Jeg kan blive overrasket over at se mig selv i spejlet

Eva Tind Kristensen debuterer i denne uge med digtsamlingen 'do'. En tekstlig og billedlig undersøgelse af, hvordan et koreansk ophav kan kombineres med og modstilles en østjysk opvækst
Eva Tind Kristensen. Det, man nogle gange glemmer, når man taler om at være adopteret, er, at det ikke kun handler om nationalitet og slægtskab. Det handler om kærlighed. Tab af kærlighed. Tab af retten til at eksistere. Det er den største sorg, og den ligger dybt nede under alting.

Eva Tind Kristensen. Det, man nogle gange glemmer, når man taler om at være adopteret, er, at det ikke kun handler om nationalitet og slægtskab. Det handler om kærlighed. Tab af kærlighed. Tab af retten til at eksistere. Det er den største sorg, og den ligger dybt nede under alting.

Kristine Killerich
17. september 2009

»Jeg var ikke til stede, da min far blev begravet. Det gik op for mig, at jeg intet vidste om, hvordan en begravelse foregår i Korea. Derfor begyndte jeg at læse om det, og ud fra de ting formede jeg mit eget begravelsesritual,« siger Eva Tind Kristensen.

En varm sol falder ind af vinduet og får det hvide spisebord, hun sidder ved, til at lyse. Udenfor er der stille på villavejen. Eva Tind Kristensen går hen til køkkenbordet, rister noget brød og laver sort te.

»Jeg sætter din kiste på en stor bunke grene og kviste i haven. Jeg brænder dig på bålet. Jeg fletter en urne af bambus. Jeg samler asken,« lyder et uddrag fra digtsamlingen do, som Eva Tind Kristensen debuterer med i denne uge. Uddraget er en del af et selvkomponeret begravelsesritual for hendes koreanske far.

Eva Tind Kristensen blev født i 1974 i Korea. Som etårig blev hun adopteret til en dansk familie og voksede op i Låsby i Østjylland. Hun bor nu i Valby og er uddannet arkitekt. Eva Tind Kristensen har blandt mange andre projekter været med til at udgive en bog om klima og arkitektur, arbejdet med forskellige kunstprojekter og som arkitekt forsket inden for, hvorvidt byggesystemer kan være arkitoniske, det vil sige poetiske.

Rummet blev frit

Forfatterdebuten do udkommer kun et år efter, de første tekster og digte til bogen viste sig i sommeren 2008. Intentionen var at skrive nogle følgetekster til et fotoprojekt. Ikke at skrive digte.

»Min biologiske fars død gjorde, at der blev åbnet op for nogle gamle spørgsmål i forhold til mit koreanske ophav. Jeg har tidligere prøvet at skrive om det, men ofte blev det for stort og for følelsesladet for mig. Jeg kunne ikke genkende mig selv i det, jeg skrev. Men tabet af min far i Korea tvang mig ind i en tid, hvor jeg måtte give slip på strukturerne. Det betød, at det kreative rum blev frit. Pludselig kunne jeg skrive om det, fordi alting måtte være der. Tingene behøvede ikke at hænge sammen. Jeg skrev bare,« fortæller Eva Tind Kristensen.

Efterhånden, som teksterne kom ned på papiret, vidste Eva Tind Kristensen, at skrivningen var mere end en overspringshandling fra fotoprojektet. Det var et værk, som skulle færdiggøres. En fortælling om at være dansk og at være koreansk.

Digtsamlingen do rummer både tuschtegninger, fotografier, børnesange, beskrivelser fra et jysk forsamlingshus, en opskrift på blodpølse og en liste over dyrelyde.

»De forskellige dele i bogen er opstået ud fra impulser, intuition og fornemmelse for balance. Det fascinerer mig, hvordan vidt forskellige elementer kan strømme af mening, når de sættes sammen. Mit eneste princip var, at elementerne i bogen skulle relatere sig til det danske og koreanske,« forklarer Eva Tind Kristensen og uddyber:

»Bogen gav mig mulighed for at samle alle de forskellige tanker om at være adopteret: at føle sig anderledes, at være udskiftelig, at være i Korea og at vokse op i Østjylland. Jeg forsøgte at rumme en større del af mig selv i skriveprocessen. Ikke kun tude. Ikke bare være cool. Når tingene bliver plukket ud af deres sammenhæng, bliver de forvrængede. Der er mange sideløbende historier til historien om mig som adopteret. På den måde blev bogen et eksperiment, en undersøgelse af, hvordan jeg kunne få integreret indvandreren i mig selv.«

Eva Tind Kristensen troede gennem hele sin barndom, at hun var et hittebarn - fundet på en trappesten i Korea. Som 14-årig ringede hun til adoptionsbureauet i Århus for at undersøge, om de havde nogle informationer om hendes biologiske familie. Det viste sig, at bureauet havde modtaget et postkort fra Evas familie i Korea tre måneder tidligere. Syv år senere besøgte Eva Korea. »Det ramte mig hårdt at være blandt hundredvis af koreanere. Det var skræmmende og fantastisk på én gang. Pludselig kunne jeg ikke længere finde mig selv. Jeg skilte mig ikke så meget ud. For eksempel på billeder, hvor jeg var med. Hvem var mig på billedet? Jeg var vant til at kunne se mig selv med det samme,« siger Eva Tind Kristensen og lader som om, hun holder et billede op for sig, mens hun kigger søgende på det. Hun tilføjer:

»Jeg kom til mit oprindelsesland for at finde mig selv, men blev væk.«

Efter to dage i Korea mødte hun sin koreanske familie. Hun vidste forinden, det kunne blive turbulent, men nysgerrigheden drev hende.

»Jeg havde en længsel efter at se, hvor jeg kom fra. En lyst til at genkende mig selv i andre. Den kropslige lighed var vigtig for mig. De skæve øjne. Det sorte hår. Pludseligt fandt jeg ud af, hvorfor jeg har en lilletånegl, der er delt i to.«

Flere af digtene i do kredser om den kropslige lighed og ulighed. Digtet »adoptivbarn« er en instruktion til, hvordan man kan klippe sit eget ansigt ud og klistre det ind på et billede af en lykkelig familie.

»Jeg er jo klippet ind,« udbryder Eva Tind Kristensen som kommentar til digtet.

»Folk udefra ser mig som ikke-dansk, trods jeg føler mig dansk. Da jeg var teenager, gjorde jeg meget for at undgå japanske turister for eksempel. Jeg ville ikke smelte sammen med de fremmede. Ligesom jeg oplever, at enkelte andre adopterede kigger væk, hvis vi får øjenkontakt. Jeg kan endda blive overrasket over at se mig selv i spejlet.«

Den umiddelbare dobbelthed, Eva Tind Kristensen lever i ved at være dansk i en gul krop, som hun selv udtrykker det, er blevet mere harmonisk for hende med tiden.

»Jeg behøver ikke holde så meget fast i mig selv længere, når jeg besøger Korea. Jeg må gerne holde af min koreanske familie. Og selv om jeg har åbnet op for min koreanske baggrund, er jeg ikke blevet en anden - min identitet som dansker er ikke forsvundet. Det er mere som et hus, hvor der er blevet bygget flere rum til.«

Den koreanske sø

Digtsamlingen do rummer mange elementer, som kaster betydninger af sig, der gør det muligt at diskutere nationalitet og politik. For Eva Tind Kristensen selv er bogen først og fremmest et forsøg på ikke at ignorere de vilkår, der præger et liv som adopteret.

»Det, man nogle gange glemmer, når man taler om at være adopteret, er, at det ikke kun handler om nationalitet og slægtskab. Det handler om kærlighed. Tab af kærlighed. Tab af retten til at eksistere. Det er den største sorg, og den ligger dybt nede under alting.«

I et af de mange tvillingedigte, der er i bogen, lyder digtet på den første side:

»Jeg stirrer ned i en koreansk sø. Den er så stor, at den er uden ende ... Jeg lægger mit koreanske hoved i den koreanske søs skød.«

»Den koreanske sø, smertepunktet, er reelt i mig. Men den kan foldes mere eller mindre ud. Nogle gange kan den fylde hele universet, andre gange slet ikke være der, som jeg også skriver i bogen. Jeg har arbejdet med ikke at ignorere denne smerte, og nu er jeg heller ikke bange for den længere. Jeg kan svømme en tur i den. Den er jo også bare en del af mig. Én af de mange ting, der kan siges om mit liv.«

I forbindelse med udgivelsen af 'do' udstiller Eva Tind Kristensen tuschtegninger og andre dele af bogen som hele trykark. Udstillingen er åben frem til den 28. september, Oehlenschlægersgade 34, København V.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu