Læsetid: 10 min.

Læserne skriver

Debat fra dagens bogtillæg
24. september 2009

Rudimenter af en anmeldelse

Romanforfattere prøver at udforske tilværelsen og afsøge sprogets bæreevne, og også de fleste romanlæsere er nysgerrige og parate til at sprænge deres egne grænser i mødet med romanen. Men der er en anden type læsere, som først og fremmest læser for at få bekræftet deres egne fordomme. Det er mere bekvemt ikke at sætte sig ind i romanen, men i stedet stå uden for den, mens man forestiller sig, hvad man forventer at se derinde.

Den gode anmelder tilhører den første kategori. Konklusionen kan være negativ, men præmisserne er i orden.

Det hører ikke til god tone, at en forfatter svarer på en anmeldelse. Men i forbindelse med Kamilla Löfströms præsentation af min nye roman Rudimenter af R bliver jeg for første gang nogensinde nødt til at gøre det, fordi der i sjælden grad mangler overensstemmelse mellem min tekst og anmelderens konklusioner. Det fører til en direkte vildledning af Informations læsere, at anmeldelsen er bygget på fejllæsninger.

Rudimenter af R handler om manden R, der har livsforløb tilfælles med sprogforskeren Rasmus Rask. Nu ligger han i sin himmelseng og venter på at dø, mens hans tanker går i cirkler og spiraler, kredser om et bestemt motiv, slipper det, indtil det måske igen dukker op. Den R, som skildres, er netop ikke nogen »fast forankret størrelse«. »R er, er én, er mange«, som der står i romanen. R er et mangetydigt menneske, der har indkapslet sig i en skal for at overleve i en lille nationalstat præget af rigid konservatisme og for at kunne jage sine egne indre dæmoner væk. Sætninger som Kamilla Löfström harcelerer over, optræder i R's indre monolog og er ikke statements fra forfatteren. Det 'jeg' der taler her, er i splid med sig selv. Mod slutningen fører R's fortrængninger og paranoia ham ud i åbent vanvid. Og den længsel efter fortiden, efter Odin og den islandske bonde- og vikingekultur, som han, ikke forfatteren, giver udtryk for, er en romantisk ønskedrøm.

Ved R's seng sidder vågekonen, dødsenglen, fortællersken, der prøver at berolige og opmuntre R og få ham ud af hans skal. Hun er ikke forfatteren, men en fiktiv person, lidt naiv og emsig, forhippet på at tvinge hovedpersonen ind i en helt anden og mere traditionel historie om vovemod, kærlighed og politiske idealer. Men hendes projekt mislykkes, historien smuldrer, fortælletråden brister, »det positive og opbyggelige« lader sig ikke realisere, og i døden opløses også det sprog, som R har studeret og beskyttet sig bag, og gennem hvis netværk han tidligere kun har kunnet skimte 'virkeligheden'.

Fint nok, at Kamilla Löfström ikke føler sig beriget af tankesæt og leveregler, der udtrykkes i romanen. Men mindre fint, at hun tillægger forfatteren disse udsagn og motiver, uden at være opmærksom på, at de kommer til orde i en dødsmærket mands forvirrede indre monolog.

Det er enhver kritikers ret at være negativ over for projektet i et værk. Men præmisserne må være i orden. Det er de ikke i denne anmeldelse.

Gudløse hjerner I

Det er rart, at sognepræsten sætter det på plads, så vi ved hvem vi har for os, når vi skal diskutere og snakke om religion og livsanskuelse. I sin anmeldelse af Gudløse Hjerner benævner Kathrine Lilleør de såkaldte nyateister for »larmende arrogante, overfladiske, med bundløs uvidenhed, overfladiske åndsamøber«. Sådan, Kathrine! Så ved vi ligesom hvem vi taler med.

Ekstra Bladets 'Nationen' opstiller en fin målestok.

Gudløse hjerner II

Pastor Kathrine Lilleørs anmeldelse den 17. september af den opreklamerede bog Gudløse hjerner af Lars Christiansen og Lars Sandbeck rummer en lang række misforståelser, som bør korrigeres - hvadenten disse nu hidrører fra bogens forfattere eller fra Lilleør, som ikke skelner klart og måske heller ikke har grund til det.

Grundlæggende mener hun (og forfatterne?), at vi ateister fremviser en »bundløs uvidenhed« om kristendommen. Men det modsatte er faktisk tilfældet: vi har været nødt til på det grundigste at sætte os ind i kristendommen for at kunne tage afstand fra den. Denne forpligtelse har de kristne ikke. Derfor kan to kristne da også dårligt være i stue med hinanden uden at blive uenige om, hvad kristendom er. De har synspunkter, som udelukker hinanden i en grad, så man må spørge, om kristendommen overhovedet findes.

Lad mig nøjes med et enkelt eksempel: Jeg arrangerede engang et seminar om kristendommen, hvor kødets opstandelse og det evige liv blev diskuteret. En ung pige troede så bogstaveligt på opstandelsen, at hun mente, de rådne kødtrevler vil heles på opstandelsens dag. En ældre præst fortalte, at han efter en skilsmisse nu var blevet gift igen og på den måde havde erfaret opstandelsen i kødet. Det er helt sikkert ikke den samme opstandelse, de taler om.

Ateister har to fundamentale grunde til at tage afstand fra kristendommen. Vi tror ikke på alternative naturlove, og vi synes, det er for billigt sluppet at skabe sig en gud, der bevilger syndernes forladelse - skønt også på dette helt afgørende punkt er de kristne jo vildt uenige: nogle tror, man i et vist omfang skal gøre sig fortjent til syndernes forladelse, andre, at man kan synde frejdigt og alligevel få alt forladt, når bare man tror. Alligevel tror de kristne ofte, at de er bedre mennesker end os andre, fordi de forsøger at adlyde etiske og moralske påbud, som de i deres hovmodighed ikke mener findes uden for kristendommen. Men det modsatte er tilfældet: De kristne er så dårlige mennesker, at de er nødt til at tro på forladelsen af deres mangfoldige syndere for at komme igennem dagen. Det problem har de af os ikke, som dagligt gør vores bedste for at blive bedre mennesker, og som i øvrigt forstår at sige undskyld, når vi alligevel fejler.

Pastor Lilleør (og de to forfattere?) hævder desuden, at »ateismen udgjorde kernen i de totalitære ideologiers menneskesyn«. Nej, det gjorde den ikke, for ateismen har ifølge sin natur ingen kerne. Den er ingen trosretning, men en fornægtelse af enhver form for overtro. Den rummer intet fælles livssyn.

Nu hævder anmelderen og forfatterne så, at hvis himlen lukkes, vil vi på grund af vore metafysiske længsler forsøge at skabe paradisagtige tilstande på jord ved for eksempel at ophøje Stalin eller Hitler til guder. Den remse har man hørt til bevidstløshed, og den er da også - bevidstløs. Metafysiske længsler findes ikke som andet end en projektion af det infantile faderbillede, sådan som Freud har vist det: Når det lille barn opdager, at dets far alligevel ikke er verdens stærkeste mand, får behovet for en stærk mand barnet til at søge ham enten i politiske ideologier eller i den himmel, der ikke kan realitetstestes. Men at blive voksen er at vokse ud af faderbehovet og tage ansvar for sin egen tilværelse.

Når kristne som Søren Krarup advarer imod forsøget på at skabe paradisagtige tilstande på jord med henvisning til, at vi så ender som Stalin eller Hitler, ligger de under for en særlig form for defaitisme. De mener, at ethvert forsøg på at forbedre menneskers tilværelse er at opkaste sig som gud og dermed gøre sig til en ny Stalin eller Hitler. Det er logik for burhøns, og de fordømmer da også ethvert forsøg på at gøre menneskers tilværelse bedre end burhønsenes. Andre kristne mener dog, man godt kan gøre noget for andre uden at ende som en despot, der går Vorherre i bedene.

Blandt pastor Lilleørs andre dumheder er påstanden om, at mange ateister ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse ønsker sig »kristne ritualer uden Gud«. Altså ærlig talt: Ingen ateister ønsker sig 'kristne ritualer', men nogle ønsker rigtignok fælles ritualer ved disse stationer på livets vej. De kristne har intet monopol på ritualer og etik.

Christian Braad Thomsen har uddybet sin kritik af kristendommen i sin seneste bog Vreden, Gudinde, besyng! (Lindhardt og Ringhof).

Gudløse hjerner III

Den 17. september anmeldte Kathrine Lilleør i Information Lars Christiansen og Lars Sandbecks bog Gudløse hjerner. Lilleørs anmeldelse viste sig desværre at være lige så tandløst ukritisk som Anton Geists to-siders interview med de to forfattere i Information den 7. august kort tid før bogens offentliggørelse. I et læserbrev i Information den 29.-30. august påpegede jeg med forbavselse, at Anton Gejst i interviewet overhovedet ikke forholdt sig kritisk til de to forfatteres urimelige sammenligning mellem de 'nye ateister' og de totalitære regimer kommunisme og nazisme og deres apologetiske tese om, at også ateismen er en religion. Ved samme lejlighed tilbød jeg Information en kritisk anmeldelse af bogen. Jeg modtog aldrig noget svar, men Lilleørs tandløse accept af bogen rejser på ny det ubehagelige spørgsmål, om Information nu - på linje med Politiken og Weekendavisen - virkelig har besluttet sig for at afvise ateismen og i stedet bakke ukritisk op om emsige kristne apologeters klodsede forsøg på at imødegå de ateistiske kritik.

Demokrati? Føj!

Sig os lige engang, hvor bliver anmeldelsen af Erwin Neutzsky-Wulffs verdenshistorie Menneskets Afvikling af? Den er i et bind, og skal læses som en roman, så den kan næppe være så svær at overkomme, at man ikke kan komme med en anmeldelse, særligt med tanke på, at den faktisk er blevet betalt med vores skattekroner.

Menneskets Afvikling (MA) giver en rammende analyse og beskrivelse af, hvordan guddommeliggørelsen af demokratiet i sidste ende fører til ting som undertrykkelse af mennesker, totalitær og centraliseret magt, upersonlig lydighed i lighed med tyskernes agthengivne nedslagtning af jøderne, et samfund, hvor mennesker er en ren og skær resource, og hvor ting som frihed og lighed kun handler om frihed til rendyrket udbytning, frihed til at lade naboen sulte ihjel, lighed mellem de magthavende og intet til resten.

MA begynder med mennesket lige fra hulerne og deres malerier til Jesus Kristus og op til vores tid, mundende ud i en ret grel beskrivelse af vores nuværende samfund, set i lyset af fortiden. Det er den mindst tørre historiebog, jeg længe har læst, og den vækker virkelig til eftertanke.

Med tanke på de sidste mange ugers fokus på demokrati og legalisme på bekostning af menneskeliv og personlig integritet, så kan jeg kun sige føj, føj, føj, og gid demokratiet må gakke ad helvede til, for det vækker en bitter smag i munden! Så hellere en absolut ansvarlig, velgørende diktator, som ikke kan manipuleres, eller har brug for at manipulere andre. Så længe folk tager massekommunikationen for den skinbarlige virkelighed, så er der næppe den store chance for, at vi vil se folk vælge tarv og hengivenhed over absolut lydighed mod en upersonlig magt samt lovprisning af et samfund bestående af en flok stemme- og slagtekvæg, der drikker velvilligt af brakvandet fra massemedierne.

Glæd dig, Benny Andersen

Information ind ad brevsprækken torsdag den 10. september.

Se, hvilken morgenstund, og - om lidt er kaffen klar. Et dejligt billede af en folkekær, dansk digter - med en høj, grøn bøgehæk som baggrund.

Men overskriften: Jeg skammer mig over at være dansk - kaffen får man i den gale hals!

Kære Benny Andersen, glæd dig over, at du er dansker, vær lykkelig over, at du bor i Danmark.

Du kan i dit land skrive, tegne, male, spille, synge, råbe, sige, hvad du vil, for eksempel kan du sige til journalisten: Jeg skammer mig over at være dansk. Nogen tager til genmæle - selvfølgelig - og det må du finde dig i.

Sådan er det nemlig i Danmark. Der er heldigvis ytringsfrihed.

Når du sådan skammer dig og stamper i gulvet af vrede, er det fordi en så stor del af den danske befolkning, medløberne, er galt afmarcherede, siger du.

Det, der skete i sagen om rydningen af Brorsons Kirke, var lovbrud på lovbrud, mener du.

Uenig.

Irak er et farligt land at leve i. Når man tænker på, hvor farligt irakerne gør det for deres egne, kunne man have grund til at skamme sig over at være iraker, hvis man var det.

Men skamme sig over at være dansker - Benny Andersen, i dit land har du hidtil kunnet færdes frit og sikkert. Du kan, hvis du holder dig inden for lovens rammer, stort set gøre, hvad der lige falder dig ind.

Børn, unge, gamle, syge, svage, fremmede - alle, der trænger, får hjælp.

Du vil kæmpe, siger du. Ja, kæmp for alt, hvad du har kært. Kæmp for, at Danmark kan forblive det frie land, hvor du kan ytre dig, som du vil, det retssamfund, hvor frihed for den enkelte lovlydige står højt. For lov skal lydes - hvorfor også de afviste irakere måtte ud.

Beklageligt, at det skulle komme så vidt, at det blev nødvendigt at lade politi foretage en rydning.

Muslimsk besættelse af en dansk kirke er absurd - krig i kirken er grotesk.

Barbariet skal ikke få overhånd, siger du. Ignoreren af en afgørelse, besættelse af en kirke, angreb på politiet med kirkens inventar, forsvarsposition og trussel om selvmord højt op i orgelpiberne - er det næppe, du tænker på.

Snarere er det barbari - set fra din side af hækken - at et politi i sommeruniform møder op for - så udramatisk som muligt - at løse en pålagt opgave.

Benny Andersen, glæd dig over at være dansk. Og gem så den skammelige skam langt, langt væk!

Skævt ideal

Når Søren Krarup - den 19. september i Information - med 100 års forsinkelse fremhæver Jakob Knudsens Lærer Urup som en roman, der »taler sandt og væsentligt« om menneskelivet, kan der være grund til at huske, at forfatteren selv kaldte den tendensdigtning, og at hans nærmeste ven så den som et sygdomstegn. Søren Krarups litterære idealer synes at være af samme skævhed som hans omfattende praksis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Til kritikken af ateisme:

Det er for så vidt ikke darwinismen der fejler i forhold til dens modstandere - bare det at darwinismen ( Udenfor mao-kina ) trænger at forbedres med marxismens udvidelser af den.

Den anden udvidelse af darwinismen: Freudianismen er lidt overflødig at foretage, for som vore gamle sagn og myter jo viser- var og er Freud's lære gammel og velkendt almenviden -

mht. sin læres NYhed løj Freud nemlig ganske enkelt - den lære var almenvelkendt LÆNGE før Marxismen- ? fremkom.