Læsetid: 4 min.

Koncert som skueplads for store egoer

De fleste var sikkert ikke kommet for at høre Royal Philharmonic Orchestra, men fænomenet Martha Argerich. Hun meldte som frygtet afbud, og i stedet kom et mere afdanket fænomen, postpunkeren Nigel Kennedy
7. september 2009

Københavnerne har nu inden for overskuelig tid haft en historisk chance for at opleve de fire store London-orkestre. Først i serien Nordic Concerts med London Symphony, London Philharmonic og Philharmonia, og torsdag aften kom så Tivoli-koncerten med Royal Philharmonic. Orkestre på højere professionelt niveau end hvad vi er vant til herhjemme, men også klangligt og solistisk indbyrdes forskellige, og den svageste i sammenligningen står efter min mening Royal Philharmonic. Orkestret har i en årrække haft en begavet ung italiensk chefdirigent, Daniele Gatti, med hvem det har lavet flere fremragende Mahler-indspilninger, men dette ægteskab er slut, og et nyt er netop begyndt med den gamle rotte i faget, Charles Dutoit, 72-årig schweizer og ligeledes chef for Philadelphia Orkestret. Det forekommer imidlertid noget hasarderet at tilbringe hvedebrødsdagene på en opslidende turné til alle hjørner af Europa, og selv om disse britere går for at være alsidige og ekstremt omstillingsparate, kunne det da også mærkes.

Sigøjnertrash

Det var således en gåde, hvorfor man havde valgt at indlede koncerten med George Enescus rumænske rapsodi. Ikke mindst fordi afbuddet fra pianisten havde resulteret i radikale programændringer, hvor også Ravels Gåsemor-fortællinger var røget ud, en udpræget Dutoit-specialitet. Hvorfor ikke beholde dem i stedet for Enescus deciderede sigøjnertrash? Opførelsen havde mere karakter af kultiveret cirkuskapel end ægte gipsy band, uden improvisatorisk fandenivoldskhed og gnistrende eksplosioner i tempo og dynamik, i særlig grad i Grigoras Dinicus inkorporerede hvirvelvindsdans Lærken, som alle, der har tilbragt et par timer på en ungarsk restaurant, vil kunne genkende.

Gyldne strygere

Det gav naturligvis mere mening med Edward Elgars pragtfulde gennembrudsværk, Enigma Variationer, hvis det ikke var fordi det ikke havde dirigentens dybere interesse. Heldigt at musikere på dette niveau er så selvkørende i deres nationalmusik, og de forsømte heller ikke lejligheden til at demonstrere udsøgt træblæserspil og en varm, gylden strygerklang. Dutoit var mere optaget af at få tingene til at glide, som den poseur på podiet han nu engang er, og alligevel gled det så som så. Temaet med de store spring slæbte sig af sted, uden held med at få det tre- og firdelte metrum til at samle sig i ét flow, og denne kurs blev temmelig afgørende for forløbet af den egentlige rejse. Det er jo et hemmelighedsfuldt persongalleri, virkelige karaktervariationer, identificeret med personer i komponistens omgangskreds, mens selve gåden, som titlen betyder, et dunkelt tema der hviler over hele værket, aldrig er blevet løst. Dutoits vision af de 14 karakterer var gennemgående sært konturløse. Den springende fuga i nr. 2 stod ikke skarpt nok artikuleret, konversationen i nr. 3 manglede glimt i øjet, den ultrakorte nr. 4 blev mere rodet end opstemt, og nr. 9, den mest kendte med titlen Nimrod, værkets store adagio, greb mærkeligt nok ikke så dybt, som den plejer at gøre. Men ret skal være ret. Dutoit formede de sidste tre variationer med sikkert blik for både den mørke, resignerede grundtone og den afsluttende grandeur.

Slasket intonation

Det var ikke Royal Philharmonics ledelse, der havde fundet frem til erstatningen for den sygemeldte Martha Argerich, det havde været opgaven for Tivolis musikchef Nikolaj Koppel. Og med Nigel Kennedy blev det immervæk en bizar oplevelse, som i den grad sparkede røv, for nu at bruge et af hans egne udtryk, og dermed publikum op af stolen. For 25 år siden var Kennedy et kæmpe mediestunt, med en tilsigtet garageversion af Vivaldis Fire Årstider og frem for alt et gennemstiliseret cross over image. Klassisk punk violinist. Det var så gennemført, at han tillærte sig en hjemmelavet Cockney-dialekt, som han også luftede torsdag aften. Han fylder snart 53 år og er åbenbart ikke kommet ud af sit profitable ungdomsoprør.

Det var egentligt et kosteligt skue. Kennedy og Dutoit entrede scenen. Violinisten klædt i laser og pjalter, som Klodshans i de kongelige gemakker, med hårrejsende frisure, stort grin og fede attituder ud til folk. Dirigenten i sit stiveste puds, som oldermanden i samme eventyr, med rødligt tintet hår, stoneface og en anstrengt attitude, der kunne signalere: hvornår slipper jeg ud herfra.

De skulle så blive enige om at kæmpe sig igennem Beethovens violinkoncert, og blev det ikke den store kunst, havde opførelsen da en betydelig underholdningsværdi. Kennedy prøvede flere gange undervejs at komme i kontakt med maestroen, han nærmede sig trissende podiet med insisterende øjne, men Dutoit undgik så vidt muligt at bemærke manden på gulvet. Heller ikke 1.violinerne var særligt modtagelige for at lege med Kennedy, de fulgte loyalt deres chefs brede møllesving.

Hørt i forhold til tidens store violinister er Kennedy kørt godt og grundigt bagud. Trods det ubestridelige talent, er teknikken blevet for mangelfuld, og det gør han naturligvis en dyd ud af, men man hørte sågu for meget slasket intonation og uegalt passagespil. At han i finalen spillede sin egen let syrede solokadence og inddrog orkestrets celloer og kontrabasser, var en ganske sjov ide, men den kom sådan set ikke til at hænge sammen med Beethoven.

Salen kogte, Dutoit var lettet, og Kennedy priste orkestret, hvor hans far engang var koncertmester for cellogruppen. Man må give ham, at han kan kommunikere med publikum, også med det gennemsavede præludium fra Bachs E-dur-partita og en trampende Scottish med smågrinende opbakning fra det fine orkester.

Koncert i Tivolis Koncertsal den 3. september. Enescu: Rumænsk rapsodi nr. 1. Elgar: Enigma Variationer. Beethoven: Violinkoncert. Nigel Kennedy (violin). Royal Philharmonic Orchestra. Charles Dutoit (dirigent)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu