Læsetid: 6 min.

Jægersoldatens bog der skulle tilbage i tuben

Forsvaret forhindrer jægersoldat Thomas Rathsacks bog i at udkomme, men hvorfor? Bogen fortæller om hidtil ukendt mission men ikke meget mere
15. september 2009

Danske jægersoldater har løst flere opgaver i Afghanistan, end offentligheden hidtil har haft kendskab til. Jægersoldater med brun sminke i ansigtet, afghansk tøj og skarpladte våben har bl.a. støttet og sikret en hemmelig agents virke i Afghanistan, når han aflagde gedulgte besøg hos kilder blandt afghanerne.

Så meget ved vi nu fra bogen Jæger - i krig med eliten af Thomas Rathsack, som forsvaret i skrivende stund forsøger at bremse med et fogedforbud, inden den overhovedet udkommer. Thomas Rathsack var jægersoldat indtil 2008. Forsvaret mener, at han med Jæger - i krig med eliten overtræder sin tavshedspligt.

I mellemtiden kan vi så glæde os over, at en stribe eksemplarer allerede har cirkuleret i pressekredse, sådan at vi i ro og mag kan spekulere over, hvorfor forsvaret har så travlt med proppe den tilbage i tuben.

Rathsack er den første, danske jægersoldat, der skriver bog om sine oplevelser under operationer i Irak og Afghanistan, og det skal han have tak for. Oplysningerne fra Rathsacks bog affødte først en seksspaltet rubrik på Jyllands Postens forside: 'Danske elitesoldater opererer i skjul' (10. september).

SF's Holger K. Nielsen bad i den anledning forsvarsministeren om en redegørelse, og Rathsack er i de seneste dage blevet grundigt interviewet i dagspressen. Thomas Rathsacks bog viser, at en gruppe på fem-seks jægersoldater i et konkret tilfælde over et stykke tid i Afghanistan har virket som støttegruppe for en agent. De sørgede især for hans transport frem og tilbage til hemmelige møder - vel at mærke svært bevæbnede og klar til at kæmpe sig ud af uønskede situationer.

Ukendt for politikerne

Den mission har ikke tidligere været kendt i Danmark - ej heller af de politikere på Christiansborg, som regeringen er forpligtet til at underrette om udviklingen i den danske indsats i Afghanistan. I andre tilfælde har grupper af jægersoldater støttet de danske enheder i Irak, uden at forsvarsministeren i den anledning har anstrengt sig med at opdatere Folketinget og andre om detaljerne. Forsvarsminister Søren Gade siger, at han ikke ser det som sin opgave at holde rede på hver eneste udsendte soldat. Han har alene har følt sig forpligtet til at oplyse Udenrigspolitisk Nævn, hvis der var tale om, at Jægerkorpset som sådan blev aktiveret.

Med et fogedforbud sikrer forsvaret maksimal opmærksomhed om Rathsacks bog og dermed på en almengyldig hovedregel: Der er altid nyttigt, når soldater i felten selv fortæller os, hvordan virkeligheden ser ud.

Samtidig vækker fogedforbuddet på underlig bagvendt vis nye mistanker: Med mindre Rathsacks oplysninger er toppen af et større isbjerg, er det nemlig svært at forstå forsvarets reaktion. Thomas Rathsack leverer med 'Jæger - i krig med eliten kun begrænset nyt - for i længden skuffer bogen. Oplysningerne om jægernes arbejde under cover i Afghanistan er selvsagt interessante, men det er svært at få øje på andet, der for alvor er kontroversielt. Jæger - i krig med eliten giver et indblik i jægersoldatens daglige arbejde, i den uendelige træning og i de konstante strabadser og farer, der følger med, når man fra en smal klippeafsats i dagevis skal holde øje med Taleban i Tora Bora-bjergene, mens man skider i en plasticpose og trues af dehydrering og hurtig død.

Vi får et indblik i livet som livvagt i Bagdad og i Jægerkorpsets opgaver på byens hustage under topmøder i København. Vi fornemmer lidt om jobmulighederne for eks-jægere, og vi får et lille indblik i livsanskuelsen hos et menneske med licence to kill: »Jeg har altid haft trang til at udforske, opleve og opdage. At føle at jeg er i live. For mig er dét det afgørende ved livet. Jeg ved, at jeg ville være ulykkelig, hvis jeg skulle se tilbage på et liv uden intensitet og nerve,« som Rathsack siger i forordet og flere gange undervejs.

Vi følger med fra de første teenage-drømme om jægerlivet og hele vejen gennem uddannelsesforløbet frem til hans frustration, da det går op for ham, at Jægerkorpset yderst sjældent blev brugt til noget operativt i felten. Han forlader korpset og tilbringer otte år bl.a. som minerydder i Ingusetien, Eritrea og Afghanistan, men melder sig igen til Jægerkorpset efter 11. september 2001, hvor hans kendskab til Taleban og Afghanistan er blevet guld værd. Han deltager i den første og senere så kontroversielle, samlede udsendelse af Jægerkorpset siden oprettelsen i 1961 - den til Afghanistan i 2002.

Han fortsætter til Irak, bl.a. som livvagt for den daværende danske ambassadør i Bagdad Torben Gettermann og senere som en del af styrken i Basra, hvor han deltager i dramatiske, natlige missioner ud i mørket. Ind imellem er han så tilbage under cover i det afghanske for at assistere den hemmelige agent 'Eric' fra en unavngiven nation.

115 døde, 107 fanger

Rathsacks samlede billede får aldrig for alvor nogen større, blivende værdi. Han har tilsyneladende ikke anden ambition med sin fortælling end at tilfredsstille det publikum, der gerne vil læse bøger om, hvor hårdt og farligt, det hele er, og hvor dygtige og tiltalende jægersoldater er. Det kan man have sympati for: Jægerjobbet er farligt og de udøvende fortjener respekt. Men det er ikke nok at holde ens interesse vågen en hel bog igennem, og som nævnt er det svært at se større anledning til at forbyde offentligheden at læse med.

Især - og det er særligt ærgerligt - leder man forgæves efter bare en krumme af ny information eller nye betragtninger om det kontroversielle forløb om krigsfanger tilbage fra 2002.

Rathsack deltog i Jægerkorpsets operationer i det sydlige Afghanistan præcis på det tidspunkt, hvor danskerne ved flere lejligheder tog afghanere til fange for efterfølgende at overgive dem til de amerikanske styrker. Fangerne hævder, at de blev udsat for tortur i amerikanernes varetægt.

Hele forløbet blev senere beskrevet i Christian Guldbrandsens film Den hemmelige Krig og dermed til en af de mest kontroversielle episoder i nyere, dansk krigshistorie, men Rathsacks affærdiger hele episoden med to sætninger, der end ikke antyder kontroversen:

På ni måneder når Task Force K-Bar 42 rekognosceringsopgaver samt et ukendt antal kampmissioner, der fører til 115 døde og 107 tilfangetagne. Herunder fanger danske jægere to gange afghanere, som overdrages til amerikanerne.

I det hele taget afholder han sig fra at reflektere over langt det meste af det, man gerne ville høre mere om. Rathsack udsendes til Irak i flere forskellige omgange og har derfor haft lejlighed til at studere effekten af de udenlandske troppers indsats på tætteste hold.

Han ser klart, at rigtigt mange irakere ikke bryder sig om de fremmede tropper, og han oplever, hvordan sikkerhedssituationen forværres, men igen afstår han fra at reflektere. Fra hans tid som livvagt i Bagdad får vi bl.a. beskrevet, hvordan andre livvagter ofte åbner ild under kørsel i Bagdads gader uden megen anledning. Vi får beskrevet, hvordan Rathsack og fire af hans kolleger eskorterer Torben Gettermann til et møde med den irakiske udenrigsminister, og hvordan de under mødet nærmest besætter ministerens forkontor. Her insisterer de på at kropsvisitere ministerens øvrige gæster - til stor bestyrtelse for irakerne, men Ratsack gør sig ingen tanker om forløbet. I hvert fald ingen, der kommer med i hans bog. Hans oplevelser på klippeafsatsen i Tora Bora-bjergene i Afghanistan i 2002 bekræfter enslydende beretninger, andre jægere (eller han selv?) tidligere har givet bl.a. til Jyllands-Posten, men de bringer ikke nyt. Andre danske soldater har gjort det med større udbytte.

Både Thomas Larsens Dagbog fra Afghanistan og især Lars Ulslev Johannesens De danske Tigre - med livet som indsats i Afghanistan; (begge 2008) bidrog i højere grad til at almindelige civilister hjemme i stuen kunne danne sig et reelt billede af, hvilken udvikling de danske soldater bidrager til. De skrev anderledes roligt og stilfærdigt om deres indsats i Afghanistan, om kampe og relationer soldater, officerer og civile imellem.

Måske er det ghostwriteren Dennis Drejers indflydelse, der gør, at Jæger virker så endimensionel i sin fascination af store våben, stejle forhindringer, farlige faldskærmsudspring og barske soldater. Forholdet mellem Ratsack og Drejer uddybes ikke, men man ender med at længes efter Rathsacks personlige version: Måske var vi kommet tættere på noget rigtigt spændende, hvis han havde formuleret sig uden filter? People's Press har muligvis haft den anden jægersoldat, B.S. Christiansens, succes i tankerne: Så længe det hedder noget med jæger og er professionelt skåret, skal det nok sælge. Hvis altså ikke der bliver nedlagt fogedforbud forinden.

Martin Breum er journalist og studievært på DR2. P.t. på orlov

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu