarskommandoen ikke længere under politisk kontrol, eller er det regeringen som står bag denne landsskadelige virksomhed?
Og hvorfor fisker Informations Lasse Jensen ikke gebisset op af vandglasset, inden han tager på arbejde?