Læsetid 4 min.

Den lesbiske dj er død

Følg med i den spændende historie - om et karaktermord
Følg med i den spændende historie - om et karaktermord
25. september 2009

Jeg sad til et middagsselskab. Over et lam. Og så siger hende overfor. Lige efter hun har tygget om munden. Og rost hovedretten. »Mig og min veninde ville så gerne lave et dj-team. Det kunne være super sjovt at komme ud og spille sin yndlingsmusik, være fuld og få penge for det... Men det har du jo smadret siger hun så og kigger grinende på mig. Det løb er kørt. Det kan man ikke længere.«

Og hun har ret. Det kan man ikke længere. Altså alle kan jo gøre, hvad fanden de har lyst til, men ikke under præmissen, at det er nyt, spændende og på tværs. The kids don't stand a chance - for hvis du er ung og dj, hungrende og en lille smule lesbisk - kommer du automatisk til at blive sammenlignet med en hel generation, der har rundet de 30, har taget 40 kilo på, supersizet vores netværk og er skræmmende tæt på magten - i det kulturelle København.

O.k. at være døgnflue

Vi er med i smagsdommerne, nusnus-netværket og er de egentlige ejere af Kødbyen. Vi laver klubber og festivaler og T-shirts med print, men vi er aldrig for fine til at støtte op om en god sag, spille gratis og auktionere en mening væk. Vi har telefonen fuld af powernumre - i lige linje fra Doretheavej og til Rådhuset - men det er selvfølgelig altid dem, der ringer. Mads Nørgaard hilser. Tal R har tømmermænd fra i går. Christian Stadil kommer til frokost om lidt, hånd i hånd med Lars Bukdahl. Vi griner hele vejen ned til banken og hele verden rundt. Vi har skudt papegøjen akkurat så dybt, som talentet og minoriteten har rakt. Lesbiske var de nye bøsser og den usynlighed, der ellers har omkranset 'sådan nogle som os' har vi solet os i - det sidste årti. Det er ligesom, når man køber en lejlighed, som ellers var til leje - for første gang. Fuld bonus - på lånt tid. Vi ved, vi er døgnfluer, men det o.k. for vi har pyntet os med lånte Warhol-fjer og Morissey-tjære og skabt en hybrid af en smuttende sæbe - for hvem kan hade tykke, smarte lesbiske? Se bare på Beth Ditto - der er omgivet af kærlighed og modebladsforsider. Fine grimme ællinger - what's not to like?

Et mandefag

Det ultimativt fede ved at være lesbisk i et mandefag er jo, at man ikke rigtig bliver hevet ned i den der sump af mand/kvinde-dynamik og jalousi og 'hvem har hun knaldet for at komme ind af den dør?' Vi bliver først gravide efter grundig karriereplanlægning. Vi behøver ikke være bange for, om vi blev booket på grund af udseendet. Vi har ingen drenge-dj-kærester, der lige skal markere, hvor det tekniske skab skal stå. Og vi er hverken elite-feminister, Leny Malacinski, eller én af drengene. Selvfølgelig er der hele den der 'top manipulerende madamme'-ting, og hvem er bange for Virginia Woolf, hvem er bange for Paprika Steen, og hvem er bange for Anja Andersen. Temmelig mange. Inklusive os selv. Så hvis man bare inkorporerer lidt vejrtrækningsøvelser, nogle bøsser, noget elegant isnende kulde, en lejlighedsvis lille sød pige - så kører det.

Vi har således regnet den ud og dermed fejret os selv ihjel. Revolutionen er afblæst. Vi er ingen trussel. Hverken som kønssoldater, politisk slagtøj eller stilikoner. Vi har fejret os selv ihjel, men det er egentlig o.k. - for vi var alligevel ved at brække os af fest, weekend og andet evig ferie. Paranoia Tuesdays synger en lidelsesfælle fra Paris - Jennifer Cardini - om de hårde dage i starten af ugen. Hun er også tyk. Og ombejlet - og hvorfor ikke tage for sig af retterne og burgerne og den frie bar - når nu man stadig kan få damer med hjem. Og når de først er kommet med hjem og med på tour - kan de altid få en mikrofon i hånden, og så er vi pludselig i radioen - feed the masses, mand!

Vi kunne selvfølgelig også insistere på at blive bedømt - alene på det output, vi afstedkommer. Lade musikken tale. Holde kæft og være grimme. Men det ville nok være at tyre blår i øjnene på os selv. Der er jo ingen kvindelige kunstnere, der nogensinde har undgået at blive proppet ned i en eller anden kasse. Lige meget hvor meget du protesterer - du kan lige så godt droppe det der eksistensialistiske pis. Hvis man tilmed er lesbisk, en hel hær og marcherende på det helt rigtige tidspunkt, så kan man jo lige så godt tage den offensivt. Selv-kassering. Fælles front. Bandekrig. Så kan man altid smide rygmærket og drosle ned - når legen begynder at blive repetitiv og livstruende.

Så sultne

Så nu går vi til mandagspilates hos hinanden. Vi drikker grøn the og straight-acter og spiser slankepiller. Det er jo fint at være småfed dj, det er der ligesom en lang tradition for i faget - grundlagt af natarbejde, øl-arm og tømmermænds-mad. Men det går bare ikke at være overvægtig forfatter. Det ser sgu grimt ud. Alt den ensomhed foran skærmen. Kombineret med trøstespisning. Fy for helvede. Nej. Vi strammer op. Vi har det godt. De eneste, man sådan kan have lidt ondt af - er næste generation. Hvis vi nu har taget for meget plads - uden egentlig at træde grænser ned. Shit, så står de unge piger der med backlash, umoderne kasketter og en kasse der er tom. Sorry, at vi åd vores egen kant. Undskyld - men vi var så satans sultne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer