Læsetid: 5 min.

Kunstnerlort og kulturmonument

Det nye kunstmuseum HEART i Herning, som indvies i dag, er i realiteten et arkitektonisk mindesmærke over de begivenheder på stedet, som omkring 1960 var medvirkende til oprettelsen af Kulturministeriet og den stadig diskuterede Statens Kunstfond
Det nye kunstmuseum HEART i Herning, som indvies i dag, er i realiteten et arkitektonisk mindesmærke over de begivenheder på stedet, som omkring 1960 var medvirkende til oprettelsen af Kulturministeriet og den stadig diskuterede Statens Kunstfond
7. september 2009

Der synes at være en vis uoverensstemmelse i, at nationens fornemste repræsentant, Dronning Margrethe, allerede i sommer, længe før indvielsen i dag, har besøgt det nye kunstmuseum i Herning.

For det kommer til at stå som bygningsmonumentet over den kunstretning og kulturepoke, supernationalistiske Pia først og fremmest ser manifesteret som afføring på dåse.

Pyha for en indledning! Det korte af det lange er - måske - at det nogen opfatter som lort, betragter andre som lagkage. Plus alt det med Kunstfonden og Kulturministeriet og Rindal ...

Måske dukker Pia Kjærsgaard op ved åbningen som inviteret medlem af Folketingets kulturudvalg. Men historien er længere end som så.

For stedet er Herning, og begivenheden: At et nyt kunstmusem tegnet af den amerikanske stjernearkitekt, Steven Holl, bliver taget i brug.

Det nye monumentale hus HEART (HErning ART ...) er hjemsted for Ensemble Midtvest, Socle du Monde og andre temporære udstillinger, samt og ikke mindst ramme om det tidligere Herning Kunstmuseums faste og stadig voksende samling.

Dén har udgangspunkt i dansk og international konceptkunst fra slutningen af 1950'erne, herunder en af de berygtede og berømte konservesdåser, med ægte kunstnerlort uden tilsætningsstoffer, signeret Piero Manzoni i 1961.

Skjortegips

Kunstnerlorten på dåse blev solgt efter vægt til guldværdiprisen. En af dem forgylder altså samlingen i Herning, men er (bogstavelig talt) ikke lavet på stedet.

Det er derimod hans syv kilometer lange streg, tegnet med hånden på en løbende papirrulle i Herning Avistrykkeri og straks efter forseglet i en blykapsel.

Eller pladevatskulpturer i glas og ramme. Og de såkaldt a-chrome-billeder syet sammen af skjortestof på Angli-fabrikken og dyppet i gips for at undvige bemaling, men alligevel give struktur. Eller jordklodens beskedne sokkel med titlen tiltet på hovedet, Socle du Monde.

På navnkundige Galeri Köpcke i København udstillede Manzoni almindelige balloner som skulptur, pustet op af ham selv og dermed fyldt med kunstnerens egen ånde.

Det er kunstnerrollen og konceptet, der var på spil. Og det var maleren Paul Gade-gaard, der anbefalede skjortefabrikanten Aage Damgaard at invitere Manzoni op på Angli, for lige som ham selv at muntre arbejderne op med kunstnerisk arbejde.

Gadegaard havde truffet Damgaard på en udstilling i Forum et par år før, hvor 'gadedrengen' malede et temmelig stort maleri beregnet til offentlig udsmykning. Aage Damgaard bad ham fra 1957 udsmykke lokalerne i sin gamle fabrik derhjemme.

Det førte til totale overmalinger i skarpe og kulørte mønstre af skriveborde, arkivskabe, lofter og vægge, og det fortsatte over i den kommende runde fabrik, den såkaldt hvide flip, der hidtil har huset Herning Kunstmuseum.

Her startede det med kunst mellem skjorter og syersker, men blev til museum, da lønkonkurrencen fra udlandet blev så hård, at Damgaard lukkede virksomheden i 1970 og gik over til kvægdrift og beefstouws.

Wild west

Ikke al kunst i museet blev produceret på fabrikken. Aage Damgaard købte også selv og sendte galleristen Børge Birch på research i Paris, gelejdet af Asger Jorn, som selv var i gang med at bygge den samling op, der i dag udgør hovedparten af Silkeborg Kunstmuseum.

Jorns initiativ blev gennemført i direkte mistro til Knud W. Jensens Louisiana, der åbnede i 1958 og efter Jorns mening var alt for smagsbestemt i sin tilgang til en samlings ide, og belastet af Humlebæks hereticane ånd.

Men i midtvesten skete det. Der er stadig noget wildwest over fabriksscenariet med vandrette skuefacader mod Ikast ud langs Silkeborgvej, og den lukkede højskoles højhus lodret op i Birk.

Det er uldjydernes revir. Og som københavner i området kunne man endnu i de tidlige 1960'ere uden større anstrengelser redde sig et lag bank på det lokale værtshus.

Man kunne også se den københavnske kunsthandler Svend Hansen på strømpesokker i Hotel Eydes restaurant drikke iskold grøn Tuborg og spille kort med underbuksefabrikanterne, og først snuppe sig en middagslur, når en af dem endelig havde købt et moderne maleri.

Kulør på tilværelsen

Kunsten havde tag i Herning og omegn. Ikke kun på Aage Damgaards skjortefabrik, men også på broderen Mads Eg Damgaards tæppefabrik, Egetæpper.

Han importerede allerede i 1953 design- og billedkunstneren Gunnar Aagaard Andersen, som kom til at stå bag det dobbelt vredne showroom, der endnu kan ses som lille vartegn i området.

Indendørs formede den senere professor en kantine til medarbejderne med vægge og lofter af lærred dyppet i gips og stivnet som drypsten eller buede lofter.

Den er til gengæld revet ned, ligesom det meste af kommunisten Gadegaards totalmaleri. Noget af det har museet på lager, men i den tidligere højskoles foyer er hans kulørte udsmykning stadig på plads.

Højskolen var Brdr. Damgaards ide. Det skulle være en industriarbejderhøjskole, som modtræk mod bøndernes traditionelle bevægelse. Og de to lovede at skyde fem procent af deres skattepligtige indkomst i skoleøkonomien.

I mange år fungerede skolen glimrende. I længden gik det så ikke. Men det store, velplanlagte og voksende uddannelsesområde i Birk for foden af højhuset, er i dag præget af handel og teknik.

Alléen starter med kunstmuseerne ud mod Silkeborgvej - den gamle hvide flip og Carl-Henning Petersens eget - og afsluttes ud mod det åbne land med Ingvar Cronhammers voldsomme sorte Elia-skulptur. Ind imellem er der hvide bygninger blandt andet tegnet af Henning Larsen og Jørn Utzon.

Utzons små prøvehuse fra 1970 er prototyper til en eksporthøjskole, som ikke blev til noget i den form. Men ambitionerne i 1960'erne fejlede ikke noget, og resultatet heller ikke, set i det lokale perspektiv.

Tekstilutopi

Det nye HEART-museum tager lys ind gennem tykke glaspaneler mellem tagfladerne. Og det er et dejligt og overraskende hus at være i.

Kunstværkerne står under lange buede lofter, som skjorteærmer siger arkitekten, med sprøjtepudset overflade. Og betonen er støbt mellem krøllede tekstiler - altså overflader og lofter i samme stoftradition, som konceptkunstnerne på stedet udviklede i de muntre dage før globaliseringen tog over.

Derved bliver Steven Holls bygning også et monument over de kulturelle forhåbninger og industrielle løfter, der var nedlagt i Brødrene Damgaards initiativer.

At der også lå en relativt billig reklameværdi og virksomhedspleje i den usædvanlige praksis vidste ravjyske Aage Damgaard udmærket godt. Ikke desto mindre var han uden direkte vinding med i den udvalgs- og dialogkreds af politikere og såkaldt kulturradikale, som støbte fundamentet for Kulturministeriet i 1961 og loven om Statens Kunstfond fra 1964.

Og dermed også medvirkende anledning til kritiske reaktioner fra Rindals til Pia Kjærsgaards dage. Men kun anledningen.

For årsagen til den årelange tvist ligger helt andre steder. Først og fremmest i en social og samfundsmæssig lagdeling, som det ikke lykkedes velfærdsstaten at udviske. Måske fordi kulturutopien fra Herning-Silkeborg-kanten ikke fik lov til dybtgående at præge det politiske koncept i Danmark.

Jo, nok lort som guld, og kulør på tilværelsen i overdosis. Men uden kunstnerisk præcision i forholdet mellem finans, politik og kultur.

Kunstmuseet HEART i Herning åbner for publikum på onsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu