Jorden går under til efteråret

Året er 2032. Joe Benton er netop blevet valgt til USA's 48. præsident. Han har store reformplaner for såvel sundhedsvæsenet som uddannelsessystemet. Men blot få dage efter valgsejren vender en alarmerende begivenhed op og ned på alle tidligere planer. På et møde får den nye præsident fremlagt en række hidtil hemmeligholdte beregninger over udviklingen i den globale opvarmning, som viser, at klimaforandringerne er langt mere fremskredne end først antaget. I realiteten står verden på kanten til en altødelæggende klimakatastrofe, der vil lægge hele kontinenter under vand og forvandle andre til ørkener. Alene i USA vil 25-30 millioner mennesker inden for få år være drevet på flugt, og det er nu op til præsident Benton at samle verdenssamfundet om en effektiv plan, der kan redde kloden fra den forestående katastrofe. Men verden nøler, tiden er knap, og ingen synes at have forstået alvoren.

Sådan lyder scenariet i den debuterende engelske thrillerforfatter Matthew Glass' dystopiske fremtidsfantasi Ultimatum (2009). Og Glass er langtfra alene om at spinde mørke og apokalyptiske tanker om klodens fremtid. Klimaforandringer, miljøkatastrofer og ustyrlige naturfænomener præger flere af efterårets udenlandske udgivelser - og der er nok af eksempler at tage fat på:

I The Year of the Flood (2009) følger forfatteren Margaret Atwood et lille samfund af overlevende efter en verdensomspændende miljøkatastrofe. I Stephen Baxters tobindsværk Flood (2008) og Ark (2009) har den stigende vandstand i verdenshavene ført til en global oversvømmelse, hvor selv Mount Everest er lagt under vand. Og i William Boyds Ordinary Thunderstorms (2009) må en ung klimatolog flygte fra lejemordere og politi efter at have overhørt en tilfældig, men skæbnesvanger samtale på en bistro i London. I Cold Earth følger Sarah Moss et hold arkæologer, der er isoleret på Grønland, mens en dødbringende pandemi fejer hen over kloden - og i 2010 vil også den tidligere Booker Award-vinder Ian McEwan sætte fokus på klimaforandringer med en ny roman, der foreløbig har fået arbejdstitlen Solar. Endelig er filmatiseringen af Cormac McCarthys postapokalyptiske roman The Road (2005) netop begyndt at snurre i biografmørket med Viggo Mortensen i hovedrollen som faderen, der sammen med sin søn må krydse et goldt og ufrugtbart landskab, efter at en naturkatastrofe har udraderet alt liv.

Tendensen til apokalyptisk klimalitteratur er massiv, og den er ikke kun forbeholdt det engelsksprogede bogmarked. Også herhjemme er de første klimaromaner så småt begyndt at se dagens lys. Første skud på stammen er Axel Bolvigs Klimakonspirationen (2009), der er en slags dansk version af Da Vinci Mysteriet, hvor skjulte koder i et kalkmaleri fra 1400-tallet viser sig muligvis at rumme løsningen på vore dages klima- og miljøproblemer. Og også forfatteren Ditte Birkemose er på sporet af et klimapolitisk komplot i sin nye krimi U-233 (2009), der udover at tematisere kampen om alternative energikilder også byder på et gensyn med privatdetektiven Kit Sorel, som læserne første gang stødte på i 1996 i romanen Til toner af Tosca. Og endelig meddeler forfatteren Robert Zola Christensen i et interview på dr.dk, at også han er gået i gang med at skrive på en »klima-krimi«.

»Det startede som en artikel til Euroman og global opvarmning, men så begyndte det at vokse. Jeg er nået ret langt, og den bliver længere end noget, jeg har skrevet tidligere. Ikke bedre, nødvendigvis, men længere, meget længere,« lyder det fra forfatteren.

En moderne Nostradamus

En af de forfattere, der allerede med iver har kastet sig over den nye genre, er britiske Liz Jensen, der udover at være gift med den danske forfatter Carsten Jensen, herhjemme mest er kendt for romanen Louis Drax' niende liv, der kom på dansk i 2005. I sin nye roman The Rapture (2009) forsøger hun at adressere frygten for en forestående klimakatastrofe. Kort fortalt er The Rapture historien om en ung forstyrret kvinde, Bethany Krall, der efter at have myrdet sin egen mor nu befinder sig på en topsikret sindssygeanstalt. En psykolog, Gabrielle Fox, får til opgave at tilse pigen, og hun opdager snart, at Krall besidder en overnaturlig evne til med stor præcision at forudsige alverdens naturkatastrofer - hvad enten det drejer sig om tyfoner, vulkanudbrud, skovbrande eller tsunamier. Som en moderne Nostradamus forudser Krall, hvordan energiselskabernes udvinding af alternative energiressourcer i havbunden vil føre til en skæbnesvanger ulykke, der igen vil føre til en serie af ødelæggende tsunamier. Men da Krall er indlagt på en sindssygeanstalt, er der ikke rigtig nogen, der lytter.

I et perspektiverende efterord til romanen understreger Liz Jensen, at den katastrofe, som finder sted i The Rapture, nok er mulig, men næppe sandsynlig. Derimod står vi i virkelighedens verden over for en langt mere håndgribelig og umiddelbar trussel.

»Hvis klimaforandringerne fortsætter med uformindsket styrke, vil konsekvenserne være mere ødelæggende end de fleste mennesker (...) har lyst til at forestille sig,« skriver hun.

Over for Information uddyber hun:

»Klimaforandringer er et emne, som jeg har interesseret mig for i lang tid. Som almindelig borger er jeg bekymret over udviklingen, fordi jeg tror, den vil få en kæmpe indflydelse på mine børn og børnebørns liv. Mange lande er endnu ikke vågnet op, men en skønne dag vil det være det eneste, folk taler om. Og bogen her er mit bidrag til en øget opmærksomhed,« siger Liz Jensen, der dog understreger, at hun først og fremmest ser sig selv som romanforfatter og ikke klimaforkæmper: »Jeg skriver ikke for at overbringe folk et bestemt budskab. Jeg skriver for at udforske, hvordan verden hænger sammen.«

Ikke en prædikant

I arbejdet med sin roman har hun blandt andet ladet sig inspirere af Michael Chrichtons klimaskeptiske thriller, State of Fear fra 2004, om en gruppe klimaterrorister, der begår massemord for at vinde opbakning til deres synspunkter. Romanen, der på et tidspunkt lå nummer to på New York Times' bestsellerliste, videreformidler det grundlæggende synspunkt, at klimaforandringerne for det første ikke er menneskeskabte og for det andet ikke er noget problem.

»Chrichtons roman red på en amerikansk bølge af skepsis over for hele klimaspørgsmålet, som stadig er meget udbredt i USA. Og det fik mig til at overveje, hvordan jeg kunne skrive en bog om klimaforandringer uden at komme til at lyde som en prædikant - for der findes ikke nogen større dræber. Ingen gider læse en bog, hvis det lyder, som om man fører kampagne,« siger Liz Jensen.

- Er du ikke bange for, at de katastrofescenarier, som de nye klimaromaner tegner op, netop kan være med til at 'uvirkeliggøre' problemstillingen og dermed distancere folk fra den?

»Jeg tror, at dem, der køber min roman, allerede er interesserede i problemstillingen. Mens dem, der ikke er interesserede - og det er desværre det store flertal - alligevel er uden for rækkevidde.«

- Næsten hver dag hører, ser eller læser vi om klimaforandringer og global opvarmning i pressen. Er det ikke en anelse populistisk også at tage det op i litteraturen?

»Jeg ville ønske, det var populistisk at skrive om klimaforandringer. Men det er ikke tilfældet. Desværre er det stadig de færreste mennesker, der interesserer sig for emnet. Hvis jeg kan bidrage til, at det bliver mere populært, så vil jeg gerne det. Og så har jeg ikke noget imod at blive kaldt en populist, jeg vil sågar tage det som en kompliment.«

Fra sci-fi til mainstream

Selv om hendes roman skildrer et apokalyptisk fremtidsscenarie og dermed trækker tråde tilbage til science fiction-genren, opfatter Liz Jensen hverken sig selv eller sine kolleger som egentlige science fiction-forfattere.

Ifølge Hans Hauge, dr. phil. og lektor i Nordisk Sprog på Århus Universitet, adskiller klimaromanerne sig da også fra traditionel science fiction ved at være reelle fremtidsskildringer frem for slet skjulte samtidsskildringer henlagt til fremtiden.

»Klassiske science fiction-romaner forsøger at sige noget om nutiden ved at henlægge nutiden til en fjern fremtid. Men klimaromanerne forsøger rent faktisk at tegne et billede af en mulig fremtid,« siger han.

I lighed med Liz Jensen ser han det store opbud af klima- og katastrofelitteratur som et tegn på, at den moderne dommedagsfortælling har forladt sine rødder i science fiction-genren og er blevet mainstream. Og det er kun naturligt, at også litteraturen i stigende grad kaster sig over klimaspørgsmålet.

»Litteraturen i dag skal kunne klare sig på markedet, og derfor er den nødt til at kapitalisere på det, folk diskuterer,« siger han.

Den lange kavalkade af klimaromaner er imidlertid også et udtryk for, at klimasagen er blevet en apolitisk selvfølgelighed, mener han.

»Hele klimadebatten er blevet afpolitiseret på den måde, at alle stort set i dag går ind for, at vi skal gøre noget ved den globale opvarmning. I modsætning til miljødigtningen i 1970'erne og 1980'erne, hvor miljøforkæmpere og -aktivister var i klart mindretal, udtrykker klimaromanerne flertallets vilje,« siger Hauge.

Sat på kort formel var miljødigtningen modkultur, mens klimaromanerne er konsensuskultur, mener han.

»Klimalitteraturen går ikke imod en strømning i tiden, men følger den generelle strømning. Den er ikke i opposition til regeringer og præsidenter, men trækker derimod på samme hammel. Så kan det godt være, den kritiserer, at regeringerne ikke gør nok for klimaet, men den kritiserer ikke selve det, at regeringerne gør noget for klimaet.«